05.11.2016

Mens Erdogans udrensning af politiske modstandere når nye højder inden for Tyrkiets grænser, står landet til at få en helt afgørende rolle i slaget om terrororganisationen IS’ ‘hovedstad’ i Syrien, Raqqa.

ANALYSE af Jotam Confino

I sidste uge proklamerede den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, at slaget om IS’ hovedby i Syrien, Raqqa, er nært forestående, og at slaget formentlig vil overlappe med slaget om Mosul.

Men selve slagplanen er et godt stykke fra at være på plads. Den syrisk-kurdiske gruppe, YPG, har bekræftet, at de er blevet spurgt, om de vil føre an i slaget om Raqqa. Det er dog på ingen måder sikkert, at det vil gå sådan.
Først og fremmest skal YPG vurdere, om det er værd at bruge tid og energi på at befri Raqqa. Den kurdiske gruppes største interesse er at fortsætte opbygningen af en kurdisk stat i det nordlige Syrien.

På nuværende tidspunkt kæmper YPG for at etablere en selvstændig kurdisk stat i det nordlige Syrien langs grænsen til Tyrkiet. Det har ført til gentagne sammenstød med tyrkiske styrker, efter Erdogan valgte at indsætte tyrkiske tropper i det nordlige Syrien. Den Frie Syriske Hær, støttet af Tyrkiet, befriede i august byen Jarablus, hvilket havde til formål at bryde de syriske kurderes sammenhængende territorium.

Præsident Erdogan har slået fast, at Tyrkiet ikke vil tillade, at de syriske kurdere får lov at overtage Raqqa
_______

 

Den komplekse situation er afgørende for, hvordan slaget om Raqqa vil forløbe. Som i Mosul er der en række aktører, der på den ene eller anden måde skal blive enige om, hvordan og hvem der skal befri IS’ hovedstad i Syrien. På den ene side står amerikanerne, der ønsker at støtte den kurdisk dominerede gruppe, SDF (Syrian Democratic Forces), der også består af arabere, turkmenere og assyrere. På den anden side står Tyrkiet og Den Frie Syriske hær. Præsident Erdogan har slået fast, at Tyrkiet ikke vil tillade, at de syriske kurdere får lov at overtage Raqqa og dermed konsolidere deres territorium yderligere. Konkurrencen, om hvem der skal lede slaget, er derfor først lige begyndt.

Erdogans ‘lebensraum’
For at forstå hvorfor slaget om Raqqa tilsyneladende er så svært at finde fælles fodfæste om, skal man se nærmere på Tyrkiets udenrigspolitik. Erdogan er udmærket klar over, at det tomrum, IS kommer til at efterlade, har stor betydning for Tyrkiets nationale interesser. For det første anser Erdogan kurderne som Tyrkiets største fjende – Cirka på lige fod med IS. Han vil derfor gøre alt for at forhindre oprettelsen af en kurdisk stat, der vil løbe langs grænsen til Tyrkiet.

Netop derfor er slagene om Raqqa og Mosul vigtige for Tyrkiet, eftersom kagen skal deles, når IS er fordrevet. Inden slaget om Mosul gik i gang, beordrede den irakiske præsident, Haider al-Abadi, at Tyrkiet skulle tilbagekalde sine tropper fra Irak, hvilket Erdogan nægtede. Al-Abadi udtalte, at Tyrkiets fortsatte tilstedeværelse i Irak kan antænde en regional krig. Retorikken mellem de to ledere er kun blevet skærpet, men Erdogan viser ingen tegn på at rette sig efter hverken Irak, Iran eller USA.

I forbindelse med slaget om Mosuls begyndelse brugte Erdogan anledningen til at fastslå Tyrkiets historiske ret til at flytte sine grænser. Ifølge Erdogan tilhørte Mosul historisk det Osmanniske Rige, men blev, ifølge Erdogan, efter opløsningen uretmæssigt frataget dét, der senere blev Tyrkiet.

„Jeg advarer terrororganisationer, den sekteriske og fanatiske regering i Bagdad og Assadregimet, der dræber sit eget folk: I er ikke på rette vej.‟ Erdogan
_______

 

Én af de traktater, der fratog territorier fra Tyrkiet, var Lausanne-traktaten fra 1923, der formede Tyrkiets nuværende grænser. Erdogan har i de seneste uger optrappet den nationalistiske retorik og afsløret, hvordan han ser Tyrkiets rolle i afslutningen på krigene i Syrien og Irak. Han har flere gange refereret til den ”Nationale Pagt”, som blev indgået i det osmanniske parlament i 1920. Pagten indeholdt en række territorier, som man var villig til at slås om på sigt. Herunder Mosul.

