15.03.2016

Fem år efter det Arabiske Forår kan det være svært at finde optimismen på vegne af en region der præges af voksende ekstremisme og stagnerede revolutioner. Situationen er på nogen stræk værre end før oprørene startede tilbage i 2011. Men modstanden mod de autoritære regimer har trods alt skabt en arabisk civilbefolkning med en fornyet politisk bevidsthed. De unge aktivister har ikke givet op, og forsætter deres kamp for frihed. Det var ualmindelig fremsynet, da egyptiske aktivister i oprørets første år kom på sloganet ”Down with the next President”.

ANALYSE af Trine Pertou Mach, cand.scient.pol. med speciale i demokrati & menneskerettigheder. Tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og MF for SF

Da den unge tuneser Mohamed Bouazizi i december 2010 satte ild til sig selv i frustration og afmagt over håbløse livsvilkår og evig chikane fra myndighederne, var han næppe klar over, hvad han skulle være med til at sætte i gang.

Ikke blot brød oprøret mod den daværende tunesiske præsident Ben Ali ud og førte i sidste ende til præsidentens afgang. Men – med en banal symbolik – flammen skulle brede sig videre hen over Nordafrika og Mellemøsten; de arabiske revolutioner og folkelige oprør var skudt i gang.

På den historiske dato 25. januar 2011, hvor egyptere i titusindtal kom af huse, startede oprøret mod præsident Hosni Mubarak, med den navnkundige Tahrir-plads som omdrejningspunkt. Jeg erindrer selv den stærke følelse af forandring, da jeg talte til en manifestation i dagene derefter ved den egyptiske ambassade på Østerbro, hvor der blev skabt direkte telefonkontakt fra scenen til aktivister på pladsen i Kairo. Et par uger efter trådte præsident Mubarak tilbage. Senere på året blev despoten Muammar Gadaffi afsat af et væbnet oprør i Libyen; reelt ved vi ikke, hvor stor rolle det folkelige oprør spillede.

Historien om civilsamfundet under revolutionerne, eller oprørene, er en historie om en region i et opbrud, der næppe kan standses. Men det er også historien om backlash, om regimers træghed og indlejring i alle porer af et samfunds politiske struktur. Hvor det i nogen grad er lykkedes for reformkræfter at få åbnet det tunesiske system og sat en reel transition i gang, ser det anderledes ud i Egypten, hvor den ene autoritære leder har erstattet den anden, ført kontrolapparatet videre og ladt folket i stikken. I Bahrain sætter systemet hårdt mod hårdt og slår massivt ned på dissidenter. Syrien, Yemen og Libyen er martrede af borgerkrige og statsligt kollaps, hvor ikke mindst de to førstnævnte er dikteret af geopolitik og rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien. Det har ikke gjort demokratibevægelsen noget godt.

Det, som malerisk blev beskrevet som det Arabiske Forår, har så langt ikke ført til den fornyelse, demokratisering, sociale retfærdighed – eller især frihed – som var demonstranternes hovedkrav.

Det, som malerisk blev beskrevet som det Arabiske Forår, har så langt ikke ført til den fornyelse, demokratisering, sociale retfærdighed – eller især frihed – som var demonstranternes hovedkrav.
____________________

 

Denne analyse vil se på forklaringer af, hvorfor reformkræfter og aktivister synes at have løbet panden mod en mur, og give et øjebliksbillede af, hvor regionen står i dag.

Bortset fra forenklede politisk og ideologisk motiverede forklaringer fra det yderste højre i Europa og USA – der hævder at muslimer ikke kan være demokrater – så vil de fleste være optagede af at finde forklaringer i politisk-økonomisk strukturelle forhold på hvorfor de folkelige oprør ikke for alvor er lykkedes.

