13.11.2016

Der findes ikke et bedre svar på uligheden og følelsen af magtesløshed, end mere socialisme og mere solidaritet, men det bliver ikke politikerne eller den ældre generation, der kommer til at levere det, for de mangler både modet og visionerne.

Interview af Max Quorning

I TANKERÆKKEN spørger vi en række af Danmarks førende forskere, politikere og meningsdannere om deres holdning til demokratiets tilstand, mediernes rolle i debatten, politikerne og partiernes udfordringer samt de presserende kriser i Europa og verden – og deres bud på løsninger herpå. Med: Jørgen Ørstrøm Møller, Emma Holten, Uffe Elbæk, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard.

RÆSON: Hvilken tilstand er det danske demokrati i set fra dit perspektiv?

Jeg beskæftiger mig jo meget med digitale og sociale medier, så jeg tror, at min indgang til en meningsfuld kritik vil være ud fra, hvordan vores demokrati enten er blevet forværret eller forbedret af den øgede kommunikation og den øgede mulighed for at kommunikere med hinanden. Det repræsentative demokrati, vi har konstrueret i Danmark, fungerer relativt godt i strukturen, men det, der interesserer mig meget som feminist og bare som person, er, hvem der får lov til at ytre sin kritik af demokratiet eller vores samfund, og hvordan de kritikker bliver opfattet.

RÆSON: Hvor godt er det danske samfund så til at give mennesker mulighed for at ytre sig og deltage uden at blive overrumplet af de etablerede figurer, der dominerer debatten?

Internettet og de sociale medier blev hyldet som en revolution for det oplyste demokrati og en mulighed for en habermasiansk debat i et magtfrit rum, hvor alle kunne komme til orde. Set i det lys, så har det nok været lidt en skuffelse. For i den virkelige verden betyder det meget, hvor mange penge du har, men for mig betyder det også noget, hvilken position du taler fra og med hvilket sprog, du taler med. Og det gælder specielt på de sociale medier, men også på medier som RÆSON, Zetland og Føljeton, der jo er lige så domineret af de etablerede mennesker fra det indre København med lange uddannelser. De mennesker taler fra en position, der er vigtig og relevant. Men det er også dem, vi har hørt på i 150 år i det danske demokrati. Jeg er jo efterhånden også en af de personer.

RÆSON: Du er 25 år gammel og er snart færdiguddannet. Hvordan ser du din egen rolle som en efterhånden veletableret stemme i det offentlige rum?

Det ville være synd at sige, at jeg er noget andet end mere af det gamle. Men jeg har en anden magtanalyse end mange af de andre mennesker, der er i den offentlige debat. Jeg er uddannet i en langt mere identitetspolitisk og feministisk magttradition, hvilket vil sige, at jeg ikke oplever, at vi lever i en samtid, hvor alle mennesker bliver behandlet lige, alle har lige mulighed, eller at alle menneskers argumenter bliver vejet på lige fod. Jeg oplever helt klart, at der er nogle menneskers version af verden, som bliver taget for rationelle, mens andre menneskers version bliver taget som ekstremt følelsesladet. Et åbenlyst eksempel fra mit hverdagsarbejde er, hvorvidt vi har ligestilling i Danmark eller ej. Det er det, jeg snakker om dag ud og dag ind, og nu har World Economic Forums nye undersøgelse netop placeret Danmark på en 19. plads i verden, når det kommer til ligestilling – vi er faldet fra 12. pladsen. Det er ikke mere end to år siden, at Karen Hækkerup sagde til mig, at hun i hvert fald ikke følte, at racisme var et problem i Danmark. Der er for mig at se en oplysningsbaseret tradition, hvor vi har en ide om, at vi er post-race og post-køn, og alle, der italesætter de kategorier som noget vigtigt, er faktisk dem, der skaber uligheden. De, der påtaler, at de her grupper findes, er dem, der distraherer os fra den daglige rationelle samtale. Som en person, der ikke opfatter os som værende ligestillede eller som et post-race samfund, oplever jeg, at jeg konstant i den danske debat er i forsvarsposition, mens mange andre, og specielt dem, der har magten i debatten, har et argument om, at hvis bare du er klog nok og smart nok, så skal du nok komme frem.

RÆSON: Er det et tveægget sværd, når vi som danskere bryster os af vores demokratiske samfund?

