07.04.2016

De seneste år har været en nedadgående diplomatisk spiral for Tyrkiet, hvor Ankara har set flere og flere regionale bånd skåret over og en voksende international og regional isolation. Isolationen var blevet så indlysende at præsident Erdogans udenrigspolitiske rådgiver Ibrahim Kalin i 2013 døbte tyrkisk udenrigspolitik ”dyrebar ensomhed”.

Dyrebar har den dog langt fra været, i det den har skabt flere konflikter med Tyrkiets nabolande. Men nu tyder det på, at Tyrkiet er ved at bevæge sig ud af den udenrigspolitiske isolation ved en genforening med Egypten og Israel, tæt samarbejde med Saudi-Arabien og et EU der har vist sig at godtage visse tyrkiske præmisser. Den nye udenrigspolitiske linje skaber rum for at Erdogan kan fokusere sine ressourcer i kampen mod kurderne.

ANALYSE af Ferhat Gurini

Genforening med Egypten og Israel
Den 22. februar afholdte Recep Erdogan sit første ministermøde som republikkens præsident efter sit genvalg i november sidste år. Formålet med mødet var, at genevaluere Tyrkiets Syrien-politik og kigge på Ankaras forhold til Israel og Egypten.

Tyrkiets og Egyptens diplomatiske forhold har stort set været ikkeeksisterende, efter det egyptiske militær smed det Muslimske Broderskab og daværende præsident Mohamed Morsi af magten. Tyrkiet havde nemlig en forestilling om, at det kunne fungere som forgangsland og storebror til det Muslimske Broderskab og lignende islamistiske organisationer, der havde fået nyt liv under det Arabiske Forår, og det spolerede det egyptiske militær.

Det ledte til hårde udmeldinger fra Erdogan, og den 23. november 2013 udviste Egypten Tyrkiets ambassadør fra Cairo og trak sin hjem fra Ankara. Spændingerne er stadigvæk store mellem de to lande, og har i høj grad skyldtes at Tyrkiet, og særligt Erdogan, har holdt fast i en for længst smuldret ide, om at Tyrkiet kunne blive Mellemøstens nye regionale stormagt, der hævede banneret i det moderate, islamismes navn. Derfor vil en forsoning mellem Ankara og Cairo forudsætte, at Tyrkiet nedtoner deres støtte til det Muslimske Broderskab. En organisation som den egyptiske regering har klassificeret som en terrororganisation, og som militæret mener udfordrer og underminerer statens autoritet. En præmis som Erdogan tidligere ikke ville gå med på, men som synes ændret. Til ministermødet den 22. februar udmeldte Erdogan nemlig, at han var positivt stemt over for at genoptage dialogen med Egypten på det ministerielle niveau – også selvom Mohamed Morsi har en dødsdom hængende over hovedet, udstedt af den egyptiske regering.

Erdogans tilnærmelse til Egypten er et tydeligt tegn på, at Tyrkiet har genovervejet sin plads i en regional kontekst, og Ankara i stedet for at udfordre de regionale magthavere nu forsøger at gå på kompromis med dem.

Erdogans tilnærmelse til Egypten er et tydeligt tegn på, at Tyrkiet har genovervejet sin plads i en regional kontekst, og Ankara i stedet for at udfordre de regionale magthavere nu forsøger at gå på kompromis med dem.
____________________

 

I forhold til Israel har det været nærliggende for Tyrkiet at genoptage et tidligere strategisk vigtigt samarbejde, der siden den israelske bording af en tyrkisk Gaza-konvoj den 3. maj 2010 har været meget anspændt. Samtidig skal tyrkerne gå en svær balancegang for ikke at skubbe rollen som selvudnævnte palæstinensiske fortalere fra sig. Tyrkiet har opstillet tre præmisser, der skal opfyldes, før en normalisering kan træde i kraft mellem Tel Aviv og Ankara. Den ene af dem er ophævelsen af Israels blokade af Gaza-striben, der har været i kraft siden 2007.