Generelt kan man konstatere en global tendens til voksende konservatisme, sikkerhedspolitisk fokusering og indskrænkning af personlig frihed og ’political space’ for borgerne. Men derudover er der også tre overordnede fællesstræk i de faktorer, der har haft betydning for at reformerne ikke er lykkedes: 1) Svage strukturer i civilsamfundet 2) De gamle regimer var stærkere end antaget og 3) Fremvæksten af terrorgrupper og regionale proxykrige.

1) Svage strukturer i civilsamfundene
Noget af det, der gjorde de folkelige oprør så markante var, at de tilsyneladende blev startet af det, man lidt forfejlet har kaldt ’Facebook-generationen’; sociale medier blev brugt som mobiliserings- og organiseringsredskab, og har ubetinget spillet en vigtig rolle. Men de var et middel til et stort mål. Ved at kigge på billeder fra oprør og demonstrationer, vil man kunne forvisse sig om, at det slet ikke kun var urbane unge, der deltog.

Det var heller ikke eksisterende etablerede NGO’er, partier, menneskerettighedsorganisationer eller andre foreninger, der skabte eller drev oprørene. De opstod udenom disse. Og de reform-orienterede kræfter og aktivister havde ikke forudgående etableret egentlige organiseringer, de kunne basere sig på. Under autoritære regimer har det været – og er – netop et mål at holde civilsamfundsorganisering og kapacitetsopbygning nede. Modsat statsapparatet, der gennem systemet, politikere og militæret, har rødder ud i samfundet som helhed gennem vennetjenester og klientilisme. Det samme gør sig gældende for de mest markante religiøse grupper og organisationer, som også i årevis har udvidet og fastholdt deres base ud i samfundets afkroge gennem sociale tjenester, støtte til unge og levering af sundhedsklinikker osv., hvor staten har fejlet.

Det, der gjorde de folkelige oprør så stærke – nemlig den direkte og spontane massemobilisering – var også en svaghed i den forstand, at der ikke er civilsamfundsstrukturer at basere det på i de næste svære faser. Uden ledere eller central styring har det været sværere for de mere folkelige dele af civilsamfundet at gøre sig gældende, når man er oppe mod et så massivt magtapparat.

Og det er netop et andet fællesstræk. Tunesien er delvist en undtagelse, og det vender vi tilbage til nedenfor.

2) De gamle regimer var stærkere end antaget
Den strukturelle magt i systemerne er langt mere resistent, end håbene og kravene om ’brød, frihed og social retfærdighed’ råbt af nok så mange, kunne bryde, og systemerne har vist sig stærke nok til at slå tilbage med stor kraft.

I Syrien forblev Bashar Al-Assad ved magten og kæmper nu på femte år en voldsom krig mod sin egen befolkning – og mod udenlandske kræfter, der er en integreret del af den syriske borgerkrig. Den nys indgåede våbenhvile er skrøbelig og man må blot håbe på det kan skabe et tilstrækkeligt momentum for at bringe landet ud af den nuværende dødsspiral. At der for nylig angiveligt igen var demokratiske reformkræfter, der demonstrerede (som i det syriske oprørs fredelige begyndelse), er opmuntrende og må minde verdensopinionen om, at der er almindelige mennesker, der – i lighed med mange andre arabiske autoritære regimer gennem de seneste årtier – er fanget i en forfærdelig klemme mellem islamistiske ekstreme grupper på den ene side og et undertrykkende autoritært regime på den anden. Assad-regimet forsøger, i tråd med Mubaraks og Gadaffis fortællinger om, at de var garanten mod islamistisk overtagelse, at tegne et billede af, at der kun er Assad eller terrorister at vælge mellem. Problemet er, at diktatorerne ikke er fuldstændig ude af trit med de reelle muligheder. Men diskursen gør det noget sværere at vælge den reformorienterede vej – og faren for en selvopfyldende profeti er lige for.

I Bahrain slog og slår sikkerhedsstyrker ned med voldsom kraft på alle, der ytrer sig kritisk; menneskerettighedsaktivister og politiske oppositionsfigurer er fængslede i stort tal. Der slås ned på dissidenter og på systemkritik også på sociale medier. I det hele taget er sikkerhedsstyrkernes adfærd, som forventer de aldrig at blive draget til ansvar.

