08.05.2016

Den tyrkiske statsminister Ahmet Davutoglus afgang fra posten skyldes hverken ideologiske uoverensstemmelser eller katastrofal regeringsførelse. Det er derimod en magtkamp mellem to stærke ledere, der for præsident Erdogan er unødvendig og spænder ben for hans vision om et nyt præsidentielt system.

Samtidig truer Erdogans beslutning, om at fjerne Davutoglu, forholdet til EU og den nyligt indgåede aftale om flygtninge.

ANALYSE af Sultan Coban

Allerede da Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan selv sad i statsministerstolen i 2012, sendte han signaler om et nyt præsidentielt system. ”Lederskab kan ikke forvaltes med to hjerner”, sagde Erdogan d. 27. oktober 2012 i forbindelse med en uoverensstemmelse med daværende præsident Abdullah Gül. Sidenhen er det blevet en ambition i Erdogans kampagne at indføre et nyt præsidentielt system i Tyrkiet.

Allerede den dag [da Davutoglu blev udpeget, red.] var det tydeligt, at Davutoglu ikke skulle erstatte Erdogan, men blot lede partiet efter ordre fra Erdogan.
____________________

 

Da Erdogan i august 2014 blev den første folkevalgte tyrkiske præsident nogensinde, udpegede han selv sin statsminister. Erdogan offentliggjorde den nye partiformand og statsminister, Ahmet Davutoglu, ved AKPs ekstraordinære generalforsamling d. 27. August 2014. Ved forsamlingen var en gigantisk plakat af de to ledere side om side, hvor Davutoglu kigger i samme retning som sin forgænger Erdogan. Under plakaten stod ’vores vej er jeres vej’. Allerede den dag var det tydeligt, at Davutoglu ikke skulle erstatte Erdogan, men blot lede partiet efter ordre fra Erdogan.

Da Tyrkiet gik til valg i juni 2015, var Erdogan – der lovmæssigt skal holde sig apolitisk – på turné for at samle stemmer ind til AKP. Trods præsidentens støtte blev det et katastrofalt valg for AKP, der ikke fik mandater nok til at danne regering alene. For første gang i 12 år skulle AKP altså danne en koalitionsregering.

Valgresultatet blev første skramme i Erdogan-Davutoglu forholdet. Erdogan havde håbet, at valget havde sikret ham AKP-mandater nok til at ændre forfatningen. Dertil kom, at situation med at danne koalition med et andet parti, naturligvis hverken behagede partiet eller Erdogan. Det var en af de væsentligste grunde til at Erdogan udskrev valg igen, selvom Davutoglu forsøgte at danne koalition med oppositionspartiet CHP. Splittelsen mellem de to ledere kom derfor til syne allerede efter det første valg i juni 2015, men det ville være alt for risikabelt at udskifte Davutoglu før nyvalget i november 2015.

Davutoglu udskyder Erdogans projekt
Det efterfølgende valg den 1. november 2015 gik bedre for Erdogan og AKP. Op til valget var krigen mellem det kurdiske arbejderparti PKK og tyrkiske sikkerhedsstyrker blusset op igen. Personer affilierede med IS (*IS har aldrig taget ansvar for angrebene i Tyrkiet) foretog adskillige terrorangreb i Tyrkiet. Den voldelige situation og AKPs trusselagtige propaganda om, at det kun ville blive værre uden AKP som regeringsparti, fik adskillige til at stemme på ’stabilitet’ og dermed på AKP. AKP fik 49 procent af stemmerne og kunne endelig danne regering alene for 4. gang. Men selv dette var ikke nok til at ændre forfatningen, som altså skulle give Erdogan det nye præsidentielle system, der har til hensigt at give præsidenten enevældig magt.

For at opnå forfatningsændring kan regeringen gøre to ting. Hvis regeringen kan samle 330 parlamentarikere, så kan den sende forfatningsændringen om det præsidentielle system til en folkeafstemning. Men en endnu mere ligetil løsning ville være, hvis AKP kan gå til valg igen og få mindst 367 mandater. I så fald er forfatningsændringen hjemme.

Det er her, det store brud kommer mellem Erdogan og Davutoglu. Sidstnævnte har ikke gjort en ekstraordinær indsats for at fremskynde processen om en ny forfatning. I stedet har Davutoglu haft travlt med at opbygge et bedre forhold til EU…
____________________

 

Da Erdogan ikke opnåede de omtalte 367 mandater, satte han i stedet for AKP-regeringen, med Davutoglu i spidsen, til at flirte med mindst ét af de tre andre partier i parlamentet. Det er her, det store brud kommer mellem Erdogan og Davutoglu. Sidstnævnte har ikke gjort en ekstraordinær indsats for at fremskynde processen om en ny forfatning. I stedet har Davutoglu haft travlt med at opbygge et bedre forhold til EU, blandt andet med den omdiskuterede flygtningeaftale. Mens Erdogan pressede penge af EU ved at true med at sende flygtningene til Europa, formåede Davutoglu med sin akademiske besindighed at mildne dialogen mellem parterne. På den måde lykkedes det ham at styrke relationerne til omverdenen og begejstre både Donald Tusk og Angela Merkel sidst i april. Og ikke nok med det, det lykkedes også Davutoglu at fremrykket visumfriheden for tyrkerne til fire måneder. En handling som Erdogan mente var smålig: ”Jeg forstår ikke at man præsenterer det som en sejr at rykke visumfriheden fire måneder frem”, sagde Erdogan for nyligt og kritiserede statsminister Davutoglu for at tage æren for EU-aftalen.

