20.08.2017

Nordkoreas atomvåbenprogram er en naturlig defensiv reaktion på USA og resten af Vestens historiske militære aktivisme rundt om i verden. Det har senest udmøntet sig i en række nordkoreanske missiltests og stigende spændinger på den koreanske halvø, som ikke kun truer med at udløse en potentielt nuklear krig, men også har styrket Sydkoreas krav om at få sine egne atomvåben og Japans planer for oprustning. For at deeskalere situationen, forhindre yderligere spredning af atomvåben og skabe betingelserne for forbedrede forhold mellem Nord- og Sydkorea, må vestlige beslutningstagere indse, at aggression over for Nordkorea er kontraproduktiv, og at en gentænkning af udenrigspolitikken over for Pyongyang og mere generelt er nødvendig.

Analyse af Rasmus Jacobsen

I takt med at spændingerne mellem USA og Nordkorea har nået usete højder de sidste uger og skabt en reel trussel for krig i det vestlige Stillehav, har der været en forbløffende mangel på analyse af de underliggende årsager til Pyongyangs atomprogram. De relaterer sig i høj grad til frygten for amerikansk militær intervention og regimeskifte i Nordkorea – en frygt der er velbegrundet i lyset af vestlig og især amerikansk udenrigspolitik de sidste mange årtier og konkrete trusler mod Kim-regimet. Forståelse af disse årsager er afgørende for at finde tiltag, der kan stabilisere den koreanske halvø specifikt og det vestlige Stillehav mere generelt, samt afværge en katastrofe.
Nordkoreas atomvåbenprogram har rødder tilbage til 1983, da USA invaderede Grenada, en lille østat i det sydlige Caribien med et areal på 350 km2, som Langeland, og en befolkning på ca. 160,000 ligesom Odense. 4½ år tidligere havde landet undergået en kommunistisk revolution mod diktatoren Eric Gairy, og det internationalt isolerede Nordkorea havde hurtigt etableret tætte bånd med Grenadas nye regering. Nordkoreas daværende leder Kim Il Sung så Grenada som en allieret i kampen mod amerikansk imperialisme og håbede at bytte nordkoreansk bistand til den lille caribiske stat for diplomatisk støtte i Pyongyangs konflikt med Sydkorea. Da mere radikale kommunister tog magten i et kup i 1983, invaderede USA Grenada med henvisning til, at det lille land truede med at destabilisere hele Caribien. Efter en nem og hurtig sejr over de kommunistiske styrker, installerede USA en autokratisk pro-Washington regering.

Der har været en forbløffende mangel på analyse af de underliggende årsager til Pyongyangs atomprogram. De relaterer sig i høj grad til frygten for amerikansk militær intervention og regimeskifte i Nordkorea – en frygt der er velbegrundet i lyset af vestlig og især amerikansk udenrigspolitik de sidste mange årtier og konkrete trusler mod Kim-regimet
_______

 

Kim Il Sung så ikke overraskende USA’s invasion som et foregangseksempel for en lignende intervention mod ham selv – en frygt der blev styrket af udvidede militære øvelser mellem USA og Sydkorea under Reagans stærkt anti-kommunistiske regering. I samtaler med lederen af det daværende kommunistiske Østtyskland, Erich Honecker, forklarer Kim Il Sung sin frygt for, at hans land kunne blive det næste offer for USA’s militarisme. Da Nordkoreas konventionelle styrker, ligesom Grenedas, ikke ville have en chance imod USA, oprettede Kim Il Sung i 1987 derfor Ministeriet for Atomenergiindustri, som offentliggjorde Kim-regimets planer om at udvikle atomvåben. Den dag i dag henviser Nordkorea stadig til invasionen af Grenada som blot ét eksempel på USA’s ambitioner om at udskifte de regimer, som Washington ikke bryder sig om.

