10.11.2016

Der er præsidentvalg i Frankrig i foråret 2017, og dét valg får stor betydning for verden, EU og dermed også Danmark – ikke mindst efter Trumps sejr i USA

Af Ask Paul Lomholt Kemp

Vi kan være ét valg fra, at de institutioner, vi ser som ubrydelige, kommer under endnu større pres. At Vesten, som vi kender det i dag, bryder sammen. Dét valg er det franske præsidentvalg. Efter Brexit spiller Frankrig så stor en rolle for EU’s fremtid, at præsidentvalget i foråret 2017 kan blive afgørende for hele Vestens fremtid.
Følger Frankrig briterne og amerikanernes stadig mere nationalistiske kurs, og bliver Marine Le Pen den logiske følge af først Brexit og siden Trump?

Her får du de tre vigtigste grunde til, at du bør følge det franske præsidentvalg de kommende måneder:

1. Frankrig er afgørende for mange af verdens vigtigste dagsordener
For det første er Frankrig i det globale magtspil en militær, diplomatisk og ej at forglemme økonomisk stormagt (nu rangeret som verdens femte største økonomi). Selvom landet i forhold til sidstnævnte har haft store problemer efter finanskrisen – særligt med arbejdsløsheden, der ligger på omkring de ti procent. Efter Brexit er det blevet endnu mere tydeligt, at det bliver en fransk opgave – i fællesskab med Tyskland – at løfte, forene og agere primus motor for det fremtidige europæiske samarbejde. Én måde at gøre det på er fx ved at gå sammen om styrke EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som foreslået i september i år af de to landes forsvarsministre, Ursula Von der Leyen and Jean-Yves Le Drian.

Angela Merkel varslede for nyligt, at Tyskland agter at hæve sit nuværende forsvarsbudget fra 1,2 procent af BNP til 2 procent. Hollande har tilsvarende meldt ud, at han vil hæve Frankrigs forsvarsbudget, der i dag ligger på 1,8 procent af BNP. De to lande ønsker at bygge videre på og udvide EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, så europæerne også fremover egenrådigt kan være med til at forbygge og stabilisere EU’s vigtigste nærområder, dvs. særligt i Afrika og det østlige Europa.

Det bliver en fransk opgave – i fællesskab med Tyskland – at løfte, forene og agere primus motor for det fremtidige europæiske samarbejde
_______

 

På den internationale scene har franskmændene desuden vist, at de ikke er bange for at gå forrest med brug af militær magt, når deres nationale interesser på spil. Det har man fx set under præsident Hollande, hvor Frankrig har sendt landtropper til sine tidligere kolonier i Mali og Den Centralafrikanske Republik for at genskabe stabilitet. Desuden har Frankrig engageret sig og været aktive i den internationale koalition mod Islamisk Stat (ISIL) i Syrien og Irak.

Man skal heller ikke glemme, at Frankrig var beredt på at intervenere i Syrien allerede i 2013 over for Assad, da han brugte kemiske våben mod sin egen befolkning. Men det var amerikanerne (læs Obama), der valgte ikke at opretholde den famøse ’rød linje’ – og derfor blev franskmændenes også hjemme og har lige siden været kritiske over for Obamas ’passivitet’. Med udsigt til, at europæerne også fremover i højere grad skal kunne løse konflikterne selv, som budskabet klart har lydt i den amerikanske valgkamp fra både Trump og Hillary, vil Frankrig utvivlsomt også i fremtiden spille en afgørende rolle i internationale konflikter.

2. Frankrigs nuværende præsident er historisk upopulær
Holllande ville nok ønske, at vælgerne ville bedømme ham på de udenrigspolitiske handlinger. Virkeligheden er bare den, at præsidenten indenrigspolitisk har ramt et historisk lavpunkt: kun fire procent af de franske vælgere tilkendegiver nu tilfredshed med præsidenten, som det fremgår af en meningsmåling offentliggjort for ganske nyligt.

