24.10.2016

I Sydkaukasus gør de russiskvenlige udbryderrepublikker livet svært for georgierne, som ønsker at vestliggøre landet.

Af Randi Emilie Dahlen

Rusland har altid en været kompliceret nabo for landene i Syd-Kaukasus. Derfor kan det virke overraskende, når hele befolkninger forsøger at rive sig løs fra sit moderland og blive en del af det tidligere Sovjet. Enten ved at etablere selvstændige stater med større loyalitet til Rusland end EU, eller ved ligefrem at forsøge at ”melde sig ind” i verdens arealmæssigt største land og således vende tilbage til den gamle leder under jerntæppet.

Vi har hørt mangt og meget om Øst-Ukraine, men fænomenet er ikke enestående. Georgien har også oplevet, at deres borgere forsøger at rykke grænser eller skabe nye. Men hvad er deres motivation? Tjener det Ruslands interesser eller bliver de til løse kanoner i nabolaget?

Vi har hørt mangt og meget om Øst-Ukraine, men fænomenet er ikke enestående
_______

 

Femdageskrigen
Én af de vigtigste betingelser for en stats eksistens er dets territorielle integritet. Georgien er blevet udfordret på dette punkt siden selvstændigheden i 1991, hvor separatister i områderne Abkhazien og Syd-Ossetien har kæmpet for at skabe sin egen stat.

Georgien har forsøgt at genvinde kontrollen efter ethvert oprør, der har været, men måtte se sig slået i sommeren 2008 da Rusland blandede sig ind i konflikten. Efter fem dage med kamp, hvor Rusland også indtog georgiske byer (heriblandt Josef Stalins fødeby Gori), blev en våbenhvile sat i kraft. Rusland fulgte op med at anerkende begge områders selvstændighed. Til dags dato er det kun Nicaragua, Venezuela og Nauru som har fulgt trop.

Spørgsmålet er nu, om områderne vil forblive selvstændige, eller om de vil blive absorberet af Rusland. Ifølge Kornely Kakachia, professor i statskundskab ved universitetet i Tbilisi, vil Rusland ikke indlæmme områderne, da Rusland er ligeglad med at udvide deres allerede enorme territorium. Til spørgsmålet om selvstændighed mente han, at der var en vis forskel på de to områder.

Når det gælder Syd-Ossetien, så er det ”fordømt”. Der bor kun 50.000 mennesker i en isoleret og ufremkommelig dal, som hverken har naturressourcer, væsentlig produktion eller strategisk relevans. Området er blevet meget afhængigt af Rusland, både i form af økonomisk og militær hjælp.

Abkhazien er en anden historie. Det har tilgang til Sortehavet og udgør derfor et attraktivt rejsemål for russiske turister. Dermed får de ”kun” halvdelen af sit statsbudget finansieret af Moskva. Men i stedet for selvstændighed blev de ”strategisk partner” med Rusland i 2014, som blandt andet indebærer, at det er russerne som kontrollerer grænsen mod Georgien. I begge områder er befolkningstallet også faldet som følge af, at georgiere er blevet fordrevet fra området. Forudsætningerne er dårlige for at bygge en egen stat.

Den tabte datja
For både Abkhazien og Syd-Ossetien er georgisk herredømme altså blevet erstattet med russisk, som for dem nok er mere ønskeligt. Men Kornely Kakachia mener, at Ruslands opførsel først og fremmest kan tilskrives et ønske om at påvirke den georgiske udenrigspolitik, som efter Roserevolutionen i 2003 har været den mest vestligt orienterede i regionen.

Georgien, siger Kakachia, er et spirende demokrati omgivet af autoritære naboer, som har bistået NATO med soldater til Afghanistan uden overhovedet at være medlem. Faktisk blev landets potentielle medlemskab diskuteret ved et topmøde i Bukarest i 2008, men det var inden konflikten med Rusland. Nu er NATO mere tilbageholdne, selv om de åbnede en træningslejr i Tbilisi sidste år. For to år siden blev desuden Georgien et EU-associeret land på linje med Ukraine og Tyrkiet og diskussioner om frihandelsaftale og visafrihed er i fuld sving.

Til en pressekonference efter det georgiske parlamentsvalg i år, som i øvrigt demonstrerede landets demokratiske udvikling, understregede også talspersonen fra Europaparlamentet Georgiens prioritering i Unionen. Det kan virke, som at Georgien gør alt for at rive sig løs fra regionen i sine vestlige bestræbelser.

Det kan virke, som at Georgien gør alt for at rive sig løs fra regionen i sine vestlige bestræbelser
_______

 

Men med russiske tropper blot 40 kilometer fra hovedstaden Tbilisi udgør de to områder et stærkt pressionsmiddel over for Georgien. Rusland kan også bruge det faktum, at de kontrollerer 20 % af landet over for EU. For hvordan kan Georgien så have magt til at melde sig ind i unionen? Georgien er heller ikke lige så føjelig som sine naboer.

Armenien lavede for eksempel i 2013 en u-vending, da præsident Serhz Sargysan valgte den eurasiske toldunion fremfor en frihandelsaftale med EU, som der havde været forhandlinger om i lang tid. Alt, som krævedes, var et møde med Vladimir Putin.

Georgierne er mere besværlige. Professoren fortalte, at russerne ser på Georgia med både håb og nostalgi, som et tabt datja (russisk sommerhus), der skal genvindes. Og det vrimler også med russiske turister i både Abkhazien og Georgien. Rusland bruger både satelit-tv (russisk kabel tv blev forbudt i Georgien efter revolutionen) og NGO’er og politikere til at genvinde georgiernes hjerter.

Desuden er den ortodokse kirke den institution i Georgien, som nyder størst tillid. Rusland er dog ikke kendt for at sætte sin lid til blød magt, og deres stærkeste forhandlingskort er dermed de okkuperede områder. De to bjørnebørn er blevet offer for Ruslands geopolitiske ambitioner.

En russisk fremtid?
Professor Kornely Kakachia mener, at begge områder nok ender op med at blive del af Rusland i det lange løb, både fordi de ikke selv har ressourcer til at bygge op en stat op, og fordi det vil være at foretrække fremfor Georgien. Desuden lader der til at mangle støtte fra andre russiskvenlige stater, såsom Hviderusland.

Rusland kan omvendt ikke annektere områderne, idet de dermed vil tabe et trumfkort over for Georgien. Så snart Syd-Ossetien og Abkhazien er del af Rusland, er der ikke længere noget at diskutere. Desuden har sanktionerne som følge af Krimannekteringen i 2014 lagt enhver plan om repetition på is. Den bedste russiske løsning ville være, at områderne, med en eller anden form for selvstyre, blev givet tilbage mod georgiske indrømmelser. Men da invasionen har ført til tusindvis af internt fordrevne samt et forværret forhold mellem de to stater, mener Kakachia, at det er højst usandsynligt.

Udover med hinanden har Syd-Ossetien og Abkhazien kun diplomatiske forbindelser med Nagorno-Karabach, et område som Armenien og Aserbajdsjan har kæmpet om i årevis, som også har krævet selvstændighed og Transnistrien, et område af Moldova som udgør en lille russiskvenlig republik. Det kan blive interessant at se, hvorvidt og hvordan situationen for dem vil ændre sig, hvis forholdet mellem Rusland og Vesten bliver ved med af forværres.

Georgien har for nylig afholdt et parlamentsvalg som OSCE beskrev som ”en bekræftelse på Georgiens status som lederen af demokratisk transformation i regionen”
_______

 

Georgien har for nylig afholdt et parlamentsvalg som OSCE beskrev som ”en bekræftelse på Georgiens status som lederen af demokratisk transformation i regionen”. Hvis Georgien fortsætter sin stræben efter Europa og Unionen, kan det potentielt gå ud over både Georgien, men også Abkhazien og Syd-Ossetien, som Rusland vil forsøge at knytte tættere til sig. Der har dog historisk været både etniske og kulturelle forskelle på de to områder og Georgien.

Således ville måske en annektering være en mere realistisk løsning, selv om det ville betyde, at Rusland taber overhånden. Professor Kornely Kakachia talte stolt om sit lands fremgang. Men, som han sagde, nogle gange kan georgierne glemme, hvor stor en nabo de faktisk skal forholde sig til. Professoren har været i de fleste europæiske lande, heriblandt Kirkenes, Norge, hvor han stod ved grænsen til Rusland. Da gik det op for ham hvor langstrakt Rusland faktisk var. Endnu mere overraskende var det, at han fik grænsen at se fra den norske side – det ville ingen have troet for 30 år siden, da Georgien var underlagt russisk kontrol. Med undtagelse af Abkhazien og Syd-Ossetien virker det ikke, som om georgierne vil vende tilbage til den tid. ■

ILLUSTRATION: Georgiere demonstrerer i gaderne forud for landets parlamentsvalg for nylig med både georgiske og EU-flag. Foto: AP Photo/Shakh Aivazov/polfoto