01.11.2016

Glem frygten for en åben konflikt mellem Kina og USA – det ”kommer aldrig til at finde sted” fastslår professor Shen Dingli, Shanghai. ”Den nye præsident bør ikke tvinge Kina til at adlyde UNCLOS, men i stedet opmuntre Kina til at forhandle med sine naboer om rettighederne til det omstridte farvand”.

Interview af Sofie Buch Hoyer

Efter George W. Bush nedprioriterede Asien i 00’erne til fordel for krigen mod terror, lovede Barack Obama at kigge mod øst i sin udenrigspolitik. Den såkaldte ’rebalancering’ eller ‘pivot to Asia’ sigtede efter at styrke asiatiske alliancer, øge handelssamarbejder og højne USA’s militære profil i regionen. Men Obama forlader sit præsidentembede på et tidspunkt, hvor striden om Det Sydkinesiske Hav — en storpolitisk bombe om suverænitet og maritim kontrol — hele tiden når nye højder. Kina fortsætter med at bygge kunstige øer og militærbaser i området og nægter at rette sig efter en international dom fra juli, der afviser landets påståede ret til det omstridte farvand.

RÆSON har mødt Shen Dingli — Professor i USA-Kinarelationer og en af Kinas mest indflydelsesrige eksperter i international politik — på det prominente Fudan University i Shanghai for at kaste lys over de geopolitiske udfordringer i Asien frem mod præsidentvalget i USA.

RÆSON: I september skrev du i en klumme på websitet China-US Focus, at “nu hvor Obama slutter sit præsidentembede, er Kina og USA’s forhold blevet endnu mere kompliceret, både hvad angår intensiveret samarbejde og konkurrence”. Kan du uddybe?

Dingli: Kina har ikke været i stand til at stoppe USA’s rebalancering, og det har resulteret i øget konkurrence. Men også øget samarbejde: Over to millioner kinesiske turister besøger hvert år USA, mens hundredetusinder af kinesere studerer i Amerika. Kina foretager masser af investeringer i USA, og samtidig samarbejder landene om klimapolitik, Iran, Nordkorea, anti-terrorisme, ebola og så videre. Hvad angår Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) har Obama sagt, at han ikke længere ville stoppe sine koalitionspartnere i at deltage, hvilket fik Canada til at ansøge om medlemsskab. Så Obama er ikke længere konfrontatorisk på dette punkt.

RÆSON: Men har Obamas ‘pivot to Asia’-politik virket efter din vurdering?

Dingli: Det har den formentlig ikke. Trans-Pacific Partnership (TPP) vil ikke blive gennemført under Trump. Den nuværende udgave af TPP vil heller ikke blive accepteret af Hillary Clinton. Hvad angår den militære rebalancering, så er Filippinerne i gang med at bryde samarbejdet med USA, og Kina anerkender overhovedet ikke kendelsen fra voldgiftsretten i Haag. Så USA’s drejning mod Asien virker ikke.

Kina anerkender overhovedet ikke kendelsen fra voldgiftsretten i Haag. Så USA’s drejning mod Asien virker ikke
_______

 

RÆSON: Kinas nuværende økonomiske partnerskaber bliver udvidet fra Asien til Mellemøsten og Afrika. Landets moderne ’Silkevej’-investeringer i olie- og gasledninger, højhastighedstog og havne — støttet af blandt andet AIIB — er alle en del af Xi Jinpings udenrigspolitik. Hvordan vurderer du Kinas nuværende maritime strategi i forhold til Det Sydkinesiske Hav?

Dingli: Med konstruktionen af så meget infrastruktur bliver Det Sydkinesiske Hav mindre vigtigt for Kina. Når vi kan tjene masser af penge på at eksportere hurtigere tog, kæmpe jumbo-fly, rumstationer, super-computere, våben, luftforsvarssystemer, ubåde med mere, skrumper betydningen af det omstridte farvand for Kina. Vi øger vores tilstedeværelse alle steder — i Rusland, Indien og sågar Storbritannien, hvor vi er med til at udvikle landets hurtigtog og nye atomreaktor.

RÆSON: Men hvis Kina ikke har brug for ressourcerne i Det Sydkinesiske Hav, hvorfor bliver landet så ved med at bygge kunstige øer i området?

