30.09.2016

Det er forledelse af den danske befolkning i den helt grove ende, når Thulesen Dahl nu pludselig konstaterer “jeg gik for langt”. Nej, Thulesen, du vidste bedre og du fortiede sandheden for os borgere i Danmark.

KOMMENTAR af Stine Bosse

Med Morten Messerschmidt i front, som det store sandhedsvidne, bad Dansk Folkeparti danskerne stemme nej til den fortsatte deltagelse i Europol og deltagelse i en række andre retlige samarbejder i den Europæiske Union. Både Messerschmidt og Thulesen var klare i mælet, når de blev spurgt om risikoen for at en parallelaftale kunne vise sig umulig. “Så anbefaler vi en afstemning om deltagelse i Europol” lød svaret. Mange danskere har troet på dem. Mange har sat deres kryds i tillid til netop det. Messerschmidt var klar med de helt store danske armbevægelser, velartikuleret og velvidende at garantien for en parallelaftale var pure opspind. Her fornægter hans juridiske embedseksamen sig ikke.

Vi var rigtig mange, der advarede om, at en parallelaftale ikke var “a piece of cake” [barnemad], ja nærmest umulig. Hvad vi íkke sagde var, at det var løgnagtigt, det, der foregik. Nu gør Dansk Folkeparti klar til at drive danskerne en ny tur rundt i manegen. Nu skal vi stemme om Schengen. En gang for alle skal vi lære det. Hvis ikke DF får ret i deres selvopfyldende profetier på den ene måde, så får de ret på en anden måde. Det er ikke bare løgnagtigt, det er groft manipulerende og forledelse af den danske befolkning.

Venstrefløjen – i form af Enhedslisten – synes nu at være blevet forvirret. Først sagde de, at en folkeafstemning skulle klare situationen, men pt. siger de hverken/eller. Det er skidt, når vi igen ser en tøven hos Enhedslisten, som baner vejen for usikkerhed, forvirring og i sidste ende er til fordel for højrefløjen på scenen i dansk politik.

På begge fløje spilles der hasard med vores tryghed. Politiet må med undren og vel en del forfærdelse se et af deres vigtigste værktøjer til bekæmpelse af international kriminalitet – også den af groveste skuffe – svæve i den fri luft. Europol er endt som en brik i et uskønt politisk opgør mellem de partier, der ansvarligt forsøger at lede deres befolkning frem mod opbyggelige løsninger, og de partier, der hellere vil “disrupte” og nedbryde eksisterende systemer.

I sidste ende er det vores tryghed, der er på spil. Det er myndighedernes mulighed for at beskytte danske borgere og danske interesser overfor de trusler, som en moderne verden desværre indebærer, og som ingen grænsekontrol, hvor effektiv den end måtte synes, kan værne os mod.

1. maj 2017 er vi ude af Europol. Det må vi begynde at se for os, og derfor må vi som befolkning kræve en afstemning hurtigst muligt, der kan sikre os den deltagelse i Europol, som langt de fleste danskere ønsker sig. Og som denne gang ikke må forvirrende sammenblandes med andre temaer. ■

I sidste ende er det vores tryghed, der er på spil. Det er myndighedernes mulighed for at beskytte danske borgere og danske interesser overfor de trusler, som en moderne verden desværre indebærer
_______