10.03.2016

På fem måneder blev landet så ødelagt som Syrien på fem år

Af Siris Hartkorn [fra RÆSON25]

I mange år har Yemen været betegnet som en svag stat og et land på vej mod kollaps. Skrøbelig, omgivet af væbnede stammer, væbnede politiske grupper og adskillige væbnede konflikter. Med en aktiv gren af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) og en dertilhørende amerikansk dronekampagne. Læg dertil den skyhøje befolkningstilvækst og arbejdsløshed, fattigdommen, den høje analfabetisme, manglen på et fungerende sundhedsvæsen og den statssponsorerede omfattende korruption foruden de strukturelle problemer relateret til manglen på vand. Udefra set er det opskriften på et statskollaps, og Yemen har da også flere gange bevæget sig faretruende tæt på kanten – dog indtil videre uden at styrte.

Efter Det Arabiske Forår i 2011 lykkedes det faktisk at skabe en positiv politisk udvikling – så positiv, at Yemens politiske overgang internationalt i årene 2012-2014 flere gange blev fremhævet som den mest succesfulde i regionen og en model til inspiration for andre lande. Men et sted i processen gik det galt. Forberedelser til politiske valg blev afløst af forberedelserne til krig. Og krigen kom den 26. marts 2015, da en saudiarabisk-ledet koalition bestående af ti lande startede en militæroffensiv med daglige luftbombardementer både af hovedstaden, Sana, og andre dele af landet. Krigen, som Yemen nu befinder sig i, er omfattende, og ødelæggelserne katastrofale. Ifølge internationale hjælpeorganisationer er Yemen på fem måneder blevet lige så ødelagt, som Syrien blev det på fem år.

Selvom krigen i høj grad formes af regionale magtpolitiske strømninger, herunder rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien, er den mest af alt et internt opgør. Landets væbnede grupper, der både tæller stammerne og de mere politiske grupper – såsom houthi-rebellerne, separatisterne i syd kaldet al-Hirak samt AQAP – har hovedroller. Mange års konflikt og skiftende alliancer mellem disse væbnede grupper og regimet er baggrunden for konflikten – og helt centralt både for at forstå Yemens nuværende situation og udsigterne for landets fremtid.

Denne artikel ser nærmere på det dynamiske forhold mellem de magtpolitiske eliter og landets væbnede grupper i tre faser af Yemens politiske udvikling: før Det Arabiske Forår, under revolutionen og den politiske overgang og endelig under den nuværende krig. Formålet er at vise, hvordan dynamiske alliancer og magtpolitiske overvejelser har ført til de konflikter, Yemen har oplevet. Og hvordan regimet har spillet en central rolle i at forme de selvsamme væbnede grupper, som i dag opponerer mod staten. Samtidig vil kapitlet se nærmere på, hvordan internationale og regionale sikkerhedspolitiske dynamikker har påvirket samspillet og i flere tilfælde været den udløsende faktor for væbnet konflikt.

En svag stat i et stærkt samfund
Den yemenitiske stat har aldrig været stærk og har derfor heller ikke opført sig som mange af landets totalitære nabostater, fx Saudi-Arabien. Faktisk har Yemen altid nydt en vis grad af demokrati og en stor politisk frihed sammenlignet med nabolandene. Dette skyldes til dels, at regimet, gennem 33 år ledet af præsident Ali Abdullah Saleh og hans parti Den Almene Folkekongres (GPC), erkendte, at samfundet var stærkere end regimet og derfor ikke kunne regeres med centralmagt alene. Særligt stammerne i det nordlige højland, som ekspræsident Saleh og topledelsen i regimet selv kommer fra, var vigtige spillere og måtte derfor tænkes med i yemenitisk regeringsførelse.

Gennem sin regeringstid udviklede og forfinede Saleh tre hovedstrategier til at sikre balance i samfundet og opretholde magten; 1) legitimering af opposition, 2) inkorporering af modstandere og 3) magtanvendelse1. De to første strategier dominerede det politiske landskab, mens magtanvendelsen primært eksisterede som en allestedsnærværende trussel, der blev anvendt som en sidste udvej.

Legitimering af opposition fandt primært sted ved at tillade et aktivt civilsamfund: Yemen har mere end 10.000 registrerede lokale NGO’er og foreninger. Det var også en prioritet at tillade et parlament med et bredt udsnit af politiske partier og en relativt fri, ikke at forveksle med neutral, presse. Inkorporering af modstandere og potentielle modstandere foregik dels finansielt, dels via tildeling af positioner i eksempelvis statsapparatet og militæret. Patronat og statssponsoreret korruption er kodeordene, og således bygger hele det yemenitiske statsapparat, inklusive militær og store dele af den offentlige sektor, på disse principper. Stammeledere med et potentiale til at udfordre regimet blev ’købt’ via tildeling af privilegier og jobs til deres stammer – ofte såkaldte spøgelsesjobs. Det anslås, at omkring en tredjedel af lønningerne i militæret og den offentlige sektor går til spøgelsesjobs2 – altså ansatte, som enten ikke findes, eller som modtager løn uden nogensinde at arbejde.

Regimet, og hele den magtpolitiske elite, bestod ikke udelukkende af Saleh og hans parti GPC. Saleh kommer fra den lille, men magtfulde Sanhan-stamme uden for hovedstaden Sana. Hans magtovertagelse i 1978 var et militærkup orkestreret af flere ledende medlemmer af Sanhan-stammen, herunder general Ali Mohsin. Ved magtovertagelsen var det aftalen, at Ali Mohsin skulle overtage præsidentrollen efter Saleh, en aftale, der i høj grad byggede på en forventning om, at Saleh ikke ville holde længe i embedet. Særligt fordi den daværende levetid for yemenitiske præsidenter, som ofte blev myrdet i politiske attentater, var meget kort. Det er vigtigt at nævne denne aftale, fordi den næsten 30 år senere var medvirkende årsag til regimets splittelse. Under Salehs styre var det naturgivent, at Ali Mohsin og andre ledende medlemmer af Sanhan-stammen besad højtstående poster og kontrollerede store dele af militæret og sikkerhedsstyrkerne. Mohsin var general for hærens 1. division og udviklede tætte bånd til islamister, fra de radikale afghanistanveteraner, der blev modtaget af Yemen i 80’erne og 90’erne, til de mere moderate islamiske kræfter i landet, der senere blev organiseret i det islamistiske parti Islah. Ali Mohsin fungerede som Salehs højre hånd og en af Yemens mest magtfulde mænd, og konkurrencen mellem de to lå altid latent i forholdet. Ud over Saleh og Ali Mohsin er der en familie, man ikke kommer udenom, når man taler om den magtpolitiske elite i Yemen, nemlig familien al-Ahmar, repræsenteret af Abdullah al-Ahmar indtil hans død i 2007. Han hentede sin indflydelse fra sin post som øverste sheikh for stammeføderationen Hashid, den ene af Yemens to stammeføderationer og dengang den stærkeste af dem (efter hans død overtog hans sønner hans position).