Dingli: Jeg mener heller ikke, det er nødvendigt. Jeg anerkender Xi Jinpings løfte om ikke at ville militarisere området, men jeg ville forhandle med andre lande om, hvad det vil sige at militarisere, så det ikke bare er tomme løfter. Hvor mange jetjagere, radarer, skibe, missiler osv. pr. kvadratkilometer taler vi om? Der bør forhandles en række konkrete standarder, for ellers vil ingen have tillid til Kina.

RÆSON: I en klumme i India Today i juli skrev du — i forbindelse med Kinas maritime konflikter — at Beijing bør “revidere sin kurs” og “anvende en mere effektiv strategi”, som fastholder landets “længe holdt smilende image”. Hvad mente du med det?

Dingli: Kina bliver af mange set som en nation, der ikke længere smiler udadtil. Det gør mig ked af det. Pludselig bygger vi så mange kunstige øer og siger “ingen militarisering”. Men vi fortæller ikke andre, hvad det vil sige ikke at militarisere. Så hvorfor skulle andre stole på os? Det er det, der er min anke.

RÆSON: Siden 1970’erne har der været periodiske sammenstød mellem flere lande omkring Det Sydkinesiske Hav. Men siden 2012, hvor Kina øgede sin tilstedeværelse i området, er der sket en voldsom optrapning. Har vi kun set toppen af isbjerget, hvad angår potentielle konfrontationer?

Dingli: Det er muligt. Men den første årsag til, at territorielle stridigheder overhovedet finder sted, er, at vestlige kolonilande håndhævede tanken om suverænitet i Asien. Vi blev pålagt det westfalske system af territorielt velafgrænsede stater. Hvis ikke denne idé var blevet indført, behøvede vi ikke at have de samme skarpe grænser, som vi har nu.

Den første årsag til, at territorielle stridigheder overhovedet finder sted, er, at vestlige kolonilande håndhævede tanken om suverænitet i Asien
_______

 

RÆSON: Men her taler du om landområder. Hvordan skal den igangværende maritime konflikt forstås?

Dingli: Kina ønsker at fortsætte sin traditionelle opfattelse af den internationale orden, som både indbefatter nutidig international lov og “historiske rettigheder”. Det vil sige, at Kina ikke behøver at gøre klart, hvem der ejer alle områder. Så snart international lov bliver anvendt uden at tage hensyn til Kinas krav, opstår striden. I den her sammenhæng gælder det UNCLOS (FN’s Havretskonvention, red.), som giver et land eneret til havet 200 sømil (370 km) ud fra landets kyst. Hvis ikke vi havde UNCLOS, ville der være fred. Sådan ser kineserne på det. Så kunne de fiske i hele Det Sydkinesiske Hav — og længere væk end ”ni-stregslinjen” (som markerer Kinas historiske krav på over 80 pct. af området, red.).

RÆSON: I oktober annoncerede Filippinernes forsvarschef, at landet havde suspenderet sin deltagelse i alle fælles flådepatruljer med USA i Det Sydkinesiske Hav. Det sker i et forsøg på at skabe en mere uafhængig udenrigspolitik og på længere sigt opbygge nye alliancer med Kina og Rusland. Udtalelsen bliver af mange set som den første konkrete sprække i militæralliancen mellem USA og Filippinerne under præsident Duterte. Hvad skal vi udlede af dette politiske statement?

Dingli: Jeg ville ikke overdrive vigtigheden af denne udtalelse, fordi kernen af samarbejdet mellem USA og Filippinerne handler om at sikre den internationale ret til fri sejlads i alle farvande — de såkaldte ‘freedom of navigation’-operationer. Det er også i Kinas interesse at sikre dette princip på længere sigt. Så Kina burde være åben for dette princip i internationale farvande, inklusive Det Sydkinesiske Hav.

RÆSON: Flere analytikere påpeger, at hvis Filippinernes præsident Duterte effektuerer sin skarpe udenrigspolitiske retorik, har det potentiale til at påvirke ikke kun striden om Det Sydkinesiske Hav, men de større strategiske magtbalancer i Sydøstasien. Enig?

