17.10.2016

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Rasmus Alenius Boserup mener, at vi ofte overser et vigtigt element, når vi skal forsøge at forstå jihadisterne, nemlig det politiske motiv. Hvis vi forstår det, vil vi være bedre rustet til at stille potentielle jihadister alternativer til at drage i hellig krig i f.eks. Syrien.

INTERVIEW af Jotam Confino

RÆSON: I denne uge udkom din bog, ’Hvad svarer vi jihadisterne?’, udgivet af Informations Forlag. Til at starte med vil det være ret interessant at høre, hvilken definition du har på jihad, eftersom der er forskellige definitioner. Den gængse, som forklarer jihad med hellig krig, eller den direkte oversættelse, som betyder ’struggle’ eller kamp.

Boserup: I virkeligheden går jeg ikke så frygtelig meget ind i den teologiske side af begrebet. Bogens fokus ligger på motiverne til at føre krig og udføre terrorisme i islams navn – for en islamisk stat eller et islamisk samfund eller for noget, der defineres som islamiske værdier og normer af aktørerne selv. Så det helt korte svar ville være, at jeg med jihadisme mener militant islamisme.

RÆSON: Og det, du argumenterer for, er, at vi skal forstå jihadisme som mere politisk orienteret og egentlig ikke så meget som kulturelt eller psykologisk betinget fænomen?

Boserup: Det kan du godt sige, ja. Jeg ser først og fremmest islamismen som en politisk bevægelse. Og jihadismen er som en militant del af islamismen derfor også politisk. I bogen har jeg forsøgt at vise, hvordan den er politisk. I Mellemøsten såvel som herhjemme. Som indspark i den danske debat om jihadisme og fremmedkrigere har jeg samtidigt ønsket at supplere og til en vis grad udfordre de tre-fire eksisterende forklaringer, der dominerer i medier og politik. Og mit enkle postulat i bogen er, at alle disse andre forklaringer ikke blot overser noget politisk men er eksplicit afpolitiserende – med andre ord den del af jihadismen, som jeg mener er den vigtigste.

RÆSON: Men skelner du så mellem de former, der er af politisk jihadisme? Skelner du f.eks. mellem den måde, som Hamas opererer på, det grundlag de har for at lave jihadisme eller bruge ordet jihad, og så f.eks. ISIS og Al-Qaeda?

Boserup: I bogen bruger jeg rent faktisk en del plads på at forklare forskellene mellem de mere nationalt og regionalt orienterede jihadi grupper som f.eks Hamas og de mere globalt orienterede som f.eks. ISIS og AQ. Det gør jeg for bedre at kunne udfolde jihadismens politiske karakter både herhjemme og globalt. Bogens mere kritiske side, der vokser ud af den gennemgang, er at det politiske netop overses i den danske debat. Her har vi i stedet gennem de sidste par år vænnet os til at tænke på jihadister enten som religiøse fanatikere, som vanekriminelle eller som psykologiske nutcases med bristede sociale og familiære baggrunde. Der er sikkert nok nogen af dem, der er det. Men min pointe er, at ingen af disse tre i bund og grund apolitiske forklaringer giver tilfredsstillende svar på, hvorfor jihadismen siden 2012 er eksploderet i omfang i Mellemøsten, og derefter også er vokset kraftigt i Europa og andre dele af verden.

I 2011 var der generel enighed om, at al-Qaeda var på tilbagetog. Men et par år senere var virkeligheden en helt anden. Hvordan forklarer vi det? De religiøse tekster er uforanderlige. Omfanget af organiseret kriminalitet er ikke steget væsentligt. Og antallet af patologisk syge er mig bekendt heller ikke steget tilsvarende. Så vi må søge et andet sted hen for at finde forklaringen på stigningen. Og mit forslag er, at vi ser på jihadismens politik, dens sejre, nederlag, succeser og dens relation til udviklingen af de nationale, regionale og internationale politiske udviklinger i og uden for Mellemøsten. Med andre ord: at vi politiserer vores forståelse af jihadismen.

