24.09.2016

USA’s militære støttepakke til Israel sikrer sidstnævnte en plads i historien som den største modtager af amerikansk støtte siden Anden Verdenskrig, men spørgsmålet er, hvad USA får igen for de milliarder af dollars, der hvert år sikrer at Israel konstant er foran sine naboer rent militært?

International kommentar af Jotam Confino

I den forgangne uge underskrev Obama-administrationen en militær støttepakke til Israel, til en værdi af hele 38 mia. dollar.

Aftalen, der strækker sig over 10 år, blev præsenteret med velkendte, nærmest sædvanlige politiske statements fra begge parter. Barack Obama cementerede USA’s vilje til at støtte Israels sikkerhed i en evig farlig region, hvorefter Israels premierminister Benjamin Netanyahu takkede Obama for aftalen, og refererede til venskabet med USA som ’familie’. Tilsyneladende intet nyt under solen. Og så alligevel.

Når Obama i samme presseudtalelse slog fast, at USA vil fortsætte med at presse på for at få en to-statsløsning i stand, er der som sådan ikke noget mærkværdigt ved det. Men når det kommer fra Obama, der har haft et notorisk dårligt forhold til sin modpart, Netanyahu, skal man læse meddelelsen på en anden måde.

Det er nemlig ikke med Obamas gode vilje at skulle belønne Israel med en historisk stor støttepakke. Specielt Netanyahu har givet Obama hovedpine i deres otte år lange forhold. De konstante udvidelser af bosættelser på den besatte Vestbred og Netanyahus forsøg på at sabotere aftalen med Iran i den amerikanske kongres og FN, er blandt de punkter, der har skabt splid mellem de to ledere.

Det er ikke med Obamas gode vilje at skulle belønne Israel med en historisk stor støttepakke.
_______

 
At Obama alligevel trumfede aftalen med Iran igennem, trods Israels massive kritik, viser en form for cementering af magtforholdet. På den anden side er den historisk store aftale om militær støtte på mange måder blevet italesat som en slags ’afbetaling’ efter Iran-aftalen.

Alliancen mellem USA og Israel er kun blevet stærkere med årene, hvilket den militære støttepakke understøtter. Trods den stigende støtte, herunder USA’s diplomatiske beskyttelse af Israel i FN, bliver det i højere grad sværere og sværere for administrationer i Washington at styre Israel i en retning der imødekommer amerikanske interesser. Obama-administrationen er bedste eksempel herpå.

USA’s svindende interesser i Mellemøsten
Obamas ændring i udenrigspolitisk fokus fra Mellemøsten til Asien blev af visse fløje i USA mødt med skepsis og kritik, mest pga. tilbagetrækningen af tropper fra Irak. Der er ingen tvivl, om at Asien bliver, hvis det ikke allerede er, fremtidens fokus. Obama har i sin embedsperiode nået en erkendelse af, at Mellemøsten ikke længere var af lige så afgørende betydning for USA, som det var engang. Inddæmningen af Kina og udbredelsen af handel med Asien blev altså vigtigere end sikring af olieforsyninger og terrorbekæmpelse.

Dette fokusskifte blev kun forstærket af Obamas tøven over for Syrien, hvilket antyder at de nationale interesser for USA i Mellemøsten, og dermed også rationalet bag den massive støtte til Israel, er svindende. Hvis man ser på de trusler, staten Israel står over for i regionen på nuværende tidspunkt, er de langt fra så markante, som de har været tidligere.

Der er på nuværende tidspunkt så stor splittelse i den arabiske verden, at truslen fra flere omkringliggende stater er nærmest ikke-eksisterende. Israel befinder sig ikke længere i en tid, hvor koalitioner mellem arabiske stater truer med at udrydde landet.

Israel befinder sig ikke længere i en tid, hvor koalitioner mellem arabiske stater truer med at udrydde landet
_______

 

Sikkerhedspolitisk kan man altid argumentere for, at det er netop dét kaos, der foregår i de omkringliggende lande, der udgør den egentlige trussel mod Israel. Det er dog et vagt argument, eftersom Israels militær aldrig har stået stærkere, og borgerkrigen i f.eks. Syrien først og fremmest handler om, hvem der skal have magten. Selv Hezbollah, der inden deres deltagelse i krigen i Syrien blev anset som den største trussel mod Israel, er stærkt svækkede og har travlt med at støtte Assad.

Den evige terrortrussel i Israel fra palæstinenserne på Vestbredden og Hamas i Gaza, er endnu et argument, der ikke kan bruges til at forsvare den massive militære støtte til Israel. De ’lone wolf’ terrorangreb, der bliver begået på Vestbredden og inde i Israel, kræver ikke yderligere F-35-jagerfly fra USA. Det famøse missilskjold blev i sin tid sponsoreret af USA, udover de årlige tre milliarder dollars i militær støtte.

Missilskjoldet har bestemt beskyttet israelerne, men det er vigtigt at understrege, at Israel sagtens kunne have betalt for det selv, eksempelvis via de næsten 100 milliarder dollars, staten har som reserve i fremmed valuta.

Flere ulemper end fordele
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at netop Obama, der er gået i mod det amerikanske etablissement på en række punkter, ikke har formået at presse Israel mere, f.eks. i fredsforhandlingerne. John Kerrys utrættelige arbejde i at skabe rammerne for fredsforhandlinger i 2013 og 2014, blev mødt af et stædigt og på mange måder urimeligt krav fra Netanyahu, om at forhandlingerne kun kunne fortsætte, hvis palæstinenserne accepterede Israel som jødisk stat.

