16.11.2016

Mens Vesten har det meste af sin fokus på Islamisk Stat, vokser al-Qaeda sig langsomt større og stærkere i skyggen. Har Vesten undervurderet al-Qaeda?

Analyse af Tore Refslund Hamming

Efter angrebet på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001 og op igennem 00’erne var al-Qaeda på alles læber.

Skønt vestlige bomber jagede bevægelsen på flugt fra Afghanistan til Pakistans stammeområder og USA gennem sit droneprogram dræbte hovedparten af dens ledende operative medlemmer, så mindede ”de hellige krigere” i al-Qaeda os gang på gang om, at vi ikke skulle føle os for trygge. Situationen for den tidligere så frygtede terrorgruppe så dog radikalt anderledes ud, da en enhed fra den amerikanske Navy SEAL Team 6 den 2. Maj 2010 firede sig ned fra helikoptere og dræbte gruppens grundlægger og leder Osama bin Laden i hans skjul i den pakistanske by Abbottabad.

Bin Laden var militant Islams altoverskyggende ikon på modstanden mod Vesten og sekulære regimer i Mellemøsten. Det var formodet, at al-Qaeda ikke havde mere end ca. 50-100 medlemmer i Afghanistan-Pakistan, som efter mere end 10 år på flugt var godt krigstrætte. Det tidligere så frygtede al-Qaeda i Irak var nærmest ikke-eksisterende, mens den nordafrikanske afdeling, al-Qaeda i det Islamiske Maghreb, ikke gjorde det store væsen af sig. Kun al-Qaeda i Yemen blev taget seriøst, da de fortsat blev anset som en national og international trussel.

Efter angrebet på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001 og op igennem 00’erne var al-Qaeda på alles læber
_______

 

Det ændrede den Islamiske Stat og borgerkrigen i Syrien fuldstændig på. Men ikke som vi i første omgang troede ved at hamre søm i al-Qaedas ligkiste, men som vi her fem år inde i borgerkrigen kan se, ved at cementere al-Qaedas position som den primære militante islamistiske trussel på langt sigt.

Da den Islamiske Stat så dagens lys i juni 2014 faldt vi alle på halen. Havde man hang til militante tendenser faldt man i svime over udsigten til genoprettelsen af kalifatet og over en gruppe, som handlede og ikke bare snakkede, som så ofte var kritikken mod al-Qaeda. I den anden grøft, hvor de fleste af os befinder sig, var det chokket over brutaliteten og det ekstreme syn på andre muslimer. Men alle var i chok – i et limbo mellem forfærdelse og fascination. Kalifatet startede stærkt, men med godt og vel to år på bagen (fyldte to år 29. juni 2016), er der allerede begyndt at være noget udmattelse.

Den rolige og tålmodige dreng i klassen
Inden for politisk teori og diskursteori er der et begreb kendt som the Overton Window, der refererer til hvilke idéer, der er politisk acceptable i en given periode. Hvad der kan accepteres, varierer selvfølgelig over tid. Fremkomsten af Islamisk Stat(IS) har utvivlsomt påvirket, hvordan vi opfatter al-Qaeda og bevægelsen har klogt udnyttet denne mulighed til at fremføre sig selv, som den moderate aktør i Mellemøsten, der blot vil beskytte regionens muslimer. Navnet al-Qaeda blev tidligere mødt med forfærdelse, men nu er det mere med træk på skulderen om, at de ikke er så slemme som IS og ikke længere har den store betydning.

Dette er lige netop hvad al-Qaeda vil have os til at tænke, og det er her, det begynder at blive farligt. Den spirende al-Qaeda ideolog Ahmad al-Hamdan forklarer, at al-Qaeda ”er i stand til at få folk til at støtte dem, uden man egentlig er klar over det”. Det gør den ved at være den (relativt) rolige og tålmodige dreng i klassen.

