12.03.2016

ANALYSE af Niels Westy

Søndag den 13. marts vil brasilianerne igen gå på gaden og kræve et stop for korruption og straffrihed. Ud over Rio de Janeiro’s verdensberømte strande ved Copacabana, i centrum af Sydamerikas største by Sao Paulo og mange andre steder vil man høre kampråbene: ”fora Dilma, fora PT” – ud med Dilma, ud med arbejderpartiet PT. Præcis som for et lille år siden. Dengang demonstrerede op mod 1 mio. alene i Sao Paulo, mens yderligere ca. 1 mio. var på gaden i resten af landet.

I mellemtiden har der været flere demonstrationer, som dog tiltrak langt færre deltagere, og ved de seneste i efteråret, kunne antallet tælles i blot få tusinder. Sådan bliver det ikke denne gang. Økonomien er i bund. BNP faldt med mere end 3½ procent sidste år og der forventes et yderligere fald i år i samme størrelsesorden.

Samtidig stiger intensiteten i det politiske drama. Brasiliansk politik har altid været rig på dramatik: Siden Anden Verdenskrig har én præsident, landsfaderen Getulio Vargas i 1953, begået selvmord. En trådte pludseligt tilbage, Jânio Quadros, efter kun 8 måneders regeringstid, mens hans afløser, João Goulart, i 1964 blev afsat ved et militærkup.

Selvom det oprindeligt var meningen hurtigt at vende tilbage til demokrati, indledtes et militærstyre, som varede frem til 1985. Her var tanken at Tancredo Neves – bedstefar til den nuværende oppositionsleder, Aecio Neves, skulle have været den første civile præsident siden 1960’erne. Han blev dog syg og døde kort før han skulle indsættes, hvorefter Jose Sarney under en del kontroverser var præsident frem til 1989, hvor Fernando Collor de Mello valgtes som Brasiliens første reelt demokratisk valgte præsident. De Mello måtte dog træde tilbage efter blot to år på posten og en stor korruptionsskandale, hvorefter hans vicepræsident, den noget excentriske Itamar Franco, fungerede som præsident i resten af valgperioden. I 1994 valgtes Fernando Henrique Cardoso fra PSDB til præsident, ikke mindst på baggrund af hans rolle i den såkladte Plano Real, som sikrede at Brasilien endelig fik bugt med sin kronisk høje inflation. Cardoso vandt også i 1998. I hans anden valgperiode prøvede dele af oppositionen under ledelse af Arbejderpartiet (PT) at få rejst en rigsretssag mod Carodoso. Forsøget mislykkedes. Til gengæld vandt Arbejderppartiets Luiz Inácio Lula da Silva, eller Lula, som han kaldes i daglig tale i 2002. En valgsejr han gentog i 2006, trods en verserende korruptionsskandale, Mensalão. Lula opnående enorm popularitet i sine år som præsident (2003-2010). Ikke mindst takket være hastig økonomisk fremgang, drevet af det internationale boom i råvarepriserne, som hurtigt blev omsat til ikke mindst offentligt forbrug, der steg eksplosivt. Opturen sluttede dog brat efter 2010, hvor økonomien voksede med hele 7,5 procent. Væksten sikrede ganske vist Lula’s udpegede efterfølger, Dilma Rousseff, sejren ved det års præsidentvalg. Men derefter gik økonomien først i stå, og så – over det seneste halvandet år – i decideret ”bakgear”. Inden det gik helt galt, nåede PT og Dilma Rousseff lige akkurat at sikre sig partiets 4. valgsejr i efteråret 2014. Planen var uden tvivl, at den på det tidspunkt fortsat relativt populære Lula herefter atter skulle stille op til – og vinde – præsidentvalget i 2018. Men sådan kommer det ikke til at gå. I 2009 kunne Lula bade sig i folkets hyldest – og stolthed – da Rio de Janeiro vandt kapløbet om indeværende års Olympiske lege. I dag, blot 5 måneder før legene starter til august, ser ikke kun han, men måske også Dilma Rousseff ud til at være færdige i brasiliansk politik.

DET FORELØBIGE LAVPUNKT for Lula kom tidligt om morgenen, fredag den 4. marts, hvor det føderale politi troppede op for at ransage hans bopæl og andre adresser med tilknytning til ham. Efterfølgende blev han afhørt i flere timer. Anledningen: Den verserende enorme korruptionsskandale i olieselskabet Petrobras, hvor der allerede er faldet flere hårde domme over både forretningsfolk og politikere. Og som det ikke var nok, ønsker anklageren i delstaten Sao Paulo nu Lula og flere af hans nærmeste familiemedlemmer arresteret for bl.a. hvidvaskning af penge. Lula i 2016 er langt fra den Lula, som Time Magazine i 2010 gjorde til én af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker og hyldede som den mest populære politiker i Brasiliens historie. En meningsmåling i den forgangne uge viste, at kun 12 procent af brasilianerne tror på at Lula er uskyldig i anklagerne. Hans drøm om et comeback som præsident må anses for at være ren utopi.

En meningsmåling i den forgangne uge viste, at kun 12 procent af brasilianerne tror på at Lula er uskyldig i anklagerne. Hans drøm om et comeback som præsident må anses for at være ren utopi.
____________________

 

Det samme ser i stigende grad ud til at gælde den siddende præsident og Lula’s efterfølger, Dilma Rouseff. Hendes popularitet er historisk lav. Under 10 procent bakker hende op, mens 2 ud af 3 mener at der bør rejses rigsretssag mod hende (ifølge de seneste meningsmålinger). Oppositionen har stort set siden præsidentvalget i efteråret 2014 forsøgt at få parlamentets to kamre til at rejse krav om en sådan proces, indtil videre uden held. Man forsøger også at få annulleret resultatet af det seneste præsidentvalg – med den begrundelse, at dele af finansieringen af Rousseffs valgkamp stammer fra de enorme summer, virksomheder har betalt i bestikkelse for at sikre sig lukrative kontrakter med det statskontrollerede olieselskab Petrobras (den såkaldte ”Lava Jato”, eller på dansk ”Bilvaskskandale”).

