08.11.2016

Den amerikanske rebalancering til Asien har haft større betydning, end mange anerkender. Og det er godt, for USA skal fortsat holde sig engageret i Sydøstasien og lægge pres på Kina. Muligheden for en amerikansk-kinesisk krig kan nemlig ikke afskrives.

Analyse af Nikolaj K. Andersen

I et interview til RÆSON 1. november 2016 præsenterede professor Shen Dingli fra Fudan University sit syn på den amerikanske rebalancering til Asien og på forholdet mellem Kina og USA. I en ellers fin analyse præsenterede Dingli tre argumenter, der bør anholdes. For det første underdriver Dingli betydningen af Obamas rebalancering til Asien. For det andet anbefaler han amerikanerne en uklog fremfærd, der beror på en alt for stor tiltro til kinesernes goodwill. Og for det tredje bør Dingli ikke være så hurtig til at afskrive muligheden for en reel konflikt, for ikke at sige krig, mellem USA og Kina.

En substantiel rebalancering
I 2011 annoncerede Barack Obama en rebalancering eller drejning (”pivot”) af den amerikanske udenrigspolitik. Der skulle nu lægges større vægt på Asien. Mange, inklusiv Shen Dingli, vurderer i dag, at denne strategiske manøvre aldrig rigtig blev til noget. Og det er sandt, at rebalanceringen hurtigt mødte store udfordringer. Nedskæringer i det amerikanske forsvarsbudget har lagt en dæmper på det politiske råderum, og Ruslands annektering af Krim samt Syrien og Iraks sammenbrud, har påkaldt sig størstedelen af den amerikanske udenrigspolitiske opmærksomhed. Der har, kort sagt, været færre midler til rådighed og meget andet at forholde sig til for Barack Obama.

Ikke desto mindre er der sket betydningsfulde forandringer, og rebalanceringen har, til trods for de store udfordringer, rent faktisk materialiseret sig på en række måder. Militært har USA øget antallet af både bilaterale og multilaterale øvelser med asiatiske lande. Foruden øvelser har USA udbygget og diversificeret deres basestruktur i Asien, så deres militær har en større og mere spredt tilstedeværelse. Endelig har USA investeret store ressourcer i at udvikle nye militære strategier og teknologier som et modsvar til de kinesiske; et projekt der går under betegnelsen ”The Third Offset”.

Økonomisk har USA brugt meget krudt på forhandlingerne af det omfattende Trans-Pacific Partnership (TPP), der kan få stor betydning på den regionale og sågar globale økonomi. Som Dingli ganske rigtig pointerer, nægter Trump at støtte aftalen, og Clinton har ligeledes sagt, hun ikke vil underskrive aftalen i dens nuværende form. Men det er for tidligt at erklære TPP’en død. Clinton var selv en af de store fortalere for TPP’en, da hun var udenrigsminister, og mange analytikere mener med god grund, at hun nok skal finde en måde alligevel at få støttet aftalen, når først hun er blevet valgt som præsident.

Clinton var selv en af de store fortalere for TPP’en, da hun var udenrigsminister, og mange analytikere mener med god grund, at hun nok skal finde en måde alligevel at få støttet aftalen, når først hun er blevet valgt som præsident.
_______

 

Den diplomatiske dimension af rebalanceringen bør heller ikke glemmes. Under Obama har USA øget sit engagement i internationalt samarbejde i Asien, især igennem en øget støtte til Association of Southeast Asien Nations (ASEAN), samt en række andre multilaterale initiativer. USA har også skruet op for de diplomatiske udvekslinger med Kina igennem udviklingen af en ”Strategic and Economic Dialogue” i 2009, der samlede og udbyggede det amerikansk-kinesiske samarbejde. Derudover har USA også udvidet sit diplomatiske samarbejde med Asiens andre stormagter (på nær Rusland).

Når alle disse udviklinger ses samlet, bliver det tydeligt, at Obamas rebalancering rent faktisk har givet USA en tydeligere tilstedeværelse i Asien – på trods af et trykkende budget og at kriserne i Ukraine, Syrien og Irak får større medieopmærksomhed. Selv hvis Dingli skulle få ret, og TPP’en går fløjten, vil de militære og diplomatiske udviklinger stadig have stor betydning.

USA skal fortsat lægge pres på Kina
I sine anbefalinger til den kommende amerikanske præsident har Dingli desværre et for optimistisk syn på kinesernes godmodighed. Fudan-professoren anbefaler i korte træk, at USA bør blande sig så lidt som muligt i Det Sydkinesiske Hav, og begrænse sig til evt. fortsat at udføre sine ”freedom of navigation”-operationer. Han mener, det er uklogt, at Vesten har pålagt regionen en westfalsk forståelse af territorium, og at USA skal lade Kina løse sine nabostridigheder på tomandshånd, frem for at blande sig selv og UNCLOS ind i sagerne. Men desværre peger alt på, at kineserne er klar til at vride armen om på deres naboer for at få, hvad de vil have i Det Sydkinesiske Hav, og netop derfor skal USA fortsat blande sig.