I 1990 blev Nord- og Sydyemen lagt sammen i et storstilet fælles politisk projekt, som både socialisterne i syd (People’s Democratic Republic of Yemen) og Salehs regime i nord (Yemen Arab Republic) mente, at de ville blive styrket af, særligt økonomisk. Dog var den venlige genforening en kortvarig affære, idet politiske ledere fra det tidligere Sydyemen beskyldte Saleh for at marginalisere denne del af landet politisk og økonomisk. Efter længere tids utilfredshed forsøgte disse ledere i 1994 at erklære Sydyemen for selvstændigt, hvilket udløste en kortvarig borgerkrig mellem dem og militæret fra det tidligere Nordyemen. Saleh og nord vandt – bl.a. med hjælp fra de hjemvendte afghanistanveteraner, der af Salehs regime blev opfordret til jihad mod socialisterne i syd. Dette blev frontløberen for den forankring, AQAP i dag har i det sydlige Yemen.

Allerede inden borgerkrigen var det blevet tydeligt for Saleh, at socialisterne i syd havde potentialet til at blive et stærkt oppositionsparti. Med et træk, der skulle komme dem i forkøbet og samtidig give mere plads til regimets islamistiske elementer, blev partiet Islah stiftet med involvering af Ali Mohsin, al-Ahmar og andre medlemmer af regimet, herunder imamen al-Zindani (der senere kom til at optræde på USA’s liste over internationale terrorister). Islah udviklede tætte bånd til Det Muslimske Broderskab, og partiet rummede både moderate og mere radikale islamistiske strømninger. Dannelsen af Islah, et oppositionsparti, hvis ledelse altså var en aktiv del af regimet både militært, stammemæssigt og forretningsmæssigt, er igen et tydeligt billede på Salehs brug af legitimering og inkorporering af politisk modstand. Det adskiller sig markant fra den måde, som Det Muslimske Broderskab udviklede sig på i Egypten, ved at være et åbent parti og en aktiv del af magteliten frem for en undertrykt undergrundsbevægelse.

Før Det Arabiske Forår
I Afghanistan var Sovjetunionen i 1980’erne blevet slået af oprørere, som talte både yemenitiske jihadister og udenlandske jihadister, der ikke længere var velkomne i deres oprindelige lande. De blev åbent modtaget i Yemen. Under borgerkrigen mellem Nord- og Sydyemen mobiliserede Saleh afghanistanveteranerne til at udkæmpe jihad mod socialisterne i syd parallelt med den militære operation. Mobiliseringen skete netop igennem ledende medlemmer af Islah. Dette var første, men langt fra sidste gang, regimet gjorde brug af militante islamister til at fremme sin egen politiske dagsorden. Forholdet mellem regimet og det, der var på vej til at blive al-Qaeda, byggede på en gensidig aftale om, at afghanistanveteranerne fik frit lejde, mod at de afstod fra at udfordre regimet. Forholdet blev dog gradvist ændret – i hvert fald udadtil – efter flere mislykkede forsøg på terrorangreb i Aden i slut-1990’erne. Efter angrebet på det amerikanske krigsskib USS Cole i Aden i 2000 og senere 9/11 i New York, hvor et stort antal yemenitter var involveret, blev Saleh af Bush-administrationen stillet samme ultimatum som resten af verden; enten er du med os, eller også er du med terroristerne. Saleh valgte det første og indledte en antiterrorkampagne, der slog hårdt ned på medlemmer af og sympatisører med al-Qaeda.

Mange af disse medlemmer og sympatisører enten tilhørte eller havde søgt tilflugt blandt stammer, særligt i provinserne Marib og Shabwa. Saleh forsøgte først at få dem udleveret gennem forhandlinger med stammerne. Da det slog fejl, satte han militæret ind. Det blev et alvorligt brud på hans hidtidige strategi om inklusion, og hans træk blev mødt med stor modstand fra stammer, der i flere tilfælde var bedre væbnet og trænet end militæret. I 2002 fandt det første amerikanske droneangreb sted, tilladt af Saleh, på betingelse af at samarbejdet mellem Washington og Sana forblev hemmeligt. Amerikanerne lækkede dog nyheden, hvilket skabte yderligere indenrigspolitisk modstand mod Saleh, der i stigende grad blev beskyldt for at agere på vegne af amerikanske interesser.3

Mens Saleh led under det indenrigspolitiske pres og opposition fra stammerne, blev han belønnet af amerikanerne for sit samarbejde. Washington viste sin taknemmelighed med en stor forøgelse af økonomisk bistand, våben- og træningsbidrag samt anden militærstøtte, hvilket lagde kimen til Salehs opfattelse af amerikanernes krig mod al-Qaeda som en gylden indtjeningsmulighed.

Frem mod 2004/05 lykkedes det mere eller mindre Saleh-regimet at sætte en stopper for al-Qaeda med amerikansk opbakning. Snart var de fleste højtstående medlemmer enten blevet dræbt eller fængslet. Saleh regnede med en gylden belønning fra amerikansk side for sin ihærdige indsats, der politisk havde kostet ham dyrt, men fik sig i stedet en grim overraskelse. Bush-administrationen forklarede under et møde i Washington i november 2005, at bistanden ville blive skåret drastisk ned og efterfulgt af et krav om økonomiske reformer og korruptionsbekæmpelse. Med al-Qaeda skaffet af vejen mente amerikanerne, at det var tid til at bekæmpe andre problemer i Yemen. Få måneder senere, i februar 2006, undslap 23 ledende al-Qaeda-medlemmer fra et topsikret fængsel efter at have gravet en tunnel ud til en nærliggende moské. Saleh, der havde lært lektien, gjorde kun halvhjertede forsøg på at fange de flygtede al-Qaeda-medlemmer. Fangeflugten blev begyndelsen på en ny generation i al-Qaeda, der senere lagde sig sammen med den saudiarabiske gren af al-Qaeda i dét, vi i dag kender som al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP).

