27.12.2016

Vi europæere må til igen i højere grad at stå for vore egne landes forsvar. Det græder jeg tørre tårer over. For det skulle da egentlig bare lige mangle.

Kommentar af Søren Espersen (fra RÆSON28).

Dagen efter USA’s valg – kl. 05.40 – havde jeg aftalt med DR P1, at jeg skulle være klar ved telefonen for at kommentere resultatet – og en halv times tid senere ville Radio24syv ringe i samme ærinde. Resultatet kendte vi alle. Det var kun en formalitet, at Hillary Clinton ville stå som vinder – og blive USA’s præsident. Vækkeuret ringede 05.20, så jeg havde nogle minutter til at finde ud af, hvor stor Clintons sejr var blevet. Det var den altså så ikke lige …! Som resten af verden blev det for mig en brat opvågnen, da breaking news buldrede ud med: ”Trump tæt på sejren!”.

Men hvorfor blev jeg egentlig overrasket? Jeg burde jo for længst have erfaret, at hverken meningsmålingsinstitutter eller eksperter ikke i det allermindste er til at stole på. Vi havde jo inden for en overskuelig periode set det med det israelske parlamentsvalg, med det danske EU-parlamentsvalg, med det britiske parlamentsvalg, med Hollands afstemning om handelssamarbejde med Ukraine, med Danmarks afstemning om retsforbeholdet, med Brexit-afstemningen…

Allesammen i dén grad mistolket og fejlvurderet af institutterne og af eksperter. Efter hver afstemning lugtede det bare af en gang billigt og pinligt gætværk og hver gang med de sædvanlige hændervridende bortforklaringer: ”Ja, det er jo svært at tage højde for UK’s valgsystem”, ”ja, det er jo svært at tage højde for USA’s valgsystem”… og bla bla bla. Jamen hvis man ikke evner at tage højde for forskellige valgsystemer, så var det måske bedst helt at lade være med at gætte. (Der er intet at gøre ved det. Institutterne vil blive ved med ukvalificeret at gætte løs, og medierne vil pinligt blive ved med at betale dem kurfyrstelige summer for deres ukvalificerede gæt – hvilket i øvrigt kan undre).

Igennem hele det lange forløb op til valgdagen kunne eksperterne og institutterne så pædagogisk fortælle os, at man helt præcist vidste, hvem der kunne finde på noget så bizart som at stemme på Trump. Der var, fik vi fortalt, følgende grupper af amerikanere, som medierne så i månedsvis, som en anden Jens Bjerre i Ny Guineas jungle, opsøgte på strejftog ude i al elendigheden:

1) De meget, meget dumme, som aldrig havde læst en bog, ja enkelte af dem skulle ligefrem end ikke nogensinde have set en bog.
2) De kiksede hvide – ’white trash’, som brugte de fleste af deres mangfoldige ledige stunder til mellem deres campingvogne at stå og skyde til måls efter tomme øldåser, hvis de altså ikke lige bankede konen.
3) Cubanske latinoer, som ikke kunne fordrage Castrobrødrene, og som var rasende på Obama, fordi han havde været ude på cigarøen.
4) Fascister og Ku Klux Klan-folk, som gik rundt og brændte kors af, og som hverken kunne lide sorte, jøder eller globalister.
5) Tosser i almindelighed.

Sådan var, måtte man forstå, Trumps vælgere – og så mange af dem var der jo trods alt heller ikke i USA, hvorfor hans nederlag var uundgåeligt. Nå, men så blev det altså Trump, og jeg – som alle andre europæere – fik en brat opvågnen. Hillary Clinton blev så chokeret, at hun gik i flyverskjul i næsten 12 timer, inden hun var i stand til at ytre så meget som en Twitter-sætning. Hun fik dog lige ringet til Trump og hæst fremført et tillykke, inden hun – som en anden Maude – gik op for at lægge sig.

Hillary havde i øvrigt overhovedet ikke, viste det sig ved fintællingerne, formået at samle hverken kvinderne, de sorte, jøderne eller de intellektuelle. Mange af de ’oplagte’ Hillary-vælgere stemte på Trump – nøjagtig som dumrianerne i lige så stort tal stemte på Hillary.

