22.05.2016

I maj 2016 er det 100 år siden indgåelsen af den berygtede Sykes-Picot-aftale, hvor Storbritannien og Frankrig splittede Mellemøsten og delte regionen mellem sig i to. Aftalen har siden skabt grobund for et væld af konspirationsteorier og had mod Vesten, og aftalen står stadigvæk centralt for mange arabere den dag i dag. RÆSON har talt med Mellemøsthistoriker Nick Danforth for at blive klogere Sykes-Picots betydning:

”Det er vigtigt at sondre mellem Sykes-Picot-aftalens arv i en meget konkret geografisk og politisk betydning og Sykes-Picot som en metafor,” siger Danforth til RÆSON, for ”grunden til, at vi er så fascinerede af Sykes-Picot og stadig taler om den i dag, er, at den virker som den perfekte metafor for alt, hvad britiske og franske imperialister gjorde i regionen for at forfølge deres egne interesser uden hensyntagen til de lokale.”

Interview med Nick Danforth (f. 1982). Danforth har en M.A. fra School of Oriental and African Studies, London, og en ph.d. i historie fra Georgetown University, Washington. Han er senioranalytiker ved The Bipartisan Policy Center samt medlem af The Foreign Policy Research Institute. Han har tidligere skrevet om amerikansk udenrigspolitik, Mellemøsten, Tyrkiet og kurderne m.v. for bl.a. The Atlantic, The Washington Post, Foreign Policy, Al Jazeera og Foreign Affairs.


INTERVIEW af Malthe Harvald

RÆSON: Hvad er Sykes-Picot-aftalen? Hvad indeholder den, og hvordan blev den til?
DANFORTH: I 1916 var franskmændene og briterne allierede i Første Verdenskrig. Men selv om de kæmpede på samme side mod tyskerne, havde de en lang og anspændt historie som imperialistiske rivaler. Så da de begyndte at kunne se frem til det krigsbytte, som de begge forventet efter Osmannerrigets sammenbrud, var særligt franskmændene bekymrede for, at briterne, som stod for hovedparten af kampene i Mellemøsten, skulle tage mere, end hvad der tilkom dem. For at bevare alliancen, satte man sig ned og udarbejdede en aftale for, hvem der skulle have hvad, når Osmannerriget var blevet besejret.

Der er faktisk et kort, som både Mark Sykes og François George-Picot – hhv. britisk og fransk diplomat – underskrev, og som deres respektive regeringer siden godkendte den 16. maj 1916. Sykes og Picot udarbejdede en rammeaftale; de tegnede ingen formelle grænser, og de forestillede sig ikke et bestemt slutresultat for, hvordan regionen skulle se ud. Det var dybest en aftale, der skulle sikre, at både Paris og London fik, hvad der tilkom dem efter krigen.

Hvad angår indholdet af aftalen i sig selv, så forfattede Frankrig og Storbritannien den utvivlsomt i overensstemmelse med deres imperiale interesser uden særlig megen hensyntagen til lokalbefolkningerne i området.
____________________

 

Hvad angår indholdet af aftalen i sig selv, så forfattede Frankrig og Storbritannien den utvivlsomt i overensstemmelse med deres imperiale interesser uden særlig megen hensyntagen til lokalbefolkningerne i området.

Frankrig havde længe haft en relation til de kristne maronitter på Libanon-bjerget og i Levanten. Det havde også kommercielle relationer i regionen, som man forsøgte at udvikle. Så Frankrig – hvis du ser på kortet – fik den del, der følger kysten, og som inkluderer dele af, hvad der nu er det sydlige Tyrkiet. Storbritannien var mere bekymret for dets handels- og kommunikationsruter med Britisk Indien gennem Suezkanalen og dets økonomiske interesser i den Persiske Golf. Så man kan se, at Storbritannien fik den region, som ligger på den sydlige strækning mellem Suezkanalen og den Persiske Golf.