Jeg hverken kan eller skal afgøre hvorvidt den nuværende eller tidligere præsident rent faktisk har været involveret eller kendt til den årelange ”malkning” af Petrobras. At flertallet af befolkningen mener det er tilfældet, er der dog ingen tvivl om.

MEN SELV OM brasilianerne taler meget om korruption, har det historisk haft mindre betydning for vælgerne, når de endelig stod i stemmeboksen. IBGE, Brasiliens svar på Danmarks statistik, kom gennem en spørgeskemaanalyse for nogle år siden frem til, at kun 1 ud af 4 vælgere faktisk tillagde spørgsmålet om korruption betydning, når de skulle sætte deres kryds. Det er primært blandt de bedre uddannede og mere velstående brasilianere, at det vejer tungt. Med andre ord i middelklassen. Interessant nok er opbakningen til at der skal indledes en rigsretssag mod Dilma Rousseff faktisk mindst i samme gruppe. Den ringe økonomiske udvikling de sidste par år må derfor anses for at spille en betydelig rolle for den stigende utilfredshed med den siddende præsident og regering.

Den ringe økonomiske udvikling de sidste par år må derfor anses for at spille en betydelig rolle for den stigende utilfredshed med den siddende præsident og regering.
____________________

 

Denne sondren kan dog hurtigt vise sig kun at være af akademisk interesse. Fremtiden for den siddende regering og præsidenten er først og fremmest et politisk spørgsmål, hvor partiet PMDB spiller en helt afgørende rolle. Modsat flere andre Latinamerikanske lande er præsidentposten i Brasilien nemlig udstyret med begrænset magt – og systemet kan bedst beskrives som ’parlamentarisk præsidentstyre’. En del af forklaringen på den nuværende dybe økonomiske krise er da også, at det har været næsten umuligt for regeringen at få tilstrækkelig opbakning i kongressen og senatet for tiltag, som kunne sikre balance på de offentlige finanser. Og det selv om man formelt har flertallets opbakning i begge kamre.

Helt afgørende har været – og er – opbakningen hos det andet største parti i de to kamre, PMDB, som måske bedst kan beskrives som en blanding af de konservative og socialdemokratiet herhjemme – hvis man overhovedet kan tale om PMDB som et parti i nogen meningsfuld forstand. Partiet gik til valg sammen med PT – og PDMBs leder, Michel Temer, er således vicepræsident.

Ifølge Brasilianske medier har PMDB på det seneste holdt møder med det ledede oppositionsparti, PSDB, der i hjemlig forstand bedst kan beskrives som en blanding af Radikale Venstre og højrefløjen i Socialdemokratiet. Det diskuteres om man skal trække sig helt fra regeringen – mens man dog også forbereder sig på, at tage over hvis Dilma Rousseff skulle trække sig.

Hvis vi ser bort fra Itamar Franco’s periode som præsident efter Fernando Collor de Mello blev tvunget til at træde tilbage i 1992, er det slående at PMDB aldrig har været i stand til at vinde et præsidentvalg. Til gengæld har man været en del af det parlamentariske flertal i alle årene, uanset om præsidenten kom fra PSDB eller PT. Derfor er det af stor betydning, at man nu er i gang med at forlade den ”synkende skude” og gør sig klar til fortsat at levere de afgørende stemmer i både kongressen og senatet. Den slags koster, og PMDB har altid vidst at tage sig godt betalt. Efter valget i 2018 bliver det formentlig PSDB med Aecio Neves som præsident – hvis han altså ikke også fældes for korruption, hvad der bestemt ikke kan afvises – som får brug for PMDBs mandater.

Derfor er demonstrationerne i morgen [i dag] så vigtige. Hvor mange deltager? Og HVEM? Indtil videre er deltagerne i de senere års demonstrationer stort set alle kommet fra den urbane (bedrestillede) middelklasse, mens der har været langt mellem deltagere fra de mindre velstillede dele af befolkningen. Hvis dette billede brydes ved de aktuelle demonstrationer vil det kun accelerere en udvikling, som formentlig vil lede til Dilma Rousseffs afgang.

Ligeledes kan antallet af deltagere få afgørende betydning for udviklingen i de kommende uger og måneder. Jo flere deltagere, jo større er sandsynligheden for at PMDB melder sig ud af regeringsflertallet og slutter sig til oppositionen, hvad der vil øge sandsynligheden for at de to kamre stemmer for en rigsretssag. Og skulle det komme dertil, skal man næppe forvente at det går som i 1992, hvor Fernando Collor De Mello blev tvunget til at træde tilbage som præsident. Han kom nemlig fra et mindre parti, der slet ikke kan sammenlignes med PT.

I øvrigt er risikoen for voldelige sammenstød bestemt tilstede. Vi så det allerede ved arrestationen af Lula den 4. marts, hvor det kom til flere mindre sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Lula og PT.

Der er politisk kaos. Og det kan hurtigt blive værre.

Der er politisk kaos. Og det kan hurtigt blive værre.

____________________

 

ILLUSTRATION: Copacabana-stranden, Rio, 13. december 2015: Demonstranter kræver at Kongressen afsætter Dilma Rousseff – én af dem bærer en Lula-maske [AP Photo/Silvia Izquierdo/Polfoto]