Kineserne er klar til at vride armen om på deres naboer for at få, hvad de vil have i Det Sydkinesiske Hav, og netop derfor skal USA fortsat blande sig.
_______

 

Kineserne selv har i mange år advokeret for, at territorialstridighederne bør løses mellem de stridende parter, og at amerikansk indblanding optrapper konflikten. Men det kræver ikke stor ekspertise i forhandlingsstrategi at begribe, hvorfor kineserne hellere vil isolere deres langt svagere naboer frem for at forhandle med dem samlet eller, endnu værre, med amerikansk deltagelse. Dingli er alt for optimistisk, hvad kinesernes intentioner angår. Skulle USA vælge at gå ind for bilaterale forhandlinger uden deres egen tilstedeværelse, ville det reelt være at give kineserne de bedste muligheder for at gøre, som de vil, uden at møde reel modstand.

I en kommentar beklager Dingli, at Vesten har påtvunget Asien det westfalske system, der er regionen fremmed. Sandt er det, at vi i Vesten har haft noget længere tid til at vende os til at tænke territorium som skarpt afgrænsede størrelser end de har haft i Østen. Men det system, der herskede før de vestlige kolonimagter for alvor kom på banen, var et, hvori Kina var ”Riget i Midten” på toppen af det internationale hierarki, og kejseren dikterede reglerne. Hvis det er et sådant system, Dingli efterspørger, er det det samme som at sige, at kineserne bør bestemme reglerne. At bede USA om at blande sig udenom og at pakke universelle systemer som UNCLOS væk, er derfor det samme som at forlade sig på håbet om, at kineserne nok skal være fair overfor deres naboer, og aldrig kunne finde på at bruge deres langt større magt til at gennemtvinge sine egne interesser.

Bare fordi krig ikke er ønskværdigt, er det ikke utænkeligt
Professor Dinglis sidste fejltrin er at lade sin optimisme skygge for realisme. Det er sandt, at Xis største udfordringer er indenrigspolitiske, men det betyder ikke, at krig eller et væbnet sammenstød er utænkeligt. Dingli udpeger det kinesiske styres rationalitet som en garanti for, at de aldrig ville gøre noget så dumt som at lægge sig ud med amerikanerne eller sine naboer. Der er dog to fundamentale problemer med dette argument.

Det er ikke nødvendigvis irrationelt at starte en slåskamp, hvis man er overbevist om, man vinder den.
_______

 

For det første er det ikke nødvendigvis irrationelt at starte en slåskamp, hvis man er overbevist om, man vinder den. Dette ville være tilfældet ved en eskalation af nabostridighederne mellem Kina og eksempelvis Vietnam eller Filippinerne. Her står kineserne meget stærkere, og de ville derfor kunne gennemtvinge deres interesser, såfremt USA holder sig på sidelinjen. Dette er naturligvis et stort ”hvis”, men indtil nu, har amerikanerne været meget tilbageholdende med at kritisere den mere aggressive kinesiske fremfærd i Det Sydkinesiske Hav.

For det andet opstår konflikter ikke altid på et velreflekteret og oplyst grundlag. Tværtimod er en central del af international politik, at stater aldrig kender hinandens intentioner, og at fejlfortolkninger derfor er en konstant risiko. En fredelig militærøvelse kan blive fejllæst som en direkte trussel. Et patruljeskib på afveje kan ses som en provokation. Der er altid rigeligt med muligheder for at antage det værste om andre landes intentioner. Desuden er chancen for, at en misforståelse udvikler sig til et reelt sammenstød, blot forstørret af, at der er stor militær fordel i at være den, der slår først.

Derudover er det et velkendt historisk fænomen, at militær oprustning, som den vi ser i Det Sydkinesiske Hav, ofte fører til sammenstød. Og, hvis man tager magtbalancebrillerne på, er chancen for konflikt særligt stor, når én stormagt begynder at udfordre en andens position, som det lige så stille er tilfældet med Kina og USA – i hvert fald i Kinas nærområde.

Denne noget mere dystre fortolkning bør ikke læses som en profeti om en forestående tredje verdenskrig. Den er et opråb til, at vi bør læse de geopolitiske udviklinger nøgternt og holde os kinesernes interesser for øje. Hvor meget vi end kunne ønske os det, er krig ikke en umulighed i Asien. Kina er ikke USA’s fjende, men de har konfliktende interesser på en række vigtige punkter. USA må ikke lade Beijing styre showet i Asien, men skal derimod insistere på multilaterale aftaler og regler.

ILLUSTRATION: Den amerikanske præsident Barack Obama på besøg hos den kinesiske præsident Xi Jinping i Folkets Store Hal i Beijing. AP Photo/Andy Wong

Nikolaj K. Andersen (f. 1990) er cand.mag. i Internationale Studier og BA i Idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han har arbejdet et semester på Danmarks ambassade i Tokyo og har holdt filosofiske foredrag i en årrække. Han skrev speciale om Obama’s ”Pivot to Asia” og har beskæftiget sig indgående med japansk udenrigspolitik og østasiatisk geopolitik generelt, terrorisme, masseødelæggelsesvåben samt med formidling og retorik.