Egypterne fik ikke deres frihed, til trods for nærmest overmenneskelig modstand mod Mubarakregimet – også efter præsident Mubaraks afgang – der med vold og voldsbøller forsøgte at knægte den folkelige opstand. Nu må egypterne atter se deres skæbne lagt i en militærpræsidents hænder. Abdel Fattah al-Sisi styrer med hård hånd, efter et militærkup afsatte det Muslimske Broderskabs præsident Morsi, der fik et år på posten, hvor Broderskabet på ingen vis viste vej mod politisk transition, frihed og dialog med oppositionen. Al-Sisi og hans folk har blot overtaget det magt- og undertrykkelsesapparat, som generationer af egyptere har levet under; selve det regime, der for fem år siden fik den revolutionære gnist til at springe fra Tunesien til Kairos gader. Fængslinger hører til dagens uorden – oppositionsfolk, det Muslimske Broderskab og andre aktivister høvles i tusindtal ind i fængslerne, uden udsigt til retfærdig rettergang. Der er lukket helt ned for forandring og civilsamfundsaktivitet.

Den egyptiske ’Law of Associations’ (NGO-loven) var Mubarak-regimets værk; under Morsi var der lagt op til flere restriktioner og stramninger, og i disse måneder er det al-Sisi, der anvender den til sit yderste til at intimidere menneskerettigheds- og civilsamfundsorganisationer med undersøgelser, forbud mod udrejse, kontrol af økonomisk støtte fra udlandet – og det har ført til lukning af en række udenlandske NGO’er i landet. Medarbejderne skal navigere i et klima, hvor de risikerer fængsel for livet fordi de kan beskyldes for at true nationens interesser eller sikkerhed. At loven bruges efter forgodtbefindende, er velkendt, og da al-Sisi kort efter sin tiltræden krævede organisationers gen-registrering under loven var det på sæt og vis et klassisk autoritært træk. Det politiske rum i Egypten er nærmest ved at lukke ned; faktisk advarer internationale menneskerettighedsorganisationer om, at situationen er værre nu end før revolutionen. En tom Tahrir-plads på 5-årsdagen for revolutionen taler sit tydelige sprog.

Protesterne mod præsident Ali Abdullah Saleh i Yemen begyndte omtrent samtidig med protesterne i Egypten i 2011. De førte til hans afgang, men her har regimet ikke på samme måde bevaret kontrollen, da et forsøg på fredsproces blev mødt af utilfredshed og nye uroligheder, der siden har plaget landet. Intet peger mod mere frihed, retfærdighed eller demokrati, tværtimod er landet de facto på randen af en borgerkrig med stærk regionalt ophæng med massiv saudisk og iransk indblanding på hver sin side af konflikten. Det er svært at få øje på kræfter eller tendenser, der på nogen måde giver håb for den hårdt prøvede befolkning.

Men det er svært andet end at konstatere, at de betaler en vanvittig høj pris for oprøret mod Gadaffi, en FN-intervention, der blev misbrugt til regimeskifte og nu et vakuum, hvor kun de mest ekstreme grupper synes at have indflydelse.
____________________

 

En lignende udvikling så vi i Syrien og i Libyen, hvor befolkningen på uskøn vis kom af med sin diktator Gadaffi, men nu i stedet har en konflikt mellem militser og ekstremister med ISIS som en toneangivende aktør. At FN sikrede at de stridende ’regeringer’ før jul sidste år indgik en politisk aftale, der har ført til en samlingsregering var vigtigt, men iagttagere vurderer, at det ikke vil få en effekt, med mindre der etableres et sikkerhedsspor parallelt til den politiske proces. Landet er tæt på opløsning og IS har gjort sit indtog. Ikke mange taler om den libyske civilbefolkning, der lever – eller blot overlever – i moradset. Men det er svært andet end at konstatere, at de betaler en vanvittig høj pris for oprøret mod Gadaffi, en FN-intervention, der blev misbrugt til regimeskifte og nu et vakuum, hvor kun de mest ekstreme grupper synes at have indflydelse.

