06.06.2016

Afrikas største økonomi har med præsident Buhari i spidsen sat sig for at blive en regulær stormagt. Men de faldende oliepriser har skabt den laveste vækstrate siden 1999. Samtidig er en regulær humanitær katastrofe under opsejling i den Boko Haram-kontrollerede del af landet.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj.

AF Søren Knudsen Møller

Entusiasmen fejlede intet, da Muhammadu Buhari den 29. maj 2015 aflagde ed som præsident for Afrikas folkerigeste land. Det var det første parlamentsvalg i Nigerias historie, hvor den siddende præsident ikke blev genvalgt. At den afgående præsident, Goodluck Jonathan, hurtigt erkendte sit nederlag, var endnu en sejr for det demokratiske system, der først afløste militærstyret i 1999. For Buhari havde det været en lang rejse. Efter at have været i spidsen for militærstyret fra 1983-1985 stillede han op til de demokratiske valg – og led nederlag – i både 2003, 2007 og 2011. Men fjerde gang kunne han indtage præsidentpaladset Aso Villa i hovedstaden Abuja med hele befolkningens forventning om, at der nu ville blive taget fat på valgkampens mest centrale temaer: økonomisk genopretning og kamp mod korruption.

ʼBaba go slowʼ
Men Buharis opstart var langt fra så flyvende, som man havde håbet. Intet mindre end 166 dage tog det at danne en regering, hvilket i medierne gav ham øgenavnet ʼBaba go slowʼ. Kasseeftersynet, der pågik imens, afslørede en statskasse, der var tom for penge, men fyldt med ubetalte regninger tilbage fra efteråret 2014. De offentlige finansers sløje tilstand skyldtes i særlig grad den sidste del af Jonathans præsidentperiode, hvor betydelige beløb forsvandt i private lommer eller til aflønning af såkaldte ghostworkers – offentligt ansatte, der kun figurerer på lønningslisterne. Buharis første skridt var derfor at sikre, at alle pengestrømme kanaliseres igennem Nigerias centralbank, CBN.

Dernæst fulgte en række tiltag fra den protektionistiske økonomiske skole. Guvernøren for CBN, Godwin Emefiele, bekendtgjorde allerede i juni, at importører af en række produkter ikke længere ville kunne veksle valuta i centralbanken. Omend listen omfattede både mere og mindre kuriøse produkter – fra cement og ris til indisk røgelse og private jetfly – var budskabet klart: Nigeria skal rejse sig ved egen hjælp, og det kræver, at intet, der kan produceres indenlands, bliver importeret. Emefiele betegnede det som direkte ”skamfuldt” for Nigeria at importere og nævnte som eksempel på unødige importvarer tandstikkere, sardiner, æg, sukker og hvede. Ud over det faktum, at historien generelt ikke har behandlet protektionistiske økonomier blidt, har Buhari-administrationen glemt, at en omstilling til indenlandsk produktion tager tid, hvilket har medført mangel på bl.a. råvarer og reservedele og andre ting, der er nødvendige for virksomhedernes produktion. At virksomheder samtidig blev henvist til valutahandel på parallelmarkedet – hvor dollarkursen selvsagt er langt mindre favorabel – har fordyret produktionen yderligere og lagt en gevaldig dæmper på den udenlandske investeringslyst. Og det er derfor ikke nogen overraskelse, at IMF i februar anbefalede, at begrænsningerne på adgang til udenlandsk valuta burde fjernes omgående.

Ud over det faktum, at historien generelt ikke har behandlet protektionistiske økonomier blidt, har Buhari-administrationen glemt, at en omstilling til indenlandsk produktion tager tid, hvilket har medført mangel på bl.a. råvarer og reservedele og andre ting, der er nødvendige for virksomhedernes produktion.
____________________

 

Hvad Buhari tabte af momentum under den endog meget langstrakte regeringsdannelse, syntes han dog til en vis grad at have genvundet, da han endelig præsenterede sit kabinet. Den langstrakte regeringsdannelse skyldtes nemlig ikke, at ministerholdet ikke blev stemt igennem parlamentet, men i stedet at Buhari ville tage sig tid til at finde de helt rigtige kandidater, der kunne levere valgkampens slogan om ”forandring”. Ud af 36 ministre blev de første 21 ministeremner præsenteret i starten af oktober, og derefter fulgte de sidste 15 i begyndelsen af november. Men ventetiden kunne sagtens tilgives af nigerianerne, der fik kontrasten til Jonathan-administrationen skåret ud i pap i dagene op til præsentationen af Buharis første kandidater. Da blev den tidligere olieminister, og forhenværende præsident for OPEC, Diezani Alison-Madueke, nemlig arresteret i London med intet mindre end 27.000 pund i kontanter (ca. 255.000 danske kroner). Anklagen: hvidvaskning af penge. Hvorvidt der er hold i mistanken, vides endnu ikke, men med forkærlighed for dyre smykker og chartring af private jetfly blev den tidligere olieminister for nigerianerne symbolet på alt det, der var galt med den gamle administration – hvorfor de værdsatte Buharis eftertænksomhed i sammensætningen af kabinettet desto mere. Da det samlede kabinet endelig blev præsenteret og stemt igennem parlamentet, høstede det da også både national og international opbakning.

