10.05.2016

Siden Xi Jinping overtog magten i Kina i 2012, har den tidligere britiske kronkoloni Hong Kong for alvor mærket Beijings greb. Men hvorfor vælger den kinesiske leder at sætte så hårdt ind? Hvor vil det efterlade Hong Kong og hvilken betydning får det for Kinas fremtidige muligheder for at kunne inkorporere Taiwan i den kinesiske nation?

ANALYSE af Anders Juul Lauesen

”Et land, to systemer”
I 1979 mødtes den daværende britiske guvernør af Hong Kong, Sir Murray MacLehose, med Kinas formelle leder, Deng Xiaoping. Det var første gang et sådant besøg fandt sted, idet Kina aldrig havde anerkendt eksistensen af en britisk guvernør i Hong Kong, som foruden selve Hong Kong-øen også inkluderer Kowloon og De Nye Territorier. Sir Murray MacLehose var inviteret til Beijing for at snakke om diverse emner, men Hong Kong var IKKE et af emnerne.

Historien fra dette møde går på, at MacLehose brød med protokollen og bragte et emne på banen som ikke var blevet aftalt på forhånd: Storbritanniens leje af Kowloon og De Nye Territorier som, i modsætning til selve Hong Kong-øen, stod til at udløbe i 1997. Briterne udstedte obligationer i Hong Kong, som gjaldt 10 år ud i fremtiden, og derfor mente den britiske guvernør, at de snart ville stå med et juridisk problem. Han spurgte Deng Xiaoping om Storbritannien kunne få lov til at få udvidet lejemålet af Kowloon og De Nye Territorier. Overrasket over at emnet pludselig blev bragt på banen, svarede Deng Xiaoping, at spørgsmålet om Hong Kong lå for langt ude i fremtiden. MacLehose insisterede dog på at debattere emnet, og dette fik efter sigende Deng Xiaoping til at svare: ”I så fald, så tager vi det hele tilbage. Inklusiv Hong Kong-øen.”

Hvorvidt historien er fuldstændig historisk korrekt skal være usagt, men sikkert er det, at briterne på dette møde for første gang blev gjort opmærksom på, at det var Deng Xiaopings intention, at hele den britiske kronkoloni skulle tilbage til Kina, når den 99 år lange lejekontrakt af Kowloon og De Nye Territorier ville udløbe i 1997.

Englands premierminister Margret Thatcher havde dog ikke i sinde at opgive Hong Kong så let. Derfor indledte hun forhandlinger med Deng Xiaoping i 1982. Thatcher måtte dog indse, at Deng Xiaoping var stålfast i sit krav, og derfor endte forhandlingerne i 1984 med, at Kina og Storbritannien underskrev en fælles erklæring om, at kineserne overtog Hong Kong den 1. juli 1997 på betingelse af, at området frem til 2047 ville fungere under betegnelsen ”Et land, to systemer”.

Kineserne kræver ikke, at områdets folk tror på Kinas socialistiske system, kun at de har kærlighed til moderlandet
____________________

 

Carsten Boyer Thøgersen, der er direktør for Copenhagen Business Confucius Institute på CBS, har i mere end 30 år boet og rejst i Kina og er tidligere generalkonsul i Shanghai. Han uddyber, hvad det var Deng Xiaoping præcis mente, da han udfærdigede begrebet ”Et land, to systemer” som Mao helt tilbage i 1960’erne havde introduceret: ”Et land betyder, at der er ét Kina, og to systemer betyder, at Hong Kongs samfundssystem kan fortsætte i 50 år. Der er kun én forudsætning. Lederen af Hong Kong skal være patriotisk, hvilket betyder en som respekterer den kinesiske nation og som accepterer, at Hong Kong er en del af Kina, og som vil gøre det bedste for Hong Kongs udvikling. Kineserne kræver ikke, at områdets folk tror på Kinas socialistiske system, kun at de har kærlighed til moderlandet,” siger Thøgersen.

Beijing ville altså respektere Hong Kongs politiske og økonomiske system, men området skulle dog underligges den kinesiske regerings udenrigs- og forsvarspolitik. Desuden blev briterne og kineserne også enige om at Hong Kong skulle bevæge sig hen mod fuld demokratisk deltagelse fra hele befolkningen i modsætning til det man havde oplevet under det 150 år lange britiske herredømme. Alt dette blev nedskrevet i Hong Kongs kommende grundlov kaldet for Basic Law. Hvad der skulle ske efter 2047 blev aldrig debatteret – dengang i 1984 var det trods alt for langt ude i fremtiden.

Den 30. juni 1997 fandt overdragelsen af Hong Kong sted i fred og ro. En synlig rørt Prince Charles holdt afskedstale i silende regnvejr, og det britiske Union Jack-flag blev herefter sænket for sidste gang ved regeringsbygningen. De 7 millioner indbyggere, som er samlet på et område på størrelse med Bornholm, kunne herefter konstatere, at God Save the Queen fremover var afløst af den kinesiske nationalsang.