Houthierne griber til våben
Det var ikke kun stammerne og militante islamister, der opponerede mod regimets tætte bånd til USA. Det samme gjorde en gruppe af unge fra Sada under navnet Den Troende Ungdom (al-Shabab al-Mumin) under ledelse af et tidligere parlamentsmedlem, Hussein al-Houthi. Gruppen var en del af en bevægelse, der havde til formål at revitalisere zaydiislam, en gren af shiaislam specifik for Yemen, og som en tredjedel af Yemens befolkning, inklusive Saleh, tilhører. Gruppen udspringer geografisk fra en af zaydiernes traditionelle baser, Sadaprovinsen i det nordlige Yemen på grænsen til Saudi-Arabien. De anså den øgede spredning af wahhabisme og salafisme, stærkt tekstnære retninger inden for sunniislam, der særligt blev eksporteret af Saudi-Arabien, som en trussel mod deres zaydiske identitet og opponerede samtidig mod USA’s involvering i Mellemøsten, særligt i Yemen. I 2003 trængte gruppen ind i en moské i Sada, mens præsident Saleh var til stede, og råbte deres slogan „Gud er stor. Død over USA, død over Israel. Forbandet være jøderne. Sejr til islam“ i en åbenlys provokation mod Salehs samarbejde med Washington. Flere lignende demonstrationer fulgte. I juni 2004 forsøgte regimets sikkerhedsstyrker at anholde Hussein al-Houthi i Sada. Sikkerhedsstyrkerne blev mødt med væbnet modstand, og der udbrød kampe, som varede, indtil Hussein al-Houthi blev dræbt af Salehs sikkerhedsstyrker i september 2004. Dette blev den første runde af i alt seks krige i Sada mellem regimet og gruppen, der herefter blev kendt under navnet ’houthierne’. I årene 2004-2010 viste hver runde af denne konflikt sig mere voldsom end den forrige. Saleh brugte krigen mod terror som begrundelse for at bekrige houthierne og forsøgte at portrættere gruppen som terrorister for at legitimere den hårde respons over for det internationale samfund4. Krigen er ofte blevet beskrevet som en proxy for den kolde krig mellem Iran og Saudi-Arabien, men til trods for at Saudi-Arabien blev militært involveret i sidste runde af krigen (2009/2010), var dette i højere grad et udtryk for, at kampene spredte sig til saudiarabisk territorie. Og forholdet mellem houthierne og Iran, som tilhører en anden gren af shiaislam, var på dette tidspunkt primært symbolsk.

Krigen i Sada udviklede sig i stedet til en stedfortræderkonflikt for de øgede interne magtkampe i Saleh-regimet, hvor præsidenten i stigende grad var begyndt at koncentrere militære enheder og sikkerhedsstyrker hos sin søn (Ali Ahmed Saleh) og sine nevøer på bekostning af andre fra eliten, herunder Ali Mohsin og al-Ahmar-familien. Særligt var spørgsmålet om Salehs efterfølger begyndt at rumle, og det blev i stigende grad tydeligt, at Saleh ønskede sin søn som efterfølger frem for Ali Mohsin, på trods af den oprindelige aftale. Ali Ahmed Saleh var øverstkommanderende for Den Republikanske Garde, mens Ali Mohsin fortsat stod i spidsen for hærens 1. division. Begge militærenheder var involveret i krigene i Sada, men i forskellige runder, og begge mænd støttede indirekte på skift houthierne i et forsøg på at svække modparten. Det var ikke længere kun et spørgsmål om, at regimet vandt krigen mod houthierne, men et spørgsmål om, hvilken af de to mænd der kom ud som den stærkeste og dermed bedst egnede som efterfølger for Saleh. Deres støtte til houthierne er en del af forklaringen på, at denne mindre, religionsdefinerede gruppe, der ikke er stammebaseret, kunne udvikle sig til en oprørsbevægelse så stærk, at hverken det yemenitiske eller saudiarabiske militær kunne besejre dem. Mens mange spekulerede i, at gruppen modtog våben fra Iran, fik den i virkeligheden de fleste af sine våben fra den yemenitiske hær, hver gang soldaterne bevidst efterlod disse for at styrke houthierne og derigennem svække deres respektive modpart inden for militæret.

Krigene bidrog til yderligere marginalisering og ødelæggelser i Sada, som allerede var et underudviklet område. Men houthiernes evne til at holde stand over for det yemenitiske militær blev samtidig ødelæggende for Salehs sidste og i stigende grad vigtige strategi: truslen om magtanvendelse. Jo mere regimet anvendte magt over for opponerende grupper, uanset om disse var stammer, al-Qaeda eller houthierne, desto mere svækket blev regimet, fordi dets reelle magt ikke lå i militær overlegenhed. Dette blev i stigende grad tydeligt, efterhånden som Sada-krigene udviklede sig og inspirerede andre marginaliserede grupper til at blive organiseret. Dette var især tilfældet i det tidligere Sydyemen, hvor sårene endnu ikke var helet efter borgerkrigen, og man endnu var både økonomisk og politisk ekskluderet. I 2007 fik det i syd tvangspensionerede tidligere militærfolk til at organisere demonstrationer med krav om ligebehandling og lige rettigheder med Nordyemen. Demonstrationer, der hurtigt vandt tilslutning i alle dele af det tidligere Sydyemen. Saleh, der var trængt på alle fløje, valgte endnu en gang at svare tilbage med magtanvendelse. Sikkerhedsstyrkerne affyrede deres våben, der sårede og dræbte demonstranter ved en freds- og forsoningsdemonstration i januar 2008. Efterfølgende blev flere kritiske medier i Sydyemen lukket, og lignende tiltag blev sat i værk med det formål at kvæle det gryende oprør. Dette fik ikke demonstranterne til at give op. Tværtimod blev disse tiltag en afgørende faktor, der udløste stor vrede og frustration i syd og fik flere og flere til at bakke op om en bevægelse, der på få år gik fra at kræve ligebehandling til at kræve løsrivelse. Tidligere politiske ledere fra Sydyemen, de fleste i eksil i udlandet, involverede sig atter politisk, og bevægelsen fik navnet al-Hirak som samlebetegnelse for flere undergrupper med forskellige politiske dagsordener og ledere, men alle med ønske om øget selvbestemmelse for det tidligere Sydyemen.