Dingli: Nej, for jeg mener ikke, at USA og Filippinernes fælles flådepatruljer udgjorde en trussel i forvejen, så længe de virkelig er ‘freedom of navigation’. Det er som sagt også i Kinas interesse at fastholde princippet.

RÆSON: Så den filippinske udmelding er ikke en gave til Kina i forhold til den konkrete konflikt?

Dingli: Nej, overhovedet ikke. Jeg tror, at præsident Duterte skal passe på med ikke at overspille sin politik. Al den ven-fjende-snak er overdrevet.

RÆSON: Hvis Hillary Clinton bliver valgt som præsident, hvad er så dine forventninger til hendes strategi i Det Sydkinesiske Hav? Vil USA gøre endnu mere for at sikre fri adgang til farvandet?

Dingli: For det første tror jeg ikke, der vil ske nogle ændringer i USA’s politik på området. For det andet vil Kina gerne selv gennemføre flere freedom of navigation-øvelser i amerikansk farvand. Og så vil amerikanerne formentlig sige: Fint — jo mere I sejler i vores farvand, jo mere ret har vi til at også at sejle os i Det Sydkinesiske Hav. Det vil potentielt skabe et mere balanceret forhold mellem de to supermagter.

RÆSON: Ikke desto mindre er åben konflikt mellem Kina og USA — selv om det langt fra er aktuelt — noget, man taler om. Et nyt studie fra Rand Corporation vurderer, at hvis en militær konflikt ikke kan undgås, så rådes USA til at slå først, inden Kina vokser sig endnu stærkere. Er det en fair vurdering?

Dingli: Nej, for en åben konflikt kommer aldrig til at finde sted. Aldrig. Vi har en intelligent leder i Kina. Han ved godt, at de største udfordringer kommer indefra, ikke mindst når det gælder korruption og miljøproblemer. Det er Xi Jinpings førsteprioritet — at sikre national stabilitet, ikke lægge sig ud med nogen i Det Sydkinesiske Hav.

RÆSON: Så du tror ikke, vi vil se Kina bygge flere kunstige øer i det omstridte farvand?

Dingli: Muligvis, hvis ikke andre lande tager hensyn til Kinas fiskeriinteresser. Så vil vi måske føle os tvunget til at bygge mere. Men vi er nødt til at løse udfordringerne bilateralt med de lande, der er involveret. Og Kina er nødt til at give indrømmelser, men stadig forhandle aftaler på plads, så fiskeriet kan forsætte i nogle af områderne.

RÆSON: Hvis du skulle rådgive den kommende præsident i USA om Det Sydkinesiske Hav, hvad ville du så sige til ham eller hende?

Dingli: Vær realistisk. UNCLOS er ikke en god lov for Kina, og derfor skal Kina kombinere loven med landets “historiske rettigheder”. Den nye præsident bør ikke tvinge Kina til at adlyde UNCLOS, men i stedet opmuntre Kina til at forhandle med sine naboer om rettighederne til det omstridte farvand.

RÆSON: Og hvis du skulle rådgive Xi Jinping?

Dingli: Jeg ville sige til ham, at de omstridte øer ikke kun er vores. Derfor burde vi for eksempel invitere multilaterale forskningshold til området for at samarbejde om udforskningen af havtemperaturer, fiskebestande, miljøtiltag osv. For så ville andre opfatte Kina som et modent land, der er villigt til at kompensere for de miljøskader, vi allerede har pålagt området. Og vi burde generelt invitere andre lande til området, for så kunne vi skabe en international koalition, der kan udføre fælles øvelser. Så tror jeg på, at vi ville få et fredeligt farvand. Hvis ikke vi gør det, vil alle andre fortsat opfatte Kina som aggressivt. ■

ILLUSTRATION: Amerikanske marine-soldater står foran et kinesisk flag på destroyeren USS Bonhomme Richard i Hongkong. Foto: AP Photo/Kin Cheung/Polfoto.

Sofie Buch Hoyer (f. 1990) er en dansk journalist uddannet fra Journalisthøjskolen og The University of Hong Kong. Tidligere reporter på Politiken, redaktionschef på RÆSON og underviser på Silkeborg Højskole. Har rapporteret fra Hongkong, Rusland og Tyrkiet for blandt andre Politiken, TV 2 Nyhederne, Radio24syv og CNN International