Jeg ved i hvert fald snart ikke, hvad politisk korrekthed og politisk ukorrekthed betyder i en dansk kontekst. Når politikere siger noget, som vi ville anse som politisk ukorrekt for 20 år siden, er det så ikke efterhånden det, der er blevet politisk korrekt? Vi har i Danmark ofte en mangelfuld magtanalyse. Det kom eksempelvis ret tydeligt til udtryk under Muhammed-krisen, hvor der pludselig blev skabt en følelse af, at det var blevet forbudt at sige noget ondt om muslimer, og at det var ondt og farligt. I dag føler jeg ikke, at vi laver andet end at sige noget forfærdeligt om muslimer. Man kan også se det i den omfattende kritik, der er af identitetspolitikken i USA lige nu, hvor der er en ide om, at den gamle verden er truet af en ny form for politisk korrekthed. Den trussel er i USA så blæst ud af proportioner, at det ender med at blive en hindring for meningsfuld kritik af demokratiet. De mennesker, der har en kritik af Danmark i sin nuværende tilstand ender med at blive folk, som får det der spørgsmål om, hvorfor de ikke bare er glade og tilfredse.

Den største hindring for kritik af demokratiet er, at folk tror, at de allerede har et perfekt demokrati.
_______

 

Feminister plejer at sige, at den største hindring mod ligestilling i Danmark er, at folk tror, vi har den. Jeg synes faktisk, at man kan sige det samme om demokrati, hvor den største hindring for kritik af demokratiet er, at folk tror, at de allerede har et perfekt demokrati. Jeg oplever ikke, at vi har en vital samtale om køn i Danmark, som er meningsfuld og progressiv, og jeg mener ikke, at vi har meningsfuld samtale om strukturel racisme og om institutionel undertrykkelse. Men når man rejser kritikken, så siger folk, at det har vi, og det er skide synd.

Mit problem med den demokratiske debat i Danmark er, at for at være med, så skal man være enig om præmisserne, og hvis man stiller spørgsmålstegn ved præmissen ved eksempelvis at spørge, om vi har en demokratisk debat, så bliver man diskvalificeret. Det oplever jeg som den største og mest ærgerlige hindring, for det er egentlig mest i København, den lever. Når jeg er ude at snakke på gymnasier og taler om racisme, så ved de unge gutter da godt, at det er svært at have et arabisk navn og søge job i Danmark, for de er jo ikke idioter. De unge piger ved da også udmærket godt, at der foregår nogle ting i nattelivet og på arbejdspladserne, hvor der er en chef, der har lidt for lange fingre. Det ved de da godt. Men vi ignorerer det, fordi de mennesker, der fylder noget i debatten, har en ekstremt privilegeret position, og de har et ønske om at være færdige med at tale om de her ting. Det keder dem, fordi det ikke rammer dem selv. Når der for tiende gang er en 16-årig pige, der skriver et indlæg om sexisme i Politiken, så bliver hun simpelthen latterliggjort i en ret ekstrem grad. Der er brug for en større åbenhed over for at stille spørgsmålstegn ved rigets tilstand og demokratiets tilstand.

RÆSON: Med de tendenser, du ser i samfundet, hvordan tror du så, at den politiske situation kommer til at udvikle sig?

Jeg synes, at vi er i en meget interessant politisk situation lige nu, for på en måde har debattørerne jo fat i noget, når de ryster i bukserne. De kan godt mærke, at der sker noget. I USA begyndte man at tale om identitetspolitik og feminisme i slutningen af firserne. Man sagde, at formel ligestilling ikke var nok, og at man var nødt til at tale om implicitte fordomme og institutionelle former for diskrimination. Jeg tror, at det er meget cyklisk det her med politiserede ungdomsgenerationer. I 60’erne og 70’erne havde vi rødstrømperne, der gjorde en helvedes masse vigtige ting, som vi ved Gud nyder godt af i dag. Jeg synes, at noget af det, der siger rigtig meget om Danmarks forhold til ligestilling netop er den måde, vi taler om rødstrømperne på. De er fuldkommen dæmoniserede, og når folk skal give mig et kompliment, så siger de: du er ikke en rødstrømpe, du er en flot feminist. Og så tænker jeg bare, at jeg håber, de nyder deres abort, deres barsel og deres ligeløn.

