25.02.2016

Der er syv muligheder for briterne, hvis de stemmer ”Nej” til EU ved den folkeafstemning, alle venter på. Problemet er, at de alle er dårlige for briterne selv, viser et papir fra EU’s tidligere chefjurist. Men hvad betyder et ”Nej” for det øvrige Europa?

ANALYSE af Ole Aabenhus, RÆSONs EU-redaktør

”Blackmail” – pengeafpresning – lød det, da premierminister David Cameron for første gang skulle fremlægge sine krav over for de øvrige 27 stats- og regeringschefer til EU-topmødet i december 2015. Ordene kom fra Dalia Grysbauskaite, Litauens præsident og tidligere sort bælte i karate, kendt for sin skarpe tunge.

Storbritannien var ikke i krise, men Cameron var så hårdt trængt af EU-modstanderne i sit eget konservative parti, at han som en anden Al Capone havde opfundet nogle krav, som han præsenterede for sine 27 kolleger af stats- og regeringschefer. Den underliggende besked var: Opfylder I dem ikke, kan jeg desværre ikke svare for følgerne. Så kan briterne finde på at stemme Storbritannien ud af EU.

Det er dér, vi er nu: ”Ja” og ”Nej” til EU har bevæget sig vildt op og ned i de britiske meningsmålinger. Men som det ser ud lige nu, er der en reel mulighed for, at det ender med et ”Nej”. Siden sidste år har meningsmålingerne ligget lige omkring 40 pct. ”Ja”, 40 pct. ”Nej” og knap 20 pct. ”ved ikke”.

Men efter Camerons offentliggørelse af datoen for folkeafstemningen den 20. februar er vi kommet ind i en ny fase: EU-modstanden har været et markant træk i britisk politik i mange år, men uden større konsekvenser. Nu skal briterne til stemmeurnerne torsdag den 23. juni. Og stemmer de ”Nej”, er Storbritannien ude af EU.

Magtbalancen efter Brexit – Nordblokken vil tabe terræn
Ender det med Brexit, vil det være første gang nogen sinde, at et land melder sig ud af EU (Grønland, der meldte sig ud i 1985, har aldrig været et selvstændigt medlemsland). Britisk udtræden vil i givet fald blive et voldsomt prestigetab for Unionen. Det vil svække EU markant over for omverdenen og ikke mindst over for Putins Rusland. Og det vil ændre den indre magtbalance i EU mellem nord og syd fundamentalt. ”Nordblokken”, som Danmark hører til, vil miste sit ”blokerende mindretal” i Ministerrådet.

Britisk udtræden vil i givet fald blive et voldsomt prestigetab for Unionen. Det vil svække EU markant over for omverdenen og ikke mindst over for Putins Rusland.
____________________

 

Det er ret afgørende, for med Lissabontraktaten er der kommet nye afstemningsregler, og de skaber en balance mellem de store og de små lande i EU, så stormagterne på den ene side ikke kan presse en sag igennem alene, mens de små lande på den anden side heller ikke kan presse noget igennem, hvis ikke de har mindst én af stormagterne med. (Systemet kaldes dobbelt flertal; det indebærer, at et flertal i Ministerrådet skal bestå af mindst 16 lande, og disse lande skal repræsentere mindst 65 pct. af EU’s befolkning; omvendt kan et hvilket som helst forslag blokeres af et mindretal bestående af mindst fire lande med tilsammen 35 pct. af EU’s befolkningstal, red.).

Balancen er særdeles vigtig for et land som Danmark. Siden danskerne, briterne og irerne kom ind i EU i 1972, har Storbritannien fungeret som den tredje stormagt ved siden af Tyskland og Frankrig, og dermed som førerhund i en gruppe af ligesindede lande – Danmark, Holland, Sverige m.fl. – der står for et mindre centralt styret, mere frihandelsvenligt og mindre bureaukratisk Europa.

