06.08.2016

.

At nationalstaten har vist sig som et politisk succesprojekt udelukker ikke, at EU også kan være det. Men det kræver, at man formulerer en samlet idé, der kan forbinde de to.

ESSAY af Peter Fibiger Bang, lektor og Ph.d. i historie.

Den Europæiske Union er i dyb krise.

Storbritannien har lige stemt for at forlade samarbejdet. Det er en kæmpe udfordring, politisk, men også intellektuelt. I lang tid har det ellers lydt, at nationalstaten var forældet og ville blive afløst af andre organisationsformer. EU var en af de mest lovende alternativer, men er nu altså blevet afvist af en af dets stærkeste medlemmer. Hvordan kan det dog være?

Efter den anden verdenskrigs ragnarok stod det klart, at tingene ikke kunne fortsætte som hidtil. Europas konkurrerende og evigt rivaliserende nationer måtte tæmmes, så kontinentet kunne blive genopbygget og opnå fred. Svaret blev EU-projektet og Nato Mens Nato, under amerikansk ledelse, stod for forsvaret mod den ydre Sovjetiske fjende, skulle øget integration mellem (vest)europas stater sikre, at kontinentet aldrig mere internt ville blive sønderrevet af altødelæggende krig. I stedet skulle samarbejde med tiden blive til en union og nationalstaten svinde bort.

På mange parametre har EU-projektet været en succes. Et stærkt transnationalt samarbejde har skabt et stort fællesmarked og etableret åbne grænser, om end de for tiden er blevet delvist suspenderet. Men staterne sygnede ikke hen. I henved et halvt årtusinde blev den europæiske statsdannelse ellers drevet af engagementet i den gensidige krigsførelse. Med etableringen af den europæiske fred, burde grundlaget derfor have været til stede og skeler man alene til forsvarsbudgetterne ser forventningen også ud til at skulle være blevet indfriet. Under 2% af BNP er med enkelte undtagelser hvad Europas stater, skabt som en af historiens mest imponerende krigsmaskiner, nu kan finde til krigsførelse. Det måtte man atter en gang konstatere på det seneste Nato topmøde.

Alligevel trives de europæiske stater, nærmest som aldrig før og på trods af alle teoretiske forudsigelser og postulater. Det skyldes, at nationalstaterne ikke blot nøjedes med at nedtone deres krigsberedskab, de skiftede fokus. Mobiliseringen af befolkningen til krig førte til øget demokratisering. Den kæmpende menigmand kunne kræve sin stemme hørt. Den proces fortsatte efter 2. Verdenskrig, men nu omkring opbygningen af omfattende velfærdssystemer. Som garant for borgernes sikkerhed er staten nærmest blevet vigtigere end nogensinde og dens domæne i samfundet er blevet kraftigt udvidet. En nationalstat som den danske kan i dag eksempelvis opkræve langt mere i skat af sin befolkning, end den kunne ved indgangen til Den 2. Verdenskrig.

Problemet er altså, om man så må sige, at vi står med to succesrige politiske projekter – EU og nationalstaterne.

Konflikt synes uundgåelig, ikke mindst efterhånden som EU begynder at bevæge sig ind på politikområder som emigration, sociale ydelser og finanspolitik, der står helt centralt i den velfærdsstatslige debat. Men hvis vi allerede er i besiddelse af vellykkede stater, så skal vi måske til at tænke EU på en ny måde, i stedet for som et alternativ eller en afløser. Risikoen, som det egentligt er blevet klart både omkring euro krisen og flygtningekrisen, er nemlig, at man reducerer de lokale staters kapacitet, uden at man på fællesskabsniveauet sætter nye effektive redskaber i stedet. Om noget har vi i vores tid set, hvor svært det er at skabe velfungerende stater. Så hvis man allerede har etableret sådan nogle, er det måske ikke ligefrem et område, der kalder på eksperimenter eller afvikling af kapacitet.

Ydermere har Unionen den svaghed, at en konfrontation uvægerligt vil placere den i modsætning til demokratiet, for det er nemlig fortsat nationalt forankret. De mest stålsatte tilhængere af mere intens europæisk integration vil godt nok hævde, at det ikke er korrekt. Ved festlige lejligheder påkalder kommisionsformanden og systemet fx altid demokratiet. Men når man tænker på den mekanisme, der har været unionsprojektets hoveddrivkraft, virker det som et selvbedrag. Den forbindes normalt med den franske embedsmand Jean Monnet og gik i al sin enkelhed ud på, at få staterne med til forpligtende samarbejder, der så ned ad vejen viste sig at nødvendiggøre yderligere suverænitetsafgivelse. Det er en meget elitær form for politik, som jo dybest set sigter mod at gennemføre ting, man i udgangspunktet ikke forventer at kunne opnå tilslutning til ved åben demokratisk debat.

