02.04.2016

.

„Når jeg snakker om en forandringsblok, så er det simpelthen ud fra et ønske om at overskride det perspektiv. Jeg kan ikke bære, hvis politik handler om at vælge imellem Mette Frederiksen eller Lars Løkke,‟ siger Pelle Dragsted til RÆSON.

På de sociale medier har Enhedslistens Pelle Dragsted døbt EL, ALT og SF en ”forandringsblok”, der med mere end 20 pct. af stemmerne skal kunne stille tydelige krav til Socialdemokratiet.

RÆSON har samlet de tre partier til RUNDBORD. I den kommende tid vil vi bringe andre rundbordsdiskussioner – bl.a. om ideologierne i blå blok.

OM RÆSONS RUNDBORD: Diskussionen offentliggøres dels som en næsten komplet transskription – dels som en lydfil, der kan hentes her:
Lydafspiller

For at læse en række udvalgte citater, klik her

Ordstyrer: Jacob Jørgensen

RÆSON: Mit navn er Jacob Jørgensen, og med mig i dag har jeg tre folketingspolitikere. Det er Pelle Dragsted, finansordfører for Enhedslisten. Det er Jacob Mark, du er blandt andet integrationsordfører for SF. Og så er det politisk ordfører for Alternativet, Rasmus Nordqvist. Velkommen til jer alle tre. Og lad mig lige starte med dig herovre, Pelle, du er begyndt på Twitter, i hvert fald et par, at referere til jeres tre partier her som ”forandringsblokken”. Hvad er det, du mener?
PELLE DRAGSTED: Det er måske lidt kækt allerede at snakke omkring en blok, men jeg ser i hvert fald et meget stærkt fællesskab både politisk og værdimæssigt mellem vores tre partier, som adskiller os fra resten af det, man måske lidt misvisende kalder for ”rød blok”. Det gælder jo på en række områder. Det gælder kampen mod økonomisk ulighed. Det gælder i høj grad hele spørgsmålet om en bæredygtig omstilling af vores produktion og økonomi. Det gælder sådan set også i en vis grad spørgsmålet om, hvad man kan kalde en rimelig behandling af mennesker på flugt. Og også inden for uddannelsesområdet og andre områder er der et fællesskab, som jeg ser det i hvert fald, mellem vores tre partier […] Når jeg har givet det navnet ”forandringsblokken”, er det selvfølgelig, fordi det er tre partier, som ikke på samme måde, som jeg synes, vi ser hos Socialdemokraterne, er bange for, at der skal ske nogle mere grundlæggende forandringer i vores måde at tænke samfund og økonomi og menneskelige fællesskaber på.
RÆSON: Hvad er det så for nogle forandringer?
DRAGSTED: Nu skal vi selvfølgelig høre, hvad mine to venner her siger – men altså et helt oplagt spørgsmål er selvfølgelig hele spørgsmålet om den grønne omstilling af vores samfund. At sige: ”Det nytter ikke noget, at det ligesom er et appendiks til andre politikområder. Vi bliver nødt til at have det helt øverst – hvordan vi kan omstille vores produktion, vores levevis på en måde, som er foreneligt med, at vi kan fortsætte et liv her på planeten og har en planet at gå videre med.” Men det er også hele spørgsmålet om, hvordan vi overhovedet ser på, hvad der er en god udvikling i vores samfund. Hele diskussionen af vækst som det store, evige mål for al politik. Før i tiden havde man vækst for at nå nogle mål om fx at få velfærd – i dag er det ligesom vendt på hovedet, hvor man er parat til at afvikle vores velfærd for at få vækst. Så det er dybest set en forandring af hele vores måde at forstå, hvad det er, der skaber et godt samfund og et godt liv for mennesker og gentænke det hele. Alternativet har jo været ude for eksempel med forslaget om en 30 timers arbejdsuge, som jeg synes er en hamrende vigtig vision. Hvad er rigdom? Kunne rigdom også være mere fritid sammen med vores familier? Kunne rigdom også være, at vi havde nogle år tilbage af vores liv, når vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet som ældre? Alle de spørgsmål mener jeg, at vi er tre partier, som ikke er bange for at rejse – og faktisk sætte nogle dagsordener, som ligesom ryster posen. Hvor det jeg oplever lidt fra de gamle partier – herunder også partierne i rød blok – det er sådan en metaltræthed, hvor man ikke sætter spørgsmålstegn ved de ting, der burde sættes spørgsmålstegn ved.