Afpresning virker
Sidste uges EU-topmøde, der fandt sted torsdag til lørdag, der også omhandlede genforhandling af det britiske EU-medlemskab og resulterede i en aftale og Camerons udmelding om datoen for den kommende folkeafstemning, varede i godt 40 timer. Det har naturligvis været en del af spillet, at briterne skulle se deres premierminister kæmpe til det sidste. Det reelle har været, at man skulle lave en aftaletekst, der på den ene side imødekom briternes ønske om et ”nyt” Europa, men på den anden side i virkeligheden ændrede så lidt som muligt.

Var der tvivl om, at Cameron kunne få et resultat igennem? Nej. Afpresningen har virket. Ingen – ikke en gang Frankrig – har på noget tidspunkt markeret, at man ønskede Storbritannien ud og Cameron hen, hvor peberet gror, selvom Alexis Tsipras, den græske statsminister, utålmodigt skal have sagt, at ”Vi er nødt til at hjælpe Storbritannien, men briternes folkeafstemning er først i juni. Vi står i en krise, der rammer os hver dag”.

Fra start har ikke mindst Angela Merkels Tyskland markeret imødekommenhed over for Camerons projekt. For som det er i dag har Merkel en mulighed for at spille sammen med briterne, når det ikke passer hende at følge Frankrig.

Omvendt vil et EU uden Storbritannien betyde, at Frankrig og dermed ”sydblokken” bliver mere dominerende. Det er nemlig ikke utænkeligt, at Frankrigs præsident fra maj 2017 hedder Marine le Pen fra det højre nationale Front Nationale. Merkels EU-politiske chef Martin Kotthaus har tidligt gjort den tyske position helt klar: ”Vi hader tanken om, at Storbritannien skulle træde ud, og vi vil gøre snart sagt hvad som helst for at forhindre det”.

Eller med andre ord: Operation afpresning var i og for sig nem nok. På topniveau er EU en klub, hvor medlemmerne vil gøre, hvad de kan for at støtte hinanden, især i vanskelige valg og afstemningssituationer.

Hvad Cameron fik
Spørgsmålet er så, om Cameron har fået nok ud af sin afpresning. Eller med andre ord, om aftalen er stærk nok til, at ”Nej”-siden kan lade sig overbevise.

Det kan man bestemt godt betvivle. Nigel Farage, leder af UKIP, United Kingdom Independence Party, sagde umiddelbart efter aftalen var i hus, at Storbritannien fortsat står åbent for Europas 500 millioner mennesker. Og at briterne fortsat skal betale ”50 millioner pund om dagen” (bruttotal, red.) til EU. ”Det er de ting, folk vil lægge til grund, når de skal stemme ved folkeafstemningen,” sagde Farage. Spørgsmålet om velfærdsydelser til vandrende EU-arbejdere – hovedhjørnestenen i Camerons forhandlingsresultat, og det, der gav sved på panden til det sidste – finder Farage bare ”perifert”.

Andre vil påpege, at Cameron har fået langt mindre, end det han lagde ud med, da han holdt sin såkaldte Bloomberg-tale, januar 2013. Det var her han, hårdt trængt af det euroskeptiske bagland i det konservative parti, lovede briterne en folkeafstemning inden udgangen af 2017, forudsat at han blev genvalgt som premierminister i 2015. Hvilket han gjorde.

Den EU-kritiske fløj omfatter omkring 100 medlemmer af parlamentet i den konservative gruppe, og de har siden Margaret Thatchers tid været imod EU’s politisk-økonomiske overbygning og siden Maastricht-traktaten trådte i kraft i 1993 haft den som hadeobjekt. Derfor var der logik i, at Cameron i Bloomberg-talen for tre år siden talte om traktatændringer, der skulle ændre hele EU, og om at ”rulle EU tilbage” til Det Indre Marked.

