03.11.2016

Forfatningsændringer, som kan booste Japans militære magt og potentielt gøre landet i stand til at forsvare alliancepartneren USA, er ofte til diskussion i Japans regeringstop. Men i tilfælde af krig med Kina vil amerikanske styrker alligevel ikke beskytte Japan, vurderer en af landets førende juraeksperter.

Interview af Sofie Buch Hoyer

Japans regering med premierminister Shinzo Abe i spidsen har længe ønsket at ændre landets sikkerhedspolitiske placering i verden. Landet bør rykke ud af sin pacifistiske skygge, lyder budskabet, og sidste år blev en række forsvarsbestemmelser vedtaget, der giver japanske styrker flere kamprelaterede beføjelser.

Tilbage står dog stadig Japans forfatning og særligt Artikel 9, der forbyder landet at bruge militære styrker til at løse internationale konflikter — bortset fra i selvforsvar.

En reel forfatningsændring er endnu ikke på tale, men Kinas militære oprustning i regionen rejser spørgsmålet om Japans sikkerhedspolitiske handlerum i tilfælde af konflikt.

RÆSON har mødt en af Japans førende eksperter i forfatningsret — Yasuo Hasebe fra Waseda Universitet — for at diskutere landets fremtidige position i Asien.

RÆSON: Premierminister Abe ønsker at gøre det nemmere for Japans styrker at tage del i militære aktiviteter i udlandet og forsvare dets allierede — principielt USA. Hvordan vil du vurdere den nuværende debat?

Jeg tror, der er meget lille sandsynlighed for, at Artikel 9 bliver ændret eller fuldstændig afskaffet. Min vurdering er, at Abe ikke har modet til at gøre det, fordi det meste af befolkningen er imod ændringerne. Han prøver dog stadig at lave forfatningen om, men det virker blot, som om Abe forsøger at skrive sit navn ind i historien som den første premierminister, der gennemfører en forfatningsændring. Jeg tror, han vil forsøge at finde en nemmere måde, fx indføre en bestemmelse for nødsituationer, så meget små militære styrker stadig vil kunne operere i tilfælde af en konflikt.

RÆSON: Vi har et amerikansk præsidentvalg lige om hjørnet. Er det i Japans nationale interesse at styrke sin alliance med USA ved at genfortolke retten til at kunne forsvare sig selv?

Det er ikke sandsynligt, at en stor militær konflikt opstår i Østasien i nærmeste fremtid. Men hvis den opstår, vil den være mellem USA og Kina, fx i forbindelse med Taiwans selvstændighed eller striden i Det Sydkinesiske Hav. I det tilfælde vil USA ikke primært forsvare Japan, for så vil USA’s styrker blive evakueret til fjernere egne. Japan skal selv forsvare sig mod angreb fra Kina, hvis det overhovedet bliver aktuelt. I en militærkonflikt vil en alliance mellem USA og Japan altså ikke kunne forsvare os.

Japan skal selv forsvare sig mod angreb fra Kina, hvis det overhovedet bliver aktuelt. I en militærkonflikt vil en alliance mellem USA og Japan altså ikke kunne forsvare os.
_______

 

RÆSON: Abe siger, at han ikke ønsker, at Japan skal involvere sig i udenlandske konflikter. Men han sætter samtidig pris på alliancen med USA, som gerne vil have, at Japan spiller en større sikkerhedspolitisk rolle end tidligere. Kan Abe godt balancere disse interesser på samme tid?

Som forsker i jura er jeg af den overbevisning, at militær magt og forfatningsmæssige principper er tæt forbundne. Japan er en af USA’s allierede, fordi de grundlæggende forfatningsstrukturer ligner hinanden i de to lande. Kina har en meget anderledes forfatning, og det er derfor, Japan ikke kan have et stabilt forhold til Kina i nogen nær fremtid. Det er også derfor, Japan finder det nyttigt at have en militær alliance med USA — det benægter jeg ikke.

RÆSON: Sidste år kritiserede du i en åben parlamentshøring de sikkerhedspolitiske reformer, som udvider det japanske militærs beføjelser. Ved høringen sagde du, at Abes foreslåede ændringer var i strid med forfatningen, hvilket skabte en hel del kaos, inden lovforslagene senere blev stemt igennem. Kan du uddybe, hvad der skete i kølvandet på dine bemærkninger?

Jeg blev dengang bedt om at vidne i en generel gennemgang af landets forfatning. Jeg talte om meget brede teoretiske og historiske principper og blev derefter spurgt, hvad jeg synes om reformerne. Det var i den sammenhæng, at jeg svarede, at de sikkerhedspolitiske lovforslag var i strid med forfatningen, når det gælder retten til kollektivt selvforsvar (modsat individuelt selvforsvar handler kollektivt selvforsvar om at anvende magt til at forsvare et andet land end sig selv, red.).

RÆSON: Du er ikke den første akademiker, der åbent kritiserer Abes forsøg på at ændre forfatningen, men dine bemærkninger vakte stor opsigt. Hvorfor, tror du?

Jeg kom med udtalelserne for rullende tv-kameraer, hvilket, tror jeg, gjorde forskellen. Og så var der mange, der troede, at jeg var blevet håndplukket af regeringspartiet LDP til at vurdere lovforslagene, hvilket skabte en del forvirring om min troværdighed. Sandheden er, at jeg blev indkaldt administrativt sammen med to andre juridiske akademikere til at vidne i en generel debat om forfatningen.