RÆSON: Rasmus Nordqvist, hvordan har du det med at blive sat i sådan en blok, som vi lidt kækt siger, sammen med Enhedslisten og SF?
RASMUS NORDQVIST: Dybt forfærdeligt. Altså, forandring, synes jeg, er fantastisk, og jeg er enig i rigtig meget af det, som Pelle sidder og siger. Alle hårene i nakken rejser sig på mig, når vi snakker om ”blok”, fordi jeg dybest set tror, at det er det, der har gjort, at vi er havnet der, hvor vi er politisk i dag, hvor alt er fastlåst, som det er. Hvor at mange partier, som egentlig burde turde tænke i udvikling og forandring, slet ikke tør, fordi de er så fastlåste i bloktænkning. Så jeg er med meget langt hen ad vejen, når vi snakker om forandringen. Italesættelsen af ”blok” har jeg det svært med, fordi at jeg tror på, at vi selvfølgelig har et fællesskab i nogle dagsordener, men jeg tror, at det er meget vigtigt, at sige: Hvordan får vi skabt en ny politisk kultur, der kan skabe plads til forandring? Det er klart, at det ikke er alle partier, der er med på den nu, men man ser jo også lige i det politiske spektrum en ret sjov opløsning af de der gamle blokke. Altså, når man kan se på nogle dagsordener, hvor Socialdemokraterne ligger helt tæt op af Venstre og nogle andre partier. Og andre områder, hvor DF jo slet ikke hører hjemme med den gruppe partier, de sidder med. Så jeg vil hellere, at man arbejder med en opløsning af blokke og ikke begynder at skabe nye.
Men der, hvor Pelle har fuldstændig ret, er jo, at der er behov for, at vi tør italesætte de forandringer, der skal til nu. For før vi kan komme derhen, hvor vi også kan få skabt de forandringer, skal vi turde sige det højt og se dem for os. Der skal nogle ret fundamentale forandringer til i vores samfund, som jeg ser det. Specielt i forbindelse med en bæredygtig omstilling, som kommer til at ændre på vores måde at leve på og forbruge på og arbejde på. Pelle var inde på den 30 timers arbejdsuge – jamen, det er både fordi, vi kan se, at der kommer mindre og mindre arbejde – ergo så må vi dele det, så er der færre timer. Men 2) er også, at vi lige nu ser et samfund, hvor vi er i gang med at slide folk ned på arbejdsmarkedet, og vi slider alle folk ned uden for arbejdsmarkedet – fuldstændigt uholdbart. Så hvordan kommer vi hen, hvor folk har tid til deres familier men også tid til at være en del af samfundet? For det er jo også det, som jeg synes er en forandringstanke, som jeg også genkender hos jer [Enhedslisten] – den der med: Hvordan kan vi alle sammen være med til at skabe et bedre samfund.
RÆSON: Så du ser ikke Alternativet som en del af den klassiske ”rød blok”?
NORDQVIST: Overhovedet ikke. Vi har sagt hele tiden, at vi ser det som naturligt at samarbejde med centrum-venstre, for når vi snakker en grøn dagsorden i Danmark, så er der ikke nødvendigvis ret mange partier, der vil være med til det, og det er vores vigtigste dagsorden. Det er også derfor, at jeg siger centrum-venstre. Jeg har så intentionerne – og jeg har visionerne – om, at vi kommer hen et sted, hvor der ikke er de blokke, så jeg ikke altid behøver definere mig som rød eller blå. Vi ser os selv som et grønt parti, og vi gider ikke definere os i forhold til gamle ideologier, som den røde og blå blok er defineret af historisk. Og det er så vores lille kamp både med os selv og med andre.
RÆSON: Jacob Mark, hvilket af de her to partier vil du identificere dig mest med?
JACOB MARK: Der vil jeg klart, faktisk, identificere mig mest med Enhedslisten. Og jeg holder meget af Alternativet. Jeg synes, at Alternativet har været vigtig på den politiske dagsorden, men jeg har ideologi, og jeg har meget ideologi; jeg vil have et mere lige samfund. Jeg ser også mig selv som marxist. Så på den måde har jeg meget ideologi, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle agere, og hvordan mit politiske kompas ville være, hvis jeg ikke havde den ideologi, hvis jeg ikke havde det, jeg tror på, og har troet på, siden jeg var 14 år og begyndte at læse og se på verden udenfor med nogle bestemte briller. Så jeg er klart ovre ved Enhedslisten, hvis jeg skulle vælge.