Den aftale, Cameron nu er kommet hjem med, er kompromis på kompromis.
____________________

 

Men den aftale, han nu er kommet hjem med, er kompromis på kompromis. Først har han indsnævret sine krav til fire punkter, der hver især ikke har været særlig svære at få igennem. Der er fx en enkelt traktatændring, men den er rent symbolsk. Dernæst har han måttet forhandle sætning for sætning med de 27 andre lande, som har været opsat på at give Cameron noget, han skulle kunne vinde afstemningen på, men samtidig på en måde, så det ændrede mindst muligt ved den måde, EU fungerer på i dag.

Tilmed er det blevet sådan, at hele aftalen bortfalder, hvis briterne stemmer ”Nej” – et krav, som Belgien, der ofte spiller rollen som super-føderalister i EU, havde insisteret på. Bortfaldet gælder selv den detalje, som Lars Løkke Rasmussen lagde så stor vægt på efter topmødet – at børnechecken reguleres efter prisniveauet i det land, hvor børnene bor.

Camerons krav
Camerons krav bliver altid fremstillet som fire, men det ene er tvedelt, så der er reelt fem:

1) Sikre Storbritanniens fortsatte adgang til Det Indre Marked.
Et interessant punkt på den måde, at det viser, at den britiske regering forventer at eurolandene finder sammen om at danne et tættere, finansielt samarbejde for de 19 eurolande alene. Sker det, skal London City kunne fortsætte med at sælge sin finansielle tjenester – en af de store indtægtskilder på det britiske nationalbudget – overalt i EU.

– Bevilget. Laver eurolandene regler, der kan skade London City, kan den britiske regeringe forlange sagen taget op på et topmøde.

2) Mindre bureaukrati og større vægt på konkurrenceevne.

– Bevilget. Har stået på EU’s dagsorden i mange år. I EU-Kommissionen har man for længst sat næstformanden, hollænderen Frans Timmermans til at lede en oprydning i EU’s regelsæt.

3) Princippet i Rom-traktaten om ”en stadig tættere Union” fjernes.

– Delvist bevilget. Topmødekonklusionerne opregner alle de undtagelser, Storbritannien allerede har og noterer så, at landet ikke er forpligtet til yderligere integration i EU. Men der er intet om, at princippet fjernes for de andre medlemslande.

Tværtimod har Storbritannien nu accepteret en passus om, at Storbritannien ikke vil modsætte sig, at andre lande i EU uddyber samarbejdet. Denne del af aftalen er mere eller mindre skrevet af fra den Edinburgh-aftale i 1993, der ligger til grund for de fire danske forbehold.

4) Rødt kort til de nationale parlamenter.
Nationale parlamenter skal kunne forlange et lovforslag fra EU-Kommissionen kasseret, hvis de finder, at man bedre kan lovgive nationalt end overnationalt på området.

– Bevilget. Men kravet skal bakkes op af parlamenterne i 55 pct. af EU’s medlemslande, dvs. 16 lande. Men vil EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU-Parlament ikke have reageret for længst, før 16 nationale parlamenter fik forhandlet sig til rette?

5) Fireårsreglen: Udenlandsk arbejdskraft skal have tilbragt fire år i landet, før de kan få del i sociale goder i Storbritannien.


– Bevilget, men med nogle interessante tilføjelser, der skal vise, at her blot er tale om en undtagelse fra det fortsat gældende princip om arbejdskraftens fri bevægelighed:

Cameron havde oprindelig lagt op til en permanent regel, som Storbritannien suverænt selv kunne iværksætte. De 27 stod fast på, at reglen kun kan bruges i særlige tilfælde, og med særlige begrundelser over for EU-Kommissionen. Næste udspil lød på, at reglen skulle gælde i syv år og kunne forlænges to gange tre år. Den kommer nu til at gælde i syv år og ikke mere. Topmødet har så opfundet en begrundelse for, at Storbritannien kan få lov at indføre fireårsreglen allerede nu; mens andre lande lukkede af for østarbejdere i syv år efter EU’s store udvidelse i 2004, hævdede briterne frihedsprincippet og slog dørene op. Det er så det, de siden har fortrudt, fordi der nu er 1,3 millioner migrantarbejdere i landet, og det er blevet det helt store omdrejningspunkt i den britiske debat. Børnechecken, der er et socialt gode, som udbetales i penge, indekseres efter leveomkostningerne i det land, hvor barnet bor – ikke efter det land, hvor pengene er tjent.