Den dominerende internatio­nale sikkerhedspolitiske påvirkning i disse år var krigen mod terror og det pres, der lå på Saleh for at bruge magtanvendelse. Først i kampen mod al-Qaeda og senere, som en dominoeffekt, mod den modstand, der voksede frem fra flere kanter. Den amerikanske antiterrorpolitik i Yemen byggede på samarbejdet med staten og en forventning om, at staten eller regimet ville agere i overensstemmelse med de amerikanske ønsker. Men hvad USA ikke forstod var, at sammenkoblingen mellem antiterrortiltag og økonomisk og militær bistand til regimet bidrog til at skabe et incitament i regimet til ikke kun at bekæmpe al-Qaeda, men også opretholde truslen. Saleh forstod, at hans internationale legitimitet lå i hans vilje til at samarbejde med amerikanerne i kampen mod al-Qaeda. Dette betød også, at Saleh – den dag, al-Qaeda var besejret – ikke længere ville være relevant for Washington. Dette kunne Saleh ikke være i tvivl om i 2005/2006, da al-Qaeda var næsten besejret, og Washington derfor rettede det kritiske blik mod ham – og dette blev den afgørende faktor for, at Saleh og regimet bibeholdt en tvetydig relation til al-Qaeda for på denne måde fremover at kunne trække ’al-Qaeda-kortet’ over for det internationale samfund. Samtidig fejlede den amerikanske strategi ved at overvurdere Salehs regime: Staten var ikke en stærk stat, der ustraffet kunne udøve magtanvendelse over for samfundet. Dermed blev USA’s forventninger en medvirkende årsag til, at Saleh-regimet nu befandt sig i en negativ spiral, hvor regimets magtanvendelse inspirerede til øget modstand. I løbet af få år gik Salehs regime således fra en relativt stabil magtbalance til at være presset på alle fronter: internt i regimet, hvor utilfredsheden og konkurrencen voksede, indenrigspolitisk med en aktiv krig i Sada, øget modstand fra stammerne, et voksende al-Qaeda og i syd: en løsrivelsesbevægelse på fremmarch.

Fra kriser til revolution
Den yemenitiske stat var ikke uvant med at håndtere kriser. Man kan gå så langt som til at sige, at staten i høj grad var bygget op omkring og hentede sin legitimitet fra håndteringen af kriser5 med Saleh som garant for stabilitet. Men i slutningen af 2010 var han presset fra alle sider, og det var blot et spørgsmål om tid, før hans balanceakt for alvor ville blive udfordret. Den udløsende faktor kom igen udefra og var denne gang regional:

Det Arabiske Forår, der spredte sig som en steppebrand i hele regionen. I Yemen startede det med en lille gruppe demonstranter fra Sana Universitet, som inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten begyndte at demonstrere mod regimet. Demonstrationerne var små i de første uger, hvor alle fulgte med i begivenhederne i Egypten, men da den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af i februar 2011, tog udviklingen i Yemen fart. Samme aften beordrede Saleh, at regimeloyale stammer og demonstranter skulle overtage Tahrir-pladsen i Sana, mens regeringskritiske demonstranter strømmede til det, der hurtigt blev døbt ’Change Square’ ved Sana Universitet, samt lignende pladser i andre byer. Demonstrationerne samlede et bredt udsnit af befolkningen – fra studerende og veluddannede aktivister til arbejdsløse og marginaliserede befolkningsgrupper. Alle oppositionsgrupper var repræsenteret, inklusive houthierne og deres sympatisører, der for første gang turde stå åbent frem, samt deres ærkefjender i Islah. På dette tidspunkt var Islah blevet det dominerende parti i oppositionskoalitionen (Joint Meeting Parties), der blandt andre også inkluderede det socialistiske parti. Som mange andre islamiske partier havde Islah over årene opbygget en effektiv græsrodsbevægelse, men var samtidig forblevet en del af regimet med stærke bånd i forretningsverdenen gennem den ledende figur Hamid al-Ahmar (søn af Abdullah al-Ahmar og en af Yemens rigeste forretningsmænd). Derfor havde partiet både evne til først at mobilisere demonstranter og dernæst organisere logistikken omkring demonstrationerne. De første demonstrationer var fredelige, men den 18. marts 2011 åbnede regimeloyale militser ild fra hustage omkring demonstrationen. De skød og dræbte 45 ubevæbnede demonstranter – og sårede endnu flere. Angrebet på demonstranterne var den udløsende faktor for den endelige splittelse i regimet. Samme aften stod regeringsfigurer, militærkommandører og generaler i kø på al-Jazeera for at erklære deres afgang fra regimet og tilslutning til revolutionen. Vigtigst af disse var general Ali Mohsin, der med sig tog hærens 1. division og dermed splittede både det yemenitiske regime og militær i to. Hærens 1. division blev herefter udstationeret til at beskytte demonstranterne ved Change Square og demonstrationsoptogene. Efterhånden som demonstra­tionerne tog til i styrke, blev dette område udvidet, således at hovedstaden blev opdelt i to militære zoner; én kontrolleret af de dele af militæret og sikkerhedsstyrkerne, som Salehs sønner og nevøer kommanderede, og en del kontrolleret af Ali Mohsin, hærens 1. division og demonstranterne.

Uden for hovedstaden positionerede landets politiske og væbnede grupper sig. Houthierne udnyttede, at regimet var travlt optaget i Sana, til at overtage den fulde kontrol med Sadaprovinsen, deres base og scenen for krigene 2004-2010. I syd, særligt i havnebyen Aden, demonstrerede revolutionære og separatister side om side i demonstrationer, der ofte ledte til sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, og samtidig tog en omfattende civil ulydighedskampagne form. Dog var en stor del af den internationale medieinteresse rettet mod byen Zinjibar i Abyanprovinsen øst for Aden, hvor AQAP-udspringergruppen Ansar al-Sharia i maj 2011 indtog byen og oprettede et islamisk emirat. De sikkerhedsstyrker, der var udstationerede i Zinjibar, trak sig tilbage kort før Ansar al-Sharias indtog, og overtagelsen blev af mange i Yemen opfattet som en manøvre fra Salehs side, der særligt over for det internationale samfund skulle illustrere, at uden ham ville Yemen falde fra hinanden og al-Qaeda blive styrket.

