07.04.2016

Bølgerne gik højt, da Ungarns premierminister Viktor Orbán sidste sommer meddelte, at Ungarn vil bygge et grænsehegn. I dag er kritikken stilnet helt af, og flere af de europæiske lande har selv fået grænsehegn og grænsekontrol. Samtidig står Orbán tilbage mere styrket end nogensinde, både hjemme i Ungarn, blandt sine centraleuropæiske naboer og på den europæiske scene.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

Da Ungarn i juli sidste år meddelte, at landet vil bygge et grænsehegn for at undgå en ukontrolleret invasion af hundredetusindvis af illegale migranter, blev landets premierminister Viktor Orbán af flere europæiske ledere stemplet som xenofobisk diktator, som ønsker at bygge mure i Europa. Den østrigske kansler Werner Faymann sammenlignede Orbáns behandling af migranter med de metoder Tyskland brugte under Anden Verdenskrig, mens EU-Kommissionens formand Jean Claude Juncker kaldte Orbán for en ”kortsynet diktator, som ønsker et Europa, opdelt af anti-migrationsmure.”

I dag har en stor del af Orbáns kritikere selv opført grænsehegn …
____________________

 

I dag har en stor del af Orbáns kritikere selv opført grænsehegn, indført grænsekontrol og den selvsamme Jean Claude Juncker har været med til at indgå en aftale med Tyrkiet, som i realiteten fungerer som et grænsehegn i Grækenland. Denne gang er det dog sket uden store taler om menneskerettigheder eller taler om et Europa uden grænser.

Men hvilken forskel er der egentlig mellem et ungarsk grænsehegn og seks milliarder euro til Tyrkiet, og økonomisk støtte til Makedonien, som EU bruger til at holde migranterne væk i en behagelig afstand fra Bruxelles?

Orbán handlede – mens resten sad på hænderne
Den ungarske premierministers retorik er ikke altid lige diplomatisk. Det er heller ikke altid, at Viktor Orbáns udtalelser og handlinger er lige forenelige med grundlæggende demokratiske og etiske regler, men det er et faktum, at Orbán – til forskel fra de europæiske ledere – langt tidligere har været i stand til at forudse situationens alvor.

… det er et faktum, at Orbán – til forskel fra de europæiske ledere – langt tidligere har været i stand til at forudse situationens alvor.
____________________

 

Orbán handlede, mens europæiske ledere talte om humanisme og menneskerettigheder. Det er vigtigt at bemærke, at de migranter, der ønskede at søge asyl i Ungarn, hele tiden havde mulighed for at gøre det – også da det famøse ungarske hegn blev bygget.

Kritikken af Orbán og Ungarn er stilnet af på det seneste, og de europæiske ledere forsøger ganske elegant at skjule deres manglende handlekraftighed og naivitet i migrantkrisen. Alt tyder dog på, at deres manglende handling kommer til at påvirke den kommende udvikling i EU. Orbán er en erfaren politiker og er ganske bevidst om, at migrantkrisen har styrket ham og Ungarn på den europæiske arena. Den chance vil han ganske enkelt ikke lade gå til spilde.

Oprør med Bruxelles
Viktor Orbán er i sin anti-migrationspolitik blevet styrket af støtte fra den nye regering i Polen, som mere eller mindre har indtaget samme holdning som Ungarn, den slovakiske premierminister Robert Fico og delvis også af Tjekkiet, som dog har indtaget et mere diplomatisk og afventende standpunkt.

De fire lande er enige om at afvise en hvilken som helst form for omfordeling af de flygtninge, som ifølge aftalen med Tyrkiet skal sendes til EU i forholdet 1:1 for hver hjemsendt syrisk flygtning fra Grækenland til Tyrkiet. Omfordelingen af flygtningene internt i Europa, og en aftale om hvor flygtningene fra Tyrkiet skal sendes til, er foreløbigt slet ikke blevet diskuteret i EU, og det vil formentlig udløse nye problemer og uenighed når denne tid kommer.