Frankrig og Storbritannien tog disse respektive områder under deres direkte kontrol, og området i mellem delte de op, således at de hver især fik en indflydelsessfære. Inden for de sfærer, indeholder Sykes-Picot-aftalen faktisk mulighed for oprettelsen af en eller flere arabiske stater, hvilket til dels var briternes halvhjertede forsøg på at forene Sykes-Picot-aftalen med de løfter, som de havde givet de arabere, som med Storbritanniens støtte havde gjort oprør mod Osmannerriget.

RÆSON: Så grundlaget for de streger, som Sykes og Picot tegnede på kortet, var allerede eksisterende imperiale interesser i området?
DANFORTH: Præcis. Det var først efter krigen, at Frankrig og Storbritannien stod over for spørgsmålet om, hvordan man skulle omdanne Sykes-Picot-aftalen og disse imperiale interesser til faktiske stater, samt hvordan præcist man kunne forene aftalen med lokale interesser og med andre løfter, som især briterne havde givet til lokalbefolkningerne.

RÆSON: Hvordan så kortet over Mellemøsten ud før Sykes-Picot-aftalen?
DANFORTH: I Sykes-Picot-aftalen brugte de faktisk nogle af de osmanniske provinsgrænser. Selvfølgelig var hele regionen overordnet set politisk under osmannisk kontrol, men hvis man ser tættere på, begynder man at se, at på det provinsielle niveau, kom de daværende grænser faktisk til at have indflydelse på både Sykes-Picot-aftalen og de grænser, som senere blev tegnet i regionen.

… stregerne på Sykes og Picots kort fulgte nogle allerede eksisterende mønstrer.
____________________

 

Irak bliver for eksempel sommetider præsenteret som en fuldstændig kunstig stat, som blot er et udtryk for en kolonialists fantasifoster efter Første Verdenskrig. Men på det osmanniske kort fra sidst i 1800-tallet ser man, at provinserne Basra og Bagdad – som senere kom til at udgøre kernen i den irakiske stat – sommetider blev betragtet som en sammenhængende enhed af osmanniske administratorer; nogle gange blev området endda refereret til som ’Irak’. Så stregerne på Sykes og Picots kort fulgte nogle allerede eksisterende mønstrer.

RÆSON: Var der dengang konkurrerende forestillinger om, hvordan et post-osmannisk Mellemøsten skulle se ud?
DANFORTH: Helt sikkert. Det er meget let at sige, at briterne og franskmændene tegnede grænserne forkert, men når man begynder at overveje alternativerne og ser på de konkrete forslag, som blev fremsat dengang, så ser man, at mange af de problemer, som vi står over for nu, ville have været uundgåelige.

Det er meget let at sige, at briterne og franskmændene tegnede grænserne forkert, men når man begynder at overveje alternativerne og ser på de konkrete forslag, som blev fremsat dengang, så ser man, at mange af de problemer, som vi står over for nu, ville have været uundgåelige.
____________________

 

Mange af problemerne er indlejret i den opgave, det er at opsplitte en mangeartet pre-national region som Osmannerriget og inddele den i etnisk og religiøst homogene nationalstater. Hvis ikke franskmændene og briterne havde opsplittet regionen, er det muligt, at tyskerne havde gjort det. Imperialisme var så udbredt på det tidspunkt, at spørgsmålet i virkeligheden var, hvilket imperium der ville tage kontrollen i regionen. Franskmændene og briterne vandt Første Verdenskrig, så de gjorde, men der var en reel frygt – selv blandt tyskernes osmanniske allierede – at såfremt tyskerne havde vundet, ville de simpelthen have fundet en måde at tage territoriet på.