Tilbage i Sana, efter et par uger med militære sammenstød i Hasaba-bydelen mellem Salehs militære styrker og al-Ahmar-familien, var Saleh og de af hans regeringsfolk, der stadig var loyale, 3. juni samlet til fredagsbøn i moskéen i præsidentpaladset, da en bombe eksploderede og dræbte syv. Saleh og flere af hans ledende regeringsfolk blev alvorligt såret – de blev fløjet til Saudi-Arabien til behandling. Et par relativt rolige måneder fulgte – med daglige demonstrationer, men uden nævneværdig eskalering. Eskaleringen kom dog, da Saleh vendte tilbage til Sana i september 2011. Flere angreb på demonstranter fandt sted, samtidig med at militære kampe brød ud. Kampene stod mellem de to dele af det splittede militær, begge sider med opbakning fra væbnede stammer, og blev udkæmpet som en skyttegravskrig midt i hovedstaden. Men kampene fulgte ikke traditionel militærstrategi – i stedet fulgte opgøret dynamikken i stammekonflikter, hvor voldsudøvelsen primært har til formål at markere positioner inden forhandling. På dette tidspunkt var det klart for Saleh og de fleste andre, at han ikke ville overleve som præsident, og kampene var dermed et præludium for forhandlingerne om Yemens politiske fremtid mere end et forsøg på militær sejr.

Salehs afgang kom den 23. november, hvor han efter flere undvigelsesmanøvrer endelig underskrev GCC-aftalen (Golfstaternes Samarbejdsråd), en politisk aftale og drejebog for magtoverdragelse, der indebar, at Saleh til gengæld for immunitet overdrog magten til sin vicepræsident, Abd Rabbuh Mansour Hadi. Linjerne i GCC-aftalen var blevet til i et samarbejde mellem den amerikanske ambassadør, EU’s ambassadør og en af Salehs mest fortrolige rådgivere, men blev fremlagt som en GCC-aftale, da det ansås for at være en bedre løsning at tildele opgaven med implementering og opfølgning til en regional aktør frem for en vestlig.

Aftalen indvarslede starten på en toårig politisk overgangsfase. Der skulle afholdes en national afstemning om indsættelsen af Abd Rabbuh Mansour Hadi som overgangspræsident (dog et symbolsk træk, da eneste mulighed var at stemme „ja“), oprettelsen af en overgangsregering, der byggede på 50/50-magtfordeling mellem regimet (GPC) og oppositionsblokken (JMP, der inkluderer Islah). Militær og sikkerhedsstyrker skulle omstruktureres, og der skulle etableres en inkluderende national dialog, som skulle udmunde i anbefalinger til en ny forfatning – samt efter de to år nye demokratiske valg.

De indledende faser af GCC-aftalen blev implementeret uden de store problemer. Man gennemførte afstemningen om Hadi som overgangspræsident, oprettelsen af overgangsregeringen samt indledende reformer af militær og sikkerhedsstyrker. Af stor betydning var også den nationale dialog, der efter flere forsinkelser startede i marts 2013 og var en opvisning i yemenitisk mangfoldighed og forhandlingstradition med repræsentanter fra et bredt udsnit af individer og politiske grupperinger – inklusive ungdoms­aktivister, stammeledere, kvindesagsforkæmpere, al-Hirak-repræsentanter, houthierne, intellektuelle, landets jødiske minoritet, GPC, Islah, socialister og flere til. Repræsentanterne var inddelt i 11 arbejdsgrupper med hver deres fokusområde, og dialogen varede i 10 måneder, før den udmundede i en række arbejdspapirer og konkrete anbefalinger til overgangsregeringen og den videre proces.

Parallelt med den nationale dialog begyndte overgangsprocessen dog at løbe ind i problemer, særligt fordi de to sider af det splittede regime (Saleh og GPC på den ene side og Ali Mohsin/al-Ahmar og Islah på den anden) bag scenen forsøgte at underminere hinanden gennem forskellige spoleringsstrategier.

Den nye overgangsregering fremstod handlingslammet, da mistillid og konflikt mellem GPC- og JMP-ministre og viceministre blokerede for beslutningsprocessen og underminerede politiske tiltag. Dette bidrog til, at den kritiske økonomiske situation forblev uadresseret. Yemen bevægede sig langsomt, men sikkert mod et økonomisk kollaps og måtte flere gange reddes af Saudi-Arabien.

Uden for regeringen kæmpede de to lejre bogstaveligt i forsøget på at underminere hinanden – hvilket gav sig udtryk i interne oprør inden for militære enheder, attentater og terrorangreb. Fra 2012-2014 var der således flere markante terrorangreb mod militære mål, startende med det storstilede angreb den 21. maj 2012 på paradepladsen midt i hovedstaden, mens militæret øvede en opvisning. 101 soldater blev dræbt, da en selvmordsbomber detonerede sig selv. Mens skylden officielt blev lagt på al-Qaeda, var det den generelle opfattelse, at det var elitefigurer, der stod bag6. Andre lignende angreb fandt sted – inklusive gentagne forsøg på attentater mod Hadis forsvarsminister. På samme tid begyndte kidnapninger af udlændinge, særligt i hovedstaden Sana, at eskalere. Det blev hurtigt tydeligt, at denne kidnapningsbølge adskilte sig markant fra tidligere stammerelaterede kidnapninger og i stedet var et politisk motiveret forsøg på at intimidere det internationale samfund, der var aktivt involveret i reformarbejdet og den politiske overgang. FN begyndte at true med sanktioner, og en sanktionskomité blev nedsat, men den politiske immunitet, som Saleh og hans indercirkel havde fået i bytte for at underskrive GCC-aftalen, stod i vejen. Det gav Saleh mulighed for at blive i Yemen og vedligeholde sine interesser og sin uofficielle indflydelse gennem fortsættelsen af de patronatnetværk, han havde opbygget gennem 33 år, alt imens den anden del af den gamle magtelite, Islah, tilranede sig mere og mere magt i den nye politiske virkelighed.