EU skal forvente at støde på en klar afvisning af en aftale om omfordeling fra de centraleuropæiske lande, hvor Orbán sammen med den polske premierminister Beata Szydlo nok vil indtage den mest afvisende rolle.

De centraleuropæiske ledere lægger ikke skjul på, at de ikke ønsker muslimsk indvandring, at de ikke ønsker parallelle samfund eller religionsstridigheder, og de har oven i købet landenes befolkninger bag sig. Derudover mener de centraleuropæiske ledere, at omfanget af migrationskrisen til dels skyldes de vesteuropæiske samfunds naivitet og mangel på evner og vilje til at løse problemerne. Et standpunkt som finder flere og flere sympatisører også i de vesteuropæiske lande. Der tegner sig således en ganske stærk opposition til Bruxelles politiske standpunkt, en opposition, man ikke længere vil kunne sætte på plads, men vil blive nødt til at tage seriøst og ligeværdigt.

Det er formentlig derfor ikke tilfældigt, at Orbán i anledning af Ungarns Revolutionsdag i midten af marts erklærede, at ”hovedtruslen for den europæiske sikkerhed ikke kommer fra migranterne, men fra fanatiske multikulturalisme-lakajer fra Bruxelles”.

… ”hovedtruslen for den europæiske sikkerhed ikke kommer fra migranterne, men fra fanatiske multikulturalisme-lakajer fra Bruxelles”.
____________________

 

Centraleuropæisk styrke og selvtillid
Udviklingen i migrationskrisen og Viktor Orbáns udtalelser er en klar forvarsel om, at EU bevæger sig ind i et nyt kapitel af sin eksistens. Et kapitel, hvor de vesteuropæiske lande – uanset om de kan lide det eller ej – bliver nødt til at tage Orbán, Ungarn og de øst- og centraleuropæiske lande langt mere seriøst end hidtil.

Ungarn og de andre central- og østeuropæiske lande har, formentlig på grund af landenes anderledes og mere voldsomme historie, en helt anden tilgang til krisesituationer end de vesteuropæiske EU-lande, som i mange år har levet en ganske beskyttet tilværelse.

Hverken landenes politikere eller befolkning vil efter mange års undertrykkelse under et tidligere kommunistisk styre og tider, hvor ytringsfrihed blev reguleret af statsmagten, ikke længere påduttes hvad der er tilladt at sige, og hvad der ikke er tilladt at sige. Man siger ganske enkelt lige ud, hvad man mener uden at tænke på, om ens udtryksform er i overensstemmelse med det man i Vesteuropa betragter, som politisk korrekt.

Ændrede magtforhold i EU
EU kan indstille sig på et stadig mere stædig Centraleuropa, hvor et anderledes syn på problemer som fx migrantkrisen formentlig vil sætte præg på samarbejdet i Bruxelles i fremtiden. Hvis de vesteuropæiske lande er ude af stand til at respektere Øst- og Centraleuropas anderledes tilgang til problematikkerne, kan det føre til splittelse blandt EU’s medlemslande.

I bedste fald, kan den vesteuropæiske, ind i mellem snævre politisk korrekte tankegang, ende med blive kombineret med centraleuropæernes realitetsans og resultere i et styrket EU. Et EU, hvor der bliver plads til forskellige synspunkter og hvor det netop bliver en af demokratiets vigtigste grundregler, det vil sige respekten for andres holdninger og lysten til at indgå kompromis, der bliver EU’s vigtigste styrke.

Uanset hvordan det fremtidige EU kommer til at udvikle sig, er det dog ganske sikkert, at den nuværende migrantkrise vil ende med et mere ligeværdig EU, hvor de Central- og østeuropæiske lande fremover vil fremstå styrket og få langt større indflydelse end tidligere.

… den nuværende migrantkrise vil ende med et mere ligeværdig EU, hvor de Central- og østeuropæiske lande fremover vil fremstå styrket og få langt større indflydelse end tidligere.
____________________

 

ILLUSTRATION: Viktor Orbán, 7. marts, 2014 [foto: European People’s Party]