28.12.2016

Modstandskraften går gennem oplysthed, debat, forståelse for menneskers reelle problemer og en konsekvent afstandtagen fra grovheder og usandheder.

Kommentar af Stine Bosse (fra RÆSON28).

De fleste, jeg møder – unge som gamle, fra alle dele af samfundet – giver udtryk for en grundlæggende utryghed efter valget af Trump som USA’s næste præsident. Nogle taler ligefrem om en angst, mange om ængstelse. Ingen, jeg har talt med, har været ligeglade. Dette betyder noget. Donald Trump er ikke bare en ny præsident, som man kan lide eller sympatisere mere eller mindre med. Nej, han er helt anderledes.

Han kan være en trussel over for de værdier, vi kender og værdsætter i den vestlige verden. Gør han alvor af sine valgløfter, selv i en modificeret form, vil det sætte nye standarder, som mange af os frygter kan inspirere andre, også på tværs af Atlanten.

Tag nu fx udvisning af alle illegale immigranter. Dette valgløfte har han allerede modificeret. Nu hedder det to mio. udvisninger. Men hvordan? Kan det overhovedet foregå uden militæret eller store mængder politi? Hvordan kan det realiseres, uden at det kommer til voldelige sammenstød? Det er svært at se for sig.

Men det er ikke alene dét punkt, som gør alle intuitivt urolige. Hvis han gør alvor af at negligere klimaudfordringerne og får held til at få flere lande med, er alt håb ude, når det gælder om at bremse den globale opvarmning. Alverdens klimaforskere, der netop har været samlet i Marokko, udtrykker et kollektivt mismod og en forfærdelse over, at de forandringer, der nu er så tydelige og sætter spor mange steder på kloden, totalt fornægtes. Holder Trump dette løfte, efterlader de generationer, der har bragt ham til magten, en klode, der er væsentligt ringere end den, de overtog.

Det gode løfte
Og sådan kan man tage løfte efter løfte. De gør os utrygge. Bortset fra ét. Nemlig hans ambition om at ville skaffe job og øget velstand til en stor gruppe vælgere, som har oplevet sig sat uden for samfundet. Uden for den verden, som er under store forandringer, og som forbinder os på nye måder og kræver nyt af os hele tiden. Dét løfte må vi faktisk håbe, han får held til at indfri. Og skal man glæde sig over noget, så er det Trumps evne til at åbne øjnene hos alle for de mennesker, som kan opleve sig tilsidesat.
Om Trump så overhovedet vil skænke dem en tanke og gerning, er til gengæld et andet spørgsmål, og det vil kun fremtiden kunne vise. De økonomiske planer, han foreløbig har lagt frem, tjener snarere til at forarme de dårligst stillede yderligere.

Ja, han er demokratisk valgt og respekt for det, men hvis vi ikke pludselig skal forlade vores værdier – vores naturlige respekt for andre mennesker, vores tro på, at mennesker er skabt lige og frie – så må vi tillade os selv at være grundigt uenige.
_______

 

Vi ved ikke, om han er en dygtig politiker og regent, men vi ved, at han er en grov kommunikator, der ikke skyr nogen midler. Løgn, manipulation og fornærmelser i en helt uhørt form har været hans kendetegn. Jeg tror ikke, vi skal lære at leve med det. Jeg tror, vi skal håbe, han dæmper gemyttet. Gør han ikke det, men fortsætter måden, han markerer sig på og kommunikerer sine budskaber på, vil jeg håbe, at folk lægger afstand til det. Ja, han er demokratisk valgt og respekt for det, men hvis vi ikke pludselig skal forlade vores værdier – vores naturlige respekt for andre mennesker, vores tro på, at mennesker er skabt lige og frie – så må vi tillade os selv at være grundigt uenige. Ikke bare politisk, men på helt centrale værdipolitiske områder.

Suset af kulde
Ikke så såre var han valgt, før Nigel Farage, som er en af hovedarkitekterne bag Brexit og tidligere leder af UKIP, dukkede op i Trumps guldelevator med et stort smil. Og ikke så såre var han valgt, før Putin og Erdogan gratulerede ham som de første. Putin med en kvittering om fornyet samarbejde, som måtte få os europæere til ikke blot at løfte brynene, men til at mærke kulden løbe hele vejen ned langs Ruslands grænser. Hvis ikke vi i Danmark mærkede det, så mærkede vore europæiske medborgere i Baltikum suset af kulde. De ved, hvad mangel på frihed til at ytre sig er. De husker, hvad de facto-diktatur betyder, og de er helt klar over, at den velstand og velfærd, de i dag har, er noget, de har kæmpet sig til, og dermed ikke noget, man nogensinde kan tillade sig at tage for givet.

