19.12.2016

Ifølge Europas største sammenslutning af miljøorganisationer har Paris-klima-aftalen indbyggede svagheder, men aftalen skal bane vejen for endnu mere handling. Og EU skal bære fanen højest blandt andet med mere fælles miljølovgivning og klimakompensation til fattige lande.

Interview af Tharsika Vimalasuntharam

Hos Europas største sammenslutning af miljøorganisationer, EEB, er der ingen tvivl om, at Paris-klima-aftalen er et skridt i den rette retning. Aftalen, som Danmark og 113 andre lande nu har ratificeret, og den forskning, der følger den, skal vise vejen. Både for hvilke teknologier og også hvilken lovgivning, som vi i EU skal indføre for at modvirke global opvarmning mest muligt.

RÆSON: Hvis vi ser på det globale arbejde mod klimaforandringerne først, så har Paris-aftalen været kritiseret for at være for svag. Er du enig i det?

Paris-aftalen var et stort skridt fremad, det er i hvert fald vores analyse. Men vi er enige i, at aftalen har sine svagheder som enhver international aftale, da den er svær at håndhæve, fordi der ikke er nogen strafmekanisme indbygget. Men den baner vejen for fremtidig fremgang. De to vigtigste ting, der bliver sat på plads, er for det første en forpligtigelse til at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader og så for det andet at opnå et samlet CO2-udslip på 0 i den sidste halvdel af dette århundrede.

Det er også en del af processen, hvor man siger, at Paris-aftalen kun er begyndelsen, og at man herfra vil hæve ambitionerne over tid. Disse ambitioner er vigtige for Europa, og begrænsningen på 1,5 grader celsius er nu basis for den videnskabelige vurdering. Den skal bruges til at vurdere, hvilke teknologier, man vil vælge i bl.a. industrien og i transporten, fordi de beslutninger, man tager fx vedrørende infrastrukturen i dag, er meget langsigtede. De vil betyde noget for os de næste 10-20 år.

RÆSON: Er denne aftale så mere et signal om, at klimaforandringerne er tilbage på dagsordenen end en egentlig konkret plan mod den globale opvarmning?

Altså de her to aspekter med at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader og samtidig stoppe nettoudslippet af CO2 udgør, sammen med det faktum, at man vil hæve ambitionerne over tid, rammen omkring det fremtidige arbejde.

RÆSON: Man har i et nyt studie observeret, at CO2-udledningen er stagneret de seneste år, og en af grundene til dette skulle bl.a. skyldes Kinas mindre forbrug af kul. Hvilken betydning har det, at lande som Kina rent faktisk er begyndt at imødegå disse krav?

Kina har forstået vigtigheden af at beskytte miljøet, når det kommer til luft- og vandforurening og bebyggelser af bæredygtige byer. Jeg var i Kina i sommers, og Kina har lang vej endnu, fordi de har store problemer økonomisk, socialt og inden for klima området. Men de har forstået, at de ikke har andre alternativer end at gå mod en mere bæredygtig udvikling, hvor man stopper med at spilde energi og ressourcer, og prøver det bedste for at beskytte miljøet.

Kina har lang vej endnu, fordi de har store problemer økonomisk, socialt og inden for klima området. Men de har forstået, at de ikke har andre alternativer end at gå mod en mere bæredygtig udvikling
_______

 

RÆSON: Hvis vi vender blikket mod Europa, hvor godt rustede er vi så i Europa til at bekæmpe klimaforandringerne, hvis man fx kigger på uddannelse og forskning inden for området i forhold til at udvikle nye bæredygtige teknologier?

Man skal huske, at der allerede er meget viden derude, så det er ikke nødvendigvis der, vi har det største problem. Men vi har brug for et samfund og en politisk stemning for at dedikere sig til at kæmpe for sine overbevisninger, som også sikrer et stabilt miljø. Det er vigtigere end den direkte adgang til fx uddannelse, men man skal stadig fortsætte med at uddanne folk især fra de tidlige stadier af uddannelse, om hvad bl.a. bæredygtig udvikling betyder. Samtidig handler det også om at uddanne os selv i, hvordan vi ser på politik og samarbejde mellem industrien, civilsamfundet, fagforeninger og akademikere i denne proces.

RÆSON: Hvor langt er vi ift. at få virksomhederne med på vognen, når det gælder reduktion af CO2-udslippet?