Men der er begyndt at ske noget, fordi de, der er fem år yngre end mig, er meget mere politiske, end vi var på mit gymnasium, da jeg var yngre. Jeg tror, der er en cyklus, hvor de, der var unge i 60’erne og 70’erne, fik børn, der var teenagere i 80’erne og 90’erne og ret trætte af det politiserede ungdomsliv. Men deres børn, som jeg møder nu, er interesserede i mig og min feminisme, mens forældrene ikke er. Det, synes jeg, er interessant, for det betyder, at der er sket et skifte. Hvor der er nogle unge mennesker i 80’erne og 90’erne, der tænker åh gud, når de hører om ligestilling og marxisme, er der nogle unge mennesker i dag, der ikke har opfattelsen af, at de lever i en retfærdig verden, hvor alle har lige muligheder, og det vil de gerne gøre noget ved. Det har været under opsejling i USA i noget tid, og det har været under opsejling i Sverige i endnu længere tid. Og nu begynder det lige så stille at komme til Danmark. Jeg ser faktisk unge mennesker kalde sig selv feminister, og det gjorde de ikke for bare ti år siden. Der kommer en radikaliseret politisk interesse, men det er så desværre både på højre- og venstrefløjen. Der sker en politisering af ungdommen både som politisk projekt, men også som identitetsprojekt for en selv.

RÆSON: Hvilke problemer udover fraværet af ligestilling er du passioneret omkring?

Økonomisk ulighed. Og der er der ikke nogen partier i Danmark, der er venstreorienterede nok til mig. Jeg oplever en utrolig lede over centrumvenstrepartierne i Europas manglende evne til at mobilisere den utilfredshed, der er over den økonomiske ulighed i Europa. De har været ude af stand til at artikulere en meningsfuld kritik, og derfor er den kritik, som de skulle have mobiliseret og omsat til større omfordeling og stærkere velfærdsstater i stedet blevet mobiliseret til højrefløjsretorik.

Min opfattelse er, at New Labour virkelig har smadret nogle projekter i Europa. I slutningen af 70’erne og i 80’erne begyndte venstrefløjen at adoptere højrefløjens frihedsbegreb. Man begyndte at sige, at det ultimative, man kan være, er økonomisk fri og at have råderet over sin private ejendom. Man oplevede vel sig selv som værende i en post-velfærdstid, hvor muren var faldet, og det hele bare kørte, og nu skulle der fandeme bare ske noget.

Mit store problem udover det specifikt feministiske er, at en masse ting, som jeg så som etablerede sandheder – eksempelvis det meningsfulde i at tage sig af socialt udsatte og sikre gratis uddannelse – er til diskussion igen nu. For mig er der ikke nogen social frigørelse fra køn og race, uden at der også er økonomisk frihed for alle mennesker, eller i hvert fald en økonomisk sikkerhed på tværs af alt. Det er det, der bekymrer mig mest. Jeg er en meget marxistisk orienteret feminist, så for mig har det altid været sådan, at for at blive fri af kønsstereotyper og raceundertrykkelse, er man nødt til at have økonomisk sikkerhed. Du er nødt til at kunne betale for dit eget brød. Så længe du er i en økonomisk situation, hvor du er afhængig af din mand, din mor eller far, er du ikke fri. Derfor er velfærdsstaten for mig helt central for, hvordan jeg tænker feminisme. Og derfor bekymrer demonteringen af velfærdsstaten, som vi ser lige nu, mig helt vildt. Der er en grund til, at økonomisk ulighed har været det store tema på Davos (til Verdensøkonomisk Forum, red.) de sidste to år. Det er fordi, at de også godt kan mærke, at den generation, der kommer ud af det svigt, som austerity-politik på det europæiske kontinent har betydet, er en ret politisk radikaliseret ungdomsgeneration. Det begynder at ulme, og det har det gjort i Sydeuropa i noget tid nu. De unge, der kommer til at vokse op med kontanthjælpsloftet og sådan noget kommer ikke til at have en passiv indstilling til politik, tror jeg. Jeg kæmper for at få folk ud af følelsen af resignation og accept af tingenes tilstand. Det er jo det, der er neoliberalismen og austerity-politikkens hårde kerne, som vi skal bryde igennem.

Den største nuværende skuffelse for mig i dansk politik er Socialdemokratiet, der lige så stille viser sig som sådan et socialkonservativt parti og ikke et socialistisk parti.
_______

 

Kan man præsentere et meningsfuldt politisk alternativ, hvilket venstrefløjen desværre har fejlet utroligt voldsomt med, så kunne man godt lave noget, som det var muligt at få etableret bred støtte omkring. Man kunne sige, at i stedet for, at det var indvandrernes skyld, kunne man kigge på de økonomiske systemer, omfordelingen og vores egen materialisme. Der er bare ikke nogen partier, der har turdet. De har ikke været venstreorienterede nok. Den største nuværende skuffelse for mig i dansk politik er Socialdemokratiet, der lige så stille viser sig som sådan et socialkonservativt parti og ikke et socialistisk parti. Når jeg hører socialdemokrater tale, måske lige med undtagelse af Peter Hummelgaard, så er det bare Poul Reichhardt-lort det hele. ’Det var meget bedre før i tiden, og vi skal have velfærd, fordi det var bedre før i tiden, ikke fordi vi er socialister eller fordi vi tror på en socialistisk eller marxistisk analyse af, hvad mennesket er og gør og lever, men fordi vi tænker, at det var bedre før.’ Det afspejler sig jo også ganske tydeligt i deres indvandringspolitik og deres støtte til småt, usolidarisk politik i hvert fald de sidste ti år.