Erdogan kupper Davutoglu
Da Davutoglu var på diplomatisk besøg hos sine allierede i Qatar, brugte Erdogans hans fravær til at samle sine loyale partifæller fra AKPs partibestyrelse. Inden Davutoglu nåede tilbage til Ankara, havde Erdogans tilhængere i partibestyrelsen samlet underskrifter ind, der foreslog at fratage partiformanden Davutoglus mandat til at rekruttere bestyrelsesmedlemmer. Kun fire ud af 50 bestyrelsesmedlemmer, loyale overfor Davutoglu, havde afvist at underskrive foreslaget, som Davutoglu derfor selv måtte acceptere. Med andre ord var det et kup, sat op af præsidenten mod den af ham selv udpegede statsminister, Davutoglu. ”Det jeg oplevede ved sidste bestyrelsesmøde og det forslag, der blev stillet for mig, var ikke vigtigere end partiets ønske. Derfor skrev jeg også selv under på beslutningen. Men selve metoden var ikke retfærdig eller venskabelig”, sagde Davutoglu med en rystende stemme ved sin afskedstale den 5. maj og tilføjede til sine vælgere: ”Vi troede, at vi havde 4 år sammen, men I må tro mig, at det ikke var mit valg, at det skulle vare så kort, det skyldes en nødvendighed.”

På vej mod det præsidentielle system
Den 22. maj vælger AKP en ny partiformand og statsminister. Man skal regne med, at det bliver et af de svage navne i AKP-bestyrelsen, som Erdogan uden besvær kan bruge som marionetdukke. D. 6. maj, sagde han, at det er helt naturligt at en præsident blander sig i regeringspartiets interne forhold. Han har igen understreget projektet om magten hos én mand, præsidenten.

Samtidig kan Tyrkiet hen i mod efteråret forvente valg igen. For lige nu stemmer alle partier undtagen det pro-kurdiske parti HDP om at fjerne parlamentarikeres immunitet. Hvis loven ændres, betyder det fængsling af over 50 kurdiske parlamentarikere fra HDP, der med nød og næppe passerede den 10 procents høje spærregrænse ved valget i November. Præsident Erdogan beskylder de folkevalgte HDP-parlamentarikere for at være terrorister tilknyttet bevægelsen PKK, hvorfor de vil blive anklaget efter terrorloven. Hvis det sker, ser det svært ud for HDP at blive valgt ind igen eller overhovedet at stille op som parti ved et evt. nyvalg. Det giver AKP en stor chance for at få de 367 mandater der skal til, for at ændre forfatningen efter ordre fra Erdogan.

Flygtningeaftale kan gå i vasken
Terrorloven som Erdogan vil have HDP dømt efter, spænder ben for Tyrkiets vej mod visumfrihed. Ét af de sidste fem krav Tyrkiet skal opfylde i forbindelse med EU-aftalen inden udgangen af juni, er at ændre den omstridte terrorlov. Loven er blevet flittigt brugt til at fængsle journalister, akademikere, forfattere mm. Erdogan har så sent som d. 6. maj 2016 udtalt, at han bestemt ikke har tænkt sig at ændre på terrorloven til fordel for visumfrihedsaftalen. Samme dag fik to af landets prominente journalister – Can Dündar og Erdem Gül – over fem års fængsel hver, for at lave afslørende journalistik.

Allerede dagen efter Davutoglus fratrædelse som statsminister, truede han [Erdogan, red.] EU og flygtningeaftalen: ”I kan gå jeres vej, vi går vores”
____________________

 

Erdogan har modsat Davutoglu aldrig haft de store visioner for EU. Erdogan vil stadig være den store mand i Mellemøsten. Allerede dagen efter Davutoglus fratrædelse som statsminister, truede han EU og flygtningeaftalen: ”I kan gå jeres vej, vi går vores”. Han understregede, at han ikke vil bytte terrorloven til fordel for visum. Det er første gang nogensinde, at Tyrkiet får så meget at sige i EU. Men med Erdogans trussel om af afbryde samarbejdet, mener flere politiske analytikere i Tyrkiet, at flygtningeaftalen bogstavelig talt er afbrudt

Erdogan bør man bestemt ikke undervurdere. Mens resten er verden bider sig i læberne over hans voksende arrogance, har Erdogan fortsat en stor vælgerskare i Tyrkiet. Det vigtigste kort han har, er at han er folkevalgt. Og det er et kort som han flittigt bruger, når enten Vesten eller den tyrkiske opposition kritiserer ham. Den tyrkiske journalist og politiske kommentator Murat Belge, der i øvrigt er tiltalt for at fornærme Erdogan, skriver i dag (d. 8. maj 2016): ”Han siger ’jeg er den folkevalgte præsident’ og opfører sig som om, at reglerne for, hvordan en tyrkisk præsident skal handle også er ændret. På den anden side er han selv den første til at understrege, at disse regler må ændres, med et nyt system.”

Sultan Coban (f. 1988) har en kandidat fra ToRS på Københavns Universitet med regional specialisering i Tyrkiet og Kurdistan. Hun har blandt andet været praktikant på DR2 Dagen. Siden september 2015 har hun arbejdet som freelancejournalist i Istanbul. Hun skriver primært om tyrkiske forhold til dagbladet Berlingske.

ILLUSTRATION: Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan sammen med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk [foto: Kancelaria Premiera]