Hvorfor er Hollande så upopulær, kunne man spørge. Forklaringen skal bl.a. findes i vælgernes frustration over terroren, der for alvor har ramt Frankrig, siden den socialistiske præsident kom til magten. Noget andet er, at økonomien ikke for alvor er i bedring. Væksten udebliver igen i år, og Hollandes valgløfte fra 2012 om at knække arbejdsløshedskurven – ja ligefrem, at han kun ville genopstille, hvis arbejdsløsheden faldt – kan kun lige akkurat og med lidt god vilje siges at være opfyldt. Og for det tredje og måske allermest alvorligt er det, at Hollandes personlige image har lidt et alvorligt knæk.

Udfordringen for Hollande har igennem længere tid været, at han simpelthen ikke bliver set som ’præsidentiel’ nok. Det var vel og mærke en beskrivelse, Hollande selv valgte at fremføre i valgkampen i 2012, ”den normale præsident”, for at lægge afstand til den daværende skandaleramte præsident, Nicolas Sarkozy. Men Hollande er simpelthen for normal. Det er kommet til udtryk gennem uheldige billeder af præsidenten, der holder tale i silende regn med brillerne dugget til eller gennem de fotos, der kom de franske medier i hænde med en Hollande kørende på en kikset scooter på vej til elskerinden som et andet pizzabud. Dér skal en præsident altså have mere stil, mener franskmændene.

På den anden side er franskmændenes politikerlede enormt udtalt, og en præsident skal sørge for være i trit med befolkningen. Derfor skabte det betydelige, negative overskrifter, da en fransk avis denne sommer skrev historien om Hollande, der i hele sin femårige embedsperiode havde haft en personlig frisør ansat døgnet rundt til en månedsløn på 9.895 EURO. Og hvis man et øjeblik troede, at det ikke kunne blive værre for Hollande, tog man fejl.

Siden 2012 har præsidenten holdt 61 møder med to journalister fra avisen Le Monde, hvilket netop er blevet til en bog med titlen: ”En præsident burde ikke sige det – hemmelighederne fra en valgperiode” (Un président ne devrait pas dire ça – Les secrets d’un quinquennat).

Mest opsigtsvækkende i bogen om Hollande – som alle dele af pressen har kastet sig frådende over – er detaljer om intriger i præsidentens kærlighedsliv
_______

 

Hollande læste ikke bogen, før den udkom, men ringede angiveligt til journalisterne dagen før, fordi han var bekymret for nogle af de første historier, der allerede kørte i pressen. Mest opsigtsvækkende i bogen om Hollande – som alle dele af pressen har kastet sig frådende over – er detaljer om intriger i præsidentens kærlighedsliv: Fx. kommer han til at udstille den yngre kæreste og skuespillerinde, Julie Gayet, fordi han ikke vil gøre forholdet officielt og giftes med hende, selvom det åbenbart er det eneste, hun drømmer om. I bogen får han også fornærmet det franske fodboldlandshold, som han mener kunne trænge til lidt ’hjernegymnastik’.

I forhold til de mere politiske udmeldinger kritiserer Hollande fx den franske dommerstand, hvilket har givet mange negative politiske reaktioner. Interessant er det også, at præsidenten italesætter den muslimske indvandring langt mere tydeligt, end det tidligere har været tilfældet: ”Der kommer for mange; vi har en indvandring, som ikke burde være der”. Selvom præsidenten angiveligt rammer folkestemningen i Frankrig med disse nye udtalelser, giver det et indtryk af en præsident, der ikke er konsistent i sine udtalelser. Og om sit eget parti, Socialistpartiet, får Hollande sagt: ”Vi bør foretage en likvidering. Vi må begå harakiri”. Præsidenten mener, at man ved et kommende præsidentvalg har brug for at starte på en frisk i partiet, men udtalelsen kan af gode grunde også let fortolkes med et satirisk præg.

3. De kommende måneder bliver afgørende for resten af valgkampen, og alt kan stadig ske
De næste par måneder bliver vigtige for valgkampen, fordi partierne skal vælge deres kandidater til præsidentvalget. Og i et så fragmenteret politisk landskab som det franske er nomineringen en afgørende forudsætning for, at man overhovedet har en chance for at gå videre til anden valgrunde.