RÆSON: Er Socialdemokratiet blevet så stort og populært, at de hellere vil konsolidere magten frem for at stå ved kernesagerne?

Det tror jeg. Jeg tror også bare, at der er rigtig mange mennesker, som har været socialdemokrater uden at være særligt socialistiske. Der er nogle mennesker, der er søgt ind i det parti, som ikke har været socialister, og jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være andet, der var årsagen. Når jeg hører dem tale, så er der meget tynd analyse, og jeg hører ikke noget ideologi. Jeg hører bare en eller anden halv vision for, at man måske kan få det lige så godt, som man havde det i går, men de har ikke lige en ide til, hvad der skal ske i morgen. Der er ingen vision, og det er jo også derfor, at Socialdemokratiet nærmest er i gang med at skubbe sig ud i irrelevansens skygge. Jeg kender fandeme ikke mange på min alder, der stemte på Socialdemokratiet, og det er sgu partiets egen skyld, for de har i hvert fald siden finanskrisen eksisteret i en tid, hvor det er meget tydeligt, at der er en rumlen i ungdomsgenerationen. Hvis Socialdemokratiet var gået ud og havde sagt noget i stil med det, som Alternativet siger, bare med mindre fokus på iværksætteri og mere fokus på, at vi er nødt til at tænke samfundet på en anderledes måde, hvor vi tænker i tryghed og tillid, mere regulering af bankerne og bedre økonomisk fordeling, så er der jo tydeligvis et publikum for det.

Der er ingen vision, og det er jo også derfor, at Socialdemokratiet nærmest er i gang med at skubbe sig ud i irrelevansens skygge. Jeg kender fandeme ikke mange på min alder, der stemte på Socialdemokratiet, og det er sgu partiets egen skyld.
_______

 

Det har taget Alternativet ti sekunder at nå en ret stor størrelse i dansk politik. Der er tydeligvis et publikum for en ret radikal kritik af de etablerede systemer, og det var dem, Socialdemokraterne plejede at være, men de har hvilet på laurbærrene og troet, at deres base var sikker. Men de har heller ikke været socialistiske nok og har ikke evnet at komme med et socialistisk svar på de udfordringer, vi står overfor. Og det til trods for, at det for mig er åbenlyst nemt at svare på de spørgsmål ud fra socialismen. Problemerne er jo ulighed og folks følelse af magtesløshed i konfrontationen med et kæmpe system, og der er ikke noget bedre svar på det end mere socialisme og mere solidaritet. Det er svaret for mig, men det har de bare ikke evnet, og det, synes jeg, vidner om en utrolig politisk dovenskab og mangel på ambitioner, som er ekstremt skuffende. De var Danmarks største parti, og hvis de havde siddet i 2009, da alle var på røven og snakkede austerity, og man havde sagt ’nej, nu gør vi det modsatte og sørger for, at vi ikke skærer ned, men at vi investerer.’ Men det turde de bare ikke. De kørte med på nedskæringsvognen og det var en helt forkert analyse af det problem.

RÆSON: Mangler der så et helt nyt parti eller en samlet socialistisk agenda?

Jeg tror godt, at der kunne ske ting indenfor de etablerede partier, men jeg synes ikke, at det virker som om, at det er der, det bærer hen ad. Når man ser SF’s udspil med, at nu vil de også stramme udlændingepolitikken, er man bare ret opgivende. Der er jo mange, der spørger mig, om jeg har lyst til at stille op i partipolitik, men det er noget, der interesserer mig utroligt lidt, og det er fordi, jeg helt klart oplever, at som situationen er i Danmark nu, er det ikke partierne, der stiller sig forrest og siger, at man har en ide. Borgerne skal stå og råbe politikerne i hovedet, og så når de kan se en mulighed for at hente nogle stemmer, så gør de det måske.
Jeg har prøvet at gøre det i forhold til hævnporno, og nu begynder vi så at få nogle lovforslag. Det havde da været skønt, hvis de var kommet for tre år siden, da jeg sagde det første gang, men fred nu være med det. Politikerne har opdaget, at det er noget, som borgerne går op i, og så begynder de at gøre noget. For mig kommer det visionære overhovedet ikke fra partipolitikerne, og jeg har meget lidt håb tilovers for dem. Det tror jeg heller ikke ville ændre sig med et nyt parti.