Østlandene
Det var ventet, at i hvert fald Visegrad-landene – Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – ville sige totalt nej til fireårsreglen. Og hvorfor gjorde de ikke? Det er der flere teorier om: Den ene er, at lønningerne i fx Polen nu er stigende, så emigration ikke længere er så attraktivt som før. Den anden, at den nye regering i Polen er bekymret for, at alle de kvikke hjerner i landet skal lade sig lokke til mere velstående lande (brain drain). Den tredje, at de har fået andre løfter under bordet.

Cameron og hans regering har været særdeles aktive i Østeuropa. I nytåret sagde den polske udenrigsminister Witold Waszczykowski til Reuters, at Polen var villig til at støtte det britiske ønske om en fireårs optjeningsperiode – hvis landet til gengæld fik britisk støtte til, at der placeres en permanent NATO-base i Polen!

”Det vil være meget vanskeligt for os at acceptere nogen form for diskrimination”, lød det, ”- medmindre Storbritannien vil hjælpe os med de polske forsvarsønsker på [NATO]topmødet i Warszawa” i juli i år. Hvortil er at bemærke, at Polen tidligere har lagt billet ind på, at NATO skulle placere 3-5.000 mand i Polen som markering over for Rusland. Problemet for polakkerne er, at en sådan udstationering vil være i strid med NATO-Rusland aftalen fra 1997 om placering af styrker i de tidligere østbloklande. Men her har de altså noget at handle med.

7 dårlige alternativer for briterne
Hvad nu hvis briterne trods alle Camerons bestræbelser stemmer sig ud af EU. Den tidligere chefjurist i Det Europæiske Råd, Jean-Claude Piris, der har fået en orakel-funktion i EU-debatten svarende til Hans Jørgen Bonnichsens, når det gælder PET-spørgsmål i dansk presse – har netop rundsendt en gennemgang af ”syv alternativer” for, hvad der vil ske ved et Brexit. Ingen af dem ser ud til at være særlig attraktive for briterne:

1) Plukke kirsebær? Mange forestiller sig, at briterne kan være ”halvt medlem” af EU, men den løsning findes ikke, siger Piris. Der kan gives undtagelser og forbehold i særlige tilfælde, men tanken om, at briterne skulle kunne vælge noget til og noget fra efter forgodtbefindende er ikke mulig. ”Cherry-picking” er et fyord i Bruxelles.

2) Kunne man tænke sig en ”norsk” løsning – altså, at Storbritannien melder sig ind i EØS, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der i dag omfatter Norge, Island og Lichtenstein?
EØS-ordningen er et ”fotokopi”-medlemskab uden indflydelse på ny lovgivning. Det ville netop ikke give Storbritannien den suverænitet, det søger. I øvrigt er EU utilfreds med den måde, EØS fungerer på i dag, fordi alt for mange regulativer ikke implementeres, så Det Indre Marked, der skulle omfatte både EU og EØS, reelt fragmenteres.

3) Hvad så med EFTA (Economic Free Trade Agreement), som Storbritannien, ligesom Danmark, var medlem af i 1960’erne, indtil optagelsen i EF/EU i 1973?
”En tom skal”, mener Piris. EFTA består i dag af EØS-landene plus Schweiz. Rummer kun handelsaftaler, mest for fisk og landbrugsvarer, og ingen aftaler for tjenesteydelser.

4) En ”schweizisk løsning”? Den er der mere perspektiv i, mener Piris. Men Schweiz har kun en aftale med EU, som gælder varer, ikke tjenester, og Storbritannien har netop brug for en aftale, som også omfatter tjenester, idet indkomsterne fra City of London’s finansielle ydelser spiller en større og større rolle i britisk økonomi. EU er i øvrigt heller ikke tilfreds med den måde, aftalen med Schweiz fungerer på.