Det fik mig til at længes efter den forfriskende dag, hvor danske, europæiske og amerikanske journalister og analytikere holder op med at dele befolkninger op i stereotyper. For det sker jo igen og igen.
_______

 

Det fik mig til at længes efter den forfriskende dag, hvor danske, europæiske og amerikanske journalister og analytikere holder op med at dele befolkninger op i stereotyper. For det sker jo igen og igen.

Efter Dansk Folkepartis knusende valgsejr i 2015 skyndte de forskræmte journalister sig at drage på research til Sønderjylland, hvor DF havde fået et par procentpromiller mere end i andre egne af Danmark. De ville ud at møde den ægte DF’er … og fandt overraskende ud af, at han var lidt småfed, gik med gulnet undertrøje, havde campingvogn, ikkeregistrerede scootere og tatoveringer, gik til bingo – og holdt af en lunken øl sammen med vennerne. Boglige studier var ikke lige ham, så derfor var det jo ulig nemmere at undgå alt det der med fakturaer og selvangivelser…

Hvordan kunne det dog gå så galt, funderede journalisterne og analytikerne, alt imens de i trygt selskab, dels med sig selv, dels med hinanden, diskuterede, hvordan man dog kom dette uvæsen til livs. Konklusionen på disse timelange, kedsommelige debatter blev som altid, at der simpelthen måtte mere uddannelse til! Og så skulle alle disse for demokratiet så besværlige ’white trash’-vælgere i øvrigt også løftes økonomisk. Det ville tage tid, det erkendte man, men det var en pinedød nødvendighed, og de penge måtte og skulle findes, således at Dansk Folkepartis bluff kunne afsløres – også for dumrianerne.

Hvorfor denne bekymring?
Men med USA’s præsidentvalg den 8. november modtog journalisterne og analytikerne så endnu et kernevåbenslag i mellemgulvet. For dér stod han så lyslevende: Donald John Trump, 70, født i Queens, New York, succesrig forretningsmand – og altså ’Mr. President Elect’ frem til fredag den 20. januar 2017 – derefter USA’s 45. præsident. Og hvad så? Og hvad nu? Ja som en anden Silvio Berlusconi stod Trump der. Og som med Berlusconi havde man gysende storgrinet af ham, ynket ham, foragtet ham, raset over ham – for nu at frygte ham. ”Der er virkelig grund til bekymring,” lød det. Dette ord – ’bekymring’ – sniger sig i disse år forresten ind over alt og alle. Der er grund til bekymring, når Trump siger, at han vil tale med Putin. Og der er grund til bekymring, når Trump siger, at han vil bygge et grænseværn.

Men er det virkelig bekymrende, at USA’s præsident vil forsøge at undgå endnu en kold – og muligvis skoldhed – krig?
_______

 

Men er det virkelig bekymrende, at USA’s præsident vil forsøge at undgå endnu en kold – og muligvis skoldhed – krig? Og er det bekymrende, at USA’s præsident vil forhindre illegale i at strømme ind over grænsen fra Mexico – ind til alle de øvrige 16 mio., som allerede er ankommet? I min optik er det ikke det allerfjerneste bekymrende. For jeg hylder altså de ledere, som i det mindste forsøger at tale med sine fjender, og jeg hylder de ledere, som forsøger at forhindre illegale i at strømme ind.

Men hvad vil han så? Vil han sætte ’America First’? Ja da, som det er oplagt at gøre, hvis man er amerikaner. ’Danmark først’? Ja da, hvis man er dansker. Naturligvis. Jeg betragter for resten enhver politisk leder, der ikke som en selvfølgelighed sætter sit eget land først, som en usling.
Indenrigspolitisk har Donald store reformer i sigte. Og med et Republikansk flertal i Kongressen har han reelle muligheder for at få flere af dem gennemført. Efter sigende vil han afskaffe det meste af den sundhedsordning, som Obama efter lange tovtrækninger med en modvillig kongres fik gennemført, ligesom han vil gå på jagt efter USA’s millionvis af illegale indvandrere. Et hegn ind mod Mexico vil han også foreslå bygget, ligesom han har lovet at øge militærudgifterne. Samtidig vil han – som en anden Roosevelt – sætte gang i offentligt byggeri – hovedsageligt infrastrukturen, som mange steder er stærkt forældet.