Kriserne har tårnet sig op for det europæiske forpligtende fællesskab. Faktisk siden finanskrisen tog fat første gang i 2008. En krise, der udløstes i USA, men som skubbede til de dele af det europæiske finanssystem, som ikke på det tidspunkt var i stand til at modstå så store rystelser. Efterrystelserne af finanskriserne er ikke helt forbi, men på lange stræk var også de sydeuropæiske økonomier i bedring, da den nye og langt dybere (skulle det vise sig) krise satte ind. Nemlig den krise, der handler om flygtninge og migranter, der strømmer til EU sydfra. Denne krise har sat selve fundamentet for vores europæiske samarbejde på prøve. Mener vi dét med menneskerettigheder, når det pludselig er noget, der koster i vore egne lande? Mener vi dét med vores traktatfæstede respekt og omsorg for mennesker – uanset religion?

Mener vi dét med menneskerettigheder, når det pludselig er noget, der koster i vore egne lande? Mener vi dét med vores traktatfæstede respekt og omsorg for mennesker – uanset religion?
_______

 

Denne krise har været den ’perfekte storm’ i forhold til at skabe optimale vilkår for populisterne. Krisen kalder på simple løsninger såsom nationale grænser. Disse næres på en bund af frygt, som kan opleves velbegrundet; selvom antallet af dræbte i forbindelse med terror i Europa var langt højere i 70’erne og 80’erne. I tillæg har ’eliten’ – personificeret ved EU-Kommissionen – ved første øjekast svigtet. Ser man nærmere efter, har der imidlertid hele tiden været konkrete løsningsforslag på bordet, som – hvis de nationale ledere ellers kunne være kommet til enighed – ville have løst opgaven til folkenes bedste.

Men den allerede omsiggribende nationale populisme så sit snit til at fyre yderligere op under den perfekte storm. Heraf flyder Brexit. Og heraf flyder fremgangen for Alternative für Deutschland og meget, meget mere på den ekstreme højrefløj. Til glæde for Putin, som ikke kan skabe en succes for sit land, der er i nærheden af det, landene i EU skaber i fællesskab. Formentlig er en del af denne populisme delvist orkestreret og finansieret af Putin. Det er i hvert fald påfaldende så flatterende også danske højreorienterede anti-EU-kræfter taler om regimet i øst.

Det er så ind i denne europæiske virkelighed, at Trump kommer trampende. Med kindkys til Nigel Farage, med de første gratulationer fra Erdogan og med fortsættelsen af den kontinuerlige flirt med Putin – tre dejligt stærke mænd, han kan lege med. Man må forstå, at de inspirerer hinanden. Dette lover ikke godt for frihed, lighed og fællesskab.

Nu vågner Europa
Men i stedet for at forfalde til mismod bør alle vi europæere, der tror på netop vore værdier, der ønsker fortsat at leve, tænke og tro frit, der ser vort fællesskab som mere end vejen til velstand og velfærd, forene os. Vi må lægge pres på vore nationale politikere om at sikre netop dette. Vi må forberede os på et langt mere usikkert USA i forhold til alt fra alliancer og økonomiske bidrag til NATO over politimesterrollen i Mellemøsten til, hvorvidt man vil tage aktivt del i bekæmpelsen af klimaforandringer.

Skal jeg fremhæve noget positivt ved dette uskønne valg af præsident, så er det den opvågning, jeg ser ske i de europæiske lande. Det er på høje tid.
_______

 

Skal jeg fremhæve noget positivt ved dette uskønne valg af præsident, så er det den opvågning, jeg ser ske i de europæiske lande. Det er på høje tid. Inden for samme weekend har fx både Venstre og Socialdemokratiet bekendt sig tydeligt til unionen som vejen for Danmarks fremtidige udvikling. Klare meldinger, som har været længe ventet. Ja selv Inger Støjberg har for nylig sagt, at flygtningekrisen kun kan løses gennem et samarbejde i EU.

Mens medierne bruger tid på at undre sig over, hvad de overså før Trumps sejr, og hvor meningsmålingsinstitutterne bruger kræfter på at granske deres algoritmer, der må vi borgere arbejde med vores modstandskraft. Modstandskraft imod den form for politisk kommunikation, der alene ved at bruge grove og nedsættende ord om andre mennesker bringer politiske ledere til tops. Fordringen er større, hvis man vil have magten betroet. Modstandskraften går gennem oplysthed, debat, forståelse for menneskers reelle problemer og en konsekvent afstandtagen fra grovheder og usandheder. Det kan være tidskrævende, farligt og desillusionerende, men der er ingen anden vej.

ILLUSTRATION: Stine Bosse (Europabevægelsen pressefoto) / Gerald Herbert (AP/POLFOTO)

Stine Bosse er formand for Europabevægelsen, medlem i en række bestyrelser og tidl. chef i forsikringskoncernen Tryg.