Netop blokaden bliver omdrejningspunktet for genoptagelsen af forholdet mellem Tyrkiet og Israel. Men at dømme ud fra indenrigspolitiske udmeldinger har Erdogan og hans tilhørende bagland længe forsøgt at gøde jorden for en normalisering mellem de to lande, bland andet illustreret ved præsident Erdogans udtalelser, i starten af januar, der lød ’Israel har brug for et land som Tyrkiet i regionen. Og vi må indrømme, at vi også har brug for Israel.” En udtalelse, der står i skarp kontrast til Erdogans udmelding tilbage i 2013 under en FN-konference i Wien, hvor han kaldte zionismen ”en forbrydelse mod menneskeheden”.

Saudi-Arabien og Tyrkiet: fælles front mod Assad
En fælles udmelding fra Saudi-Arabien og Tyrkiet om at indsætte landtropper i Syrien i starten af februar markerede for alvor et styrket forhold mellem det arabiske kongehus og den tyrkiske republik.

Det var en fælles målsætning om at bremse Bashar al-Assads militære fremgang med hjælp fra russisk luftstøtte, der ledte de to lande sammen. Om end Tyrkiet og Saudi-Arabiens alliance virker kortsigtet, så har den største friktion mellem de to lande været udledt af Ankaras meget eksplicitte og kompromisløse støtte til det Muslimske Broderskab, som også var tilfældet med hensyn til Tyrkiets forhold til Egypten. Det Muslimske Broderskab betragter det saudiske styre og magtdelingen mellem wahhabisterne og den saudiske kongefamilie som illegitim. Og med det Muslimske Broderskabs opblomstring og eksplicitte popularitet under det Arabiske Forår har saudiske Riyadh betragtet Det Muslimske Broderskab som en reel trussel. Men med udsigten til at Tyrkiet, måske, nedtoner sin støtte til det Muslimske Broderskab, som ministermødet den 22. februar pegede i retning af, er der mulighed for at Ankara og Riyadh også vil fortsætte med at styrke samarbejdsområder, der rækker længere end bare Syrien.

Et vidnesbyrd på dette er Adel al Jubair, Saudi-Arabiens udenrigsministers, udmelding om oprettelsen af et strategisk samarbejdsråd mellem Riyadh og Ankara, den 29. december sidste år i forbindelse med et møde mellem præsident Erdogan og Saudi-Arabiens konge Salman. Under mødet blev de to statsledere enige om at intensivere deres bilaterale forhold, i form af et strategisk samarbejdsråd, der skulle fokusere på sikkerhed, militær, handel, økonomi, energi og investeringer mellem de to lande. Tyrkiet var også hurtig til at tilslutte sig og støtte op omkring en saudisk-ledet koalition for at bekæmpe international terror, forkortet IMAFT, der blev annonceret i december sidste år.

I sig selv er Riyadh og Ankaras forhold allerede kommet meget langt i lyset af, at Saudi-Arabien sammen med Egypten aktivt forsøgte at blokere Tyrkiet fra at blive valgt som ikke-permanent medlem i FNs sikkerhedsråd tilbage i 2014 – og hvor de også havde succes med det.

Der synes altså at være meget klare tegn på, at to af regionens politiske og økonomiske sværvægtere, i hvert fald kortvarigt, har lagt stridigheder til side og nu ønsker at lade fælles interesser bane vejen for en forsoning.

EU og Tyrkiet 2.0
Tyrkiets optagelsesproces i EU er igen kommet på tale. Generelt har man siden starten af oktober sidste år set en række højtprofilerede møder blandt prominente politiske figurer fra EU og Tyrkiet.

Først besøgte præsident Erdogan Bruxelles den 4-6. oktober og mødtes med bland andet Kommisionsformand Jean-Claude Juncker og formanden for det Europæiske Råd, Donald Tusk. Senere besøgte Angela Merkel Istanbul den 18. oktober og mødtes med Erdogan i Yildiz-paladset.