Hvordan man tilrettelægger politikken inden for USA’s grænser, er for mig i øvrigt ikke specielt interessant. Det afgørende er, hvordan amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik udvikler sig under præsident Trump, og her tror jeg på markante forandringer – også for Danmark.

Konsekvenserne for Danmark
I valgkampen har Trump ofte luftet sin irritation over, hvorledes stenrige vesteuropæiske medlemmer af NATO økonomisk ikke lever op til den aftale, man igen og igen har bekræftet hinanden i – nemlig som et minimum årligt at tilføre forsvaret midler svarende til to pct. af BNP. I den sag er jeg enig med Trump – og i øvrigt med NATO’s ledelse.

For det er – når alt kommer til alt – et rimeligt forlangende, for mens USA under Den Kolde Krig stod for ca. 50 pct. af NATO’s udgifter, står man i dag for 75 pct. Den slags gider amerikanerne ikke længere.

Især ikke, når mange af de europæiske partnere, når det kommer til direkte medvirken i NATO’s militære indsatser, er sure og modstræbende. For tiden er det få lande – som Storbritannien, Frankrig og Grækenland – som betaler det fulde kontingent. Og hvorfor, spørger Trump, skulle USA fortsat være en del af musketer-eden i forhold til lande, som ikke betaler det kontingent, de selv har været med til at indføre? Hvorfor er det lige, at Europas NATO-lande ikke selv i højere grad skulle kunne varetage forpligtelserne?

Norge har besluttet at leve op til to pct.-kravet og vil givet nå det inden så længe, mens Danmark, som p.t. ikke har samme økonomiske styrke som vore norske venner, vil få det svært. Men det afgørende er, at vi nu vender udviklingen, således at det kommende forsvarsforlig ikke bliver en spareøvelse, men at Forsvaret tilføres flere penge. Det gør stadig ondt i Forsvarets økonomi, at den socialdemokratiske regering, støttet af De Konservative og Venstre, ved afslutning af sidste forsvarsforlig, fik barberet 2,7 årlige mia. af budgettet.

Med Trump ved roret vil presset mod de europæiske lande i forhold til at lade militærudgifterne stige blive stort. Det faktum ser jeg som en positiv udvikling.
_______

 

Med Trump ved roret vil presset mod de europæiske lande i forhold til at lade militærudgifterne stige blive stort. Det faktum ser jeg som en positiv udvikling. Er europæerne klar til at yde deres, føler jeg mig i øvrigt ret fortrøstningsfuld i forhold til NATO-samarbejdet, hvor jeg forestiller mig, at meget vil blive som hidtil: i forhold til vor del af verden den trofaste forpligtelse til NATO, den varme forbrødring over Atlanten mod Storbritannien – som så i øvrigt også fint, som hidtil, rækker videre over Vesterhavet til os. Og i Asien et stadig tættere militært samarbejde med Japan.

Nye muligheder for USA
De nye muligheder efter det amerikanske præsidentvalg ser jeg i USA’s relationer til henholdsvis Mellemøsten og Rusland. At USA ikke længere er i stand til at opnå respekt fra såvel israelsk side som fra arabisk, må i høj grad tilskrives præsident Obama. Og at forholdet mellem Rusland og USA i dag er meget køligt, skyldes i lige høj grad Obama og Putin. De to præsidenter siges at have haft et meget anstrengt personligt forhold, som gør, at de to ledere sjældent talte med hinanden. Det siges, at de to ikke kan fordrage hinanden. Dermed være ikke sagt, at de to lande ikke taler sammen, for det gør de. Men dialogen er foregået mellem de to udenrigsministre, Lavrov og Kerry.

Skal verden undgå en fuldstændig unødvendig tilbagevenden til Den Kolde Krig, er det tiden, at USA’s og Ruslands præsidenter finder hinanden. Efter Murens fald var vi i lang tid på vej imod en rigtig forbrødring mellem de to stormagter. Russiske militærfolk var observatører til NATO-øvelser, og så fint var samarbejdet ved at blive etableret, at den russiske hær endog var deltagere i militære øvelser imod den gamle ærkefjende.