På vej mod krig
Under den nationale dialog var optimismen stadig stor, og mange troede på politisk forandring. Houthierne var en af de mest aktive politiske grupper under dialogprocessen, og det til trods for at de fik flere af deres delegerede myrdet i politiske attentater. Men da den nationale dialogkonference var overstået, og arbejdspapirerne og anbefalingerne skulle implementeres, blev det hurtigt klart, at overgangs­præsidenten Hadi og den i stort omfang handlingslammede overgangsregering ikke ville være meget bevendt.

At Hadi i forbindelse med GCC-aftalen var blevet valgt som overgangspræsident, skyldtes, at han blev anset for at være en relativt neutral figur, der ikke havde en stor magtbase og dermed ikke udgjorde en trussel mod nogen af de to sider i det splittede regime. Hadi kom oprindeligt fra Abyan i Syd og var formet af sit politiske engagement i det tidligere Sydyemen, men var i forbindelse med en intern borgerkrig i Sydyemen i 1986 flygtet mod nord og havde tilsluttet sig Salehs regime, hvor han som vicepræsident primært var en symbolsk figur uden megen magt eller indflydelse. Som overgangspræsident hentede Hadi sin støtte dels fra det internationale samfund, dels fra positionen som overgangsregeringens legitime ansigt, men i stigende grad begyndte han også at tilrane sig magt og indflydelse, bl.a. ved at indsætte nære familiemedlemmer i nøglepositioner i militæret og sikkerhedstjenesterne. Han gjorde det til dels for at modstå det pres, han mødte fra sine to tidligere ‚overordnede‘ – Saleh og Ali Mohsin – men ikke desto mindre skabte det mistillid fra andre dele af det politiske spektrum. Da der i det tidlige 2014 stadig var lange udsigter til valg, blev Hadis mandat forlænget af det internationale samfund, til trods for at det i stigende grad stod klart, at Hadi selv blokerede vejen for en stor del af implementeringen af GCC-aftalen – og at han ofte direkte spolerede reformtiltag.

Hadi var officielt medlem af Salehs parti GPC, men under overgangsprocessen førte han en politik, der favoriserede Islah. Det skabte stor utilfredshed, ikke bare hos Saleh og GPC, men i stigende grad også hos houthierne, der følte sig ekskluderet fra den politiske proces.

Som en del af den nye forfatning var det blevet vedtaget, at Yemen skulle inddeles i regioner, der skulle indgå i et føderalt system, men selve inddelingen var uhyre kontroversiel, idet overgangsregeringen på dette tidspunkt ikke kontrollerede meget mere end Sana. De væbnede grupper, der kontrollerede forskellige andre dele af landet, så fordelingen af regioner som en potentiel trussel mod deres geografiske indflydelse. Dette gjorde sig især gældende for houthierne, hvis kontrol af Sada i det nordvestlige hjørne af Yemen var truet, fordi de med de nye regioner ville blive omringet af deres ærkefjender, Islah. Derfor begyndte houthierne i foråret 2014 gradvist at bevæge sig sydpå. I Amranprovinsen mellem Sada og Sana rakte houthierne ud til stammer, der udgjorde den traditionelle magtbase for al-Ahmar-familien fra Islah, og til alles store overraskelse vendte store dele af al-Ahmars bagland nu deres traditionelle ledere ryggen og undlod at kæmpe mod houthierne. Det skyldtes i høj grad utilfredshed med deres lederes enorme rigdomme og magt, samtidig med den totale mangel på udvikling, infrastruktur og økonomiske muligheder i området.

Stammernes allianceskifte mulig­gjorde houthiernes overtagelse af Amran og blev samtidig starten på en genforhandling af de stammebaserede magtstrukturer, der havde domineret politikken i det nordlige Yemen under hele Salehs regeringsperiode. Houthierne standsede nemlig ikke i Amran, men fortsatte sydpå mod Sana, hvor de i sensommeren 2014 arrangerede store demonstrationer mod varslede nedskæringer i de tilskud, staten bruger til at holde benzinprisen kunstigt lav. Demonstrationerne var ikke meget andet end et mobiliseringsværktøj og et dække for infiltrering af hovedindfaldsvejene til hovedstaden, men alligevel kom det som en overraskelse for de fleste, da houthierne i september 2014 i løbet af et par timer tog kontrol med hovedstaden, inklusive alle regeringsbygninger og ministerier.

At de kunne gøre det i løbet af få timer og uden at møde modstand fra regeringsstyrkerne, skyldtes den selvsamme mand, som ti år tidligere havde udråbt houthierne til terrorister og kæmpet seks runder af krig imod dem, nemlig Saleh. I en glimrende illustration af Yemens flydende magtalliancer havde Saleh bag scenen allieret sig med houthierne og åbnede i bogstaveligste forstand gennem sin fortsatte indflydelse i militæret, særligt Den Republikanske Garde, portene til Sana for houthierne i det, han så som en gylden chance for at slippe af med sine modparter blandt magteliten: Ali Mohsin og al-Ahmar-familien. Og planen så ud til at lykkes, da både al-Ahmar-familien og Mohsin efter få dages væbnede sammenstød med houthierne flygtede ud af landet og dermed efterlod et svækket Islah uden deres militære og stammebaserede ledere.

Den 21. september 2014 indgik houthierne og præsident Hadi en aftale ved navn „Peace and National Partnership Agreement“ (PNPA), der skulle udstikke en ny og mere inkluderende retning for den politiske overgangsproces. Som en del af aftalen skulle Hadi acceptere to nye rådgivere; en fra houthierne og en fra al-Hirak i syd. Samtidig skulle et nyt og mere repræsentativt kabinet udpeges, og Hadi skulle tage skridt til at sikre implementeringen af anbefalingerne fra den nationale dialog. Dertil rummede aftalen en række sociale reformer samt en tilbagetrækning af nedskæringerne i benzintilskuddet. Alt i alt var PNPA-aftalen på papiret en inkluderende aftale, der gjorde op med den gamle elites dominans over overgangsprocessen. Men udover at man hurtigt udpegede et nyt kabinet, forblev resten af aftalen stort set ignoreret af Hadi, ligesom de nye rådgivere blev ekskluderet fra den politiske beslutningsproces.