Men omdrejningspunktet for møderne var hverken de seneste bølger af statslig og ikke-statslig chikanering og angreb mod store mediehuse i Tyrkiet, den sammenbrudte fredsproces mellem den tyrkiske regering og kurderne, eller en af de 35 kapitler, som Tyrkiet skal gennemføre for at kunne optages i EU – det handlede om flygtninge og no-fly zones.

EU er mildt sagt desperate efter at mindske flygtningestrømmen fra Syrien, og ser Tyrkiet, som en oplagt bufferstat, hvilket også lagde grund til en støttepakke fra EU på tre milliarder euro til Tyrkiet. Tyrkiet er altså et nøgleland i EU’s flygtningepolitik, hvilket har betydet at EU’s tolerancetærskel overfor Tyrkiet også er vokset. Blandt andet illustreret ved, at EU-Kommissionen udskød publiceringen af dens årlige rapport for Tyrkiets optagelse i EU, der kritiserede Tyrkiet for angreb på ytringsfriheden og tilbageslag for udviklingen af en uafhængig retsstat til efter valget i november sidste år hvor Erdogan blev genvalgt.

Man har også set Merkel og den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, bede NATO om at blive involveret i flygtningekrisen, og den 15. februar indvilgede Merkel i at en ’no-fly zone’ efter tyrkisk vision, var en god ide. Seneste skud på stammen er mødet mellem europæiske statsledere og premierminister Davutoglu i Bruxelles den 17-18. marts. Her indvilgede europæiske ledere i at støtte Tyrkiet med flere penge, fremme visa-fri indgang for tyrkere i Schengen-området og speede-up i Tyrkiets optagelsesproces i EU.

Ikke alene ønsker EU at Tyrkiet skal fungere som bufferstat for millioner af flygtninge, men EU ønsker også for fremtiden at kunne tilbagesende migranter der krydser gennem Tyrkiet for at nå til EU – hvilket Davutoglu indvilgede i. Til gengæld krævede Davutoglu at den økonomiske støtte på 3€ milliarder skulle fordobles i løbet af 2018. Derudover krævede Davutoglu at for hver flygtning, der blev hjemsendt til Tyrkiet fra det Ægæiske Hav, skulle EU modtage en syrisk flygtning fra Tyrkiet. Forud for aftalen, der blev slået endelig fast i Bruxelles den 18. marts, havde der været et lignende møde den 7. marts, hvor de brede linjer blev tegnet. Mødet den 7. marts faldt bare tre dage efter den tyrkiske regering havde overtaget en af landets største dagblade, Zaman, en avis med et konservativt udblik, men som stod i opposition til den siddende regering. Overtagelsen af avisen markerer den seneste episode i en serie af nedslag fra den tyrkiske stat på mediehuse, journalister og pressefriheden. Til trods for dette, var det ikke noget, som afholdte EU fra at gennemføre mødet, og det bekræfter EU’s villighed til at gå på kompromis med idepolitik og demokratiske visioner for mere pragmatiske målsætninger.

EU har også spillet en rolle i Erdogans vision om et præsidentielt system i Tyrkiet. Det havde stor signalværdi, at EU inviterede præsident Erdogan, og ikke premierminister Davutoglu, til Bruxelles i oktober sidste år, lige op til det tyrkiske valg. Den tyrkiske præsident har nemlig historisk set fungeret som den tyske gør i dag – en partipolitisk neutral figur – som tager sig af ceremonielle statsbesøg og repræsenterer landet udadtil. Beslutningsprocedurer og forhandlinger, som dem i Bruxelles, hører til premierministerens opgaver. En praksis som Erdogan vil ændre gennem hans forestilling om at blive en ’superpræsident’, og som EU ved at invitere ham til Bruxelles legitimerer.