Buharis nultolerance over for korruption er blevet særlig påskønnet af USA, hvis bilaterale forhold til Nigeria var blevet tyndslidt i den sidste del af Jonathans præsidentperiode. USA havde oprindeligt støttet Jonathan og hans administration politisk og, ifølge lækkede dokumenter fra WikiLeaks, også med råd på hans vej fra vicepræsident til præsident. Men da Jonathan fik magten, blev han sløv til at svare, når USA ringede. Dertil kom den stærkt stigende korruption i landet. Fra Nigerias side blev der også udtalt offentlig utilfredshed med, at USA nægtede at levere tunge våben til kampen mod Boko Haram, selvom den nigerianske hær var – og er – under beskyldning for grove menneskerettighedskrænkelser. Kort efter valget rejste Buhari derfor til USA for at gyde olie på vandene; en taktik, der ser ud til at være lykkedes. Her roste Obama præsidenten for hans beslutsomhed i kampen mod korruption og mod Boko Haram, og i en tale til Den Afrikanske Union i Addis Abeba, under Obamas store rundrejse på kontinentet, fremhævede han den succesfulde magttransition i Nigeria. Som en kommentator bemærkede i magasinet ʼNew Africanʼ, beviste Buhari, at båndet til USA kun var blevet midlertidigt slækket, ikke uopretteligt beskadiget. Med denne fjer i hatten, og med et ministerhold, der blev stemt igennem parlamentet i november, kunne Buhari nu kaste sig over den næste store udfordring: statsbudgettet for 2016.

Oliepris i frit fald
Som Afrikas største økonomi, med olie som hovedindtægt, har den stærkt faldende oliepris på verdensmarkedet i høj grad kunnet mærkes i Nigeria. Det smittede af på Buharis budgetforslag, der blev præsenteret i december: Hvor statsbudgettet for 2015 baserede sig på en oliepris på 52 USD pr. tønde, blev det nye budgetforslag baseret på en oliepris på 38 USD pr. tønde – og dette så endda vel optimistisk ud i de første måneder af 2016, hvor olieprisen lå langt under de 38 USD. Til trods herfor præsenterede Buhari i december et historisk ekspansivt statsbudget på hele 6,08 billioner naira (ca. 30 mia. USD) – 22 pct. større end 2015. Efter tre måneder lange forhandlinger endte resultatet dog på 6,06 billioner naira, da budgettet endelig blev vedtaget den 23. marts.

Hvor statsbudgettet for 2015 baserede sig på en oliepris på 52 USD pr. tønde, blev det nye budgetforslag baseret på en oliepris på 38 USD pr. tønde …
____________________

 

De mellemliggende måneder blev ikke kun brugt på at nedbarbere budgettet, men også på at diskutere, hvorvidt en så ekspansiv finanspolitik vil få Nigerias økonomi på fode eller hælde benzin på bålet. Underskuddet på statsbudgettet er nemlig på hele 50 pct. af det samlede budget, og selvom både Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank ligger i forhandlinger med Nigeria om at yde statslån, er det ikke tilnærmelsesvis for summer, der kan dække de godt 15 mia. USD, der mangler. Og hvorledes dette betragtelige hul i statsbudgettet skal dækkes, står i skrivende stund hen i det uvisse.

Buharis eget bud er øget skatteindkrævning og effektivisering. Men selv jubeloptimister vil nok betvivle, at der kan hentes 15 mia. USD igennem en administration, der stadig er genstand for oprydning efter Jonathans berygtede ʼworst practiceʼ.

De nævnte økonomiske udfordringer har ifølge IMF svækket Nigerias økonomi så meget, at vækstraten, der i 2014 lå på 6,3 pct., i 2015 var faldet til 2,7 pct. Det er den laveste vækstrate siden 1999. Ikke alt er dog for nedadgående; på en måned – fra december til januar – steg inflationen fra 7,9 pct. til 9,6 pct. mod centralbankens mål på 6-9 pct. (til sammenligning ligger den efterstræbte inflation i industrialiserede lande på 2 pct.). Det har derfor været på tale at devaluere nairaen, men det vil næppe løse problemet på lang sigt.