Alt det er i denne tid kuldkastet. Russiske jagerfly foretager nu flere chikane-flyvninger mod NATO-territorium end på noget tidspunkt under Den Kolde Krig. Samtidig trapper NATO militært op i Østersøregionen, ligesom Vesten har indført handelssanktioner mod Rusland, hvilket end ikke fandt sted i selv de koldeste perioder af Den Kolde Krig. Og på allerhøjeste plan i Danmark diskuteres, hvorvidt den nye russiske gasledning – Nord Stream 2 – må gå igennem dansk territorium. Også dette ville have været en utænkelighed under Den Kolde Krig – hvor energiforsyning på intet tidspunkt var et stridspunkt. Ja faktisk var holdningen den, at netop energiforsyning landene imellem ville have en gunstig indflydelse på dialogen og medvirke til optøning af forholdet.

Regeringen har i første omgang bekvemt overladt beslutningen om gasledningen til EU, som tøver med et svar til Danmark og Sverige – givet fordi specielt tyskerne er ret interesserede i ledningen, som skal sikre en betragtelig del af Tysklands energiforbrug.

Og uha! Tænk, hvis Danmarks regering på ny blev tvunget til at føre Danmarks udenrigspolitik! Det bruger man simpelthen ikke længere, og det har skiftende regeringer ikke turdet i årevis.
_______

 

Det kan derfor let ende med, at den danske regering selv må træffe den beslutning. Og uha! Tænk, hvis Danmarks regering på ny blev tvunget til at føre Danmarks udenrigspolitik! Det bruger man simpelthen ikke længere, og det har skiftende regeringer ikke turdet i årevis. Alting skubbes efterhånden smart over til Bruxelles. Den langsigtede strategi fra såvel socialdemokratiske regeringer som fra Venstre-regeringer er vist, at EU gradvist overtager Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. (Et eksempel på dét er, hvordan ambassadelukninger bliver mere og mere fristende, i takt med at der efterhånden er EU-ambassader overalt – i hundredvis af lande er EU således til stede med flotte og prangende repræsentationer, i alle metropoler og på snart sagt hver lille tropeø. Her er der delegationer, der ’varetager EU’s interesser’, og – spørger Venstre og Socialdemokratiet naivt – hvorfor skulle Danmark dog på den ene side ikke drage fordel af det og på den anden side spare en masse penge?).

Men i Nord Stream-sagen er regeringen altså på vej ind i en tredobbelt klemme: Den vil meget gerne spille barsk over for Rusland, den vil meget nødig genere Tyskland, den vil meget nødig pludselig selv begynde at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik – for det var så behageligt at slippe for – og den vil meget nødig stå som den eneste, som bævende står op imod Rusland.

Interessant er det, at det i denne sag og i sanktionsregimet mod Rusland er partier som Det Radikale Venstre, personificeret ved tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, som optræder allermest råbende og koldkrigsagtigt. Mens jeg og min kollega i Dansk Folkeparti, Marie Krarup, roligt og pragmatisk har kaldt på dialog med Rusland. Men sådan er der jo så meget.

Dansk Folkepartis holdning i denne sag er – som den hele tiden har været – at NATO på den ene side skal vise stigende militær fasthed og styrke over for Rusland – fra dansk side udtrykt ved en markant øget tilstedeværelse i Østersøregionen med danske fregatter, danske fly og dansk tilstedeværelse i Baltikum og Polen – og på den anden side føre en værdig og stilfærdig dialog med russerne. Altså realpolitik.

I Syrien er en russisk-amerikansk forbrødring nødvendig
Præsident Obamas embedsperiode har netop ikke været kendetegnet af realpolitik. Som oftest har han retorisk fremstået barsk og markant, men i virkeligheden har han handlet som en bævende forsigtigper, der aldrig forstod nødvendigheden af en forbrødring med Putin omkring Syrien og en ordentlig dialog med hensyn til Ukraine.

Men nu er verden vist nået til det punkt i forhold til Syrien og Irak, hvor det er nødvendigt, at USA og Rusland sætter sig sammen. For stormagterne har jo et fælles, helt afgørende mål: Et djævelskab skal nedkæmpes. Her må man stå sammen – i det mindste med udveksling af intime efterretninger.