RÆSON: Hvordan vælger I politiske emner, hvilke dele af politikken ser du mest, at SF kan samarbejde med både Enhedslisten og Alternativet om?
MARK: Jamen, nu er det så min tur til at være lidt kæk. Jeg synes jo, at Enhedslisten og Alternativet på hver deres side rummer alt det, der tiltaler mig ved SF. Altså, SF har været dem, der i årevis har kæmpet for grøn omstilling. Nogle af de største politiske navne, der har lavet meget af den regulering, der er på for eksempel landbrugsområdet, nogle af dem, der har lavet de største klimatiltag for Danmark, er SF-navne. Vi har kæmpet, også side om side med Enhedslisten senere, for øget lighed i Danmark i mange, mange år. Så jeg ser det lidt som en kombi – de to ting. Når man så snakker om forandring, er en af grundene til, at jeg er i SF, at jeg føler, at SF er det parti, der tager skridtet videre, som er en del af en slags ”forandringsblok”, men godt tør gå ind og få beskidte hænder og forandre Danmark – også gå på kompromis engang imellem. Det er også det, jeg ser; vi er folkesocialister. Der er en grund til, at Aksel Larsen brød ud, dengang han startede SF. Vi ville ikke være sammen med kommunisterne, vi ville ikke stå der kendetegnende sammen med ”betonblokken”. Vi ville gerne ind og prøve at ændre Danmark – også igennem konkrete parlamentariske beslutninger. Det er noget af det, jeg holder mest af ved SF, faktisk.
RÆSON: Rasmus Nordqvist, hvor ser du SF og Alternativet gå samme vej, hvis vi lige ser bort fra klima og miljø et øjeblik?
NORDQVIST: Jeg ser en række dagsordener. Jeg har ikke lyst til at sidde og definere, om det er mest SF eller mest Enhedslisten. Jeg synes, at det er en ligegyldig diskussion på en eller anden måde, fordi vi har nogle dagsordener, hvor vi er fælles om en eller anden form for mål. Så kan vi være uenige om midlet til at nå det. Nu sagde du [henvendt til MARK] før, at du var marxist, og det var fordi, du vil have lighed i samfundet. Jeg vil også have lighed, men jeg tror bare ikke på, at det er en gammel ideologi, der kan vise mig vejen derhen. Jeg tror, at vi bliver nødt til at se på det med nye briller – hvordan vi kan skabe den lighed. Så der er jo enighed om et mål, og så er der så midlet til at komme derhen, og kender jeg jo trods mine kun ni måneder i Folketinget også arbejdet derinde godt nok til, at dér sætter man sig også nogle gange ned og snakker om, hvordan når vi herhen? Og der er gode idéer fra Enhedslisten, der gode idéer fra SF. Der er også andre partier, der kan komme med gode idéer til bordet, og så kan man lave en god sammenblanding af det og netop nå nogle kompromisser.
Jeg bliver lidt træt, når jeg hører dig [henvendt til Mark] sidde og sige: ”Vi vil også gerne have beskidte hænder og gå ind og tage ansvar”. Der er jo ikke nogen, der går ind i politik, der vælger at stille op til Folketinget, som ikke vil tage ansvar, som ikke vil have indflydelse. Altså, jeg kender ikke det parti, der ikke vil det. Vi er også blevet spurgt et par gange: ”Jamen, I vil jo ikke i regering?” Selvfølgelig vil vi da i regering, selvfølgelig så jeg da gerne, at det var Uffe, der var statsminister, fordi jeg tror på, at vi kunne være til at styre det land i en bedre retning, men det gør jo ikke, at man gør det for enhver pris. Man har jo sine ting. Det var også derfor, at I valgte at gå ud af regeringen. Så det der med, om man vil have beskidte hænder… jeg kender ikke nogen politikere, der ikke vil have beskidte hænder. Fordi vi vil alle sammen gerne ind og arbejde på tingene, vi vil gerne ind og skabe nogle resultater og på den måde, som det danske parlamentariske system er, ja så vil det altid være kompromisser mellem landets partier, og det synes jeg faktisk er godt.