Med en befolkning, der af FN forventes at være større end USAʼs i 2050 og verdens tredjestørste i 2100 (kun overgået af hhv. Indien og Kina), skal der skrappere midler i brug for at sikre væksten. Det vil som minimum kræve en stærkt forbedret skatteopkrævning, men samtidig vil det også være nødvendigt at gøre landet langt mindre olieafhængigt. Men en sådan omstilling kræver en massiv udvikling og diversificering af den lokale industri, hvor særligt eksportpotentialet skal udvikles – og dette lader sig ikke gøre uden massive udenlandske investeringer.

Kampen mod Boko Haram
I den nordlige del af landet har Buhari samtidig et akut problem. Her hærger terrorgruppen Boko Haram på syvende år. I 2014 udmærkede den sig som verdens mest dødelige terrororganisation – værre end IS – med 6.644 drab på samvittigheden ifølge Global Terrorism Index. Og Boko Haram lader da heller ikke IS noget tilbage i brutalitet: Hyppige selvmordsbomber mod offentlige mål og voldtægt af kvinder, der efterfølgende tvinges til at konvertere til islam, er en del af gruppens modus operandi. Den mest spektakulære hændelse var bortførelsen af ca. 300 skolepiger i 2014. Bortset fra en lille gruppe af pigerne, der formåede at stikke af, er resten endnu ikke fundet, og på toårsdagen for pigernes bortførelse kunne CNN offentliggøre nye videoer af pigerne, nu iklædt muslimsk slør. Billedernes ægthed blev bekræftet af pigernes grædende forældre. På den baggrund er det måske nemmere at forstå, at Boko Harams påståede alliance med IS ikke har afstedkommet større uro – for organisationen kunne næppe blive mere grusom.

I 2014 udmærkede Boko Haram sig som verdens mest dødelige terrororganisation – værre end IS – med 6.644 drab på samvittigheden ifølge Global Terrorism Index.
____________________

 

Boko Harams massive tilstedeværelse i den nordøstlige delstat Borno vidner også om den føderale regerings manglende territoriale kontrol. Det er vanskeligt at bringe nødhjælp ud, og af de 15 mio. nigerianere, der er påvirket af konflikten med Boko Haram, anslår FNʼs kontor for koordinering af humanitær indsats (UNOCHA), at 2,5 mio. er fejlernærede, og at hele 3,6 mio. ikke har adgang til rent drikkevand. Værst går det ud over børn og gravide kvinder. Børnene bliver i nogle tilfælde tvangsrekrutteret som børnesoldater eller – som det også er tilfældet for kvinderne – som selvmordsbombere. Dødeligheden for børn under fem år er 109 ud af 1.000, og mødredødeligheden 814 ud af 100.000. Og situationen forventes at kunne udvikle sig til regulær hungersnød, hvis ikke det inden for meget kort tid lykkes at skabe en sikkerhedssituation samt et logistisk setup, der kan bringe nødhjælp til alle regioner i Borno. Samtidig er der også behov for finansiering: Ifølge UNOCHAʼs seneste overblik er deres samlede humanitære appel for Nigeria for 2016 finansieret med kun 15,9 pct.

Situationen vidner om to ting. Først og fremmest naturligvis at den hidtidige kamp mod Boko Haram ikke har været succesfuld. Men dernæst også at forholdet mellem den føderale regering og delstaterne ikke er tilstrækkelig tæt. Om regeringen i Abuja har været for fodslæbende, eller om styret i delstaten ikke har formået at anskueliggøre omfanget af elendigheden for regeringen, er uklart. Men det er åbenlyst, at der både kunne og burde være grebet ind langt tidligere.

For så vidt angår selve bekæmpelsen af Boko Haram, har Buhari valgt at anlægge en regional vinkel. I de første to måneder af sit præsidentskab besøgte han således Niger, Tchad, Cameroun og Benin, ligesom han også inviterede deres præsidenter til Abuja for at diskutere kampen mod organisationen. Det kan virke indlysende, eftersom kampen netop udkæmpes i grænseområdet imellem disse lande, men reelt set er der tale om et opgør med den udenrigspolitiske linje fra Jonathan. Her blev det i 2010 eksplicit fastslået, at kernen i Nigerias udenrigspolitik var statens nationale interesser, og at det var slut med at lege storebror for omkringliggende lande uden at få noget retur. Buhari har derimod formuleret sin udenrigspolitik som såkaldte koncentriske cirkler – først kommer Nigeria, så Nigeria i regionen, dernæst Nigeria i Afrika og sluttelig Nigeria i verden. En tilgang, der åbenlyst vil være bedre til at bekæmpe det regionale problem, som Boko Haram udgør.