Tunesien som fyrtårn for politisk forandring
Tunesien står tilbage som dét eneste land, hvor man kan tale om en egentlig transitionsproces. Her er man kommet længst med reformer og en ny forfatning. Men heller ikke her er ’brød, frihed og social retfærdighed’ materialiseret. Det politiske rum er væsentlig større og aktivistgrupper og NGO’er vokser frem. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke fortsat er pres på civilsamfundet; træghed og resistens i statsapparat og regimestruktur; kontrol og modstand mod for stærke reformkræfter, udfordring af frihedsrettigheder og fravær af økonomisk udvikling.

Tunesien står tilbage som dét eneste land, hvor man kan tale om en egentlig transitionsproces.
____________________

 

Ikke desto mindre er det rimeligt at se Tunesien som fyrtårn for, hvordan et folkeligt oprør kan skabe politisk forandring. I hvert fald er det dét land, der kigges til i håb om en vellykket – og forholdsvis fredelig – omvæltning. Årsagerne skal findes blandt andet i eksistensen af middelklassen og dens struktur. Og netop i Tunesien har civilsamfundsorganisationer trådt til og taget rummet på et afgørende tidspunkt og sikret, at der overhovedet kan tales om en egentlig transition:


I 2013 var landet ved at bryde sammen. En islamistisk ledet regering havde sat sig på forfatningsprocessen, der var protester, sammenstød ved demonstrationer og politisk motiverede overgreb. Det kunne have ført Tunesien ned af samme vej som Egypten, men fire stærke organisationer gik sammen i Kvartetten for National Dialog og fik det tilbage på sporet: Menneskerettighedsorganisationen LTDH (La ligue Tunisienne pour la défense des droits de l’homme), fagforeningen UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail ), den tunesiske advokatsammenslutning og arbejdsgiverorganisationen UTICA (Union Tunisienne de l’industrie, du commerce et de l’artisanat). Det har spillet en fuldstændig afgørende rolle, hvilket blandt andet kan tilskrives deres respektive forankring, der gav rum for et alternativ.

Kvartetten bragte de politiske parter sammen og fik dem til at enes om et fælles ‘roadmap’, som blandt andet indebar kompromisser i forhold til en kommende forfatning, en teknokratisk overgangsregering og en uafhængig valgkommission – på den måde lykkedes det at holde parterne på et fredeligt politisk spor. For denne indsats fik ”Kvartetten” Nobels Fredspris i 2015.

Eksemplet fra Tunesien understreger, hvorfor kapacitetsopbygning og civilsamfundsorganisering er centralt for et samfund, der bevæger sig gennem transition mod pluralistiske demokratiske tilstande.
____________________

 

Eksemplet fra Tunesien understreger, hvorfor kapacitetsopbygning og civilsamfundsorganisering er centralt for et samfund, der bevæger sig gennem transition mod pluralistiske demokratiske tilstande. Både præsident- og parlamentsvalg er velgennemførte og en ny forfatning blev landet i 2014. En milepæl, men det går stadigvæk langsomt med den opfølgende proces, hvor eksisterende lovgivning skal bringes i overensstemmelse med dens bestemmelser, rettigheder og principper. Og nok blomstrer civilsamfundet, men internationale organisationer peger fortsat på meldinger om brug af tortur, mangelfulde undersøgelser af torturanklager og også en hård kurs over for demonstranter. Eksempelvis ved sidstes års protester mod en beslutning om betinget immunitet til tidligere forretningsfolk og statsansatte, der i Ben Ali-tiden havde beriget sig selv.

Det politiske rum i Tunesien er således også presset med en skrøbelig transitionsproces, et forandringstrægt system, en regering, der har svært ved at levere økonomisk fremgang (hvilket yderligere presses af nedgang i turismen) og dermed jobs – og ikke mindst det seneste år en tydelig udfordring med tilstedeværelsen af islamister, herunder militante.