Vi mangler at anerkende, at disse folk har et kollektivt politisk projekt
_______

 

Jeg er sådan set ikke ude på at sige, at de eksisterende psyko-sociale og religiøst-doktrinære indsatser imod hvervningen af jihadister er helt forkerte. Men jeg bekymres over, at det politiske spor mangler. At vi mangler at anerkende, at disse folk har et kollektivt politisk projekt. Har deres egne blik på politikken. På hvordan aktører i Mellemøsten passer ind i dette. Og på hvordan vi gør. Jeg tror ikke på, at jihadister er irrationelle ofre for manipulerende hververe, at de er svage eller kriminelle. Jeg tror, de er politisk uenige med mange af os, om hvordan verden skal indrettes. Og det er immervæk noget helt andet end at være psykisk syg, vanekriminel eller religiøst fanatisk.

RÆSON: Kan vi så sige, at jihadisterne næsten er motiveret på samme måde som f.eks. Rote Armee Fraktion var i sin tid? Eller som andre politisk orienterede “youth movements”?

Boserup: Det er en udmærket måde at formulere det. Der er selvfølgelig et religiøst aspekt af jihadismen. De taler om koranen, Sunna, efterlivet, og Muhammed, som er åbenlyse religiøse referencer. Men er der er også en åbenlys politisk side. Jeg er f.eks. interesseret i, hvad jihadisterne i Islamisk Stat mener politisk, når de siger, at vi er deres fjender. Når de siger, at så længe vi angriber dem, så vil de angribe os. Og i bogen giver jeg et par bud på, hvilken del af vores politik hjemme og i Mellemøsten eller på den globale arena de ikke billiger.

RÆSON: Hvad siger du til de forskere, som peger på, at de, der bliver hvervet som jihadister i Europa, egentlig ikke er så religiøse, og ofte ikke ved så meget om Islam, og hvad kalifatet skal gå ud på? De der mener, at jihadisterne ikke nødvendigvis tilskriver sig et politisk projekt, men snarere laver et kulturelt oprør mod Europa?

Boserup: De studier, du refererer i den første del af dit spørgsmål, bekræfter jo i virkeligheden en del af det, jeg skriver i bogen: At det ikke er teologien, der motiverer jihadisterne. Til gengæld afviger jeg måske nok noget fra de forskere, du refererer til i anden del af spørgsmålet – de der mener at jihadismen er et kulturelt ungdomsoprør – om end jeg nu nok vil mene, at det er ret politisk at lave ungdomsoprør. Når vi snakker om de af jihadisterne, der er europæiske fremmedkrigere, såvel som de der planlægger eller udfører angreb herhjemme, ser jeg dem snarere som internationalt politisk motiverede. Tag Syrien som eksempel. Vi samarbejder eller koordinerer jo vores indsats mod Islamisk Stat med Assad-regimet. Det giver alt andet lige jihadisterne en rationel, logisk og yderst politisk grund til at ville angribe Danmark og de andre lande i koalitionen.

Vi samarbejder eller koordinerer jo vores indsats mod Islamisk Stat med Assad-regimet. Det giver alt andet lige jihadisterne en rationel, logisk og yderst politisk grund til at ville angribe Danmark
_______

 

Min politiske pointe i bogen er så, at det vil være i vores interesse at undersøge, om og hvordan vi evt. kan lave politikker, der aktivt tilbyder sådanne politisk motiverede individer andre måder end jihad at engagere sig i international politik – lovlige og fredelige former for modstand imod de mellemøstlige despoter.

RÆSON: Nu nævner du lige præcis repression, og også hvor attraktivt det er at tilslutte sig en gruppe, der bekæmper de undertrykkende magter. Om det så er Assad eller USA er underordnet. Det er vel egentlig lidt det, der er fællesnævneren, hvis du kigger på de forskellige grupper, der aktivt bruger jihad som politisk slogan?