Hvis man taler med større virksomheder, har de en strategisk plan og har forstået konsekvenserne af klima forandringerne. De fokuserer på deres egen specifikke rolle. Man kan se hos større detailhandelskæder, at de er åbne i forhold til at informere om CO2-fodaftryk for de varer, de sælger. Og de er samtidig også klar over energieffektiviteten i deres egne butikker, og det bruges også i deres branding. Det er en del af deres bidrag.

I det større billede er spørgsmålet om, hvordan vi beskatter energi, ressourcer og arbejdskraft, og spørgsmål om, hvilke offentlige investeringer, vi laver helt centrale. Det er beslutninger, som må træffes af politikere og bør baseres på demokratiske beslutningstagningsprocesser. Lovgivning, der inkluderer miljøbeskyttelse, og altså borgernes ret til et sundt miljø, må være nøglepunktet i vores beslutningstagen. Og til det har vi brug for engagement fra virksomheder, fordi hvis en virksomhed må forurene mere end de andre, er det potentielt ikke kun et problem for miljøet, men også forstyrrende for markedet. Og det gør det europæiske projekt svagere.

RÆSON: Lande i fx Østeuropa har vist sig at være mere kritiske overfor at skulle arbejde mod global opvarmning på grund af økonomien. Og i Danmark er den nuværende regering også tilbageholdende med hensyn til at gå forrest i bekæmpelsen af global opvarmning, da de ikke mener, at Danmark skal trække læsset alene – hvordan ser du på dette?

Især Danmark er et eksempel på, at det at gøre mere ikke har været en byrde for landet. Danmark har haft succes i forhold til. at indføre en bæredygtig energiomstilling, Danmark har haft succes med at finde nyt energieffektivt potentiale i sin industri. Disse trin fremad, denne udvikling, har drevet konkurrencedygtigheden hos den danske industri. Disse politiske beslutninger skubber den danske teknologi videre ud i Europa. Vi har faktisk set, at en af de vigtigste dele af europæisk lovgivning om energi, energieffektivitetsdirektivet, er formet ud fra det danske eksempel, så der er mange fordele i at føre an. Når det kommer til de østeuropæiske lande, er de er i deres egen specifikke situation, som er anderledes fra det ene østeuropæiske land til det andet.

En af de vigtigste dele af europæisk lovgivning om energi, energieffektivitetsdirektivet, er formet ud fra det danske eksempel, så der er mange fordele i at føre an
_______

 

Hvis man fx kigger på polakkerne, så er der i Polen en stærk forbindelse mellem det politiske miljø og kul- og energiindustrien. Det er en stor hindring for forandring. Men som man har set i eksemplet med Kraków, hvor luftforureningen fra kulforbruget til opvarmning af boliger var så enorm, at selv i Polen, i Kraków, begyndte indbyggerne at italesætte det, og hjalp til med at få et forbud mod kul til opvarmning. Ikke kun fordi, det var skadeligt for klimaet, men også fordi, det var uudholdeligt i forhold til luftkvaliteten. Også Polen er med i Paris-aftalen, fordi de også har forstået, at de her forandringer sker. Der er forskel på, i hvilken størrelsesorden, det er værd at bidrage. Fx håber de på, at det vil være nok at plante flere skove for at kompensere for et fortsat forbrug af kul. Sådan som vi ser det økonomisk, vil balancen vippe langt væk fra kul og tættere på de nye, rene energiteknologier.

RÆSON: Et af argumenterne imod at kæmpe aktivt imod global opvarmning er, at den CO2 vi måler i atmosfæren er naturlig, og ikke antropogent – hvad gør man for at skelne mellem disse to former for CO2-udslip?

Det, vi kan skelne mellem, er menneskelig aktivitet og naturlig aktivitet. Vi ved, hvilke processer der bruges i industrien og forbrænder kul og gas, og vi ved med sikkerhed, at disse er menneskelige aktiviteter, der udleder store mængder CO2. Der er også et antal af naturlige aktiviteter, som udleder CO2, fx skovbrande, men samtidig er der så også processer i naturen, der fanger kulstof, som fx skove-og vådlandsområder. Så der er en klar forskel mellem det, der er menneskelig aktivitet, og så dét der er naturlige aktiviteter. Vi ser, at de stigende menneskelige CO2-udledende aktiviteter har en direkte forbindelse til den stigende CO2-udledning.

RÆSON: Hvorfor ser vi så politikere som Trump, der åbenlyst ikke tror på konsekvenserne af antropogen CO2-udledning?