Noget, der er langt mere potentiale i, er nye typer af civil organisering, som lægger pres på politikerne, for de skal godt nok have et vink med en vognstang i årevis, før de begynder at røre på sig. Det er da utroligt, at DF var det eneste parti, som mærkede, at folk tørstede efter velfærd og frygtede for globalisering og en ny tids økonomi. Jeg oplever i større grad, at hvis man er politisk engageret i dag, og man ønsker at bidrage til det socialistiske projekt, så er det meget mere produktivt at skabe en stærk folkeopbakning, for så skal politikerne nok komme efterhånden. Men det ville da alligevel være dejligt, hvis partierne i det mindste præsenterede nogle visioner, for det er så sjældent, jeg hører en politiker sige noget, som ikke har stået i et eller andet læserbrev et eller andet sted. Nogen, der kommer ud med noget helt nyt. Folk taler om den 30 timers arbejdsuge, som om det er noget fuldstændig radikalt, men det er jo ikke særligt lang tid siden, at vi fik lov til at holde fri om lørdagen.

Vi har ikke råd og lever i hårde tider, siger man, men det passer jo ikke. Det går mega godt i Danmark, men ideen om at festen er slut og at vores generation kommer til at have det hårdere end vores forældre har fuldstændig forplantet sig ned i vores generation.
_______

 

Danmark er rigere, end vi nogensinde har været, men Danmark er også mere konservativt end nogensinde før. Vi har ikke råd og lever i hårde tider, siger man, men det passer jo ikke. Det går mega godt i Danmark, men ideen om at festen er slut og at vores generation kommer til at have det hårdere end vores forældre har fuldstændig forplantet sig ned i vores generation, så vi tænker, at det da er ærgerligt med SU’en, men sådan må det så være. Det er jo en beundringsværdig indstilling, men den behøver bare ikke eksistere. Det er den type retorik, hvor jeg gerne ville se venstrefløjspartierne tage føringen og præsentere et alternativt narrativ, for jeg synes, at det er godt, at ideerne kommer fra borgerne, men narrativerne og visionerne skal komme fra politikerne. Men der hører jeg ingenting. Jeg hører bare Mette Frederiksen sige latterlige ting om prostitution og andet støj.

RÆSON: Hvilken effekt har det, når de populistiske partier får mere indflydelse og sidder i regeringer?

Der er en gængs analyse af det her, som går på, at der har været stigende globalisering og stigende økonomisk ulighed, og det gør, at nogle mennesker er blevet skubbet ud i margen. Det er sådan en klassisk Brexit-analyse. Nogen er blevet sjoflet af the establishment, og derfor prøver de at give systemet fingeren ved at stemme på Front National, Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne. Jeg tror, at det er en del af sandheden, men jeg tror ikke, det er den hele sandhed. Jeg tror, at man skal tage de mennesker alvorligt og sige, at de godt ved, hvad de stemmer på. Der er en grund til deres frustration, men de er altså også racister.

Der har på venstrefløjen været en tilgang, hvor man siger, at man også må forstå, at de her mennesker er fattige, og man må sympatisere med deres udsatte situation. Der har jeg det sådan, at det er da rigtigt nok, men det er sgu da ikke en undskyldning for at stemme sådan. Det er den tilgang, der er frustrerende for mig. Eksempelvis hørte jeg i svensk radio, at man havde en psykolog inde, som talte om, hvorfor folk stemmer på Trump, når han har sagt sådan nogle ting om mexicanere og kvinder. Der sagde man, at det er kognitiv dissonans, hvor vælgerne beslutter sig for kun at høre nogle ting, og det synes jeg faktisk er enormt nedladende at sige overfor de mennesker, der stemmer på ham. De ved jo godt, hvad han siger, og det er da derfor, de stemmer på ham.

Der er en magtanalyse, vi er nødt til at tage alvorligt her i Europa og i resten af den vestlige verden. Den bygger på, at vi har en meget racistisk fortid, og det er jo eksempelvis ikke særligt lang tid siden, at vi gassede folk på stribe i den her del af verden. Hvis man bare ser på forholdet til romaer, er det fuldstændig mainstream racisme, når vi taler om dem på den måde, vi gør. På samme måde er racisme mod muslimer et alvorligt problem, og det er altså ikke bare noget, der kommer fra underklassen. Det er noget, der er blevet drevet af en politisk elite. Hvis vi kigger på Nigel Farage, Morten Messerschmidt og Nye Borgerlige, så er det jo ikke fattige mennesker. Det er den erkendelse, som jeg synes, at vi mangler for at nå til en meningsfyldt kritik af højredrejningen i Europa, hvor vi kan tage fat om problemets rod og sige, vi har et kæmpe problem med nationalisme og nationalkonservatisme og med racisme i vores lande. Og så må man bare sige, at vi lever i en globaliseret tid. Vi kommer ikke til at leve i Poul Reichardt-land igen. Det er slut nu. Der kommer til at være brune mennesker i dit land. Hvis vi ikke får bugt med racismen og ser den som et problem, så vil vores svar altid bare være større grænser og højere mure, og det er bare overhovedet ikke holdbart.