IS og al-Qaeda har samme mål; oprettelsen af en islamisk stat og gerne det historiske kalifat (hvilket nærmest er paradoksalt, eftersom begge bevægelsers ideologiske referencepunkt, 14.-tals ideologen ibn Taymiyya, ikke var særlig begejstret for idéen om et kalifat). I juni 2014 kunne den Islamiske Stat i Irak og Levanten, som bevægelsen hed på dette tidspunkt, ikke vente længere.

Gruppens daværende talsmand Abu Muhammad al-Adnani proklamerede i sin tale ”Dette er Allah’s løfte”, at kalifatet var genopstået, og at dette var en forpligtelse, muslimer altid havde som en del af deres tro. Få dage senere gik Kalif Ibrahim, som gruppens leder Abu Bakr al-Baghdadi nu skulle tiltales, på prædikestolen i Al Nuri-moskéen i den irakiske by Mosul. Al-Baghdadi bedyrede, at han ville gøre hans bedste, men ikke er perfekt, og derfor kun vil forblive kalif, så længe folket (rettroende muslimer) er tilfreds med ham.

Fremkomsten af Islamisk Stat(IS) har utvivlsomt påvirket, hvordan vi opfatter al-Qaeda og bevægelsen har klogt udnyttet denne mulighed
_______

 

Skønt de deler ønsket om at oprette en islamisk stat, har al-Qaeda aldrig haft ligeså travlt. Gruppens afdøde leder Osama bin Laden snakkede ofte positivt om en stat styret af sharia, men bag lukkede døre befalede han gruppens regionale ledere at afvente udråbelsen af en stat på trods af, de fra tid til anden havde kontrol over territorium. Det var særligt tydeligt med al-Qaeda i Yemen (AQAP) i 2011-2012. Gruppen kontrollerede et betydeligt område i det sydøstlige Yemen og havde oprettet statslignende institutioner til at lede og kontrollere området og erklærede endda et emirat i Yemen. Det skete dog ikke på baggrund af initiativ fra den øverste ledelse i al-Qaida. Og som bin Laden havde forudset, holdt det kun ganske kort tid, før al-Qaeda i Yemen igen mistede kontrollen.

Og dette er netop bin Laden og den nuværende al-Qaeda leder Ayman al-Zawahiris anke mod at oprette en islamisk stat for tidligt. I et brev fra bin Laden til al-Qaeda i Yemens (AQAP) daværende leder, og bin Ladens protege, Nassir al-Wuhayshi, gjorde bin Laden det tydeligt, at han ikke ønsker at erklære en stat, så længe al-Qaeda hverken er i stand til at fastholde kontrollen over statens territorium eller tilbyde beskyttelse samt offentlige ydelser til dens befolkning. Han mente altså, at det ville være utroværdigt at påbegynde statsprojektet for tidligt for så bare at se det fejle.

Kampen for folkets opbakning
Al-Qaeda er nok berygtet i de flestes bevidsthed som en gruppe, der ubekymret slår uskyldige vesterlændinge og tilmed muslimer ihjel. Det har de også gjort i flere tilfælde. Samtidig har bevægelsen dog været yderst bevidst omkring vigtigheden af at have sunni-muslimers opbakning. Det er ikke nogen ny prioritet for bevægelsen, men et tema som jævnligt har optrådt i bin Laden og Zawahiris taler gennem årene. På trods af at al-Qaeda så sig selv som en avantgarde for verdens rettroende muslimer, er de også gået ind for, at sunni-muslimer skulle involveres frem for isoleres i statsdannelsesprojektet. Derfor ramte det også al-Qaeda bevægelsen ekstra hårdt, da sunni-stammer i Irak i 2006-2007 under navnet ”Iraks Sønner” allierede sig med amerikanske styrker i kampen mod al-Qaeda i Irak.