Og – please! – glem ekspertadvarslerne om, at et samarbejde med Rusland ”ville kunne styrke Putin”. For hvad enten man kan lide det eller ej, så er det jo allerede en realitet. Putin fremstår for længst som den stærke i forholdet til Obama, og Rusland udmanøvrerer gang på gang USA såvel diplomatisk som militært.

Putin fremstår for længst som den stærke i forholdet til Obama, og Rusland udmanøvrerer gang på gang USA såvel diplomatisk som militært.
_______

 

Rusland er nemlig nu, her knap 30 år efter kommunismens fald, atter en væsentlig stormagt. Det kaos, som vi i disse uger er vidner til i Syrien, er til at græde over: et militært samarbejde mellem Putin og Assad – og på bagsmækken en eller anden shiitisk surdej bestående af Hizbollah og det shiitiske Iran. En halvhjertet militær tilstedeværelse af USA samt af kurderne og så sådan noget sunni-noget – med Saudi-Arabien og Israel på bagsædet og Tyrkiet på hattehylden.

Derudover jo så et sammensurium af forskellige, ældgamle folkeslag og religioner, som alle har et eller andet at hævne, hvoraf det meste ligger århundreder tilbage, og som kun religiøse eller historiske nørder kan forklare. Kun ved alle, at man ikke kan lide de andre.

Men helt afgørende er det: Samtlige nævnte vil Islamisk Stat til livs, hvorfor dette må have absolut prioritet. Og i dette spil må Rusland og USA som de store magter i området finde sammen. Om Assad bliver ved magten? Tjah, det kan da godt være. Men hvis det er dér, hvor realpolitikken ender, så er det dét!

Når Islamisk Stat så – mødt af Ruslands og USA’s forenede militære kræfter – ligger i ruiner, og mordermaskinens våde drømme om et kalifat er forduftet, ja så kommer anden runde. Så skal der, stadig under Ruslands og USA’s ledelse, tales og forhandles med alle parter. Også med dem, der er slyngler. Og så må vi se, hvor det ender. Men på kort sigt er målet at få udryddet Islamisk Stat såvel i Irak som i Syrien – og dermed få skabt sikkerhed og tryghed.

Dette er realpolitik. Dette er pragmatisme. Præsident Putin har længe været eksponent for en sådan politik. Det er mit indtryk, at præsident Trump på denne bane tænker som Putin – og faktisk på samme måde som Henry Kissinger, USA’s sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under præsident Nixon.

Trump vil ikke betyde flere USA-krige – snarere færre
Der har blandt flere danske analytikere oven på resultatet af præsidentvalget været luftet den tanke, at Trump nødvendigvis vil føre USA ind i flere krige – og at Danmark nu skal til alvorligt at overveje, om vi stadig skal følge trop, når USA kalder. Jeg mener, det er en forkert analyse. Trump vil ikke betyde flere USA-krige – snarere færre. En isolationisme som den, Trump varsler, og som USA har set flere af, har historisk altid medført, at USA kun meget modvilligt trækkes ind i militære engagementer.

Kun kampen mod den islamiske terror vil under Trump få førsteprioritet, mens man generelt vil trække sig fra mange af de udstationeringer, som stadig pågår.

For tiden befinder 150.000 amerikanske soldater sig forskellige steder på kloden uden for USA’s eget territorium. Mange af udstationeringerne er der ingen som helst mening i, siger Trump, som peger på, at der befinder sig 35.000 amerikanske tropper i Tyskland, 12.000 i Italien, 46.000 i Japan og 25.000 i Sydkorea. Sidstnævnte engagement fik Trump til – til stor uro hos mange – at mene, at det så var langt lettere og billigere at udstyre Sydkorea med kernevåben.

Men altså alene i Europa står der knap 50.000 amerikanske soldater – hovedsageligt i Tyskland og Italien her hele syv årtier efter afslutningen på Anden Verdenskrig!