Selvfølgelig er det ikke fantasi, når fattige mennesker i Danmark siger, at det er dem, der rammes af flygtningestrømme. Men det skyldes jo, at vi har lavet et økonomisk system, som betyder, at når vi skal dække nogle udgifter, så tager vi pengene fra de fattige i stedet for de rige.
_______

 

Jeg føler, at hele Europas strategi er ligesom den i Australien, hvor man bare prøver at skubbe folk længere ud med en lang pind, så de ryger over til nogle andre. Det er simpelthen så utroligt reaktionært. Så det, som jeg føler vi mangler for, at vi kan have en meningsfuld samtale om højredrejningen, er at se problemerne i øjnene. I stedet for at privilegerede venstreorienterede sidder og siger, at det er synd for de fattige, at de er blevet udsatte, så de ikke kan lide flygtninge, så må man sige, at grunden til, at nogen har fået problemer her, det er den økonomiske ulighed, som gør, at fattige mennesker altid ender ved siden af hinanden, og derfor har vi en kæmpe underklasse. Selvfølgelig er det ikke fantasi, når fattige mennesker i Danmark siger, at det er dem, der rammes af flygtningestrømme. Men det skyldes jo, at vi har lavet et økonomisk system, som betyder, at når vi skal dække nogle udgifter, så tager vi pengene fra de fattige i stedet for de rige. Det er det alternativ, jeg gerne ville se som en politisk forklaring, men lige nu er der bare én historie, som er, at enten kommer der færre flygtninge, ellers bliver det sværere at være fattig i Danmark.

Det er jo slet ikke blevet diskuteret, om man skulle sætte topskatten op for at klare flygtningekrisen. Vi bør indse, at vi er pisse rige, og at vi står i en krise og kan beslutte os for at hjælpe nogle mennesker ved at gå lidt på kompromis med vores utroligt mange privilegier. Den historie hører jeg bare overhovedet ikke, og det bevidner for mig bare, at før den historie kommer på bordet, kommer vi ingen vegne i det her, og så vil vi se en stigning i racistiske hatecrimes og i højreradikaliseret terrorisme, som eksempelvis mordet på Joe Cox og brandene på asylcentre i Sverige og Tyskland. Jeg er ret dystopisk, når det kommer til det der, for jeg må indrømme, at det skræmmer mig enormt meget. Jeg føler, at der er en frygt hos eliten i forhold til at tage fat i det her, og man prøver lidt at sige, at det da også er vigtigt, men man kommer ikke frem til problemets kerne, som er, at vi står i en globaliseret tidsalder, hvor vi kommer til at leve i et multikulturelt samfund, og det bliver en udfordring, men hvorfor ikke forsøge at lære noget af det her? Investér i potentialet i en samfundsændring og hav dog noget mod. Ideen om, at alle kommer til at tale dansk alle steder i Danmark hele tiden er simpelthen så absurd.

RÆSON: Hvad betyder forskellen på hovedstadsområdet og resten af Danmark for den her udfordring?

Jeg oplever det som et stort problem i den danske debat, at der er sådan nogle kystbanesocialister som mig, der er ekstremt privilegeret, men med en ret radikal venstredrejet politisk orientering. Jeg kommer fra det, man nok kunne kalde et socialdemokratisk hjem, men er markant mere venstreorienteret end min familie, og det, der er lykkedes for højrepopulismen i Danmark og andre steder i Europa, er at få den danske økonomiske underklasse til at opfatte sådan nogle som mig som deres fjende. At mennesker, der arbejder mod racisme og med feminisme, og som har gået på universitetet og stemmer på Enhedslisten, ikke er på kontanthjælpsmodtagernes hold. Det er en trist og utroligt effektiv del og hersk teknik, som jeg tænker meget over, hvordan vi kan forsøge at smadre, for der er flest venstreorienterede i Danmark.