3 episoder hvor Beijing strammer styringen af Hong Kong
Det er snart 20 år siden Hong Kong ophørte som britisk koloni, og flere gange siden, har uroligheder og demonstrationer præget billedet i Hong Kong. Fælles for mange af dem er, at de er opstået i kølvandet på, at Beijing – efter demonstranternes mening – har blandet sig for meget i Hong Kongs interne anliggender i modstrid med aftalen om ”Et land, to systemer”.

De sidste fire år kan man udpege tre politiske episoder fra Beijing, som alle er sket som del af den nye stramme kurs under Kinas præsident, Xi Jinping:

DEN FØRSTE EPISODE indtraf i juli 2012, hvor Kina forsøgte at indføre en lov om obligatorisk patriotisk uddannelse i Hong Kongs skolesystem. Uddannelsen skulle lægge vægt på vestlig kolonisering og japanske krigsforbrydelser samt fremhæve kommunistpartiets rolle som den kinesiske nations redning. Loven blev dog mødt med massiv modstand af de studerende i Hong Kong, og i stedet endte man med at gøre den kinesiske variant af historieundervisningen frivillig.

Forsøget på indførelsen af en sådan undervisningsform ligger naturligvis uden for Beijings beføjelser i forhold til aftalen om ”Et land, to systemer”. Spørgsmålet er så, hvorfor kineserne alligevel forsøgte at få det indført?

Camilla Tenna Nørup Sørensen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med bl.a. kinesisk politik som fokusområde, forklarer det således: ”Det er ikke kun i Hong Kong, men i hele Kina at den patriotiske undervisning er styrket. Hong Kong bliver betragtet som en del af Kina, og derfor bestræber de kinesiske ledere sig på, at behandle området på samme måde som andre provinser i landet. De er selvfølgelig godt klar over, at der er mere opmærksomhed på Hong Kong fra omverdenen, og derfor er indførelsen af nye tiltag ofte en balancegang. Beijing forsøger slet og ret at tage små bidder ad gangen i Hong Kong, hvilket er en typisk kinesisk strategi. Nogen gange er man nødt til at tage et skridt tilbage i forhold til det man oprindelig havde ønsket gennemført, og derved nøjes man med enkelte dele af den oprindelige plan.”

Netop dette blev også resultatet af forsøget på at indføre patriotisk undervisning i Hong Kong. Det blev ikke gjort obligatorisk, men ikke desto mindre fik Kina gjort det til en frivillig mulighed, hvilket var mere end man havde før. Den første lille bid af kagen er altså taget.

DEN ANDEN – OG MERE ALVORLIGE EPISODE i forholdet mellem Hong Kong og Kina fandt sted den 31. august 2014, hvor massive demonstrationer, arrangeret af protestgruppen Occupy Central, brød ud i Hong Kongs gader med deltagelse af omkring 10.000 studerende.

Årsagen var at den kinesiske ledelse den dag offentliggjorde, at der til valget af ny politisk leder i Hong Kong i 2017 kun ville blive opstillet tre kandidater som alle skulle være godkendt af Kina på forhånd. Som sådan var der ikke noget lovstridigt i at Beijing skulle godkende kandidaterne, da dette som bekendt var blevet aftalt mellem Kina og Storbritannien og nedskrevet i Basic Law artikel 45. Problemet var mere at Kina tilbage i 2007 havde meldt ud, at det ville tillade folket i Hong Kong selv at vælge deres regeringschef i 2017, i stedet for at det fortsat skulle afgøres af en valgkomité bestående af 1.200 personer. Dette stod ligeledes nedskrevet i selvsamme artikel i Basic Law, men denne nye udmelding fik demonstranterne til at opfatte det kommende valg som udemokratisk.

Urolighederne, der blev kendt under navnet ”Paraplyrevolutionen”, fortsatte i flere måneder, men denne gang bøjede regeringen i Beijing sig ikke. I løbet af december 2014 blev demonstrationerne opløst da Hong Kong-borgerne mistede lysten til at støtte op, og politiet begyndte at rydde området samtidig med at flere demonstranter fredeligt trak sig tilbage.

Carsten Boyer Thøgersen peger på en mulig årsager til at demonstrationerne var så store: ”Stemningen i Hong Kong blandt de unge er i forvejen dårlig, fordi de er meget mere presset på jobmuligheder end for bare 10-20 år siden. Dengang var de unge i Hong Kong overlegne i forhold til dem fra Mainland China. Men dette har ændret sig nu, og de 7 millioner mennesker i Hong Kong konkurrerer nu med 1,4 milliarder kinesere, som tager jobbene.”