Boserup: Ja, det er en form for oppositionspolitik. Et kollektivt projekt om at stille sig op og skabe noget, man bilder sig ind er en bedre verden. Typiske har man skelnet mellem to typer kamp for jihadisterne. Kampen mod den nære fjende, de frafaldne, apostaterne forstået som de regimer, der undertrykker muslimerne i den muslimske verden. Og kampen imod de frafaldnes støtter – de vantro forstået som det internationale samfund. Dem som jihadisterne beskylder for en eller anden form for meddelagtighed i, at de lokale diktatorer kan undertrykke dem. Med andre ord os selv. Pointen med det er, at vi er en del af jihadisternes politiske horisont. Og det skal vi (også) håndtere politisk og ikke kun gennem psyko-sociale, religiøse og politi-indsatser. Det nytter ikke kun at give tilbud om psykologhjælp, hvis det, der motiverer, er en trang til at skabe noget, de ser som bedre, mere retfærdige eller mindre repressive forhold i Mellemøsten. Det ideelle ville være, hvis vi kunne udtænke måder, hvorpå vi kan bruge det internationale politiske engagement blandt de europæiske befolkninger, som jihadisterne forsøger at rekruttere ud fra, på en konstruktiv og opbyggelig måde i vores egne udenrigspolitiske indsatser.

RÆSON: Lad os lige tale om titlen på bogen, nemlig ’Hvad svarer vi jihadisterne?’. Hvordan tror du, at det europæiske fællesskab kan afhjælpe eller afværge, at folk føler en trang til at blive jihadister og tage til Mellemøsten?

Boserup: Nu er bogen jo ikke tænkt som et katalog af ”løsningsforslag” men snarere som en opfordring til at udvide forståelsen af fænomenet, så vi kan udvikle et sådant katalog. Forudsætningen for at vi som samfund og som stat kan udvikle sådanne politikker er jo netop, at vi erkender den politiske side af fænomenet og erkender, at ikke alle jihadister er psykisk syge, kriminelle eller religiøse fanatikere, der skal hjælpes med sociale, psykologiske og fornuftsmæssige indsatser – at der også er fuldstændigt rationelle målrettede jihadister derude. Og for lige at få det på det rene: Selvom jeg argumenterer, for at jihadisterne også er rationelle og politiske, betyder det jo ikke, at jeg har noget til overs for dem. Jeg gør mig ingen naive forestillinger, om at f.eks. allerede hvervede jihadister ikke gerne vil slå ihjel og deltage i krig. Det tror jeg, at de vil. I bogen skriver jeg derfor også, at der for mig ikke er nogen tvivl, om at vi fortsat må bruge vores politi, efterretningstjenester, og måske nok også i en vis udstrækning vores militær til at håndtere den sikkerhedstrussel, de udgør imod os. På samme måde er det fint med mig, at vi forsøger at lave sociale præventive indsatser.

Min pointe er imidlertid, at vi samtidig skal udvikle politiske svar på fænomenets politiske sider. Netop fordi en vigtig del af indsatsen imod jihadismen nødvendigvis må være fremadrettet og adressere det folkelige hvervegrundlag, som jihadisterne benytter til at tiltrække nye støtter til deres sag – de tavse og endnu-ikke-radikaliserede borgere i Vesten og andre steder, der imidlertid er indignerede over de mellemøstlige despoters repression og Verdenssamfundets manglende evne til at gøre noget ved det. Det er overfor dem, jeg mener, vi som stat og samfund bør udvikle tilbud om alternative former for internationalt politisk engagement end det militante – hvad end det er jihad eller anden militant aktivisme. Jeg ved naturligvis ikke, om det vil virke. For vi har, så vidt jeg er orienteret, ikke forsøgt i nævneværdig udstrækning. Men det er jo i sidste ende al ny politiks grundlag: Vi ved ikke, hvad den gør, før vi har afprøvet den. ■

Vi som stat og samfund bør udvikle tilbud om alternative former for internationalt politisk engagement end det militante
_______

 

ILLUSTRATION: Ifølge Rasmus Boserup betyder Danmarks udenrigspolitik meget for, hvor stor chancen er for skabelsen af danske jihadister. Her ses talibankrigere i Afghanistan, hvor Danmark havde tropper udsendt 2002-14. Foto: AP Photos/Allauddin Khan/Polfoto

Rasmus Alenius Boserup er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i arabisk politik og samfund. Hans forskning fokuserer på modstands- og oprørsbevægelser i den Arabiske Verden samt på arabiske regimers autoritære styreformer.