Omfattende menneskerettighedskrænkelser
Det mest afgørende aspekt for stabiliteten i Nigeria på lang sigt vil dog være, at sikkerhedsinstitutionerne bliver inden for deres. Også her er Buhari stærkt udfordret. En nyligt nedsat undersøgelseskommission kortlægger, hvad der egentlig skete i december i Kaduna. Den 12. december blev hærchefen, general Buratai, og hans kolonne stoppet – og ifølge Buratai beskudt – af en shiamuslimsk procession ud for byen Zaria. Hæren åbnede ild mod processionen, hvilket kostede 15 døde, men efterspillet, mellem den 13. og 14. december, var mere drabeligt. Da vendte hæren angiveligt tilbage til Zaria, svært bevæbnet, og beskød civile, ligesom de tilfangetog den radikale shia-imam og leder af Islamic Movement of Nigeria Ibrahim Zakzaky efter at have skudt flere af hans sønner og nedbrændt hans hus. En nyligt tildækket massegrav med ligene af 345 personer, herunder også børn og kvinder, er efterfølgende fundet et andet sted i delstaten, og formodningen er, at de stammer fra Zaria. Den tilfangetagne imam og hans hustru blev efterfølgende overgivet til sikkerhedstjenesten, der siden har offentliggjort ydmygende billeder af ham, angiveligt med det formål at bevise, at han er i live. Men hverken hans eller hans hustrus tilstand – eller deres opholdssted – kendes p.t.

Situationen er endog meget prekær for Buhari. I sin indsættelsestale understregede han, at menneskerettighedskrænkelser ville blive straffet, og afhængigt af undersøgelseskommissionens konklusion vil han skulle træffe valget mellem at undsige sine egne principper eller ofre hærchefen – der ud over at være særdeles veluddannet også har stået i spidsen for kampen mod Boko Haram som leder af den multinationale Joint Task Force i Tchad. Buhari har dog allerede tæret på sin offentlige goodwill, efter at sikkerhedstjenesten i december, på ordre fra Buhari, arresterede direktøren for Radio Biafra, Nnamdi Kanu, hvilket udløste omfattende demonstrationer i landet (genskabelsen af den selvstændige stat Biafra var tema for den nigerianske borgerkrig 1967-1970, der kostede over to mio. mennesker livet).

Fælles for disse sager – ud over at der er tale om åbenlyse menneskerettighedskrænkelser – er, at de skubber til de etniske og religiøse spændinger i landet. Godt 50 pct. af befolkningen i Nigeria er muslimer, men kun et fåtal af disse er shiamuslimer. Massakren – hvis det virkelig er det, der var tale om – af over 300 shiamuslimer udført af hæren vil derfor selvsagt rejse spørgsmål om undertrykkelse af religiøse mindretal. Og hvad angår Biafra-spørgsmålet, er selvstændighedsforkæmperne alle af den etniske oprindelse igbo, der er den tredjestørste etniske gruppe i Nigeria. Dette forklarer til dels de omfattende – og for mange overraskende – reaktioner på arrestationen af direktøren for Radio Biafra og viser frem for alt, at ønsket om oprettelse af en selvstændig stat langtfra er gået i glemmebogen. Læg dertil, at den arresterede direktør også er britisk statsborger, hvorfor anholdelsen heller ikke er gået ubemærket hen i London.

Præsident Buhari blev valgt af befolkningen for sine store ambitioner for Nigeria. Men hvor end han kigger hen for at prøve at indfri dem, er der udfordringer, så langt øjet rækker.

Præsident Buhari blev valgt af befolkningen for sine store ambitioner for Nigeria. Men hvor end han kigger hen for at prøve at indfri dem, er der udfordringer, så langt øjet rækker.
____________________

 

Søren Knudsen Møller (f. 1987) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han er bachelor i idéhistorie fra Aarhus Universitet og bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet, hvor han nu læser på kandidatuddannelsen med specialisering i International Politik, Diplomati og Konfliktstudier. Her har han et stærkt fokus på Afrika og skrøbelige stater og har endvidere været bosat i Nairobi.

ILLUSTRATION: Nigeria’s præsident Muhammadu Buhari holder tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, 3. februar 2016 [foto: European Union 2016 – European Parliament]