Sarkozy eller Juppé?
Højrefløjspartiet, Republikanerne, står i første omgang til at skulle vælge deres kandidat ved det kommende primærvalg. Republikanernes første valgrunde afholdes den 20. november, hvor to kandidater går videre, og efterfølgende vælges én til at repræsentere partiet den 27. november. Socialistpartiets primærvalg ligger i starten af det nye år, den 22. og 29. januar, hvor præsidenten og eventuelle udfordrere har indtil 15. december til at lancere deres kandidatur.

Ud af de syv opstillede kandidater til at blive Republikanernes udvalgte, kommer valget kun for alvor til at stå mellem to af dem: den tidligere præsident, Nicolas Sarkozy, som ønsker sig yderligere frem år i Èlyséepalæet, og borgmesteren i Bordeaux, Alain Juppé.

Sarkozy er en kendt herre for de fleste: præsident fra 2007-2012, tidligere finans- og indenrigsminister under Jacques Chirac og ikke synderligt populær på grund af sine mange politiske skandaler, der fx omhandler ulovlig finansiering af valgkampen i 2012 for mange millioner euro. Sarkozy er dog som bekendt ikke dømt for noget, selvom sagerne er mange. Værdipolitisk adskiller Sarkozy sig fra Juppé ved at advokere en ekstrem hård linje i udlændinge- og integrationspolitikken, hvor han med gentagne udmeldinger om stramninger fisker efter vælgere hos Front National. Hvor Sarkozy politisk tilhører en mere værdikonservativ fløj hos Republikanerne, er Juppé klassisk liberal og har konsekvent taget afstand fra Front Nationals nationalkonservative dagsorden.

Allain Juppé er også en kendt skikkelse i fransk politik efter en livslang karriere og erfaring fra det politiske liv, bl.a. som udenrigs-, finans-, forsvars- og ikke mindst premierminister. Juppé har i sit politiske liv været involveret i én større politisk skandale i 2004, hvor han havde været medvirkende til at kanalisere lønninger fra fiktive offentlige stillinger over til sit parti. Juppé blev idømt 14 måneders betinget fængsel og et 1-årigt forbud fra offentlige embeder. Han trak sig fra national politik som konsekvens, men lidt mere end et år senere blev han valgt som borgmester i Bordeaux, hvor han har siddet solidt siden 2006 med genvalg i 2008 og 2014.

Hvor Sarkozy politisk tilhører en mere værdikonservativ fløj hos Republikanerne, er Juppé klassisk liberal og har konsekvent taget afstand fra Front Nationals nationalkonservative dagsorden
_______

 

Juppé beskriver på sin hjemmeside sig selv om ’den erfarne kaptajn’, der skal sætte den fremtidige kurs for skibet Frankrig. I disse vanskelige tider vil den kaptajn give skibet en fast retning – en kaptajn der selvfølgelig er løsrevet fra alle personlige ambitioner og ikke bare søger genvalg, modsat Sarkozy, forstås.

Republikanernes syv opstillede kandidater skal frem mod valget mødes til tre TV-debatter, hvor den første foregik den 13. oktober, den anden fandt sted forrige uge den 3. november og den sidste sendes kort inden første valgrunde, den 18. november. Og så mødes de to kandidater, der går videre til anden runde, dvs. med stor sandsynlighed Sarkozy og Juppé, i en sidste afgørende debat, før valget afgøres den 27. november.

Ifølge kommentatorer og de efterfølgende meningsmålinger har Juppé vundet de første debatter over Sarkozy og de øvrige kandidater. Generelt har Juppé i lang tid i meningsmålingerne været Frankrigs mest populære politiker med opbakning fra ca. 50 procent af vælgerne – Sarkozy har til sammenligning den seneste tid ligget på ca. 30 procent. Selvom Republikanerne har valgt at åbne deres primærvalg for alle franske statsborgere, der måtte have lyst til stemme, bør man se på de interne målingerne blandt partiets vælgere. Her står Sarkozy i en ny meningsmåling til 31 pct. af stemmerne og Juppé til 37 pct.