Men hvilket rum kan man da tænke for unionen, hvis den ikke skal træde i stedet for staterne eller ende i al for stærk konflikt med demokratiet? En af de, som har tænkt mest interessant og inspirerende om det spørgsmål gennem tiderne, er den store tyske statsteoretiker og jurist Samuel Pufendorf (1632-94). Han tilhørte den generation, der knæsatte suveræniteten som statens kendetegn. Men modsat mange andre indså han, at der selv blandt suveræne magter stadig var noget, som bandt dem sammen, og at ikke alle former for politisk organisering lod sig beskrive i entydige suverænitetstermer. Om hans samtidige Tysk-Romerske Rige annoncerede han fx, at det var „en irregulær størrelse.‟

Indenfor dets territorie lå adskillige, i praksis suveræne monarkier og bystater og dog blev det også holdt sammen af en række transregionale institutioner, resterne af de fejlslagne forsøg på at skabe et nyt, universelt Romerrige i Europa. Skal vi analysere den europæiske Union, var dét måske slet ikke så dumt at tænke om det som en lidt irregulær – i dag ville vi sige hybrid form – der danner et afsvækket imperialt rum.

Om imperier bemærkede Thomas Hobbes (1588-1679), dén blandt de store grundlæggere af moderne politisk tænkning for hvem sikringen af den samfundsmæssige fred var mest central, at de faktisk tilbød en stor grad af frihed. Det kunne f.eks. godt være, at den osmanniske sultan i princippet var enevældig, men langt de fleste undersåtter i hans vidtstrakte rige levede på lang afstand af hoffet og mærkede sjældent noget til hans tiltag. Imperiets frihed var baseret på centralmagtens svaghed og bestod i friheden fra indblanding. Det var friheden i dens negative manifestation og den politiske magt defineret ved at skabe rammebetingelser og danne bagtæppe.

 

Konflikt synes uundgåelig, ikke mindst efterhånden som EU begynder at bevæge sig ind på politikområder som emigration, sociale ydelser og finanspolitik.
_______

 

Men historien om friheden i den moderne verden har også en aktiv dimension.

Mennesker møder ikke blot livets udfordringer som individer, de indgår i større fællesskaber, hvor de formulerer projekter og finder på løsninger på problemer. Det er den såkaldte republikanske frihed. Her indgår folk aktivt i nære politiske fællesskaber. Deltagelse skaber både engagement, patriotisme og en følelse af autonomi.

Dette aktive liv er, som den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75) gjorde opmærksom på, en helt grundlæggende forudsætning for menneskelig værdighed og frihed. I praksis er det demokratiet som bedst giver plads for den dimension i livet og dermed nationalstaten. Jo længere politikken derimod rykker fra borgerne, jo mere vil den blive overtaget af specialister og eksperter. Det, noterede Arendt til gengæld, underminerede friheden og lod den afløse af nødvendigheden.

Det er en af det nuværende EU systems fundamentale svagheder. Det giver ikke tilstrækkeligt frirum til lokale politiske løsninger, i stedet for det aktive liv, træder nødvendighedens politik, „one size fits all.‟ Her risikerer de lokale parlamenter at blive reducerede til gummistempler for centralt fattede beslutninger og dermed at blive tømt for indhold.

Da Francis Fukuyama for godt 25 år siden skrev sin berømte analyse af demokratiet som historiens endestation, greb han til Hegel. Selvom vi i dag godt ved, at det er halsløs gerning at ville forudsige historiens retning, var det måske på et mere fundamentalt plan rigtigt set. For Hegels filosofi handler blandt andet om at forene og kombinere modsætninger. Alt for megen tænkning i dag fokuserer på i bedste bureaukratiske stil at skabe lige linjer, gennemskuelighed og ensartede standarder. Men livet er alt for komplekst til sådan en skrivebordsøvelse.

Hvis imperiet var tesen, og de republikanske nationalstater anti-tesen, så er det altså op til os i dag at formulere en syntese for Europa, der kan forbinde de to. Unionen som baggrundsbetingelse og den negative friheds garant, nationen som rum for den positive frihed og udfoldelsen af det aktive politiske liv – sådan kunne man måske tænke Europa.

■

ILLUSTRATION:Det britiske flag og EUs flag bliver tilpasset før et møde mellem den daværende britiske premierminister David Cameron og formanden for EU-kommissionen Jean-Claude Juncker. Foto: Virginia Mayo/AP Photo/Polfoto.