Dette ville de facto gøre palæstinensiske israelere til andenrangsborgere i deres eget land. Kravet blev selvfølgelig pure afvist af en lige så stædig Mahmoud Abbas, og det endte derfor endnu engang i fiasko.

Der er dermed klart flere ulemper end fordele i USA’s interesse i det nuværende forhold til Israel. De største tilhængere af USA’s fortsatte ubetingede støtte til Israel, bruger ofte argumentet, om at Israel og USA deler samme vestlige værdier, og at det sikkerhedsmæssige samarbejde er uvurderligt. Her menes der først og fremmest deling af efterretninger om terror. Israel blev da også efter 11. September 2001 en afgørende allieret i ’krigen mod terror’.

Der er ingen tvivl, om at USA og Israel har fælles interesser, og at man i høj grad bør samarbejde så tæt så muligt i en region præget af kaos. Specielt samarbejdet om efterretninger er utrolig værdifuldt for begge parter. Men det nuværende magtforhold mellem USA og Israel er ikke længere i USA’s interesse. USA’s støtte til Israel kan gøres op i kroner og ører. Men støtten har også en anden pris. Dén upopularitet og det moralske ansvar, USA påtager sig, når man beskytter Israel mod FN-resolutioner med sin vetoret, har på mange måder været på bekostning af forholdet til de arabiske stater gennem tiden.

Israels opførsel i de besatte områder har gjort staten enormt upopulær i det internationale samfund, og selvom USA gang på gang fordømmer specielt bosættelsesudvidelserne, har man ikke været i stand til at presse Israel i en anden retning. På samme måde afspejler Netanyahus adfærd over for Obama-administrationen, en ubalance mellem de to allierede. Forsøget fra Israel på at få kongressen til at sabotere Obama-administrationens diplomatiske forhandlinger med Iran illustrerede, hvordan regeringen i Israel i stigende grad kører sit eget show.

Den israelske lobby i USA
Man fristes derfor til at spørge, hvorfor det i stigende grad er blevet så svært for USA at styre Israel i en retning, der imødekommer USA’s interesser. Altså de interesser der ikke omhandler efterretninger om terror. Det er der en lang række grunde til.

Blandt andet rykker Israel sig længere og længere ud på højrefløjen, med religiøse og nationalistiske partier som regeringsgrundlag. Det medfører, at den politik, der bliver ført, er i direkte modstrid med amerikanske interesser. Den nuværende regering har ingen interesse i at stoppe bosættelsesudvidelsen, hvilket gør forhandlingerne med palæstinenserne noget nær umulige. USA sætter sit eget renommé på spil, hver gang Israel bryder international lov og trækker oprettelsen af en palæstinensisk stat i langdrag.

Ser man nærmere på det politiske system i USA, er der desuden vægtige faktorer, der gør det utroligt svært for USA at rykke Israel i den retning, som man ellers har haft størst udenrigspolitisk interesse i.

USA sætter sit eget renommé på spil, hver gang Israel bryder international lov
_______

 

I 2006 skrev Dr. John Mearsheimer og Dr. Stephen Walt en artikel om ’den israelske lobby’, der sidenhen udløste et enormt drama i de amerikanske medier og i de intellektuelle kredse. Artiklen argumenterede netop for, at det ikke er i USA’s interesse at yde ubetinget støtte til Israel.

Debatten pågår fortsat i dag, og det står da også klart at den israelske lobby har en enorm indflydelse i det politiske system i USA. Ser man på de svimlende summer, der florerer i den amerikanske valgkamp på nuværende tidspunkt, er det ikke usædvanligt, at nogle af de største donorer tilhører ’den israelske lobby’. Det siger selvfølgelig sig selv, at penge køber magt – til en hvis grad. F.eks. blandt Hillary Clintons støtter finder man velhavende personer fra det amerikansk-jødiske samfund, som tilsammen donerer store millionbeløb til hendes valgkampagne.

Det er dog ikke kun den økonomiske indflydelse, der gør sig gældende, når der skal vælges præsident Der bor i dag seks mio. jøder i USA, hvilket gør dem til en klar og betydelig minoritet – især i svingstater som Florida.

Det er dog ikke tilfældigt, at det er nærmest umuligt at blive valgt til præsident, hvis man ikke er, hvad man kalder ’pro-Israel’. Man kan drage parallellen til NRA, den største våbenlobby-organisation i USA, som også ofte bliver set som den mest magtfulde lobby i Washington.

Det er lykkedes NRA at forhindre utallige lovforslag om stramninger i våbenlovgivningen på trods af det stigende antal masseskyderier i USA. Parallellen og argumentet er her, at lobbyer selvfølgelig sætter deres egne interesser over statens.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, men eftersom det politiske system i USA tillader lobbyvirksomheder at donere store summer til præsidentkandidater, vil man også mærke effekterne deraf. USA’s ubetingede støtte er blot ét af eksemplerne herpå.

Som bekendt er alliancer flygtige. Det har de alle dage været. USA’s første præsident, George Washington, advarede da også den spæde nation om at danne permanente alliancer, således at man altid ville være fri til at følge sin egen kurs, og tilpasse sig geopolitiske forandringer. Advarslen var dengang rettet mod dannelsen af permanente alliancer med europæiske nationer. De vise ord fra George Washington bør dog atter tages til efterretning, når det ’specielle forhold’ til Israel skal analyseres.

■

ILLUSTRATION: Barack Obama og Benjamin Netanyahu bliver enige om den 10-årige støttepakke til Israel ved et møde i New York. Foto: Polaris/Polfoto

Jotam Confino (f. 1990) er MA. i Security and Diplomacy og har særligt fokus på Mellemøsten. Han er født i Israel og har skrevet om Israel og Mellemøsten i flere danske medier.