Tuneserne fik friheden, men de unge oplever sig fortsat sat uden for indflydelse på den politiske udvikling – og i kraft af den dårlige økonomi, så har de knap nok kontrol over deres eget liv. Der er fortsat mennesker, der er klar til i frustration og afmagt at sætte ild til sig selv. Der mangler jobs, og for mange unge er deres fremtidsudsigter i forhold til at klare sig selv, ikke nævneværdigt forandret. Det er også, hvad en del protester her fem år efter, retter sig mod. Set gennem de revolutionære slagord, så er ytringsfriheden kommet, men den økonomiske frihed, og dermed den sociale retfærdighed, er ikke fulgt med.

Tuneserne fik friheden, men de unge oplever sig fortsat sat uden for indflydelse på den politiske udvikling …
____________________

 

3) Fremvæksten af terrorgrupper og regionale proxy-krige
Hvor de libyske og syriske borgerkrige har militante islamister og terrorgrupper som centrale aktører, så udfordres Tunesiens transitionsproces også åbenlyst. Udfordringen skyldes blandt andet, men ikke udelukkende, det sammenbrudte naboland Libyen.

Sikkerhedsstyrker og politi bruger vold, en hårdhændet tilgang til fredelige demonstrationer og antiterrorlove kompromitterer grundlæggende rettigheder og retssystemet. Borgernes grundlæggende rettigheder var, og er, netop et af de helt centrale krav fra reformtilhængere i hele regionen – og hvis transitionen skal forsætte, så er rettighedskrænkelser ikke et svar.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at disse metoder reelt gør problemerne mindre. Antiterror-lovgivningen bygger videre på undtagelsestilstandens kultur af kontrol og intimidering. Også Egypten har alvorlige problemer med terrorist-grupper, herunder i Sinai, hvor der er forbindelser til ISIS. Men den siddende regering har – som andre før den – malet med den brede slettelakpensel hen over civile og almindelige borgeres rettigheder. Menneskerettighedsgrupper og NGO’er holdes i skak med henvisning til rigets sikkerhed. Tusinder sidder fængslet eller er tilbageholdt uden ordentlig rettergang; kampen mod terrorismen, i sin faktiske form, føder faktisk mere ekstremisme.

Menneskerettighedsgrupper og NGO’er holdes i skak med henvisning til rigets sikkerhed […] kampen mod terrorismen, i sin faktiske form, føder faktisk mere ekstremisme.
____________________

 

Endelig er der en fast tilstedeværelse af en regional dimension i landenes interne konflikter og problemer. Proxy-krigen mellem Saudi-Arabien og Iran spiller en rolle i borgerkrigene, der alle har regionale forgreninger. I det hele taget er det regionale sikkerhedspolitiske spil ganske ironisk en central brik til at forstå udviklingen også de seneste fem år efter, at borgere gik på gaden for at kræve frihed og social retfærdighed for det store flertal.

Stagnerede revolutioner og voksende ekstremisme
Fem år efter revolutionerne fortsætter protesterne mod korruption, statsapparater og regimer, der ikke formår at levere, mod ufrihed og undertrykkelse.

Alle steder oplever journalister at blive truet, arresteret eller afkrævet tavshed. Med Tunesien som en hovedsagelig undtagelse – her popper nye NGOo’er op i et politisk klima, der er anderledes åbent overfor civilsamfundsorganisering – er det blevet sværere at være kvinde efter revolutionerne stagnerede, de demokratiske rum er blevet mindre, det politiske handlerum ditto – og ekstremismen synes at vokse.