Der hersker derfor ingen tvivl om at europæisk frygt overfor de migrationsbølger, som skyller ind over kontinentet – har genvundet Tyrkiets geopolitiske status overfor EU.

Kampen mod kurderne er Tyrkiets hovedprioritet
Den situation Tyrkiet står i nu med udsigt til ikke længere at prøve at spinde sin isolation som ”dyrebar” er udledt af flere faktorer. Nogen er intentionelle og refleksive overvejelser, Tyrkiet har gjort sig i forhold til dets udenrigspolitiske ståsted – eksempelvis i dets forhold til Egypten og Israel. Andre er affødt af uforudsigelige, politiske konjunkturer, som med det fornyede interessefællesskab med Saudi-Arabien eller EU’s geopolitiske afhængighed af Tyrkiet.

Der er nok næppe tale om en ”Grand Strategy” eller en ny udenrigspolitisk doktrin, men fælles for dem er, at de giver Tyrkiet et større spillerum til at prioritere ressourcer og energi på at omstille og tilpasse sit udenrigspolitiske kompas til en ultradynamisk region og særligt fokusere på hvad, der historisk set er blevet opfattet som den største trussel mod den tyrkiske stat: kurdisk separatisme. En konflikt der har fået en ekstra dimension, navnligt kurderne i det nordlige Syrien, som har etableret en kurdisk statsdannelse langs den tyrkiske grænse.

At omstillingen kommer nu hænger sammen med hvad der i første omgang ledte Tyrkiet til at tage rollen som en regional og ekspansiv stormagt på sig. Den tidligere fredsproces med PKK (Partiya Karkerên Kurdistanê – Kurdistans Arbejderparti, red.) var en af de faktorer, der gav Ankara et pusterum til at kigge ud og forsøge at etablere sig i regionen. Efter fredsprocessen blev opløst, og den væbnede kamp mellem den tyrkiske stat og PKK på ny brød ud, var Ankara hurtig til at åbne op for brugen af Incirlik luftbasen til amerikanerne og ligeledes intensivere indsatsen mod IS. Tanken var, at Tyrkiet mod aktivt at tage del i kampen mod IS kunne få gennemført sin vision om en no-fly zone i det nordlige Syrien, og samtidig svække den kurdiske statsdannelse i Syrien. Det skete dog ikke, men vidner om, at Tyrkiet er villig til at indgå kompromisser og gå ind på andre aktørers præmisser, såfremt der er en mulighed, om ikke en garanti, for at få opfyldt egen dagsorden i kampen mod kurderne.

I dag står Tyrkiet overfor endnu større problemer med hyppige terrorbomber i dets største metropoler, en lav-intens borgerkrig i det sydøstlige Tyrkiet, diplomatisk krise med Rusland, flygtninge i milliontal, borgerkrig i to af dets nabolande og en kurdisk statsdannelse i det nordlige Syrien.

I dag står Tyrkiet overfor endnu større problemer med hyppige terrorbomber i dets største metropoler, en lav-intens borgerkrig i det sydøstlige Tyrkiet, diplomatisk krise med Rusland, flygtninge i milliontal, borgerkrig i to af dets nabolande og en kurdisk statsdannelse i det nordlige Syrien.
____________________

 

Med andre ord lader det til, at Tyrkiets udenrigspolitiske drejning kommer som følge af, at Tyrkiet har erkendt, at hun er for udsat til at forblive isoleret og dermed velvilligt indgår kompromisser med gamle nabofjender som Egypten, Israel og Saudi-Arabien. Erdogan har brug for ro til at prioritere hvad han vurderer er landets største trussel – kurderne.

Ferhat Gurini (f. 1995) studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Optaget på International Relations ved London School of Economics fra september 2016. Han er tilknyttet RÆSONs Mellemøstredaktion og har tidligere skrevet for IPmonopolet samt Atlas Magasin.

ILLUSTRATION: Donald Tusk og Recep Erdoğan, 8. november, 2013 [foto: Kancelaria Premiera]