26.01.2016

Jeg synes ikke, at det har vist sig at være en særligt god løsning, at indgangen til det forjættede land består i at man kan komme hertil på egen hånd. At man er risikovillig eller har råd til en menneskesmugler er ikke nogen god målestok for, hvem der har behov for hjælp. For de svageste flygtninge svigtes på den måde.

KOMMENTAR af Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti

Vi oplever i øjeblikket et Europa i forandring og under stærkt pres. Schengen er blevet løbet over ende, Sverige har måtte sige stop til udlændinge, grænserne i EU rejser sig igen, og den danske velfærdsmodel har fået sin sag for med udsigt til titusinder af asylansøgere.

Europa er under forandring, og det kræver et Danmark i bevægelse. Jeg mener, at vi skal skærpe kontrollen ved grænsen i den ekstraordinære situation, vi befinder os i. Men jeg mener også, at vi skal tage fat om nældens rod. Derfor skal vi gribe ind i Syrien – og derfor skal vi modernisere FN’s flygtningekonvention.

Skab sikre zoner og send humanitær hjælp
Flygtningestrømmens udspring er i Syrien, og det er der, vi skal gribe ind. Alt andet er symptombehandling. Millioner er drevet på flugt af Islamisk Stat og Assad. Dét er roden til problemet, og dér skal vi sætte ind. Islamisk Stat skal møde militær magt, og så skal der skabes sikre zoner i Syrien, hvor befolkningen kan være i fred for deres diktators bombadementer. Det kræver indgriben fra mere og andre end blot Danmark, men jeg er sikker på, at resten af verden efterhånden også har fået øjnene op for, hvor tragisk situationen i Syrien er. Om ikke andet har de måske set, hvilke udfordringer det skaber, at millioner af mennesker flygter til Europa.

Foruden den militære indsats kommer behovet for humanitær hjælp i nærområderne. Den er nødvendig, for der skal være tålelige vilkår for disse mennesker. Normalt ville nogen måske sige, at det ikke er vores ansvar. Men de må kunne se, at logikken er, at alternativet for menneskene i utålelige nærområder er at flygte videre. Så der er ikke så meget at rafle om: Hvis man ønsker færre mennesker til Europa, må man støtte i nærområderne.

Hvis vi kan hjælpe folk i nærheden af deres hjem for færre penge, er det klart det bedste for alle. Jeg har svært ved at tro, at de fleste mennesker fra Syrien har lyst til at være nødt til at flygte op gennem Europa, hvis de kan blive i deres hjemland.

Flygtningestrømmens udspring er i Syrien, og det er der, vi skal gribe ind. Alt andet er symptombehandling
____________________

 

Danmark skal sikre kontrol med sine grænser
De mange mennesker, som allerede er kommet til Europa, må vi håndtere efter bedste evne. Det er en udfordring. Se bare på Sverige, som den ene dag skosede Danmark for ikke at gøre nok, og kort tid efter selv måtte konstatere, at man var gået for langt. Grænserne måtte lukkes, og id-papirerne skal nu vises, senest når man når grænsen.

Her er den konservative holdning enkel: Vi vil vide, hvem der er i vores land. Derfor ønsker vi en effektiv, midlertidig grænsekontrol med transportøransvar. Jeg synes, at vi skal have afklaret helt fra begyndelsen, om folk har en legitim grund til at være i Danmark. Så kan vi bruge kræfterne på dem, der har brug for hjælp.

Vi må også indse, at de åbne grænser i EU faldt som dominobrikker, da presset fra menneskemængderne blev tilstrækkeligt stort. Nu siger landene fra, og brikkerne rejser sig igen én efter én. Derfor er grænser nødvendige i den nuværende situation. Det er trist, men vi må stå ved, at behovet er der.

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis EU’s ydre grænser var så velfungerende, at vi kunne færdes frit inden for EU. Så ville vi kunne koncentrere vores ressourcer om kriminalitet og ikke migration. Det er jo selve meningen med EU, at vi har et frit marked, hvor virksomheder og deres ansatte ikke møder barrierer i form af fysiske grænser men i krav til deres produkters kvalitet. Det er efterstræbelsesværdigt. Men vi må også være realistiske.

Vi må gøre op med den del af flygtningekonventionen, som favoriserer de risikovillige flygtninge og dem, der har råd til en menneskesmugler
____________________

 

Flygtninge skal søge asyl via flygtningelejre
I Danmark følger vi flygtningekonventionen sådan, at vi hovedsageligt giver asyl til dem, der er forfulgt, og som kan komme til Danmark af sig selv.

Jeg synes ikke, at det har vist sig at være en særligt god løsning, at indgangen til det forjættede land består i at man kan komme hertil på egen hånd. At man er risikovillig eller har råd til en menneskesmugler er ikke nogen god målestok for, hvem der har behov for hjælp. For de svageste flygtninge svigtes på den måde. Systemet betyder også, at vi ikke kan styre tilstrømningen, for der er ingen begrænsning på, hvor mange der må møde op.

Vi vil gerne hjælpe, men vi vil gerne kunne styre, hvem der er i landet. Jeg mener derfor, at vi må gøre op med den del af flygtningekonventionen, som favoriserer de risikovillige flygtninge og dem, der har råd til en menneskesmugler. I stedet skal man møde op i en flygtningelejr i sit nærområde, hvis man vil søge asyl. Det skal ikke give noget at møde op i Danmark. Det bør ikke være en vej til at få hjælp foran de mennesker, som sidder i flygtningelejre med større behov – tværtimod.

I Danmark skal vi så forpligte os til at tage et fast antal fra flygtningelejrene. Det skal være et antal, vi kan håndtere, som for eksempel 5.000 om året. Samtidigt skal lejrene tilføres flere penge, så de kan håndtere situationen ordentligt. Der skal være ordentlige vilkår i lejrene.

Det konservative bud er både en reel løsning og et klart signal: Vi ønsker at hjælpe, men vi ønsker også at styre tilstrømningen og målrette hjælpen til dem, der har behov.

Der er brug for konkrete løsninger i Danmark, Europa, i Syrien og i nærområderne. De konkrete løsninger konkurrerer hele tiden med hårde, men tomme, ord om at præsentere sig som den bedste løsning. Jeg tror på konkrete løsninger både ude i verden og herhjemme. Men jeg må også konstatere, at der er lang vej igen. ■


ILLUSTRATION: Katinka Hustad/Polfoto