Hollande eller Valls?
Hos Socialistpartiet afhænger præsidentens kandidatur af, hvem Republikanerne vælger som deres kandidat. Hvis det bliver Sarkozy, giver det fornyede forhåbninger til dem, der stadig støtter Hollande: hvis begge spidskandidater fra de to store partier er højst upopulære, er chancerne for at kvalificere sig til anden runde i præsidentvalg betragteligt bedre. Men hvis det ender med at blive Juppé, vil et voldsomt pres på Hollande internt i partiet opstå, netop på grund af Juppés enorme opbakning i befolkningen.

Med Hollandes personlige ry ødelagt af den føromtalte bog og udsigten til Juppé som modkandidat, tales der nu om, hvem der kan tage over som Socialistpartiets næste kandidat til præsidentposten. Den indlysende erstatning for Hollande er først og fremmest Hollandes premierminister siden 2014, Manuel Valls. Han har været en del af Hollandes inderkreds siden starten af valgperioden, først på den vigtige post som indenrigsminister (2012-2014) og siden 2014 som premierminister efter Jean-Marc Ayrault, den nuværende udenrigsminister.

Valls vil dog næppe stille op, før Hollande evt. vælger at trække sig. Dels fordi det vil splitte venstrefløjen fuldstændig ad og ødelægge enhver chance for, at Valls bliver præsident. Dels fordi Valls er loyal over for Hollande og samtidigt ved, at han er den næste i rækken i partiet ved præsidentvalget i 2022.

Det er desuden ikke kun i medierne, at man begynder at tvivle på Hollande. Selv Socialistpartiets partiformand, Jean-Christophe Cambadélis, fremhævede for få uger siden i et radioprogram, at Valls var den naturlige arvtager på præsidentposten, hvis det altså skulle komme til et primærvalg. Cambadélis sagde nemlig samtidigt, at det jo stadig en hypotetisk situation: Ingen ved, om præsidenten faktisk genopstiller. Hollande har som sagt indtil 15. december til at træffe sin beslutning.

Og hvad med Front National?
Marine Le Pen har opbakning fra ca. 25 procent af befolkningen i de nationale meningsmålinger, hvilket er lavere end de 30-35 procent, hun tidligere har formået at være oppe på. Hos Front National er Marine Le Pens kvalifikation til anden runde af præsidentvalget derudover blevet mere usikker af, at partiet i øjeblikket skal håndtere en skandale om ulovlig brug af EU-midler. EU’s anti-svindel-enhed, OLAF, undersøger Front National, da Marine Le Pen angiveligt har haft assistenter betalt af Europa-Parlamentet ansat til arbejde med partiets nationale anliggender. Derfor står Front National til at skulle tilbagebetale 339.000 EURO, altså godt 2,5 mio. kr. til Europa-Parlamentet.

Le Pens største fjende frem mod præsidentvalget kan derfor måske i disse dage siges at være hendes eget parti, da alle vinde i Vesten ellers blæser i ryggen på lignende bevægelser. Hvorvidt sagen om EU-midler går som hos Dansk Folkeparti, der som bekendt også undersøges af OLAF og har blødt vælgere, må tiden frem mod det franske præsidentvalg vise. ■

Le Pens største fjende frem mod præsidentvalget kan derfor måske i disse dage siges at være hendes eget parti
_______

 

ILLUSTRATION: Alain Juppe, til venstre, giver hånd til tidligere præsident Nicolas Sarkozy, med en tredje kandidat, Nathalie Kosciusko-Morizet, i midten. Foto: Martin Bureau/Polfoto

Ask Paul Lomholt Kemp (f. 1991) er bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet og skriver kandidatspeciale om samtænkning i dansk udenrigspolitik ved Københavns Universitet og er RÆSONs faste Frankrig-skribent.