18.05.2016

Den tyrkiske præsident Erdogan har skabt et politisk system, som mest af alt baserer sig på én mands ønsker og ideer. Præsidenten gør alt han kan for at placere eventuelle modstandere og kritikkere på sidelinjen gennem utallige retssager, fyringer og fængslinger. Dette har efterladt et Tyrkiet i en polariseret tilstand, præget af hadefulde ytringer, frygt og vold.

Samtidig kæmper han med store udfordringer: Voldelige kampe mod kurderne og IS, et væksteventyr i forfald, utallige terrorangreb og skræmte turister, et boom på knapt tre millioner flygtninge i landet samt interne magtkampe i regeringspartiet.

Af Mathias Findalen Bickersteth

Erdogans beundrere betragter ham som helten, der i 00’erne reddede Tyrkiet fra bankerot og i samme åndedræt reformerede landet. Kritikerne ser ham som en diktator.

Han har regeret landet, siden han som leder for det ny-etablerede parti AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) vandt parlamentsvalget i 2002. Efter magtovertagelsen indledte han en markant reformperiode. Militærets magt, som ellers i mange år havde spillet en markant politisk rolle og blandt andet gennemført tre militærkup (1960, 1971 og 1980), blev formindsket. Man genoptog EU-optagelsesprocessen, som havde stået stille i 90’erne. Og man skabte en dynamisk økonomi, der overgik alle landets tidligere vækstrater: Tyrkiet er i dag blandt verdens 20 største økonomier.

Det moderne Tyrkiet blev skabt i 1923 af den vestligt inspirerede statsleder Mustafa Kemal Atatürk, der efterlod en sekulær samfundsindretning. I 2002 frygtede tilhængere af Atatürks politiske samfundsretning, at AKP ville skabe et samfund inspireret af Irans politiske system, hvor islam spiller en omfattende rolle. Sådan er det ikke gået – til gengæld har det tyrkiske samfund udviklet sig til et politisk system, som mest af alt baserer sig på én mands ønsker og ideer.

Vækstraterne er væsentlige for forståelsen af, hvorfor en stor vælgerbase – cirka halvdelen – holder fast i Erdogan. Som en anonym AKP-tilhænger sagde til Der Spiegel efter AKP havde genvundet flertallet ved valget i november 2015: ”Når det går godt økonomisk, så kan man tillade sig at slække på menneskerettigheder og masseanholde alle modstandere.”

Dertil kommer, at Erdogan fremstiller sig selv som under angreb fra lobbyister og stats-undergraverende strukturer – hvilket ifølge Erdogan kræver vidtrækkende metoder, og hvor mange modstandere derfor fængsles eller får mundkurv på. Hans tilhængere siger ofte: ”Der er Erdogan eller intet”.

Erdogan har placeret trofaste politikere og embedsmænd i indercirklen af partiet. I 2014 stoppede han som premierminister, fordi forfatningen ikke tillod ham at blive genvalgt for fjerde gang. I stedet stillede han op til præsidentvalget og vandt med over 50 pct. af stemmerne. Samtidig udpegede han selv den nye premierminister – tidligere udenrigsminister Ahmet Davutoglu, I november 2015 var Erdogans folk de primære kandidater i de fleste valgdistrikter – hvad der gav AKP en opslutning på 49 pct. og sikrede dem flertal i parlamentet over de tre andre partier.

Ifølge den tyrkiske forfatning er præsidentens rolle mest af alt ceremoniel og består af ratificering af love og diplomatiske besøg. Men i dag står det klart, at Erdogans ypperste mål er at ændre det parlamentariske flerpartisystem, der har eksisteret siden 1946, til et præsidentielt system. Et sådan systemskifte kræver en forfatningsændring – som 330 medlemmer af parlamentet skal sende til folkeafstemning. AKP har pt. kun 317 af de 550 medlemmer. Det er uklart, præcis hvordan – men Erdogan mener, at flerpartisystemet er ineffektivt. Han gør alt han kan for at placere eventuelle modstandere og kritikkere på sidelinjen gennem utallige retssager, fyringer og fængslinger. Dette har efterladt et Tyrkiet i en polariseret tilstand, præget af hadefulde ytringer, frygt og vold.

Det slukkede håb om fred med kurderne
Da Erdogan kom til magten i 2002 var et af hans første tiltag at afspænde forholdet med kurderne som den tyrkiske stat havde været i konflikt med siden 1984. Han udvidede kurdiske rettigheder, og i 2013 indledte han en fredsproces med den væbnede gruppe PKK (Det Kurdiske Arbejderparti). Men den stoppede han brat sidste sommer og indledte i stedet en militærkamp mod både PKK og andre kurdiske separatister i det sydøstlige Tyrkiet. Erdogans analyse lød: Kurdiske bevægelser var blevet for stor en trussel mod den tyrkiske stat.

Det lovlige parti HDP (Folkets Demokratiske Parti) kom ved valget i Tyrkiet i juni 2015 ind i parlamentet med 13 pct. af stemmerne, og blev en stærkere stemme end ventet med sit fokus på minoriteters og kurdiske rettigheder. I det nordlige Syrien – der grænser op til Tyrkiet – havde PKK’s søster-bevægelse, det syriske pro-kurdiske parti PYD (Den Kurdiske Demokratiske Enhed), samtidig vundet frem. PYD’s militære enhed, YPG (Folkets Forsvarsenheder), er samtidig en del af koalitionen, der bekæmper IS – og har overtaget kontrollen med vigtige strategiske byer ved grænsen til Tyrkiet.

Siden er flere byer i Sydøsttyrkiet – hvor de fleste er kurdere – blevet sønderbombet og ifølge International Crisis Group (marts 2016) er mere end 250 civile blevet slået ihjel og 350.000 er nu internt fordrevne. Op over tusinde PKK-kæmpere kan være døde i kamp – og officielle tal siger, at mere end 430 tyrkiske soldater er blevet dræbt siden sommeren 2015.

Majoriteten af tyrkerne ser stadig PKK som den største trussel mod landet, da PKK siden 1984 har været fjende til den tyrkiske stat, og været skyld i tusinde af tyrkiske soldaters liv. Kendetegnet ved folkevalg i Tyrkiet er, at 2/3 tal af den tyrkiske befolkning gerne stemmer til højre for midten, som generelt er kendt for at være stærkt nationalistiske. Ligeledes ønsker Erdogan hverken at forhandle fred med HDP, PKK eller PKK’s fængslede leder Abdüllah Öcalan, og rækker derfor ud til politiske modstandere af disse bevægelser. I stedet søger han at mobilisere kurdiske klanledere (som er kendt for at være imod den kurdiske frihedskamp) og andre konservative kurdiske bevægelser, såsom det islamiske-kurdiske parti Hüda Par (Det Frie Sags Partiet), der hverken støtter HDP eller PKK. Regeringen ønsker også at genopbygge de sønderbombede byer i Sydøsttyrkiet med statsbyggeri, der i fremtiden kan blive et led i et skabe et pro-kurdisk AKP-parti i den del af landet. Det er næppe bæredygtigt – for det er kun et mindretal af kurderne i Tyrkiet, som ikke enten støtter PKK eller HDP, eller dem begge. PKK har skabt legitimitet hos kurderne ved at have kæmpet for kurdiske rettigheder siden 1984. HDP har skabt sin, ved at få kurdiske rettigheder på dagsordenen direkte ind i det tyrkiske parlament. Det har den kurdiske befolkning ikke glemt.

De seneste måneder er konflikten rykket ind i storbyerne med to store terrorangreb i Ankara, der har kostet 60 mennesker livet. Ansvaret for begge angreb er blevet taget af den kurdiske militante gruppe, TAK (Kurdistans Frihedsfalke), der i 2004 brød ud af PKK, som de mente var for moderate.

AKP tabte en række nationalistiske stemmer (som er afvisende overfor fred med PKK), da de påbegyndte fredsforhandlingerne med PKK i 2013. Samtidig forsøger AKP at de-legitimere ’det kurdiske spørgsmål’ ved at fremprovokere voldsomme reaktioner fra kurdiske grupperinger såsom TAK og PKK (som AKP ikke skelner mellem). Jo flere voldelige angreb fra kurdiske bevægelser, jo mere støtte får AKP mobiliseret fra den tyrkiske befolkning, til at bekæmpe de kurdiske grupperinger. Dette gør det nemmere at forsvare angreb mod PKK-baser i Sydøsttyrkiet og Nordirak som ofte samtidig medfører civile tab. Resultatet er, at stadig færre – både tyrkere og kurdere – tror på fredsforhandlingerne.

Den tyrkiske befolkning har ikke glemt 1990’erne, hvor den tyrkiske stat og PKK bekæmpede hinanden med blodige angreb dagligt.
____________________

 


Den tyrkiske befolkning har ikke glemt 1990’erne, hvor den tyrkiske stat og PKK bekæmpede hinanden med blodige angreb dagligt. I dag er der ikke mange familier, som ikke har konflikten tæt inde på livet. Lektien af årtiers kampe var, at de ikke førte til løsninger, men kun til tab af menneskeliv og svækkelse af økonomien. Og forværringen af sikkerhedssituationen siden sidste sommer har allerede betydet, at handlen mellem storbyer (som Istanbul og Ankara) og de sydøstlige byer er faldet drastisk, det samme er handlen med lande som Iran og Irak. Ifølge netavisen Al-Monitor har konflikten i Sydøsttyrkiet siden juli 2015 kostet den tyrkiske stat over 300 milliarder kr.

Konflikten med IS
I januar og marts 2016 blev Istanbul ramt af selvmordsbombere: Målene var to af de travleste turistområder – tretten blev dræbt ved Sultanahmet-pladsen og fire i shoppinggaden Istiklal. Ifølge den tyrkiske regering var gerningsmændene IS-celler i Tyrkiet. Siden sommeren 2015 er der i alt fundet syv terrorangreb sted i Tyrkiet, hvoraf IS-relaterede celler har vist sig at være ansvarlige for fem. Samtidig har byen Kilis i det sydøstlige Tyrkiet siden april været ramt af flere raketangreb fra IS – udført fra Syrien – der indtil videre har kostet 21 civile livet.

Ved valget 3. november 2015 lovede Erdogan ellers, at genvalg til AKP ville garantere sikkerhed og stabilitet i landet. Opfattelsen af, at AKP ikke gør nok for at bekæmpe IS, vinder frem.
____________________

 

Ved valget 3. november 2015 lovede Erdogan ellers, at genvalg til AKP ville garantere sikkerhed og stabilitet i landet. Opfattelsen af, at AKP ikke gør nok for at bekæmpe IS, vinder frem. Kritikere mener, at man fra tyrkisk side – i et stadig uvist omfang – både har støttet militante islamiske grupperinger med våben og handlet olie og benzin med dem. Den mest anvendte forklaring lyder: At den tyrkiske regering således antog, at det Arabiske Forår ville være en åbning for regeringspartiet AKP’s politiske varemærke; kombinationen af politik og islam, og dermed muligheden for at positionere Erdogan som den forbilledlige leder i Mellemøsten. Man benyttede derfor chancen til at tilkendegive sin støtte til grupperinger tæt på det Muslimske Broderskab i Syrien, og ødelægge det ellers stærke venskab med Assad-regimet, man havde haft fra 00’ernes begyndelse. Da det i 2012 blev klart, at den tyrkisk-støttede moderate opposition i Syrien foreløbig ville mislykkes med at fjerne Assad, tog den tyrkiske regering andre kræfter i brug, og begyndte at sende våben til væbnede islamiske kræfter – våben, der ifølge flere tyrkiske medier samt internationale medier som The Guardian, Newsweek og The Wall Street journal kan være kommet i hænderne på IS.

For Erdogan er det et nederlag, at hans indsats og støtte til oppositionen i Syrien ikke var nok til at fjerne Assad og etablere en stærk sunni-muslimsk alliance. Indtil for nylig har han stålfast ment, at man ikke kan bekæmpe IS før Assad er væk, men den holdning ændrede sig i takt med, at Rusland trådte ind i Syrien i slutningen af 2015 på Assads side. Nu tyder det på, at Erdogan har erkendt, at Assad ikke går af foreløbigt.

Men hvad er Erdogans forhold så til IS? I 2013 kunne TV-kanalen CNN’s tyrkiske udgave (CNN Türk) berette om IS-træningslejre i Istanbul-forstæderne Duzce og Adapazari. Senere dukkede en YouTube video op, hvor IS-sympatisører lavede ravage på et Universitet i Istanbul. Ligesom to chefredaktører på den tyrkiske avis Cumhuriyet blev fængslet for at publicere billeder af tyrkiske militærkøretøjer, der transporterede våben til islamiske grupper i Syrien. I starten af maj blev de idømt fem års fængsel under landets anti-terror lovgivning, som kritikerne mener kan vendes mod al kritik af staten.

Det kan være, at den tyrkiske regering tilbage i 2013 ikke anså IS for at være en bevægelse, der på nogen måder kunne være farlig for den tyrkiske stat, men derimod lignede et led i kampen mod Assad og kurdere i Nordsyrien.
____________________

 

Det kan være, at den tyrkiske regering tilbage i 2013 ikke anså IS for at være en bevægelse, der på nogen måder kunne være farlig for den tyrkiske stat, men derimod lignede et led i kampen mod Assad og kurdere i Nordsyrien. Meget tyder på, at man fra tyrkisk side blev overrasket, da det tyrkiske generalkonsulat i Mosul i juni 2014 blev overtaget af IS, som tog 49 tyrkiske borgere som gidsler. Baggrunden for frigivelsen af gidslerne et par måneder senere står stadig uvis, som den tyrkiske journalist Metin Gurcan efterfølgende skrev i netavisen Al Monitor: “Vi ved stadigvæk ikke hvad den tyrkiske regering gav IS for at få gidslerne frigivet”.

Efter terrorangrebene har AKP slået ned på IS-terrorceller i landet – herunder i den lille flække Adiyaman i Sydøsttyrkiet, der har været IS’ mobiliseringscenter i Tyrkiet. Alligevel kalder kritikere i landet regeringens tilgang for inkonsekvent. AKP’s svar lyder ofte, at man ikke kan bekæmpe IS uden også at tage PKK og PYD med. Kurdiske politikere – heriblandt HDP’s leder Selahattin Demirtas – ser denne brede kampagne mod terror som et skalkeskjul for at presse kurderne. Ifølge Demirtas anser den tyrkiske stat fortsat kurdiske rettigheder og territorial selvstændighed som en væsentlig større trussel end IS.

Selvom medierne i Tyrkiet er under pres fra regeringen, der forsøger at forbyde dem at skrive om IS-rekruttering i landet, lyder der offentligt kritik af regeringens antiterror-strategi. Den fremtrædende politiker for CHP (Det Republikanske Parti), Ayse Danisoglu, sagde efter Sultanahmet-angrebet: ”Denne dag vil ændre vores land. Dette angreb er et ’ground-zero’ for Tyrkiets anti-terror-politik”. I Istanbul og Ankara stod ellers menneskefyldte gader tomme i ugerne efter angrebene. Det er et voldsomt knæk for en tyrkisk kultur, hvor livet i gaderne spiller en enorm stor rolle.

Vækst-eventyret taber pusten
Terrorangrebene presser den tyrkiske økonomi. Især terrorangrebet ved Sultanahmet-pladsen i Istanbul i januar 2016, hvor tolv tyske turister mistede livet, har haft negative konsekvenser – den tyske turistoperatør TUI Group beretter om et 40 pct. fald i rejser til Tyrkiet. Tyskerne er den største turistgruppe i landet, men også andre holder sig væk. Den populære kystlinje ud til Det Ægæiske Hav og Middelhavet er voldsom ramt – i turist-mekkaet Antalya står alene 400 hoteller næsten tomme. Internationale investeringer skræmmes væk, og store sportsbegivenheder er blevet aflyst af frygt for nye angreb; herunder senest opgøret i topligaen mellem Galatasaray og Fenerbahce – for første gang i 107 år! For Erdogan er dette et alvorligt problem – netop fordi vækst og velfærd tidligere har været nogle af hans stærkeste kort.

Især terrorangrebet ved Sultanahmet-pladsen i Istanbul i januar 2016, hvor tolv tyske turister mistede livet, har haft negative konsekvenser – den tyske turistoperatør TUI Group beretter om et 40 pct. fald i rejser til Tyrkiet.
____________________

 

Konflikten med Rusland påvirker også økonomien. 24. november 2015 skød tyrkisk militær et russisk kampfly ned, da det kom ind i tyrkisk luftrum, og piloten blev dræbt. Det indledte en diplomatisk krise mellem de to lande, og Rusland pålagde sanktioner både på råvarer og turisme. Af de 60.000 turistboliger, der årligt bare bliver solgt i Antalya, stod russere for en fjerdedel – og byen modtog tidligere flere end 4 millioner russiske turister om året. De er stort set forsvundet nu. Ifølge én vurdering vil konflikten med Rusland komme til at koste den tyrkiske økonomi over 60 milliarder kroner, tusinder af tabte arbejdspladser, især ved kysten og masselukninger af forretninger og firmaer, der lever af turismen.

Ifølge én vurdering vil konflikten med Rusland komme til at koste den tyrkiske økonomi over 60 milliarder kroner …
____________________

 

Flygtningehavet i Tyrkiet
18. marts 2016 indgik EU og Tyrkiet den omfattende aftale, der fastslår, at alle syriske flygtninge, som når til de græske øer fra Tyrkiet, vil blive sendt tilbage hurtigst muligt. For hver deporteret flygtning vil en syrisk flygtning blive tilbudt genbosættelse i EU. Desuden forærer EU Tyrkiet ca. 3 mia. dollars (med mulighed for 3 mia. mere), der skal forbedre forholdene for syriske flygtninge i landet og bygge flere flygtningelejre. Tyrkerne fik også en liberalisering af visum-procedurer og åbningen af forhandlinger om endnu et EU-indtrædelseskapitel (det sidste punkt er dog mere symbolsk, da kun ét ud af de 35 indtrædelseskapitler er blevet færdiggjort siden 2005).

Med flygtningeaftalen flytter EU håndteringen af hele flygtningespørgsmålet til Tyrkiet. Siden sidste efterår har Erdogans tilgang til flygtningespørgsmålet været et af hans store politiske varemærker. Han har benyttet flygtningekrisen til at pege fingre af EU og samtidig fremvise det, han anser som Tyrkiets filantropiske projekt: Landet har taget imod over 2 mio. syrere siden 2011, og i samme periode godt 800.000 flygtninge fra Irak og Afghanistan. For Erdogan er dette også en smart metode til at måle, hvor langt EU-etablissementet vil gå for at forsvare menneskerettighederne i Tyrkiet. Indtil videre er svaret tvetydigt. Stort set samtidig med, at detaljer i flygtninge-aftalen blev forhandlet, blev bestyrelsen hos den største tyrkiske oppositionsavis Zaman skiftet ud med regeringsvenlige medlemmer, ligesom flere kritiske journalister blev afskediget fra avisen. Meget tyder på, at Erdogan benytter sig af EU’s politiske krise, hvor ingen vil tage ansvaret for flygtningesituationen. Han både håber og forventer at EU vil låse sin flygtningepolitik fast på Tyrkiet som løsningen.

For Erdogan er EU-optagelsesprocessen det mindst vigtige, da Tyrkiet i forvejen har stærke handelsforbindelser med EU, mens en visumliberalisering vil være en kæmpe indenrigspolitisk sejr for ham. EU og Tyrkiet er imidlertid kommet i et ”deadlock” over fem af de i alt 72 kriterier Tyrkiet skal opfylde for at få visumfri adgang til EU. EU langer særligt ud efter Tyrkiets anti-terror lovgivning, som tidligere beskrevet er blevet brugt til at retsforfølge journalister. Det kan tyde på at EU alligevel ikke ønsker at prioritere benhård realpolitik overfor idealisme. EU’s Kommisionsformand Jean-Claude Juncker sagde den 12 maj i et forum arrangeret af den tyske public service kanal, WRD, at ”Det er vigtigt, at betingelserne opfyldes, ellers kommer aftalen mellem EU og Tyrkiet ikke til at finde sted.”. Dagen inden havde Tyrkiets EU-minister og hovedansvarlige for forhandlingerne, Volkan Bozkir, til et EU-møde i Strasbourg sagt at Tyrkiet ikke ville ”foretage ændringer i anti-terrorlovgivningen, selv hvis visumordningen ikke bliver ophævet.” På begge sider er der dog stærke argumenter for at lade aftalen forblive i live; EU har nemlig ikke andre løsninger til at stoppe flygtninges indvandring i Europa. Ligesom at Erdogan har brug for visumliberaliseringsaftalen til at positionere sig som den stærke leder i Tyrkiet, og som skal være med til at forbedre hans chance for at føre flere magtbeføjelser hen til hans præsidentpost.

Hvor flygtningeaftalen på nuværende tidspunkt, trods turbulens, står som en kæmpe politisk sejr for Erdogan, kan den få alvorlige konsekvenser for Tyrkiet i fremtiden.
____________________

 

Hvor flygtningeaftalen på nuværende tidspunkt, trods turbulens, står som en kæmpe politisk sejr for Erdogan, kan den få alvorlige konsekvenser for Tyrkiet i fremtiden. Ud af de godt 2,8 mio. flygtninge i landet bor kun 300.000 i lejre. De resterende 2,5 mio. bor ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium i 72 ud af landets 81 provinser. Flere hundrede tusinde bor i telte i selv-initierede byer uden strøm, vand og el. Alene i Istanbul bor der over 400.000 syriske flygtninge – lidt under halvdelen af, hvad hele Europa tog i 2015.

Tyrkiet har aldrig bygget et bæredygtigt integrationssystem op, fordi man ser flygtninge som gæster, der på et tidspunkt skal sendes tilbage. Den bedste mulighed, flygtningene har, er at søge tyrkisk statsborgerskab efter fem registrerede år i landet. Før januar i år kunne syriske flygtninge stort set ikke få arbejdstilladelse – det havde kun knap 8.000 af dem opnået. Det har skabt en hurtigt voksende paralleløkonomi – et sort marked – som skaber modstand fra tyrkiske borgere, der oplever stigende konkurrence, forsvundne kunder og butikker, der må lukke. Til trods for at den tyrkiske regering for nylig kunne påvise positive væksttal, som de blandt andet begrunder med de syriske flygtninges udvidelse af markedet, er arbejdsløsheden steget markant. Over seks millioner tyrkiske borgere mangler arbejde – medregner man også de arbejdsløse syriske flygtninge, er arbejdsløsheden på hele 10 pct. Resultatet er blandt andet et stigende antal ’hate crimes’, som medierne sjældent får lov til at dække. Nogle af historierne kommer imidlertid frem, som da avisen Hürriyet viste videooptagelser fra Sydøsttyrkiet af tre syriske flygtninge, der udsættes for grov vold.

Alene i Istanbul bor der over 400.000 syriske flygtninge – lidt under halvdelen af, hvad hele Europa tog i 2015. Tyrkiet har aldrig bygget et bæredygtigt integrationssystem op, fordi man ser flygtninge som gæster, der på et tidspunkt skal sendes tilbage.
____________________

 

Den interne magtkamp
Erdogan står også overfor en udfordring internt i AKP. Afsenderne er den tidligere udenrigsminister og præsident Abdüllah Gül, samt den tidligere partisekretær i partiet Bülent Arinc. I årene efter 2001, hvor AKP stormede frem, var de to allierede med Erdogan – og sammen var de partiets bærende kræfter. Men markante forskelle i regeringen trådte især frem i forbindelse med Gezi-protesterne sommeren 2013 – hvor flere millioner mennesker gik på gaden i utilfredshed med regeringens stigende autoritære metoder. Modsat Erdogan – som kaldte demonstranterne for svindlere og truede med retssager til højre og venstre – mente både Gül og Arinc, at man burde lytte til protesterne.

Inden for det seneste år har både Gül og Arinc offentligt kritiseret Erdogans bestræbelser på at udvide sine magtbeføjelser. Tidligere i år sagde Arinc således henvendt direkte til Erdogan: ”Vi er et parti for os, men har udviklet os til at blive et parti for mig”. Siden har Erdogan udskiftet både Gül og Arinc ved at give magtfulde poster i partiet til mere pro-Erdogan-venlige politikere i partiet, ligesom de begge to i februar i år blev fjernet af AKP fra listen over partiets ”founding fathers” – den nu kun har ét medlem: Erdogan. Ligeledes i maj meddelte premierminister Ahmet Davutoglu – der havde modsat sig Erdogans forsøg på at gøre præsidentembedet mere magtfuldt – at han trækker sig fra posten som premierminister efter partiets kongres. Samlet har det sat rygter i gang: Er en parti-sprængning på vej?

Tendensen til oprør fra tidligere allierede er forholdsvis ny i AKP. Siden partiet kom til magten i 2002 har de andre partier været langt svagere – og oppositionen med det republikanske parti CHP i førersædet har stadigvæk ikke formået at skabe et politisk alternativ. Førende iagttagere i Tyrkiet har derfor påpeget, at en stærk opposition på nuværende tidspunkt kun kan vinde frem, hvis den kommer indefra AKP. Spekulationer om etableringen af en ny og mere moderat AKP–bevægelse er tydeligere end nogensinde før.

Samlet har det sat rygter i gang: Er en parti-sprængning på vej? […] Førende iagttagere i Tyrkiet har derfor påpeget, at en stærk opposition på nuværende tidspunkt kun kan vinde frem, hvis den kommer indefra AKP.
____________________

 

Er Tyrkiet på vej mod en æra, hvor kritikerne vil udfordre Erdogans position?

Mathias Findalen Bickersteth (f. 1985) er cand. mag. i Historie og Mellemøststudier fra Roskilde og Københavns Universitet. Han har tidligere været udvalgt som research-studerende hos islamforsker Olivier Roy på Firenze Universitet. Fra 2013-2015 var han ansat i organisationen International Media Support, hvor han arbejdede med rettigheder for journalister især i Tyrkiet. I dag er han ekstern lektor i tyrkiske studier på Københavns Universitet og højskolelærer i international politik på Krogerup højskole.

ILLUSTRATION: Den tyrkiske præsident Recep Erdogan [foto: United Nations Alliance of Civilizations]