Danskere elsker velfærdssystemet og de fleste danskere er langt mere venstreorienterede end de mennesker, der sidder inde på Christiansborg, og det ender igen med, at det er en fejl, at mange af de venstreorienterede partier har skrevet sig ind i den retorik og brugt begreber som ”de varme hænder” og sådan noget lort. En måde at tale om tingene på, som gør, at man får indtrykket af, at der er en stor forskel på os i stedet for at alliere os som venstreorienterede, så man ikke siger, at fordi man er akademiker, så hader man de fattige. Min analyse er nemlig, at når man er meget rig og ikke-akademiker, så er der større sandsynlighed for, at man hader de fattige. Det synes jeg er den store udfordring også i forhold til den her højreradikalisering, hvor det igen handler om at præsentere et meningsfuldt venstreorienteret alternativ til den højreorienterede fortælling om, at det er akademikernes og feministernes fejl, at alting er gået galt i vores samfund, når det i min analyse er sådan, at fejlen ligger i, at vi ikke er lykkedes med at respondere med en meningsfuld økonomisk strategi. Vi har en politisk orientering nu, som er ekstremt baseret på frygt. Jeg ved godt, at jeg er sådan en, der en gang i mellem sidder og græder i fjernsynet, men det er fandeme intet i forhold til de følelser, der bliver smidt på bordet i en tv-debat om danskhed. Vi er jo nærmest ude i mind control, hvor det handler om, hvad man må føle og hvem der skal få en til at føle sådan.

RÆSON: Kan vi i Danmark lære noget af Sverige?

Danmark og Sverige er ekstremt forskellige lande. Det er som om, at vi er to søstre, der er vokset op i to forskellige familier, for vi ligner hinanden, men vi opfører os meget forskelligt. Jeg oplever, at Sverige har en mere veludviklet evne til netop det her med at fostre en kritik af eget land, for det, der er med danskhed, er, at så snart man kritiserer Danmark, så bliver man ekskluderet. Tit får jeg spørgsmålet om, om jeg vil have svenske tilstande, når jeg siger noget. Det er meget letkøbt, og det gør, at man er nødt til at synes, at Danmark er fedt for at kritisere Danmark, og derfor kritiserer man ikke Danmark og det er jo rigtig smart.

Svenskerne har på den anden side et meget omsiggribende selvhad, som er skadeligt og hårdt for dem på mange måder, men som også fører til, at der kommer nogle sandheder på bordet mange gange. Der er ikke det der hyggetyranni, for i Danmark kan man virkelig få tilbage, at man ødelægger den gode stemning ved at sige, at her ikke er fedt. Hvorfor kan du ikke bare nyde det og synes, at vores komikere er sjove i stedet for? Det er den kritik, jeg oplever en destillering af: hvorfor kan du ikke bare synes, at her er hyggeligt i stedet for at være så sur hele tiden? Personen, der ikke griner af jokes, er den værste, du kan være i Danmark.

Der er mange kritikker i Sverige, jeg ikke er enig i, men man må tage hatten af for, at aviserne lægger spalteplads til, at unge mennesker fra ghettoen skriver indlæg om racisme og unge kvindelige flygtninge skriver indlæg om feminisme. Der er en mere udviklet forståelse af, hvor vigtigt det er, at medierne deltager i en avanceret magtkritik, der ikke bare rammer dem, der sidder på Christiansborg, men også dem selv. I Danmark er vi jo så utroligt kategoriske, så er der en eller anden børnehave i Sverige, hvor man siger ’hen’, så er det et tegn på, at hele det svenske samfund er ved at bryde sammen, og at man snart ikke må have en penis, for den bliver skåret af. Og selvfølgelig er der ekstreme mennesker i Sverige, men det er der sgu da også i Danmark. Hver gang, jeg er i Sverige, imponeres jeg af deres vitale debat og den radikale kritik, som jeg ser i mainstream medier, fordi den får en plads. Eksempelvis følger jeg SVT, der er Sveriges svar på DR1, og her lægger de så en video ud, hvor en ung transkønnet person fortæller om, hvordan det er at være transkønnet i Sverige og om, hvilke pronominer vedkommende foretrækker og klassiske talefejl, folk laver, når de taler til transkønnede. Der tænker man bare, Gud, det er jo folkeoplysning. I Danmark skal det altid behandles sådan lidt som om, at den transkønnede er en giraf, man præsenterer. I Sverige er de altså bare lidt foran os.

RÆSON: Hvor optimistisk er du over for verdenssituationen de næste par år?