Utilfredsheden blandt houthierne steg gradvist. I januar 2015 kidnappede de Hadis højre hånd for at lægge pres på præsidenten, en eskalering, der kom, samtidig med at Hadi uden konsultationer var gået videre med et forfatningsudkast, der byggede på den kontroversielle idé om de seks regioner. Da kidnapningen ikke gav resultat, gik houthi-rebellerne mod præsidentpaladset samt Hadis bolig, hvor de hurtigt vandt de kampe, der brød ud med Hadis militære enheder. De rykkede, helt bogstaveligt, ind i Hadis hjem. Dette var dog en fejlkalkulation fra houthierne, der på dette stadie ikke ønskede reel magt (og det ansvar, der fulgte med), men blot ville presse præsidenten til at genforhandle forfatningsudkastet. I houthiernes optik var overtagelsen af hans bolig et forhandlingstræk, der skulle tvinge Hadi til at forhandle, sådan som det ville blive opfattet i en stammekontekst, men Hadi regerede ikke ud fra samme stammeprincipper som sin forgænger. I stedet valgte han at gå af, snart fulgt af regeringens afgang. De vestlige lande lukkede deres ambassader og trak deres diplomater ud af Yemen, alt imens FN trådte til med forhandlinger, der skulle redde resterne af den politiske overgang. I februar lå der et udkast, der dog aldrig nåede at blive offentliggjort. Samme dag, som aftalen lå klar, lykkedes det Hadi at flygte fra sin husarrest til Aden, hvor han erklærede alle aftaler indgået siden den 21. september 2014 for ugyldige, inklusive PNPA og hans egen afgang.

En kort periode fulgte, hvor Hadi i Aden postulerede, at han stadig var Yemens legitime præsident, mens houthierne i Sana benægtede dette og begyndte at sætte en parallel administration op. Det internationale samfund, nu primært repræsenteret af FN, stod i midten med håret i postkassen og ude af stand til at finde en løsning, der kunne forhindre eskalering. Eskaleringen kom, da houthierne, igen med hjælp fra Salehs loyale militære styrker, rykkede sydpå og ind i Aden og dermed tvang Hadi på flugt. Saudi-Arabien, der var foruroliget over houthiernes hastige fremmarch i Yemen, tilbød Hadis regering eksil i Riyadh, til gengæld for at han skulle udstede en officiel anmodning om militær assistance. Dermed udviklede situationen i Yemen natten til den 26. marts sig fra en alvorlig politisk krise til en decideret krig: Med Saudi-Arabien i spidsen indledte en arabisk koalition bestående af ti lande luftbombardementer.

Hvorfor gik Saudi-Arabien i krig?
Saudi-Arabiens ønske om at gå militært ind i konflikten i Yemen er drevet af en række overlappende motiver, men altoverskyggende er den regionale rivalisering med Iran, som Saudi-Arabien beskylder for at være i ledtog med houthierne.

Forbindelsen mellem Iran og houthierne er primært symbolsk, og den saudiarabiske beskrivelse af forholdet dermed stærkt overdrevet. Dette ændrer dog ikke på, at Yemen gav Saudi-Arabien en oplagt mulighed for at illustrere regional styrke og lederskab ved at samle en militær koalition og dermed samtidig vise sin militære overlegenhed og signalere en mere aggressiv udenrigspolitik. Dette skal også ses i lyset af Saudi-Arabiens nervøsitet over det ændrede forhold mellem USA og Iran samt det, der i den saudiarabiske optik er en mangel på amerikansk engagement i Syrien. Alt sammen medvirker det til en øget bekymring i Saudi-Arabien og dermed også et stigende behov for at spille med musklerne på den regionale magtpolitiske scene. Et behov, der ikke er blevet mindre med ændringerne i det saudiarabiske kongehus, hvor den nye konges søn, som også er forsvarsminister og står bag krigen i Yemen, netop er kendt for sin aggressivitet og dumdristighed.

For Yemen er krigens øde­læggelser omfattende. I skrivende stund er det mere end otte måneder siden, luftbombardementerne startede, og landets infrastruktur ligger i ruiner, samtidig med at en af verdens største humanitære kriser er blevet skabt. Verdenskulturarv er bombet til ørkenstøv, og flere tusinde civile er blevet dræbt.

Politisk set er krigen først og fremmest en fortsættelse af opgøret i den magtpolitiske elite. På den ene side står Hadi og eksilregeringen i Riyadh med al-Ahmar-familien og Ali Mohsins aktive støtte. Både al-Ahmar og Ali Mohsin er aktive i den mobilisering af militante sunnigrupper, der finder sted overalt i Yemen, og som har til formål at kæmpe mod houthierne på landjorden. Hadi, al-Ahmar og Ali Mohsin er således stadig i eksil, men i stedet for at flygte og vende Yemen ryggen er de vendt tilbage med Saudi-Arabien og en magtfuld militær koalition i hånden. Militærkoalitionen kæmper officielt for genindsættelse af den legitime præsident (Hadi) og regering, men efter otte måneder med omfattende ødelæggelser og voksende beviser om krigsforbrydelser er det tvivlsomt, hvor meget legitimitet Hadi og regeringen har tilbage i landet.

Den anden side af det gamle regime – nemlig Saleh og hans indercirkel – befinder sig fortsat i Yemen, hvor de kæmper side om side med houthierne. Gennem hele sin regeringstid var Salehs styre i høj grad opretholdt af patronat og finansiel støtte fra Saudi-Arabien, men saudierne ser ikke længere Saleh som en ønskværdig del af Yemens politiske fremtid, hvilket i høj grad blev tydeligt, da de bombede hans bolig i Sana. Det skræmte dog ikke Saleh mere, end at han lod sig interviewe på stats-TV foran ruinerne af sit hus i en overlegen demonstration af sin markante overlevelsesevne.

Salehs alliance med houthierne er pragmatisk og vil kun fortsætte så længe, det gavner hans magtpolitiske interesser. Hændelserne i Aden i sommeren 2015 illustrerer dette med al tydelighed: Efter at Salehs loyale styrker, side om side med houthierne, havde ligget i voldsomme kampe mod „sydlige modstandsgrupper“ siden marts – kampe, der har ødelagt Aden og haft store omkostninger for byens indbyggere – trak Salehs styrker sig i juli pludselig tilbage. Det skete, samtidig med at UAE-styrker gik i land og, sammen med eksilyemenitter trænet i Saudi-Arabien og Emiraterne, genvandt kontrollen med Aden. Houthierne havde ikke andet valg end at trække sig tilbage – for uden Salehs militær og sikkerhedsstyrker havde de ikke en chance. Således er Aden i skrivende stund under kontrol af militærkoalitionen og Hadi – omend der er tale om en skrøbelig kontrol. Det er tvivlsomt, om koalitionen vil kunne bringe stabilitet til syd, hvor splittede al-Hirak-grupperinger, sunniislamiske modstandsgrupper og ikke mindst AQAP og det i Yemen nyligt etablerede ISIS dominerer det politiske landskab. Deres eneste fællesnævner er hadet til nord, særligt Saleh og houthierne.

