14.12.2016

Vi bærer alle sammen både usikkerheden over de hastige forandringer og håbet om en bedre fremtid i os. Derfor er der brug for politisk lederskab, lyder det fra Martin Lidegaard, udenrigsordfører og tidl. udenrigsminister for Radikale Venstre

Interview af Max Secher Quorning

I TANKERÆKKEN spørger vi en række af Danmarks førende forskere, politikere og meningsdannere om deres holdning til demokratiets tilstand, mediernes rolle i debatten, politikerne og partiernes udfordringer samt de presserende kriser i Europa og verden – og deres bud på løsninger herpå. Med: Jørgen Ørstrøm Møller, Emma Holten, Uffe Elbæk, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard.

RÆSON: Hvad er de største udfordringer, det danske demokrati står overfor?

Polarisering. Den polarisering, som vi også ser slå voldsomt igennem i USA og skabe en dyb kløft i samfundet. Det er mere voldsomt i USA, fordi USA i forvejen er et mere heterogent og ulige samfund, men vi ser nøjagtig de samme tendenser i Europa og i Danmark med forskellige variationer alt efter hvilket samfund, vi har med at gøre. Det er i min optik et udtryk for, at store dele af befolkningen er utilpas og utryg ved den hastige forandring, som vores liv har gennemgået.

Verden vokser, og teknologien udvikler vores dagligdag. Befolkningstilvækst og befolkningssammensætning er faktorer, som ingen djævel, politiker eller noget system kan stoppe, men som populistiske bevægelser meget nemt kan udnytte til at pege på utilpashed og piske frygt op. Vi etablerede partier og politikere har ikke været dygtige nok til at italesætte den forandring og det tempo, som verden vokser med, og vi har heller ikke været gode nok til at finde politikkerne, der kan gøre, at alle danskere, amerikanere og franskmænd føler, at det er en positiv udvikling, som de har en aktie i. Tværtimod bliver det opfattet som en trussel.

Men måske er det også forkert at fremstille globaliseringens skeptikere og Trumps vælgere som fulde af frygt og vrede. I virkeligheden bærer vi vel alle sammen både usikkerheden over de hastige forandringer og håbet om en bedre fremtid i os. Derfor har der aldrig før været mere brug for politisk lederskab, og desværre er det lang tid siden, vi har haft mindre af den virkelighed.

RÆSON: Lever medierne op til deres demokratiske ansvar?

Ja og nej. Vi har fået flere medier og mange flere nyheder. En del af vor tids demokratiske svøbe er helt sikkert, at vores mediebillede er blevet mere fragmenteret. Der er færre fælles platforme og dermed færre fælles udgangspunkter for at tage de politiske diskussioner og prioriteringer, der skal til.

Det er ikke en stor konspiration fra mediernes side, men det er i høj grad en del af den teknologiske udvikling, der har skabt sociale medier og gjort det nemmere at lave elektroniske medier. Det betyder, at det aldrig har været lettere at komme til orde som politiker, og for borgerne har det aldrig været lettere at komme i kontakt med politikerne, men det store billede bliver mere fragmenteret og fortoner sig. Og det er netop det store billede, som jeg føler, vi har brug for. Der er brug for, at man kan se, at der altså er nogen, der har fat i tømmerne her, og der er nogen, der prøver at få kontrol og forme den fremtid, vi går i møde, frem for bare at løbe efter den med usikkerhed og utryghed til følge.

RÆSON: Hvilke modkræfter kan gå populismen i møde?

Hvis vi skal holde fast i medierne, er jeg overbevist om, at det afgørende for vores demokrati i Danmark er, at vi holder fast i en dominerende medieplatform som Danmarks Radio. Det er vigtigt, at vi har en eller anden fælles referenceramme oven i alt det, vi supplerer med. Det vigtige er stærke fælles platforme. Der skal flere ressourcer til og ikke færre. Der påhviler også de etablerede partier en helt central form for tydeligt lederskab, som skal udøves, mens vi prøver at samle. Det er helt anderledes, end noget vi har prøvet før, og det er vanvittigt svært. Det er en kæmpe opgave.

Det afgørende for vores demokrati i Danmark er, at vi holder fast i en dominerende medieplatform som Danmarks Radio. Det er vigtigt, at vi har en eller anden fælles referenceramme oven i alt det, vi supplerer med
_______

 

Vi kan jo ikke fjerne forandringerne og ligesom populisterne love at skrue tiden tilbage og fjerne frygten og problemerne, for det kan ikke lade sig gøre. Vi er pisket til at kigge fremad og se, hvad der kan lade sig gøre. Vi er nødt til at sikre os, at den forandring bliver til det bedre. Hvis ikke vi og centraladministrationen bliver mere lydhør over for de bekymringer og problemer, som rigtige mennesker møder derude, så knækker filmen. Måske er en af vores største opgaver at overbevise centraladministrationen om vores udøvende magt.

RÆSON: Hvordan imødekommer Folketinget den frygt, som eksisterer derude?

Jeg vil mene, at vi i hvert fald har et bedre udgangspunkt for at imødegå den frygt, end de har i USA. Vi har en større social homogenitet og lighed og et større uddannelsesniveau generelt. Men vi må bare konstatere, at hele konflikten mellem land og by og elite og folk, som er blevet forstærket, er blevet udnyttet bevidst af nogen til at skabe nogle skel, som jeg ikke mener er der. Det er skel, der ikke er reelle, men som bliver reelle, fordi ordet skaber sig selv. Derfor er det i dag blevet en politisk faktor, som jeg som politiker er nødt til at tage alvorligt. Jeg er også nødt til at tage det mere alvorligt, end jeg gør i dag.

I mine pessimistiske stunder tænker jeg, at det her er cirklens kvadratur, for jeg kan jo ikke forudse verden. Jeg kan ikke love noget på vegne af et af de partier, der er klar til at påtage sig regeringsansvar, for jeg kigger ind i en forandrende verden. Jeg vil ikke lyve, så det er en umulig opgave, og derfor vinder populisterne, og på den måde skal vi igennem en fase, hvor de skal bevise deres mindreværd. På mine positive dage tænker jeg, at det skal være løgn. Selvfølgelig skal vi kunne gribe håbets dagsorden, for jeg tror, at håbet er en stærkere faktor i dansk politik end frygt, selvom frygten fylder meget i øjeblikket.

Selvfølgelig skal vi kunne gribe håbets dagsorden, for jeg tror, at håbet er en stærkere faktor i dansk politik end frygt, selvom frygten fylder meget i øjeblikket
_______

 

RÆSON: Hvordan ser verden ud om fem år, hvis de etablerede partier ikke kan rette op på tidens udvikling?

Det vil betyde mindre stabilitet. Alt, hvad vi tager for givet i dag, vores europæiske fællesskab, handel og Nato, de store tektoniske plader, der har sikret os velstand og fred i 70 år, er ikke givne størrelser længere. Det er noget, vi skal vinde igen. Det er noget, vi skal udvikle og tilpasse, så langt flere kan se sig i det. Der er skræmmende perspektiver, hvis ikke det lykkes. Det må jeg sige. Men jeg tror, at den bedste vaccination imod det er at tro på, at det ikke vil ske, ved aktivt at bekæmpe det og ved at gå ud og udvise politisk lederskab og forståelse, som det her kræver.

RÆSON: Lever det internationale samfund op til sit ansvar?

Nej, det er situationens ulykkelige paradoks, at en lang række af de udfordringer, som folk reagerer på, er internationale udfordringer, uanset om det er terror, migration, klima eller øget konkurrence gennem teknologiudviklingen. Det er alt sammen noget, som vi ikke kan håndtere alene. Hvor alle populisterne i dag taler for mere nationalt fokus og mindre internationalt fokus, er situationen sådan, at det kun er ved at dele vores suverænitet med andre lande, at vi sammen kan vinde suveræniteten over tidens store problemer. Det er tidens store paradoks. At populisternes forsøg på at skrue os tilbage til nationalstaten er den sikreste vej til at miste kontrollen. Det er tidens store paradoks.

Populisternes forsøg på at skrue os tilbage til nationalstaten er den sikreste vej til at miste kontrollen. Det er tidens store paradoks
_______

 

RÆSON: Hvordan kommer FN og EU til at udvikle sig på baggrund af de her tendenser?

FN ser meget svært ud i øjeblikket. Det må jeg sige. I takt med, at der bliver flere store supermagter og verden vokser udenfor EU og USA, bliver det stadig sværere at finde mønstre, der kan tilfredsstille og legitimere den struktur, vi har i FN. Der er bare ikke andet for, end at det skal gå den vej, og FN’s bæredygtighedsmål og klimaaftalen er jo eksempler på, at noget lykkedes i FN. Det er det spor, vi skal videre ad, når det handler om FN.

Når det kommer til EU, er det helt afgørende, at man er i stand til at tage fat om de udfordringer, som folk oplever som de største: klima, skattely, terror, migration og så at bevise, at energiunionen og de andre initiativer er løsningen på de her problemer. Det bliver vi også nødt til at være mere tydelige på. Os, der er fortalere for de her organisationer, bliver nødt til at turde prioritere vores kræfter på de problemer og gøre dem synlige i en national kontekst. Kort sagt handler det om at bygge håbets politik op ikke bare i Danmark, men også i EU og FN for det er det eneste, der i sidste ende kan stå imod frygten. ■

ILLUSTRATION: Martin Lidegaard, udenrigsordfører for Radikale Venstre. Foto Jacob Jørgensen/RÆSON

Max Secher Quorning (f. 1995) er IBDP graduate fra UWC Red Cross Nordic i 2014, medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet, skriver derudover for RÆSON og studerer Statskundskab ved Københavns Universitet.