Det kommer an på, hvilket ben jeg får ud over sengen om morgenen. Der er mange gode argumenter for begge ting. Det er i hvert fald fuldstændig centralt, at vi får en ny vision for, hvordan Europa skal være. Vi står ved et vadested, hvor vi enten skal have en supranational løsning, hvor nationerne skal fralægge sig en masse magt og blive enige om at løse problemerne i fællesskab, men vi har også en bevægelse, der trækker ret meget i den anden retning. Der begynder at være en rigtig veletableret EU-kritik i nationalstaterne, specielt efter Brexit, og for mig er det meget der, vi kommer til at få svaret på, hvad der vil ske. For mig står og falder optimismen med EU. Jeg har ikke meget håb for dem, der sidder i EU nu, og jeg tror, at meget af den handlingslammelse, jeg ser i USA lige nu, forplanter sig rigtig mange steder. Susan Sontag blev på et tidspunkt spurgt om, hvad der gjorde slutningen af 60’erne så specielle som politisk tid, og så sagde hun: ”We were not afraid of being utopianist,” og det tror jeg er enormt centralt her. Hele vores generation er jo blevet opflasket med, at vi har det bedst lige nu, og at vi lever i den bedste af alle verdener, og det er næsten arrogant at forestille sig noget andet.

Hvis jeg stillede mig op nu og foreslog, at vi i stedet for at sænke SU’en hævede den med 3000 kroner, så ville folk se på mig, som om jeg var blevet skør.
_______

 

Hvis jeg stillede mig op nu og foreslog, at vi i stedet for at sænke SU’en hævede den med 3000 kroner, så ville folk se på mig, som om jeg var blevet skør. Det er det samme med fjernelsen af lørdag som arbejdsdag eller barsel og alle de her ting, som var så radikale i sin tid, men i dag kan folk slet ikke forestille sig sådan nogle store ændringer, og jeg tror ikke, at generationen, der er ældre end vores, kommer til at lave de ændringer. De er for fastlåste i et verdensbillede og et frihedsideal, som er ekstremt forældet, for det handler for mig ikke længere om socialisme versus neoliberalisme, men om at finde på noget fuldstændig nyt. Vi står overfor en teknologisk udvikling, som eksempelvis betyder, at når der kommer selvkørende biler, er der 15.000 mennesker i Danmark, der kommer til at miste deres job, og hvad gør vi med dem? Jeg har ikke set særlig mange mennesker over 45, som har evnet at komme med meningsfulde svar på det.

Jeg tror, at det vigtigste, for at forandringen skal ske, er alliancen mellem det, der populært ville blive kaldt arbejderklassen og den socialt udsatte klasse og så de venstreorienterede akademikere. Jeg tror, at det er en mulig alliance, og vi ser den efterhånden i mange feministiske bevægelser i USA, hvor mange grænser er blevet overskredet de seneste år. Men det kommer til at kræve, at der er nogle gamle, magtfulde, venstreorienterede mænd, som tager sig sammen og håndterer deres egen sexisme og racisme, for det er dem, der efterhånden virker forældede i mine øjne. Når jeg er ude at snakke om racisme og sexisme med unge mennesker i Tønder og Esbjerg, så kan de godt forstå principperne, men det er herinde i København, hvor der sidder en masse primært hvide mænd, som snakker om, hvordan feministerne er fuldstændig væk fra virkeligheden, og at vi udgrænser de fattige ved at snakke om racisme og sexisme. Det er noget pjat. Min succes hos unge personer vidner om, at de tager fejl.

Jeg er som sådan optimistisk, men der er altså nogen, der skal afgive noget magt, og det er pisse svært for dem. Det handler om at turde have nogle visioner for, hvad det at være venstreorienteret kan betyde i fremtiden, og hvilke analyser der er nødvendige, hvis man skal have alle med på den. Men selvfølgelig er jeg optimist, for ellers ville jeg jo ikke lave det, jeg laver. Så ville jeg skynde mig at få en lejlighed på Nørrebro, få noget friværdi og så ellers lukke mig selv inde i en boble, men jeg tror jo, at der kan ske noget, for ellers sad jeg ikke her. Jeg har vildt meget tillid til den unge generation, men jeg har ikke tillid til, at det er den ældre generation, der kommer til at mobilisere dem. Der er nogen, der skal skubbes af pinden og andre, der skal sættes op, og det gør jeg da gladelig.

ILLUSTRATION: Emma Holten. Foto: Jacob Jørgensen/RÆSON.

Emma Holten (f. 1991) er aktivist, feminist og redaktør på Friktion Magasin.

Max Quorning (f. 1995) er uddannet IBDP i 2014 fra United World College RCN i Norge. Tidligere formand for Ungdommens Kommunestyre i Fjaler Kommune (Norge) og medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet (Københavns Universitet). Studerer bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet.