25.11.2016

Jeg kan ikke længere stole på udenrigsministeren eller justitsministeren, når de bryder klare aftaler om undersøgelsen af Danmarks krigsdeltagelse – og vildledende benægter uden at blinke.

Kommentar af René Gade, freds- og forsvarsordfører, Alternativet.

Aftaletekstens krystalklare krav til den historiske udredning om Danmarks krigsdeltagelser, som regeringen og dens støttepartier nu har forbrudt sig imod, var om forskerteamet indstillet af Rektorkollegiet, at “Udpegningen skal ske i enighed blandt partierne bag den historiske udredning”. Aftalen om enighed new-speakes nu som enighed blandt alle fire … undtagen den femte. Det er nedladende volapyk og vildledning fra udenrigsministeren, der tillader sig at forvalte aftalevilkår og fakta med samme tilfældighed som et spil terninger.



Regeringen og dens støttepartier lever ikke op til kravene i den aftale, som de indgik med os i Alternativet om en historisk udredning af Danmarks krigsindsats i Irak, Afghanistan og Kosovo. Derimod er regeringen med henholdsvis justitsministeren og udenrigsministeren som de ansvarlige for aftalen, løbet helt uacceptabelt fra grundlaget og aftalen om den historiske udredning af Danmarks krigsdeltagelser. Jeg tillader mig retorisk at spørge, hvorvidt troen på regeringens og støttepartiernes oprigtige ønske om en uvildig, kritisk og oplysende undersøgelse styrkes eller svækkes ved nærmest at indlede arbejdet på brækkede ben og med skyklapper for øjnene?

Regeringen og støttepartierne prøvede at presse Alternativet til at forlade aftalen og mødet, hvorpå forskerteamet og effektueringen af aftalen blev dikteret. Således at det ville se ud som om, at det var os i Alternativet, der løb fra noget. At der var noget vi ikke havde haft styr på. Men nej, naturligvis ville jeg ikke forlade hverken mødet eller aftalen – så jeg blev siddende efter at have tilbudt flere forskellige kombinationer af de indstillede forskere. Ligeledes opfordrede jeg til, at vi gik i dialog med Rektorkollegiet inden vi endeligt gik videre, for hvad var det, der afskrækkede forskerne fra at byde sig til? Naturligvis var det de stramme og indskrænkede rammer for arbejdet, som et flertal bestående af regeringen og dens støttepartier havde dikteret. Dog ville en nysgerrig dialog kunne guide til væsentlige ændringer i aftalefundamentet, som trods alt ville være spiselige for regeringen, men som samtidig ville gøre en verden til forskel for forskerne.


En amputeret, men trods alt udbytterig aftale

Aftalen blev indgået i foråret efter en forhandlingsproces ledet af justitsminister Søren Pind. Siden har udenrigsminister Kristian Jensen overtaget ansvaret for udredningen, hvorefter arbejdet nærmest er gået i stå. Trods mange opfordringer til møder og dialog blandt aftalepartierne fra min side siden sommerferien, har der været meget sparsom kommunikation og ikke et eneste møde med alle aftalepartierne før det møde, hvor vi i Alternativet blev smidt ud af aftalen. Vi blev smidt ud, fordi vi stod fast på, at aftalegrundlaget skulle følges og forskerne sikres et fundament for deres arbejde, som de entydigt kunne stå inde for.

Regeringen og dens støttepartier vil således ikke respektere den vetoret, som alle aftalens partier – herunder Alternativet – har. Ej heller vil andre aftalepartier end Alternativet overveje den massive kritik fra forskningsmiljøet i Danmark, der faktuelt har resulteret i at kun tre forskere i hele Danmark har kunnet tilbyde sig til at løse opgaven. 3! Der blev bedt om en indstilling på seks forskere til de to stillinger som henholdsvis forskningsleder og historiker samt politolog med speciale i militære studier.

Jeg forventede sådan set også, at regeringen havde et ønske om at sikre den bedst mulige udredning, men det tvivler jeg efterhånden meget på.
_______

 

Vetoretten var et afgørende og centralt element i aftalen, som Alternativet står fast på, og nu da de øvrige partier ikke vil opfylde aftalekravene, må regeringen fuldende aftalebruddet ved officielt at smide Alternativet ud, rive aftalen over og indgå en ny, der alene er støttet af deres egne støttepartier. Vi har fra Alternativets side fra dag ét overholdt alle aftaler og vil til enhver tid følge rektorkollegiets indstilling af forskere. Vi kunne indstille flere hold ud af det tre indstillede. Vi kunne gøre det i morgen. Gentagne gange har jeg understreget at samtlige indstillede forskere var kompetente til opgaven – men at vi stod fast på vores mulighed for at sikre det mest diverse undersøgelsesteam. Vi har ikke i sinde at acceptere, at den historiske udrednings værdi bliver forringet. Jeg forventede sådan set også, at regeringen havde et ønske om at sikre den bedst mulige udredning, men det tvivler jeg efterhånden meget på. Regeringen ønsker åbenbart at stå med en ensidig aftale, der ikke rækker ud over regeringens støttepartier. Vi gik med for at være vagthund i aftalen, men parterne ønsker helt åbenlyst ikke, at der bliver rejst kritiske spørgsmål. Den første gang vi fik et møde og stillede spørgsmålstegn ved efterlevelsen og udmøntningen af aftalegrundlaget, lukkede skodderne i og hastigheden blev sat op efter flere måneders stilstand og tidsudtrækning.