Der er to aspekter, som vi skal huske. For det første er der forståelsen af, at vi har overudnyttet planeten i meget stor skala, og at vi bliver nødt til at justere kraftigt på den måde, vi bruger planeten. Det er en hård realitet, og folk forsøger tit at fortrænge hårde realiteter. Heldigvis har vi en god videnskabelig base, der ikke bare beviser, at vi er årsag til klimaforandringer, men også fortæller, hvordan vi kan ændre på det. Den anden årsag er, at den direkte forbindelse mellem din handling og ændringerne i klimaet er svære at forstå for nogle mennesker, fordi det sker på så stor afstand fra os i atmosfæren. Men det er derfor, vi har medlemmer, der har arbejdet med biologer, der kan vise, hvordan bl.a. plantevæksten har ændret sig. Effekterne af global opvarmning er meget virkelige for landmænd, som ser deres afgrøder forandre sig, de er meget virkelige for folk, der bor ved havet, som er mere opmærksomme på den stigende risiko for oversvømmelser.

RÆSON: Hvilke konsekvenser ser vi af den globale opvarmning allerede i dag?

De første effekter, vi allerede ser, er, at temperaturen aldrig har været højere. Arktis har haft den varmeste temperatur for november i lang, lang tid. Vi ser gletscherne smelter, men vi ser også store forandringer i vores vejr. Ikke hver enkelt storm er en direkte konsekvens af klimaforandringerne, men risikoen for at have længere tørkeperioder, stærkere storme, regnfald på tidspunkter, hvor naturens jord ikke kan klare det, er fænomener, som er stigende. Vi ser stigende risiko for hedebølger. Ikke bare i Europa, og det er et faktum, at risiciene for at opleve gentagne hedebølger om sommeren er steget i takt med klimaforandringerne.

RÆSON: I løbet af de seneste år har Europa oplevet en stor indvandring fra Syrien på grund af borgerkrigen, men Syrien har også være ramt af tørke som konsekvens af den globale opvarmning ligesom flere andre lande i området. Kan Europa blive tvunget til at gøre noget ved det, hvis man gerne vil undgå fremtidig indvandring til Europa fra andre dele af verden?

Europa har et kæmpe ansvar, når det kommer til at bekæmpe klimaforandringer bl.a. igennem klimafinansiering, og Europa har ikke været i stand til at betale dens del af finansieringen. Vi er stadig bagud, og vi taler om ca. 100 milliarder euro årligt, som vi skal betale, men der er vi ikke endnu. Klimafinansiering og bidrag fra Europa, bæredygtig udvikling i Mellemøsten og i Afrika er meget vigtigt. Samtidig mht. lovgivning skal Europa respektere menneskerettighederne og flygtningenes rettigheder. Vi kan ikke redde planeten ved at bygge mure. Vi er nødt til at samarbejde globalt, og vi skal være klar over, at vi lever i en verden, hvor enhver udvikling har et globalt aspekt. Vi ved ikke, hvornår eller om de lavtliggende lande i Europa som fx nederlændinge en dag vil blive klima flygtninge. Engagementet til bæredygtig udvikling, og engagementet til menneskerettighederne er i kernen af det, vi behøver i Europa.

Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad det i sidste ende vil koste os, hvis vi ikke gør noget i vores planer for 2030 og 2040, og det må være en del af vores økonomiske beslutningstagen
_______

 

RÆSON: Hvad er tidsrammen for at kunne forbygge de værste konsekvenser af klimaforandringerne?

Når det kommer til energieffektivitet i forbindelse med vedvarende energi, ændringer i vores landbrugslovgivning, fødevarelovgivning, skal det handle om menneskers behov og ikke ønsket om at producere mere og mere. Det er områder, hvor vi kan gøre noget nu. EU-kommissionen er i gang med at forberede deres forslag for 2030, EU-rådet og medlemslandene, de er nødt til at handle nu og engagere sig i en ambitiøs plan for 2030, hvor de skal prioritere energieffektivitet, vedvarende energi og ikke tilgodese kul.

RÆSON: Hvad sker der, hvis vi handler for sent?

Problemet er, at i sidste ende vil vi som europæiske borgere komme til at betale regningen. Når det kommer til skader i miljøet og vores sundhed vil vi på længere sigt komme til at betale regningen i forbindelse med bl.a. infrastrukturer, der mistes, byer der vil have problemer med vandforsyning osv. Så hvis vi ikke gør noget nu, vil det ramme os selv på den ene eller den anden måde. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad det i sidste ende vil koste os, hvis vi ikke gør noget i vores planer for 2030 og 2040, og det må være en del af vores økonomiske beslutningstagen. ■

ILLUSTRATION: Kraftværk i Europa. Foto: Wikipedia Commons