Lidt karikeret kan forskellen på al-Qaeda og den Islamiske Stat defineres som et langsigtet projekt versus et kortsigtet projekt. Ikke fordi kalifatprojektet af den Islamiske Stat anses for noget, der etableres og lykkes natten over, men fordi der trods alt er betydelige forskelle i de to gruppers strategier.

Lidt karikeret kan forskellen på al-Qaeda og den Islamiske Stat defineres som et langsigtet projekt versus et kortsigtet projekt
_______

 

Et islamisk statsprojekt er ikke en helt ny idé blandt militante islamister i Irak. Allerede i 2006 skiftede al-Qaeda i Irak navn til den Islamiske Stat i Irak, da gruppen gik sammen med andre militante grupper i et forsøg på at forene modstanden mod den shia-dominerede regering i Baghdad og vestlige koalitionsstyrker. Blot fire år efter, i 2010, var den gængse holdning, at den Islamiske Stat i Irak (nu navnet på al-Qaedas gruppe i Irak) ikke var andet end et par enkelte utilfredse irakiske sunnier med militante tendenser. På trods af at gruppen var stærkt decimeret, så formåede den alligevel at bygge sig op i det skjulte og efter i 2013 at have ekspanderet til det konfliktramte Syrien, udråbte talsmanden al-Adnani som bekendt kalifatet i juni 2014.

Tro mod dets historik mente al-Qaeda, at dette gik for hurtigt. Efter at have forholdt sig ganske passivt til den Islamiske Stats fremfærden begyndte al-Qaeda ledere og sympatiserende ideologer at kritisere den Islamiske Stats proces for etableringen af deres kalifat – et kalifat som al-Qaeda ikke ville anerkende. Al-Qaedas centrale ledelse samt Jabhat al-Nusra, som al-Qaedas gruppe i Syrien blev døbt, blev kritiseret af unge jihadister for at være for passive, uambitiøse og kedelige. Vestlige analytikere hjalp til med at skubbe al-Qaeda ned i ligkisten ved at fastslå, at bevægelsen havde tabt den interne militante kamp, at dens ledere var blevet irrelevante, samt at gruppen forfulgte en forfejlet strategi.

I starten lignede det da også, at al-Qaedas projekt var ved at fejle. Jabhat al-Nusra (som nu hedder Jabhat Fateh al-Sham og på ganske utroværdig vis erklærer, de ikke længere er en del al-Qaeda) mistede territorie og medlemmer til den Islamiske Stat mens al-Zawahiri, som nu havde overtaget ledelsen af al-Qaeda, mere blev lavet grin med end lyttet til. Skønt de langt fra agerede som fromme frihedskæmpere, så var al-Qaedas fokus i Syrien på at skabe alliancer for andre grupper, herunder også grupper som ikke nødvendigvis delte deres ideologiske synspunkter.

Tonen var også forskellig fra IS‛. Al-Qaeda kæmpede selvfølgelig for at implementere en stat styret af sharia, men det var ikke et projekt, hvor al-Qaeda satte sig for at ville bestemme alt. Det var i sidste ende op til folket, forsikrede de. Samme strategi blev fulgt i Yemen. Efter at have taget kontrol over store dele af den sydøstlige Hadramawt-provins, inklusiv den vigtige havneby Mukalla, overdragede de ansvaret for områderne til en lokal stammekoalition med navnet ”Hadramawt National Council”, som – det bør bemærkes – sympatiserer mere med al-Qaeda end med den yemenitiske eksilregering og Houthi-oprørsbevægelsen.

Al-Qaeda ler sidst
To år efter at være erklæret død er al-Qaeda nu som resultat af en grundigt gennemtænkt strategi stærkere end nogensinde før. Det var nu ikke hele tiden planen fra al-Qaedas side. Da konflikten med IS startede, virkede bevægelsen paralyseret og dens øverste ledelse vidste ikke hvilket ben, de skulle stå på. Det var tydeligt fra den passive tilgang al-Qaedas øverste leder “Doktoren”, som Zawahiri kaldes, tog udfordringen fra den frække dreng i klassen op. Hvilket også bekræftes af et hemmeligt brev fra et ledende al-Qaeda medlem, som jeg har fået adgang til gennem mine interviews.