Når man så ser på de lokale idéer for, hvad der skulle ske med regionen, ser man, at som i alle andre steder i verden, så havde de lokale selv modstridende idéer. Osmannernes plan var at beholde området, som de havde gjort de seneste adskillige hundreder år. Arabiske nationalister havde en meget anderledes plan; deres plan for regionen var, at det skulle blive en stor, uafhængig, samlet arabiske stat. Men når man tænker over, hvordan den stat skulle have set ud, ser man, at der ville have været masser af problemer og selvmodsigelser – se bare hvor godt det gik med den Forenede Arabiske Republik i 1958. Der var også masser af minoritetsgrupper. De kristne maronitter fx forestillede sig Libanon som en stor, uafhængig kristen stat. Assyriske kristne fremlagde en bemærkelsesværdig urealistisk plan for en assyrisk kristen stat, der skulle strække sig over Tyrkiet, Syrien og Irak. Ved slutningen af Første Verdenskrig var den zionistiske bevægelse allerede begyndt i Palæstina; de havde selvfølgelig også idéer omkring regionen, som var i dyb uoverensstemmelse med de arabiske nationalisters.

Hvis ikke briterne havde været der, ville det have været op til araberne, kurderne og tyrkerne at slås om, hvem der skulle have Mosul. Se på, hvad der skete på Balkan, hvor de forsøgte at tegne grænserne uden fremmed, imperialistisk kontrol – det endte i noget rod.
____________________

 

Et eksempel er spørgsmålet om Iraks grænser; et af de mest omstridte områder efter Første Verdenskrig var Mosul-provinsen. I den konflikt havde man faktisk irakiske nationalister i Bagdad, som krævede, at Mosul skulle føjes sammen med Irak; man havde tyrkiske nationalister i Ankara, som krævede, at Mosul skulle føjes sammen med Tyrkiet; og man havde nogle kurdiske nationalister i Mosul, der krævede, at området skulle være uafhængigt. Briterne intervenerede til sidst til fordel for den irakiske regering, fordi de ville have adgang til olien. Men selv om konflikten blev løst i overensstemmelse med britiske nationalinteresser, så handlede det om, at briterne blot støttede én ud af mange konkurrerende nationalistiske krav på regionen. Hvis ikke briterne havde været der, ville det have været op til araberne, kurderne og tyrkerne at slås om, hvem der skulle have Mosul.

Se på, hvad der skete på Balkan, hvor de forsøgte at tegne grænserne uden fremmed, imperialistisk kontrol – det endte i noget rod. Se på Vesteuropa, hvor befolkningerne selv skulle tegne deres grænser – de forkludrede det også.

RÆSON: Hvordan relaterer Sykes-Picot-aftalen sig til andre dokumenter fra den tid, såsom konferencen i San Remo og Sèvres-traktaten?
DANFORTH: Når folk bruger Sykes-Picot nu, så er det blevet til en metafor for alle de aftaler; det er et forenklet udtryk for alt, hvad europæerne foretog sig for at tegne grænser i Mellemøsten, og alt hvad de siden gjorde som imperialistiske magter, hvilket havde en negativ indflydelse på regionen.

Når folk bruger Sykes-Picot nu, så er det blevet til en metafor for alle de aftaler; det er et forenklet udtryk for alt, hvad europæerne foretog sig for at tegne grænser i Mellemøsten, og alt hvad de siden gjorde som imperialistiske magter, hvilket havde en negativ indflydelse på regionen.
____________________

 

Hvis man faktisk ønsker at forstå, hvordan grænserne blev, som de gjorde, skal man først se på Sykes-Picot-aftalen og så på Sèvres-traktaten, som var et forsøg på at implementere Sykes-Picot i Anatolien, men som i sidste ende mislykkedes på grund af Mustafa Kemal Atatürk og den tyrkiske uafhængighedskrig. Derefter skal man se på San Remo, hvor franskmændene og briterne forsøgte at indføre en modificeret udgave Sykes-Picot-aftalen i selve Mellemøsten.