Senere amerikansk og vestlig politik har kun skabt yderligere incitament for Nordkorea til at skaffe atomvåben. I 2003 invaderede USA Irak med henvisning til forfalskede beviser om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben – herunder atomvåben. Invasionen skete, selvom der ikke var nogen beviser for, at Saddam havde et aktivt atomprogram. I 2004 konkluderede FN og CIA, at Saddam faktisk havde destrueret sine masseødelæggelsesvåben i starten af 1990’erne, og at der hverken forelå konkrete planer eller ordrer fra Saddam om et genetablere sådanne våbenprogrammer. Det konkluderes også, at Saddams atomprogram i 2003 var langt mere tilbagestående end i 1991. Trods de manglende beviser førte USA an i invasionen af Irak og regimeskiftet i Baghdad. Eksemplet i Irak har styrket Nordkoreas frygt for amerikansk regimeskifte og skabt en præcedens for at bruge fabrikerede beviser om ikkeeksisterende atomvåben til at legitimere militær intervention.

Trods manglende beviser førte USA an i invasionen af Irak og regimeskiftet i Baghdad. Eksemplet i Irak har styrket Nordkoreas frygt for amerikansk regimeskifte og skabt en præcedens for at bruge fabrikerede beviser om ikkeeksisterende atomvåben til at legitimere militær intervention
_______

 

Irakkrigen skabte også bekymringer i Libyen, hvor Moammar Gaddafi havde et reelt atomvåbenprogram. Efter Saddam Hussein’s fald frygtede Gaddafi mere end nogensinde, at USA under Bush Jr. også ville vælte ham. Men modsat Kim Il Sungs søn og arvetager, Kim Jong Il, valgte den libyske diktator at indgå en aftale om frivilligt at opgive sit atomprogram i bytte for at blive ved magten og forbedrede forhold til Vesten, inklusive ophævelse af sanktioner. Trods disse løfter var USA og resten af NATO klar til at lancere en militær intervention i Libyen i foråret 2011, efter det Arabiske Forår spredte sig til det nordafrikanske land. Selvom FN’s mandat til interventionen kun legitimerede beskyttelse af civile, gav NATO’s styrker reelt afgørende hjælp til oprørerne med at vælte Gaddafis regime. Fra Pyongyangs synspunkt vidner dette ikke kun om, at Vesten ikke overholder sine løfter, overskrider FN-mandater og stadig forfølger en regimeskifte-politik, men også helt konkret at nuklear afvæbning ingen gevinst har – især ikke for regimer anset som en del af ’ondskabens akse’.

USA’s aggressive retorik overfor Nordkorea, løftebrud, løgne og militære regimeskifter rundt om i Verden har ikke overraskende legitimeret høgene i Pyongyangs opfattelse af, at atomvåben er den eneste garanti mod en amerikansk invasion. Trumps seneste trusler om ”fire and fury like the world has never seen” som modsvar på Nordkoreas missiltests vil hverken deeskalere situationen eller begrænse Nordkoreas atomprogram – i stedet har det udover at øge spændingerne og risikoen for krig også undermineret udsigterne til at forene Nord- og Sydkorea, samt forhøjet sandsynligheden for øget militarisering af regionen, inklusive nuklear teknologi.

USA’s aggressive retorik overfor Nordkorea, løftebrud, løgne og militære regimeskifter rundt om i Verden har ikke overraskende legitimeret høgene i Pyongyangs opfattelse af, at atomvåben er den eneste garanti mod en amerikansk invasion
_______

 

Sydkoreas nye præsident Moon gik til valg på at arbejde på at forene den koreanske halvø, men lederen i Seoul vil nu anmode USA om at øge Sydkoreas arsenal af ballistiske missiler samt udvidelsen af landets missilforsvarssystemer. En ny meningsmåling blandt sydkoreanere foretaget af Gallup Korea viser, at et flertal af befolkningen støtter installering af atomvåben i Sydkorea. Samtidig har Japan planlagt køb af F-35 kampfly og en udvidelse af landets missilforsvarssystemer som modsvar til Nordkoreas missiltests. En øget militarisering af Nordkoreas amerikansk-allierede naboer vil med sikkerhed gavne USA’s våbenindustri og skabe amerikanske jobs – en af Trumps hovedprioriteter – men vil hverken bidrage til at deeskalere situationen omkring den koreanske halvø, bremse Nordkoreas atomprogram eller fremme mulighederne for fredsforhandlinger mellem Pyongyang og Seoul. I stedet vil det styrke de nordkoreanske høge, accelerere det paranoide styre i Pyongyangs atomprogram og forhøje risikoen for atomvåbenspredning og krig. Dette er formentlig grunden til, at 70% af sydkoreanske respondenter og 62% af japanere i en ny måling fra Pew Research Center betragter USA som den største trussel globale sikkerhedstrussel – et tegn på at den aggressive indstilling ikke nyder ubetinget opbakning fra USA’s ellers nære allierede.
En deeskalering af spændingerne i det vestlige Stillehav er mulig, men det kræver en omstilling af USA og Vestens politik.