Man skal altså se Tyrkiets tilstedeværelse i Irak og Syrien ud fra både et historisk perspektiv og som et led i Erdogans geopolitiske plan for Tyrkiets plads i regionen. Han har advaret både den irakiske regering og Assad om ikke at blande sig i tyrkiske anliggender: ”Jeg advarer terrororganisationer, den sekteriske og fanatiske regering i Bagdad og Assadregimet, der dræber sit eget folk: I er ikke på rette vej. Den brand, I forsøger at starte, vil brænde jer mere end os. Vi er ikke forpligtet til at tilpasse os den rolle, andre har givet os. Vi er begyndt at udføre vores egen plan”.

USA og Tyrkiets konflikt
Èn af grundene til at Tyrkiet modarbejder amerikanerne om Raqqa, er at Tyrkiets fokus er på Mosul lige nu. Hvis Tyrkiet skal have nogen indflydelse, på hvad der skal ske med Raqqa, må slaget vente. USA og Tyrkiet arbejder tæt sammen, men har på samme tid stået i skarp kontrast til hinanden. Det er ikke kun diskussionen, om hvem der skal befri Raqqa, der udstiller deres forskellige interesser, men i det hele taget hvilke oprørsgrupper og regeringer, man arbejder sammen med. Og de forskellige vestlige regeringer må desuden forholde sig konstant til at samarbejdspartneren Erdogan konstant og i tiltagende hastighed flytter sit Tyrkiet i en mindre demokratisk retning.

USA fordømmer desuden Rusland og Assads bombardement af Aleppo, men Tyrkiet har været overraskende stille i forhold til blodbadet.

Generelt har Tyrkiet og Rusland fundet hinanden igen efter længere tids konfrontation. Det er ikke lang tid siden, at Tyrkiet skød et russisk fly ned, hvorefter Rusland reagerede ved at afbryde al samarbejde med Tyrkiet. Det ser dog ud til, at Erdogan og Putin nu ser øje til øje på en række områder. Specielt krigen mod IS.

Rusland kontrollerer luftrummet over Syrien, og Assad har tidligere udtalt, at tyrkiske kampfly vil blive skudt ned, hvis de flyver ind i Syriens luftrum. Tyrkiske medier rapporterer dog, at Rusland og Tyrkiet er blevet enige om et samarbejde, der vil forhindre, hvad Tyrkiet kalder en “amerikansk orden”. “Ordenen” inkluderer efter sigende en kurdisk stat i det nordlige Syrien. Erdogan har vendt sin opmærksomhed mod Putin for at presse USA til at opgive støtten til kurderne.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Iran og Tyrkiet har fortsat det økonomiske og diplomatiske samarbejde på trods af uenighederne om Assadregimet. Det magtpolitiske spil i Syrien og Irak er så skiftende og komplekst, at interesser og alliancer skifter i takt med udviklingerne på landjorden. Så længe Tyrkiet får lov at forhindre en kurdisk stat i at blive oprettet, og man har en indflydelse på det nordlige Irak, kan Erdogan med god samvittighed forsikre sine landsmænd om Tyrkiets styrke i regionen.

Uenigheden om Raqqa kan gå hen og ødelægge USA’s strategiske momentum, da man hele tiden har haft en plan om at lade befrielsen af Mosul og Raqqa overlappe hinanden. Desuden vurderer USA, at IS planlægger angreb mod Vesten, og det er derfor afgørende at nå frem til Raqqa for at komme fremtidige terrortrusler til livs.

Desuden vurderer USA, at IS planlægger angreb mod Vesten, og det er derfor afgørende at nå frem til Raqqa for at komme fremtidige terrortrusler til livs
_______

 

Forskellen på styrkerne og koalitionerne i Irak og Syrien bliver udstillet i planlægningen om Raqqa. Nok er der en lang række aktører indblandet i Mosul med hver deres interesser. Det ændrer dog ikke på, at koordinationen af slaget er gået lettere, end det ser ud til at gøre i Raqqa. Den store forskel er, at kurderne i det nordlige Syrien udgør en større trussel for Tyrkiet. Det har allerede spændt ben for planlægningen, og hvis Erdogan følger op på sin trussel om at bombardere den kurdisk kontrollerede by Manbij, kan det betyde dybere uenighed om Raqqa. Uanset hvad varsler slaget om Raqqa en konfrontation, hvor Tyrkiet vil få en central rolle. ■

ILLUSTRATION: En syrisk oppositionsoldat fra den Frie Syriske Hær(FSA) støttet af tyrkisk militær rykker frem i kampen mod IS. Her den 17. oktober ved landsbyen Ghouz mellem Aleppo og Manbij. Foto: Huseyin Nasir/Anadolu Agency/Polfoto

Jotam Confino (f. 1990) er MA. i Security and Diplomacy og har særligt fokus på Mellemøsten. Han er født i Israel og har skrevet om Israel og Mellemøsten i flere danske medier