Kort tid efter udfordringen fra IS sendte et højtstående al-Qaeda medlem, Muhsin al-Fadhli, som Zawahiri havde sendt til Syrien for at planlægge angreb mod Vesten, et brev til Nassir al-Wuhayshi. Al-Wuhayshi var ikke kun leder af al-Qaeda i Yemen, men samtidig også al-Qaedas ”General Manager” med ansvaret for den daglige ledelse af den globale bevægelse. I brevet kritiserer al-Fadhli den øverste al-Qaeda-ledelse inklusiv al-Wuhayshi for deres passivitet. Han understreger, at IS’ succes med at tiltrække unge rekrutter skyldes, at al-Qaeda ikke har være gode nok til på et tidligt tidspunkt at kritisere al-Baghdadi og hans illegitime kalifat.

To år efter at være erklæret død er al-Qaeda nu som resultat af en grundigt gennemtænkt strategi stærkere end nogensinde før
_______

 

Efterfølgende har strategien om en mindre brutal ageren, kritik af IS’ barbari og et fokus på lokale alliancer og beskyttelse af lokalbefolkningen givet bonus. Al-Qaeda bliver i højere og højere grad set på med sympati fra lokale grupper i Syrien, mens den globale leder al-Zawahiri aldrig har været mere aktiv i publiceringen af taler og videoer end netop nu. Det står i stærk kontrast til den nærmest ugentlige nyhed om, at endnu et højtstående IS-medlem er død, mens Kaliffen selv, Abu Bakr al-Baghdadi, ikke har givet lyd fra sig siden december sidste år.

Al-Qaeda ved tydeligvis, hvad de har gang i. Da Jabhat al-Nusra i juli måned skiftede navn til Jabhat Fateh al-Sham og erklærede sig uafhængig af ”eksterne aktører”, stillede organisationen Vesten skakmat. Meddelelsen skete efter, at al-Qaedas nummer to i hierarkiet seks timer forinden havde sanktioneret et ’brud’ med bevægelsen. Ingen seriøse analytikere tror på, at den nye gruppe virkelig er uafhængig fra al-Qaeda, men det stiller stadigvæk vestlige aktører i en yderst vanskelig situation.

For hvorfor skulle man nu bibeholde bevægelsen på terrorlisten, og hvorfor skulle man aktivt bombe den, når den ikke længere var en al-Qaeda gruppe? Fortsat vestlig modstand mod Jabhat Fateh al-Sham, herunder bombardementer, ville blive opfattet yderst kritisk fra lokale grupper og lokalbefolkningen og helt i tråd med al-Qaedas narrativ, ville det vise, at Vesten ikke blot har et problem med al-Qaeda, men med hele Islam.

Trods kritikken fra jihadistiske kredse og analytikere verden over, har al-Zawahiri vist, at han har styr på situationen. Han er altid blevet kritiseret for at være Osama bin Laden underlegen hvad angår karisma, men samtidig blevet anerkendt for at være al-Qaedas primære ideolog og strateg. Det viser han nu, hvor han kløgtigt trækker i trådene i ly for rampelysets opmærksomhed.

Faktum er, at han råder over en bevægelse, der står stærkere end på noget tidspunkt under hans forgænger, mens en ny generation af al-Qaeda ledere står klar i kulissen til at tage over, når han en dag er væk. Måske vi i Vesten jubler over den Islamiske Stats tilbagegang, men efter lidt stilhed i starten, så er det al-Qaeda, der nu sidder og ler. ■

ILLUSTRATION: Al-Qaeda-krigere i Aleppo i Syrien, 2013. Foto: Medyan Dairieh/Polfoto