For det første må USA tage truslen om militær intervention mod Nordkorea eksplicit af bordet. Det er nødvendigt men langt fra tilstrækkeligt – på grund af Nordkoreas historisk velbegrundede mistro til USA – for at åbne mulighederne for rapprochement og diplomatiske forhandlinger. Så længe et regimeskifte eksplicit foreligger som en mulighed, vil høgene i Pyongyang stå stærkest og underminere mulighederne for deeskalering. Washington bør overveje at etablere formelle diplomatiske forbindelser med Pyongyang, dels for at muliggøre direkte forhandlinger men også for at sende et signal om amerikansk ’goodwill’, der kan styrke moderate elementer i det nordkoreanske regime. En lettelse af sanktioner til gavn for nordkoreanske civile vil også sende et vigtigt, positivt signal (og sanktioner har historisk set nærmest ingen af de intenderede effekter i forhold til at påvirke en fjendtlig regering i den ønskede retning, ifølge mange akademiske studier). Omkring muligheden for forbedrede forhold til autoritære regeringer generelt skal man huske, at USA formåede at skabe relativt fornuftige arbejdsforhold med Moammar Gaddafi og Bashar al-Assad i anden halvdel af 00’erne, trods disse regimers historisk ringe forhold til Vesten.

For det andet må Kina, som det land med mest indflydelse over Pyongyang, inddrages – ligesom USA har søgt et tættere samarbejde med Rusland i at løse konflikten i Syrien. Beijing har sine egne stærke interesser i Nordkoreas stabilitet: for det første ville en potentiel konflikt kunne sende millioner af nordkoreanske flygtninge ind i det nordøstlige Kina, og for det andet ser Beijing Nordkorea som en modvægt til den pro-amerikanske akse i Østasien. En holdbar løsning må tage højde for disse interesser, da Kina ellers – formentlig med russisk støtte – vil søge at forhindre en udvikling, der vil destabilisere den koreanske halvø og styrke USA’s militærstrategiske position i Østasien, ligesom krigen i Irak gjorde for Iran i 00’erne. Det langsigtede mål bør være, med kinesisk inddragelse, at forene den koreanske halvø som en militærstrategisk neutral atomvåbenfri bufferzone mellem Kina og USA, ligesom Finland og Sverige med succes har været det mellem NATO og Sovjet Unionen/Rusland.

Det langsigtede mål bør være, med kinesisk inddragelse, at forene den koreanske halvø som en militærstrategisk neutral atomvåbenfri bufferzone mellem Kina og USA, ligesom Finland og Sverige med succes har været det mellem NATO og Sovjet Unionen/Rusland
_______

 

For det tredje bør USA især og Vesten generelt bestræbe sig på at føre en mere konsistent og mindre militæraktivistisk politik i resten af verden. Især Grenada, Irak og Libyen har sammen med Guatemala, Honduras, Nicaragua, Chile, Iran, Indonesien, Vietnam og andre lande formet Nordkoreas opfattelse af Vestens reelle udenrigspolitiske dagsorden som værende fokuseret på at vælte fjendtlige regimer som led i et (neo)imperialistisk projekt. USA og Vesten bør afstå fra at forsøge at indføre regimeskifte – både pga. hensynet til Nordkorea og andre stater med ambitioner om nukleare våben, primært Iran, men også da regimeskifte ikke har haft nogen som helst stabiliserende effekt i og omkring de lande, det er (forsøgt) implementeret. Stabilitet på den koreanske halvø og international orden fordrer mindre militarisme.

USA og Vesten bør afstå fra at forsøge at indføre regimeskifte – både pga. hensynet til Nordkorea og andre stater med ambitioner om nukleare våben, primært Iran, men også da regimeskifte ikke har haft nogen som helst stabiliserende effekt i og omkring de lande, det er (forsøgt) implementeret
_______

 

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i Mellemøsten og bosat i Beirut med regelmæssige rejser til Syrien. Han er medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Kim Jong Un [foto: Wong Maye E/AP Photo/Polfoto]