RÆSON: Når du og andre kritiserer Abe for at ville krænke Artikel 9 i Japans forfatning — glemmer I så ikke, at forfatningen allerede er blevet løst fortolket i mange år? Det fremgår fx af dokumentet, at Japan ikke har ret til nogen hær, flåde eller luftvåben, men landet har haft alle tre siden 1950’erne?

I Artikel 9 står det klart og tydeligt, at Japan ikke må opretholde noget potentiale for krig — altså evnen til at eksekvere krig. Men her taler vi om styrker til selvforsvar. Den officielle forklaring på dette er, at det ville være åbenlyst urimeligt, hvis forfatningen forbød en regering at opretholde og bruge et minimum af styrker til at beskytte befolkningen. Med andre ord kræver forfatningen blot, at styrkerne skal opretholdes og bruges meget minimalt.

RÆSON: Premierminister Abe tøver med at komme med specifikke scenarier, som ville kræve kollektivt selvforsvar og dermed en reel ændring af Artikel 9. Kan du komme på sådanne scenarier?

Nej. Abe talte på et tidspunkt om en mulig blokade af Hormuz-strædet ved Den Persiske Golf. Der var øgede spændinger mellem Iran og USA, og nogle advarede mod, at Iran kunne blokere strædet, hvilket ville sætte en stopper for importen af olie. Så sagde Abe, at hvis dette skete, kunne Japans selvforsvarsstyrker sendes af sted, men Abe indrømmede senere, at dette scenario ikke var sandsynligt.
Det andet scenario omhandler Østasien: Hvis et enkelt amerikansk flådefartøj blev angrebet på havet, så kunne Japan som USA’s ‘barn’ beskytte sin ‘moder’. Men det er meget usandsynligt, at et enkelt fartøj bliver angrebet, fordi militære flådefartøjer næsten altid opererer samlet. Så der er ingen sandsynlige scenarier.

RÆSON: Hvis Artikel 9 blev ændret bare en lille smule, hvad tror du så, de geopolitiske konsekvenser i Asien ville blive?

Det afhænger af, hvilken slags ændring der bliver foretaget. Hvis Artikel 9 bliver fuldstændig afskaffet — hvilket jeg som sagt anser for usandsynligt — så vil de omkringliggende lande måske mistænke Japan for at opruste mere militært. Og så vil situationen i hele Østasien blive mere risikabel. Det vil sende et klart signal om, at Japan ikke længere er et pacifistisk land på samme måde som før.

Kina vil samtidig styrke sine militære kræfter, og derfor har den japanske regering et meget lille manøvrerum i forholdet til Kina.
_______

 

RÆSON: Da Abe førte valgkamp tilbage i december 2012, lovede han åbent at føre en hårdere linje over for Kina. Har den plan virket? Har Japan formået at skabe en modvægt til Kinas voksende magt og indflydelse?

Nej, det synes jeg ikke. Det er stærkt begrænset, hvad Japan kan gøre. Et lands handlemuligheder afhænger selvfølgelig af forskellige betingelser, og mens Japans økonomi fortsætter med at skrante, holder Kina en stabil vækst. Kina vil samtidig styrke sine militære kræfter, og derfor har den japanske regering et meget lille manøvrerum i forholdet til Kina.

RÆSON: Ikke desto mindre er det kun et par uger siden, regeringskilder bekræftede, at Japan forsøger at udvide sin militærbase i Djibouti i Østafrika — som svar på Kinas indflydelse i regionen. Er det nødvendigt for Japan at skabe en modvægt til Kina på denne måde?

I Afrika? Nej, for det har ingen betydning. Det er en symbolsk handling, og man skal huske på, at USA og andre lande allerede har en militærbase i Djibouti. Denne nyhed er bare propaganda fra den japanske regering.

RÆSON: Hvis du kunne rådgive den kommende præsident i USA om landets alliance med Japan og de større dynamikker i Asien, hvad ville du så sige til ham eller hende?

Jeg ville fortælle vedkommende, at spændingerne i Okinawa (ø i Det Østkinesiske Hav, hvor over halvdelen af USA’s 47.000 styrker i Japan holder til, red.) bør reduceres. Den lokale befolkning protesterer højlydt mod, at USA har anlagt en ny flådebase i området. Personligt forstår jeg heller ikke, hvorfor det er nødvendigt at sende flere marinesoldater dertil. Det er uklogt, både politisk og militært, at koncentrere så mange baser i Okinawa.

RÆSON: Men Japan er vel stadig interesseret i at beholde USA i regionen som modvægt til Kina? Hvad er alternativet?

Hvis det usandsynlige sker, at der opstår en militær konflikt mellem Kina og USA, vil Okinawa være et meget nemt mål. Øen er meget tæt på Kina og dermed meget sårbar overfor missilangreb. Det er i min optik ikke særligt fornuftigt at placere så mange styrker lige dér.

ILLUSTRATION: Japans premierminister, Shinzo Abe. Foto: CSIS – Center for Strategic & International Studies/Flickr.

Sofie Buch Hoyer (f. 1990) er en dansk journalist uddannet fra Journalisthøjskolen og The University of Hong Kong. Tidligere reporter på Politiken, redaktionschef på RÆSON og underviser på Silkeborg Højskole. Har rapporteret fra Hongkong, Rusland og Tyrkiet for blandt andre Politiken, TV 2 Nyhederne, Radio24syv og CNN International