I hverken Tyskland eller Italien har man travlt med at bede amerikanerne om at rejse. Det forholder sig helt modsat: Hver gang det har været luftet, om det måske ikke var på tide at sige farvel og tak, har der lydt råbende protester fra værtsfolkene. Der er flere tyske provinsbyer, som økonomisk nyder godt af amerikanernes tilstedeværelse ved at kunne levere alskens serviceydelser.
Det vil være et hårdt slag for dem, hvis amerikanerne pludselig rejste. Dertil kommer, at Tyskland kun bruger 1,15 pct. af BNP på militæret – rejser de amerikanske tropper, må tyskerne se at komme til lommerne. Og med Trumps tilstedeværelse i Det Hvide Hus kan det snart blive en realitet. Trump ønsker en dramatisk stigning i USA’s militærudgifter, og dér vil det være ganske logisk at starte med at overlade Vesteuropas forsvar til Vesteuropa for derved at finde de første mange, mange mia. af dollars til denne opgave.

Tallene fortæller, at USA i 2015 spenderede 150 mia. dollars – ca. 1.000 mia. danske kr. – på sin oversøiske tilstedeværelse. Flere steder vil det lige nu sende sære signaler at drage hjem – herunder i Sydkorea og måske også i Japan, omend Japan stille og roligt, trods sin pacifistiske grundlov, er ved at opbygge et stærkt og selvsikkert forsvar. Men med hensyn til Tyskland og Italien ville det være aldeles forståeligt. Og Trump er klar!

Frihandel på en anden måde
Donald Trumps anden store udenrigspolitiske ændring i forhold til Obama – hvis ellers han får lov af Kongressen – bliver i forhold til de mange handelsaftaler, som USA igennem årene har oprettet, og som Trump ønsker enten afskaffet eller nyforhandlet.

Først og fremmest er det NAFTA-aftalerne, som Trump har øje på – denne store amerikanske handelsmæssige forbrødring mellem USA, Canada og Mexico, som blev til i begyndelsen af 90’erne, og som har skabt et marked for en halv mia. mennesker. Trump, og mange med ham, finder, at markedet ikke specielt har været til fordel for USA, men i høj grad for de to andre lande. Ifølge en undersøgelse af Congressional Research Service fra 2015 har NAFTA kun øget USA’s velstand med 0,08 pct. Men prisen for denne næsten umærkelige stigning betales med 700.000 tabte amerikanske produktionsarbejdspladser alene til Mexico.

Det er facts som disse, der betyder, at amerikanske arbejdere har meget vanskeligt ved at forstå, hvad NAFTA skal til for – og årsagen til, at Trump er så opsat på at annullere aftalen – og hæve toldmurene.

Men hvad angår de handelsaftaler, som USA har indgået med Europa, behøver de ingenlunde at ende på samme måde. Og det behøver ikke overhovedet at berøre de store danske eksportører. For problemet mellem USA og Mexico er, at de to lande velstandsmæssigt og lønmæssigt er så enormt forskellige – og en frihandelsaftale af denne karakter vil nødvendigvis medføre, at den økonomisk svageste part altid vil profitere uforholdsmæssigt. Den mexicanske valuta er da også i kølvandet på Trumps sejr styrtdykket med næsten 25 pct. – og mexicanerne frygter således – med god grund – indsættelsesdatoen den 20. januar 2017.

’Bekymring’ har man altså reelt grund til at nære, hvis man er mexicaner – hvad enten man er en mexicaner blandt de 16 mio. andre illegale i USA, eller man i Mexico er ansat på en af de i hundredvis af amerikansk-ejede produktionsarbejdspladser. ’Bekymring’ har man derimod som dansk ingen grund til at nære. I hvert fald ikke, når det gælder sikkerhedspolitikken og handelspolitikken. Der kan komme ændringer i handelsforholdene vore lande imellem – hvis Trump da overhovedet får lov til at lave de ændringer af sin egen Republikanske kongres – men det vil være ændringer, som mest vil føles som justeringer.

På sikkerhedspolitikken venter, som nævnt ovenfor, de største ændringer for de europæiske NATO-medlemmer, herunder altså Danmark. Vi europæere må til igen i højere grad at stå for vore egne landes forsvar. Det græder jeg tørre tårer over. For det skulle da egentlig bare lige mangle.

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto fra Dansk Folkeparti / Gerald Herbert AP/Polfoto

Søren Espersen (f. 1953) er MF for Dansk Folkeparti og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.