Forskellen på europæernes resultater, da de forsøgte at fastlægge grænserne i Anatolien, og da de forsøgte det samme i Mellemøsten, er i sig selv sigende. Europæerne ønskede at opsplitte Osmannerriget, og det faktum, at det lykkedes i nogle områder – men ikke i andre – kan betyde, at de områder, som har europæisk fastlagte grænser – Syrien og Irak – var de regioner, der modsat Tyrkiet ikke have den nødvendige centralisering, militær og politisk magt til at modstå europæisk kolonialisme.

Når man tænker over det på de præmisser, så fremstår årsag og virkning lidt anderledes. Det var ikke nødvendigvis de europæisk fastlagte grænser, der forårsagede problemerne i Mellemøsten; snarere var en del af årsagen til, at europæerne kunne fastlægge grænserne, at regionen allerede var for svag til at forhindre det. I Anatolien hvor kernen af den osmanniske hær var i stand til at modstå europæisk imperialisme, havde man et stærkere grundlag for at bygge en centraliseret, forenet og i sidste ende økonomisk mere succesfuld stat.

Det var ikke nødvendigvis de europæisk fastlagte grænser, der forårsagede problemerne i Mellemøsten …
____________________

 

RÆSON: I hvilken udstrækning afspejler Mellemøstens grænser i dag de grænser, som blev forestillet i de forskellige aftaler?
DANFORTH: Det er her, at det er vigtigt at sondre mellem Sykes-Picot-aftalens arv i en meget konkret geografisk og politisk betydning og Sykes-Picot som en metafor. For når man ser på de grænser, der er i dag, og sammenligner dem med de streger, som blev tegnet på Sykes-Picot-kortet, så ser man nogle få ligheder – men også en masse forskelle.

Men alt det til trods så er grunden til, at vi er så fascinerede af Sykes-Picot og stadig taler om den i dag, at den virker som den perfekte metafor for alt, hvad britiske og franske imperialister gjorde i regionen for at forfølge deres egne interesser uden hensyntagen til de lokale.

Det faktum, at det var en hemmelig aftale, bidrager selvfølgelig kun til dens metaforiske styrke. Når man betragter Sykes-Picot som en metafor for hele kolonialismen i regionen, frem for at fokusere på de præcise grænser, den fastsatte, så bliver det meget lettere at forstå, hvorfor folk stadig går op i den.

Når man betragter Sykes-Picot som en metafor for hele kolonialismen i regionen, frem for at fokusere på de præcise grænser, den fastsatte, så bliver det meget lettere at forstå, hvorfor folk stadig går op i den.
____________________

 

Faktisk er en del af grunden til, at denne besættelse med grænserne er vildledende, at den fjerner fokus fra alle de andre forfærdelige ting, som imperialismen var skyld i. Mange af problemerne i regionen nu kommer fra overdreven brug af magt fra autoritære regeringer, der forsøger at fastholde kontrollen gennem brug af vold, frem for samtykke fra de regerede – og det har sandelig noget at gøre med imperialismen.

RÆSON: I dit forfatterskab fremstår du som yderst skeptisk over for denne brug af Sykes-Picot-metaforen. Vi kan blive enige om, at alle grænser og nationalstater til en vis grad er kunstige, men er det ikke mere ekstremt i Mellemøstens tilfælde end fx Europas? Og kunne det ikke være en del af årsagen til problemerne i regionen i dag?
DANFORTH: Det lader til, at du og jeg er enige om, at alle grænser er kunstige, og at alle nationalstater er menneskeskabte, men jeg ved, at mange mennesker ikke er enige i det, og det er derfor, at jeg har brugt så meget tid på at argumentere imod den særlige udgave af Sykes-Picot-myten.

Det lader til, at mange mennesker virkelig har denne forestilling om, at der er ”ægte” grænser, og hvis bare man kunne dele folk op på den rigtige måde, så ville alle problemerne forsvinde. Det er måske værd at sondre mellem påstanden om, at udenforstående tegnede grænserne, og at udenforstående tegnede grænserne forkert.