Uanfægtet af demonstranternes intentioner, så sætter Kina under Xi Jinping stabilitet og sikkerhed over alt andet. Kommunistpartiet ønsker at sikre sig en leder i Hong Kong som er patriotisk. Hvis en person mistænkes for at arbejde for Hong Kongs uafhængighed er man i Beijings øjne ikke en patriot, og derfor ønsker man at screene og udvælge de tre kandidater som borgerne i Hong Kong kan vælge mellem på forhånd.

Tilsætter man denne nye stramme kurs til demonstranternes modløshed og manglende accept af Basic Laws artikel 45 har man opskriften på urolighederne. Demonstranterne føler at Kina går over ud over sine beføjelser og at demokratiet i Hong Kong indskrænkes.

Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen kæmper demonstranterne dog en hård kamp, både nu og i fremtiden: ”Kina anser demonstranterne som separatister, der måske kan være støttet af udefrakommende som ønsker at splitte Kina, hvilket gør at demonstranternes krav ikke anses som legitime. Ydermere indførte kineserne sidste forår en ny terrorlov, som åbner op for videre beføjelser i bekæmpelsen af netop separatister som opfattes som en trussel mod den nationale sikkerhed, der hører under forsvarspolitikken. Et felt som netop er et af Kinas beføjelsesområder i Hong Kong.”

DEN TREDJE OG SIDSTE EPISODE fandt sted i slutningen af 2015, hvor fem medarbejdere fra den Kina-kritiske boghandel, Causeway Bay Books, i løbet af få måneder, på mystisk vis forsvandt fra Hong Kong. I februar 2016 stod nogle af dem så pludselig frem på kinesisk TV og fortalte, at de havde været tilbageholdt og indrømmede samtidig at de have begået lovovertrædelser i form af ulovligt salg af bøger på Kinas fastland. Hvordan de fem boghandlere var havnet i Kina er stadig et mysterium. Spekulationerne går på om de selv har krydset grænsen, enten som led i afpresning, eller om de er blevet lokket ud af Hong Kong af de kinesiske myndigheder. Flere vestlige medier hævder dog, at kinesiske agenter har været i Hong Kong og bortført boghandlerne til Kina bl.a. fordi Lee Bo – den seneste af de fem boghandlere til at forsvinde – var havnet i Kina uden pas eller andre rejsedokumenter.

Derved tyder en del på at der er tale om en direkte overtrædelse i forhold til aftalen om ”Et land, to systemer” som skulle sikre, at Hong Kong kunne have sit eget retssystem, samt at kineserne ikke måtte lægge bånd på ytringsfriheden.

Pressefriheden i Hong Kong udfordres
Hong Kong er dog langt fra det eneste sted udsat for kinesisk indblanding. Også i Myanmar og ikke mindst i Thailand har kinesiske agenter pågrebet flere systemkritikere, heriblandt en af de omtalte boghandlere. I april i år oplevede, at flere borgere fra Taiwan blev pågrebet i Kenya og bragt til Kina. Taiwanerne var blevet fængslet for snyd inden for telekommunikation, men blev herefter frikendt. Alligevel blev de tvunget om bord på et fly til Kina hvor de nu er tilbageholdt.

Bortførelsen af boghandlerne er altså ikke et isoleret tilfælde, og derfor kan det ikke konkluderes, at Kina er i gang med en overordnet plan som udelukkende omhandler Hong Kong. I stedet skal bortførelserne i Hong Kong ses som en del af Xi Jinpings tidligere nævnte stramninger. I dem er Hong Kong kun en lille del af puslespillet, men spørgsmålet er så, hvor det efterlader den tidligere britiske kronkoloni?

Anson Chan var den sidste britiske chefadministrator i Hong Kong fra 1993 til 1997 og fortsatte efterfølgende på posten indtil 2003. Hun har overfor BBC udtalt, at hvis teorien om bortførelsen af boghandlerne viser sig at være sand, vil det blive dødsstødet til ”Et land, to systemer”. ”Ingen vil længere føle sig tryg ved at bruge deres ellers legitime ret til at tale frit i Hong Kong”, siger Chan.

Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen er ytringsfriheden under betydelig pres i Hong Kong: ”Om 20 år kommer vi næppe til at opleve Kina-kritiske bøger blive fremstillet i Hong Kong…
____________________

 

Ifølge Reporters Without Borders liste over pressefrihed ser man at Hong Kong støt og roligt daler ned af listen: I 2013 lå Hong Kong på en 58. plads, mens man i 2015 var faldet ned som nr. 70. Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen er ytringsfriheden under betydelig pres i Hong Kong: ”Om 20 år kommer vi næppe til at opleve Kina-kritiske bøger blive fremstillet i Hong Kong. Så skal der komme et pludseligt skifte i Beijing til en mere liberal ledelse. Desuden ser vi allerede den fri presse blive indskrænket i Hong Kong, bl.a. på South China Morning Post som længe har været en torn i øjet på Kina. Derfor er Beijing begyndt at få deres egne folk ind på aviserne, så de meget kritiske journalister får det sværere og sværere.”

I Hong Kong forsøger man at råbe Vesten op i håb om at sætte en stopper for de kinesiske forurettelser, men som Anton Holten Nielsen skrev i RÆSON den 27. marts 2016, så tøves der med at hjælpe, fordi økonomiske interesser og handlen med Kina vejer langt tungere. Skræmmeeksemplet for mange vestlige lande er Norge, som i 2011 tildelte den fængslede kinesiske dissident Liu Xiaobo fredsprisen. Dette medførte at der kort tid efter pludselig blev lagt en særlig importtilladelse på netop norsk laks og salget faldt drastisk. Selvom forholdet mellem de to lande siden da er blevet udbedret, så udgør Norsk laks ikke længere 90 % af markedet. Dette tal er i dag i stedet tæt på nul.

Taiwan ser på Hong Kong som et skrækeksempel
Men frihedsberøvelserne i Hong Kong har sin pris for kineserne, idet muligheden for at inkorporere Taiwan i Kina i nærmeste fremtid er blevet mere utænkelig, ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen: ”Selvfølgelig skræmmes Taiwan af hvad der sker i Hong Kong. Kina underminerer de løfter, der ligger i ’Et land, to systemer’, og Taiwans bekymring er, at de ikke vil kunne fastholde deres eget politiske system og ikke kan stole på kinesiske forsikringer, som højst sandsynligt vil blive ændret efter nogle år. I lang tid ud i fremtiden vil vi ikke se Taiwan blive en del af Kina.”

Frem til 1949 var Taiwan en del af Kina, men blev derefter selvstændigt da Mao Zedong sejrede i Den kinesiske borgerkrig og drev Chiang Kai-sheks styrker tilbage til Taiwan. De to nationer har været i konflikt siden da, og Kina har aldrig anerkendt Taiwans selvstændighed, men kræver i stedet at øen igen bliver en del af den kinesiske nation. Men Taiwans genindtræden i Kina er langt mere kompliceret end tilfældet med Hong Kong. For det første har Taiwan ikke en deadline for eventuel tilbagevenden til Kina som Hong Kong havde det (jævnfør den britiske lejeaftale), og ydermere støttes Taiwan af USA og andre vestlige lande bl.a. ved et massivt salg af våben til dem.

Da Taiwan – i modsætning til Hong Kong – også har et stærkt demokrati, komplicerer det Kinas muligheder for en fredelig genforening.
____________________

 

Derved er det ikke sagt, at Taiwan en gang for alle er tabt for Kina. De geografiske realiteter er, at Taiwan ligger tæt på det kinesiske fastland, samtidig med at landet er meget lille. Taiwan er også økonomisk afhængig af Kina, selvom de prøver at styrke deres økonomiske relationer med lande som bl.a. Vietnam og Cambodia. Derudover er Taiwan også meget mere kinesisk end Hong Kong, idet man ikke har været påvirket af briterne i 150 år. På den anden side har den meget Kina-kritiske politiker, Tsai Ing-Wen, for nyligt vundet præsidentvalget i Taiwan. Befolkningens støtte til Ing-Wen kan tolkes som at folket i Taiwan frygter det samme som demonstranterne i Hong Kong – nemlig at en genforening med Kina vil medføre en indskrænkning i demokratiet og friheden. Det lader derfor til, at en forhandlingsløsning mellem Kina og Taiwan ikke bliver mulig i nærmeste fremtid, da Taiwan efterhånden ser modellen ”Et land, to systemer” som langt mindre troværdig. De betragter efterhånden modellen som et land og kun et system. Da Taiwan – i modsætning til Hong Kong – også har et stærkt demokrati, komplicerer det Kinas muligheder for en fredelig genforening.
Carsten Boyer Thøgersen tror alligevel at Taiwan om 100 år på en eller anden måde vil være en del af Kina: ”Taiwans diplomatiske forbindelser er allerede i dag ganske få og spiller i denne sammenhæng ingen rolle. Desuden har Taiwan afgørende politisk betydning for kineserne og kommunistpartiet: Ingen leder må eller vil være den der taber Taiwan. Han overlever ikke politisk i Kina. Det er ikke op til diskussion.”

Anders Juul Lauesen (f. 1976) Uddannet cand.mag. i Historie fra Aalborg Universitet med sidefag i Film og TV fra Aarhus Universitet. Har journalistisk erfaring fra DR´s Historieredaktion og andre TV-produktionsselskaber i udarbejdelsen af bl.a. dokumentarprogrammer.

ILLUSTRATION: Fra Hong Kongs „paraply revolution‟ i 2014 [foto: Studio Incendo]