5) En selvstændig frihandelsaftale med EU? Måske det mest sandsynlige scenarie efter Piris’ opfattelse, fordi nogenlunde halvdelen af britisk udenrigshandel er med det øvrige EU (selvom EU-eksporten er faldet lidt på det seneste, på grund af de faldende oliepriser).
Men frihandelsaftaler handler normalt ikke om de tjenesteydelser, der er så afgørende for Storbritannien. Og skal de med, er vi ovre i et regelsæt, der stort set er det samme som Det Indre Marked. Skulle briterne lukkes ind her, ville det betyde, at de måtte fotokopiere hele regelsættet for Det Indre Marked – uden indflydelse på, hvordan reglerne skal se ud.

6) En toldunion a la Tyrkiet? Heller ikke særlig attraktivt. Dels rummer den ikke tjenesteydelser. Dels er den skruet asymmetrisk sammen: Tyrkiet får nemlig ikke del i de frihandelsfordele, EU opnår i handelsaftaler med fx Kina, Brasilien eller Korea. Men omvendt kan disse lande sælge deres varer i hele EU’s told- og handelsområde, herunder Tyrkiet.

7) Tilbage er kun én mulighed: At Storbritannien træder helt ud af alle (mulige) aftaler med EU. Dermed bliver landet på den anden side Kanalen som ethvert andet tredjeland i forhold til EU, dvs. de må nøjes med de regler, der ligger i Verdenshandelsorganisationen WTO. Det vil betyde, at Storbritannien i en lang overgangsperiode vil stå helt uden for handelsaftaler med 60 lande i verden, heriblandt fx Kina og Rusland, fordi de er indgået af EU på alle EU-landes vegne. Storbritannien kan selvfølgelig forhandle nye aftaler hjem, men det tager tid, og et land med 64 millioner indbyggere har næppe samme slagkraft i den slags forhandlinger som et EU med 500 millioner indbyggere.

Konklusion: Det er ”make or break” – Storbritannien er enten helt inde eller helt ude i forhold til EU. Og der er koldt derude.

Den skotske trussel
Jean-Claude Piris indlæg kan selvfølgelig ses som et forsøg på at føre skræmmekampagne. Men det lægger i hvert fald op til den nye debat, der er ved at rulle i gang, og som kommer til at vare frem til den 23. juni.

Hidtil har debatten fokuseret på immigrantspørgsmålet og på suverænitet i forhold til Bruxelles, men på et tidspunkt må briterne stille sig det spørgsmål, hvad det er for en suverænitet, der ventes forude, hvis de vælger at stå alene. Og hvad det er for et Storbritannien.

… på et tidspunkt må briterne stille sig det spørgsmål, hvad det er for en suverænitet, der ventes forude, hvis de vælger at stå alene.
____________________

 

Skotterne vil blive i EU næsten for enhver pris, og den skotske regeringsleder, Nicola Sturgeon, truede allerede søndag den 21. februar – dagen efter at Cameron udskrev folkeafstemningen – med at Skotland vil kræve en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed, hvis folkeafstemningen ender med et Brexit.

”Skotland har altid set sig selv som et europæisk land. Hvis vi bliver bragt uden for EU, vil det føre til en afstemning nr. to om skotsk selvstændighed. Det er helt uundgåeligt”, sagde Sturgeon i et referat i Sunday Express. ”Jeg vil føre kampagne for at blive i EU”.

Der var engang en konge af England, der blev kaldt Johan uden Land – John Lackland – fordi han mistede Normandiet. David Cameron kunne risikere et lignende øgenavn, hvis kan kikser sit sats på en folkeafstemning, mister Skotland og ender med at måtte sejle i sin egen sø i Atlanten.

Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør. Tidligere DR-korrespondent i Bruxelles, nu konsulent for demokratiprojektet My!Europe, der omfatter syv lande i Europa.

ILLUSTRATION: David Cameron til møde i Ministerrådet. Bruxelles, 30. august 2014 [foto: Crown copyright/Paul Shaw].