Man kunne have haft de samme grænser, men hvis de var blevet tegnet af lokale gennem årtiers kamp, som det var tilfældet i Europa, så ville folk med sikkerhed betragte dem som mere autentiske og ægte: sommetider giver det faktum, at man har kæmpet om grænserne, folk en stærkere fornemmelse af identifikation og større ejerskab over deres stater. Det er helt sikkert værd at overveje, men det er meget forskelligt fra at sige: ”Hvis bare europæerne havde tegnet bedre grænser, så ville alting have været i orden.”

RÆSON: Ved vi, hvad folk i Mellemøsten rent faktisk ønsker, at der skal ske med regionen? Er det etnisk eller religiøst funderede nationalstater? Eller er det en form for føderale statsstrukturer?
DANFORTH: Hvis der er én ting, som skulle komme ud af disse diskussioner, så skulle det være, at de grænser, der virker bedst, er dem, som befolkningerne i regionen støtter – i det omfang at der er nogen form for enighed.

Når det når til et punkt som fx på Balkan, hvor folk virkeligt er opsatte på ikke at leve sammen, og hvor der har været så meget vold og fjendskab, så giver det sommetider mening at gentegne grænserne. Nogle steder – fx med kurderne i Irak – ville det også give mening i Mellemøsten. Men vi skal ikke straks forlade os på at tro, at det at inddele folk i mindre etnisk eller religiøst sammenhængende stater altid er vejen frem.

Det samme er tilfældet i Syrien. Som jeg forstår det, havde man, da idéen om føderalisme blev fremlagt ved Genève-konferencen, faktisk stærk modvilje fra begge sider i konflikten, som sagde, at de ikke ville deles efter etniske eller religiøse skel. Problemet er selvfølgelig, at hver part selv vil bestemme over hele landet; kampen handler ikke om grænser, men om hvem der skal regere landet.

RÆSON: Ser du nogen tegn på, at Mellemøstens grænser vil blive ændret i forudsigelig fremtid?
DANFORTH: Jeg forestiller mig bestemt ikke nogen form for stor genopdeling af regionen. Det forekommer muligt, men stadig usandsynligt, at den kurdiske del af Irak vil erklære sin uafhængighed. Det forekommer også sandsynligt – afhængigt af hvordan den syriske borgerkrig ender – at man vil få en form decentraliseret styre der. Men det er også så vidt, jeg kan forestille mig, at noget vil ændre sig.

Det kan være nyttigt at tænke på Vesteuropas erfaringer og EU. Franskmændene og tyskerne udkæmpede mange krige om, hvor præcis grænsen mellem Frankrig og Tyskland skulle være, og de holdte ikke op med at slås, fordi de omsider fandt den rigtige grænse; de holdte op, fordi det gik op for dem, at det kun ville medføre mere krig at kæmpe om den rigtige grænse.

Franskmændene og tyskerne udkæmpede mange krige om, hvor præcis grænsen mellem Frankrig og Tyskland skulle være, og de holdte ikke op med at slås, fordi de omsider fandt den rigtige grænse; de holdte op, fordi det gik op for dem, at det kun ville medføre mere krig at kæmpe om den rigtige grænse.
____________________

 

RÆSON: Behøver Mellemøstens grænser ændringer? Er der nogle steder, hvor ændrede grænser ville være til gavn for regionen?
DANFORTH: Den lektie, vi skal lære fra historien, er, at grænsedragning er en utrolig grim og rodet proces, som skal omgås med overordentlig forsigtighed. Selv når der er situationer, hvor nye grænser er den bedste handlemulighed i forhold til lokalbefolkningens ønsker, så er det ikke en let løsning på konflikter.

ILLUSTRATION: Sir Mark Sykes, repræsentant for Storbritannien ved Sykes-Picot-aftalen [foto: Roger-Viollet/Polfoto]