… det er blevet sværere at være kvinde efter revolutionerne stagnerede, de demokratiske rum er blevet mindre, det politiske handlerum ditto – og ekstremismen synes at vokse.
____________________

 

Mennesker, der kæmper for større politisk handlerum for borgerne, for social retfærdighed og som kræver politisk ansvar fra magthavernes side, bliver brutalt forsøgt gjort tavse af regeringer, der bekriger sin egen befolkning. Ikke blot i borgerkrigshærgede lande, men også Egypten og Bahrain slår fortsat hårdt ned på dissidenter og mange er fængslede. Tre lande er brudt sammen og nu i borgerkrig: Libyen, Syrien og Yemen, hvor tusinder er blevet dræbt og millioner sendt på flugt. Yemen kan ende med en ny flygtningekrise, denne gang på den arabiske halvø, hvis man ikke kommer tilbage til det politiske spor. Men modsat Tunesien står der ikke en National Dialog Kvartet på sidelinjen – det gør til gengæld både regionale spillere og ekstremistiske grupper.

Derfor er det spørgsmål, man nødvendigvis må stille sig selv, også hos politiske aktører i det ’Vesten’, der valent kom ind i støtten til reformkræfterne, dernæst hyldede ’foråret’, for så at skifte fokus til egen sikkerhedspolitik – om vi overhovedet vurderer med de rigtige briller på?

I euforien for fem år siden var der nok en umiddelbar blindhed overfor, hvor stor en modbevægelse, der opstod – og som måske endda har fået hjælp som modtræk til de mere radikale frihedsbevægelser. At det var ønsketænkning, men naivt at forestille sig, at alle disse magtfulde præsidenter og deres privilegerede inderkreds blot ville fortrække og overlade magtapparat og ressourcer til ’folket’, turde være åbenbart. Ting tager tid, også dybe samfundsforandringer. Men man kunne have håbet på en form for forandring i regimernes forsøgsvise åbenhed overfor befolkning og civilsamfund – og række ud til unge – og satse på reel uddannelse, sundhed og økonomiske muligheder.

Det store spørgsmål er, hvad de unge gør – håbet var stort og berusende, men frustration, tabt håb og desillusion præger overalt de, der var blandt skaberne af oprørene, såvel som befolkningerne. De unge er på mange stræk stadig sat pænt meget uden for indflydelse, både på eget liv og på samfundets udvikling. Den ulige fordeling af velstand fortsætter og nærer oplevelsen af social uretfærdighed og korruption.

Det er svært at finde holdepunkt for direkte optimisme og steder, hvor revolutionen stadig ulmer, selvom kravene om ’brød, frihed og social retfærdighed’ fortsat er aktuelle. Samtidig synes den stærkeste kraft mod disse revolutionære frihedstanker at være en kombination af statslig repression, religiøs dogmatisk og velorganiseret ekstremisme.

Et pessimistisk perspektiv fem år efter såkaldte Arabiske Forår er, at alt er lukket ned og låget atter lagt på. At oprørene i stort mål har givet mere af det samme, toppet med militant ekstremisme, der spreder sig på en måde, de færreste nok havde forudset.

Revolutionært momentum – en ny politisk bevidsthed er født
Det er imidlertid svært at forestille sig, at befolkningerne i hovedsagen skulle acceptere, at man blot vender tilbage til udgangspunktet. Det er nok en mere præcis anskuelse, som Ahmed Badawi fra Transform Centre for Conflict Engagement and Political Development, har beskrevet det, at der er et ’revolutionary momentum’, som kommer og går i bølger.

I det perspektiv er revolutionerne fortsat i gang; de nuværende regimer vil også være overgangsfigurer, for hverken de eller den herskende islamistiske strømning er i stand til at levere ’brød, frihed og social retfærdighed’. Og det var dermed ualmindelig fremsynet, da egyptiske aktivister i oprørets første år fandt på sloganet ”Down with the next President”.