Kløften mellem nord og syd er dyb. Men lige så problematisk for udsigterne til en varig fredsaftale er mobiliseringen af sunni-baserede modstandsgrupper i Aden, Taiz, Sana, Marib og andre dele af landet, fordi det bidrager til udviklingen af en sekterisk narrativ, som kan give næring til mange års fremtidig konflikt. I deres angreb i landet har al-Qaeda hidtil haft tradition for i stort omfang at skåne civile liv. Men under den nuværende konflikt har ISIS nu også set dagens lys i Yemen – det første angreb fandt sted i marts 2015 og rettede sig mod en zaydimoské i Sana. ISIS har siden stået bag en række angreb på moskéer i Sana og andre dele af landet, mens de i det Hadi-kontrollerede Aden kører frit omkring i gaderne og har deres træningslejr kun nogle hundrede meter fra eksilregeringens hovedkvarter på et hotel i byen. Hvor al-Qaeda i forlængelse af krigen og det følgende magttomrum har taget kontrol med store dele af den olierige og strategiske Hadramawtprovins og dele af Abyanprovinsen, øst for Aden, så er ISIS i færd med at konsolidere deres base i selve Aden. Begge grupper lever godt af den sekteriske retorik og splittelse, som krigen har skabt.

Yemen har ellers haft en mangeårig tradition for fredelig sameksistens mellem landets shafii- (sunni) og zaydi- (shia) befolkningsgrupper, og selvom landet hyppigt har oplevet væbnet konflikt, har den sekteriske narrativ [fortælling, forståelsesramme] sjældent spillet ind. Dette kunne man se under krigene i Sada 2004-2010, hvor Saleh, der selv er zaydi, førte an i seks runder af krig mod houthierne – der også er zaydier. Men i dag skaber mobiliseringen langs sekteriske skillelinjer og de kampe, der finder sted på landjorden – i Aden, Marib og Taiz – store kløfter i den sammenhængskraft, som det yemenitiske samfund traditionelt har haft. Det er samtidig et brud på traditionen om at begrænse anvendelsen af vold. Tidligere i Yemens historie blev våben brugt til at skyde over fjendens hoveder og markere styrke og position før forhandlinger. I dag bliver våbnene – med den saudiarabisk-ledede koalition i spidsen – i stigende grad brugt i forsøget på at sikre den militære sejr, uanset hvor meget skade og hvor mange døde, inklusive civile liv, det vil koste.

I skrivende stund forbereder FN sit andet forsøg på at bringe parterne til bordet og forhandle en politisk løsning. Men selv hvis det lykkes at bringe Hadi og eksilregeringen i samme rum som houthierne og Saleh, er der stadig lang vej – for mistilliden på begge sider er stor. Bortset fra Oman, der har holdt sig uden for krigen, er der en mangel på neutrale regionale aktører, som kan bistå i implementeringen af en fredsaftale.

Saudi-Arabien sidder med det afgørende kort, og krigen vil slutte, når saudierne finder det passende. Fraværet af en exitstrategi og den øgede kritik, Saudi-Arabien møder fra alle kanter grundet beskyldninger om krigsforbrydelser, bidrager til det spinkle håb, at Saudi-Arabien vil beslutte sig for bakke op om en forhandlet løsning, som en mulig udvej for at ende krigen uden at tabe ansigt. For tabene har været større end sejrene, og det Yemen, som Saudi-Arabien en dag trækker sig (i hvert fald officielt) ud af, vil være et land og et samfund i dyb krise. Infrastruktur og verdenskulturarv ligger i ruiner, over 80 pct. af befolkningen har behov for humanitær assistance, landet er splittet, og de sekteriske kløfter gravet dybere.

Yemen hænger således ud over kanten og holder kun lige akkurat fast med fingerspidserne. Med al sandsynlighed vil et par måneders krig mere, særligt hvis dette involverer omfattende kampe i hovedstaden, være det sidste skub, der får Yemen til at falde ned i den fejlede stats dybe kløft.

I Maribprovinsen øst for Sana og i syd har koalitionen indsat tusindvis af styrker – fra koalitionslandene (Saudi-Arabien, Qatar, Emiraterne og Sudan) samt lejesoldater fra Colombia og andre lande (herunder yemenitter fra diasporaen, som er blevet trænet og betalt for at kæmpe på koalitionens side). I månedsvis har koalitionen kæmpet for at tage kontrol med byen Taiz og hovedstaden Sana, dog indtil videre uden held.

De politiske ledere gør klar til at sætte sig om forhandlingsbordet i Genève, men den stærkeste magtfaktor i Yemen er stadig: stammerne. De bliver afgørende for de kampe, der udkæmpes på landjorden. De går hverken op i politik eller ideologi, deres alliancer er flydende og skifter uproblematisk mellem regimet, Saudi-Arabien, houthierne, al-Qaeda, syd, nord, Saleh og Mohsin – alt efter hvad der gavner deres magtpolitiske interesser. De ønsker selvbestemmelse og kontrol over deres eget territorium – samt indtjeningsmuligheder.

Lige så længe som de magt­politiske eliter mobiliserer væbnede grupper i deres langvarige fejde, og lige så længe som Yemen danner scenen, hvor en stor del af det internationale og regionale sikkerhedspolitiske teater udspilles, uanset om akten er krigen mod terror eller opgøret mellem Saudi-Arabien og Iran, lige så længe vil Yemen forblive et land i dyb krise og med stor ustabilitet til følge. I den nuværende akt har Vesten valgt at bakke op om deres allierede, Saudi-Arabien, i de større magtpolitiske interessers tjeneste, men prisen bliver høj på sigt. I dag er det flygtningestrømme og ISIS fra Syrien, som Vesten frygter – i morgen bliver det de flygtningestrømme og det ISIS, krigen i Yemen er i fuld gang med at skabe.

ILLUSTRATION: Sanaa, Yemen (AP Photo/Hani Mohammed)