Der skal ikke herske tvivl om, at Alternativet er imod dansk krigsdeltagelse, når den ikke bygger på et folkeretligt grundlag, og at vi mener, at det var og er en skandale, at regeringen sidste efterår valgte at lukke Irak- og Afghanistankommissionen, fordi det forhindrer os i at placere et juridisk og folkeretligt ansvar for den danske krigsførelse og fangehåndtering i bl.a. Irak.

Det ansvar skal stadig placeres. Men det stod hurtigt klart i forhandlingerne, at det ikke kommer til at ske med den nuværende regering. Til gengæld opstod muligheden for at igangsætte en historisk udredning af krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak, der skal foretage en mere gennemsigtig, kritisk og konstruktiv gennemgang af Danmarks militæraktivistiske udenrigspolitiks historie, så vi kan blive klogere på fortidens krigsdeltagelser – og træffe bedre beslutninger i fremtiden.

Den mulighed greb vi, da det blev tydeligt, at det var et forkvaklet, men godt mediemæssigt spundet forslag og spjæt om åbenhed, som Liberal Alliance kom med gennem et beslutningsforslag om at få offentliggjort de ikke-klassificerede dokumenter fra Irak-kommissionen. Liberal Alliance udtalte dengang, at de ikke ville vælte en minister på det beslutningsforslag de selv havde stillet, som justitsministeren sagde, at han ikke ville følge, selvom der netop var flertal i Folketinget for det. Det bragte os i en situation med stilstand og forstillet hanekamp – som vi også har set på topskatteområdet. Det bragte os ingen vegne.

Aftalebrud og manglende vilje til at blive klogere

Udredningen, som jeg sammen med justitsministeren skrev aftalegrundlaget for, med de store begrænsninger, som det politiske flertal nu en gang havde dikteret, erstattede netop ikke Irak- og Afghanistankommissionen, som stadig ville kunne genåbnes i det sekund, vi havde et flertal i Folketinget. Det var altafgørende for os i Alternativet.

Desuden lagde jeg personligt vægt på, at det var et uvildigt rektorkollegie, der uafhængigt indstillede kandidaterne til udredningen, og at aftalen giver forskerne adgang til samtlige dokumenter – inklusive de klassificerede fra Irak- og Afghanistankommisionen, som netop ikke var indbefattet af det beslutningsforslag som Liberal Alliances tidligere har fremsat, og som S, R, EL, SF og ALT alle bakkede op om. Desuden sikrede vi os vetoret i forhold til forskerteamet, så det ikke kunne indstilles af udenrigsministeren med en politisk ensidig vægtning på forskernes forskningsområder eller historik. For jo, det er jo en politiseret udpegning, selvom rektorkollegiets indstilling er uvildig. Derfor var aftalen aldrig uvildig – men ved at indtræde ønskede vi i Alternativet at sikre, at den blev så politisk objektiv og ligevægtig som muligt.

Ønsket og viljen til fuld åbenhed og læring var aldrig reelt til stede, men fungerede tilsyneladende som et glimrende forhandlingsparameter
_______

 

Med den historiske udredning opnår vi mere viden og mere reel indsigt, end vi ville få med LA’s forslag, som hverken ville gøre det muligt at placere et juridisk ansvar eller give os et fuldt overblik over vores krigshandlinger. Det siger sig selv, idet Liberal Alliance jo netop også gik til valg på at ville lukke Irak-kommissionen. Ønsket og viljen til fuld åbenhed og læring var aldrig reelt til stede, men fungerede tilsyneladende som et glimrende forhandlingsparameter overfor regeringen generelt og som liberalt tænkende parti i medierne i særdeleshed.

Samlet set forhandlede vi os i Alternativet frem til en udredning, der giver os værdifuld viden og mest mulig gennemsigtighed, indtil vi kan samle et flertal om også at få belyst det folkeretlige og juridiske ansvar. Begge dele er vigtige. For os som borgere og politikere – for vores soldater og ikke mindst de lande vi har været i krig i fortjener, at vi lærer af fortidens fejl – og derved træffer bedre beslutninger i fremtiden.

Det var ikke en nem beslutning at gå med i en halvgod aftale. Og vi har respekt for de partier, der valgte at stå udenfor, men jeg tror på, at Danmark og forståelsen vinder ved, at vi trods alt bliver klogere, imens vi venter på muligheden for at få alt undersøgt. Uden skelen til partifarver. Jeg tager de politiske skridt, der er mulige, så længe de går i den rigtige retning – og i Alternativet tager vi dem med åbne øjne. Derfor vil vi heller ikke være med til den magtfuldkommenhed, som den seneste udvikling i sagen og den endelige udpegning af forskerteamet har foldet ud. Regeringen har brudt en klar aftale og tromler en ensidig aftale igennem uden blik, forståelse eller interesse for de åbenlyse alarmklokker, der bimler og bamler.

Når en udenrigsminister med fuldt overlæg vælger at se igennem fingre med klare aftaler og haster en undersøgelse igennem, hvor de to udvalgte forskere senest i et debatindlæg i Politiken forbeholder sig retten til at stoppe undersøgelsen, hvis de kritisable og politiserede rammer for udredningen viser sig at være for ødelæggende for den redelige forskning, ja, så mister jeg tilliden. Tilliden til regeringens ønske om reelt at blive klogere, tilliden til at der ikke er noget at skjule – og ikke mindst tilliden til at udenrigsministeren og justitsministeren er til at stole på i en politisk aftale. Den opførsel hører ikke hjemme i politik, den opførsel hører faktisk ingen steder hjemme.

ILLUSTRATION: René Gade og soldater i Irak, Creative Commons.