Ser man bort fra borgerkrigene, hvor følgerne er svære at udlægge, så er det ikke mindst i Tunesien og Egypten svært at se, hvordan situationen nogen sinde kan blive den samme igen. Der er nok en noget bumpet vej forude, men analyser tyder på, at en vis andel af de unge i stigende grad er politisk aktive og tænker i nye veje. Blandt de unge aktivister er der tendens til mindre aktivisme i det offentlige rum, mens den vokser på sociale medier. Iagttagere hævder, at antallet af aktive på sociale medier er steget efter oprørene, og at den politiske bevidsthed for manges vedkommende først blev skabt, da de gik på barrikaderne. Der tales om ’a new arab citizen was born’.

… den politiske bevidsthed for manges vedkommende først blev skabt, da de gik på barrikaderne. Der tales om ’a new arab citizen was born’.
____________________

 

Det argument har genklang i den intellektuelle vinkel på revolutionerne, der lyder, at de arabiske lande bokser med en triangel af autoritære ledere, terrorisme og udenlandsk indblanding. Med de folkelige oprør er der kommet et nyt pres – indefra, for frihed og autonomi. Den store udfordring ligger nu i det intellektuelle vakuum, der fortsat præger alle generationer. Måske med undtagelse af de helt unge, ikke mindst i Tunesien, hvor det politiske rum er voksende for debat, aktivitet og organisering. Men som beskrevet, så eksisterer truslen fra ekstremister også her, hvilket lægger pres både på personlig frihed og ikke mindst kvinders rettigheder.

De unge aktivister kan ikke stoppes
En undersøgelse foretaget af ActionAid International blandt unge i regionen, viser, at de unge anser ISIS, terrortrusler, arbejdsløshed og Israel-Palæstina-konflikten som de største trusler. Manglende demokrati er noget længere nede på listen. Om fremtiden i regionen bliver demokratisk, som vi kender det i Danmark, er mere tvivlsomt. Hver fjerde af de unge i undersøgelsen er i tvivl om demokrati kan virke i Mellemøsten, og pænt under halvdelen tror på, at det kan. Svarene skal formentlig ses som udtryk for en høj grad af aktuel politisk realisme snarere end for manglende ønske om politisk frihed. Der er al mulig grund til at tage den slags svar med forbehold, ikke mindst fordi omstændigheder for den slags undersøgelser er svære. Men ikke desto mindre giver det en pejling på de udfordringer der findes, og at de unge vægter frihed tungere end demokrati. ’Vestens’ demokratieventyr med bomber og kanoner har næppe styrket den positive opfattelse af begrebet demokrati.

’Vestens’ demokratieventyr med bomber og kanoner har næppe styrket den positive opfattelse af begrebet demokrati.
____________________

 

Undersøgelsen viser desuden det tvetydige, at et flertal mener, at tingene går den rigtige retning. Samtidig er et flertal også bekymrede for ISIS, og fire ud af ti er ikke sikre på, at de nationale regeringer kan håndtere denne trussel.

Meget afhænger derfor af, om regimerne på sigt vil åbne op og give større politisk og civilt spillerum. Alternativet for de frustrerede, forandringstørstige og bevidstgjorte unge – er islamistiske bevægelser og organiseringer, og det er svært at se det som et regulært alternativ for de, der efterspørger forandring, plads og en værdig fremtid.

For at slutte på en positiv note, som en ung reformaktivist, der deltog på konference hos Mellemfolkeligt Samvirke i starten af februar 2016, formulerede det: ”Det er ikke det politiske rum, der er blevet mindre, det er den civile bevidsthed, der er blevet større.”

Som det fremgår af denne analyse, kan det diskuteres og udfordres rent faktuelt – men tilgangen understreger, at vejen er banet, forandringen er i gang og den kan ikke stoppes. Blandt Mellemøstens unge aktivister lever kravet om brød, frihed og social retfærdighed fortsat.

… vejen er banet, forandringen er i gang og den kan ikke stoppes.
____________________

 

Som Liva Veel så smukt sang det: For sangen om frihed, bliver aldrig forbi.

ILLUSTRATION: Demonstration på Tahrir-pladsen i Cairo, Egypten, 29. januar 2011 [foto: Ramy Raoof]