RÆSON: Pelle Dragsted, er det overhovedet muligt for jer tre partier nu at skabe resultater med den politiske situation, vi har med en ren Venstre-regering og blå blok i flertal?
DRAGSTED: Jamen, der er jeg jo enig med det, som Rasmus var inde på før; at det, der er interessant ved den her folketingssamling, er jo faktisk, at den åbner nogle muligheder, som vi jo ikke så op gennem Foghs regeringstid, fordi der er nogle forskellige flertal, som er mulige uden om regeringen, fordi vi jo har en historisk svag regering. Vi har et grønt flertal, hvor vi jo har vist, at vi sammen med de Konservative faktisk kan gennemføre nogle ting. Jeg ville ønske, at vi kunne gå meget længere, men ikke desto mindre har regeringen måtte bøje sig på for eksempel fastholdelsen af de mål, der er sat af den tidligere regering. Vi har, hvad hedder det, måske et velfærdsflertal sammen med Dansk Folkeparti – i hvert fald et flertal, der skal prøves af og fastholdes et pres på. Det samme burde vi sådan set have på spørgsmål om social dumping, fordi Dansk Folkeparti har sagt, at de står der. Vi har det, som man måske kunne kalde et ”gennemsigtigheds- eller demokratiflertal” sammen med for eksempel Liberal Alliance. Det har set på for eksempel spørgsmålet om offentlighedsloven, også på spørgsmålet om politikernes absurde privilegier. Så der er faktisk nogle muligheder. Derfor synes jeg også, at det er fair nok, hvad Rasmus siger omkring blokpolitik; jeg synes jo, at man skal prøve at samarbejde med alle dem, man kan.
Når jeg alligevel vil gå lidt i rette med det, så er det fordi, at politik også handler om magt. Og vi har prøvet i Enhedslisten at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering i fire år – i nogle år også med SF’s deltagelse – og vurderingen af de fire år hvis vi ser tilbage: Selv om vi opnåede en masse resultater – både i Enhedslisten og SF og udenfor – var facit, at Danmark bevægede sig i den forkerte retning i de fire år. Altså, Helle Thorning efterlod et land, der var mere ulige økonomisk, end det hun overtog. Hun efterlod et land, hvor lønmodtagernes tryghed var ringere. Hvor behandlingen af arbejdsløse, syge, handicappede var betydeligt dårligere, end da hun overtog. Og der bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg var i lidt af en politisk depression efter det seneste valg, fordi jeg tænkte: Er det virkeligt sådan, at politik i Danmark handler om, at vi enten skal have en meget ny-liberalistisk blå regering, og så kæmper vi fire år for at få en lidt mindre ny-liberalistisk såkaldt rød regering, som også fører Danmark i den forkerte retning?
Så når jeg snakker om en forandringsblok, så er det simpelthen ud fra et ønske om at overskride det perspektiv. Jeg kan ikke bære, hvis politik handler om at vælge imellem Mette Frederiksen eller Lars Løkke. Jeg bliver nødt til at se et perspektiv, der går ud over det, og det perspektiv kan jeg se, fordi jeg kan se nogle partier i Folketinget, som ikke er Socialdemokratiet, og som jeg deler et meget stort fællesskab med lige præcis på de spørgsmål, som jeg synes gik helt galt under Helle Thorning.
Derfor tror jeg – om vi kalder det blok, eller hvad vi kalder det, er jeg sådan set ligeglad med – jeg tror, at vi skal være i stand til at rykke ved Danmark, både på kort sigt efter vi næste gang måske er nødt til at pege på en socialdemokratisk regering, for jeg er enig med Rasmus; målet har aldrig været at få en socialdemokratisk regering, målet er at få en forandringsregering i Danmark. Men selv hvis vi er nødt til det, fordi Socialdemokraterne viser sig at være det bedste bud i den situation, jamen, så tror jeg, at det, at der er et stærkt samarbejde mellem partier, der vil noget andet – på lighed, på det grønne spørgsmål, på behandlingen af mennesker, som er ramt af sygdom eller arbejdsløshed, at det er forudsætningen for, at vi ikke igen skal opleve at være parlamentarisk grundlag for en regering, der driver Danmark i den forkerte retning.
Så mine tanker om det her – måske er det lidt præmaturt, at jeg har skrevet ”forandringsblok” og alt muligt andet – det er simpelthen et ønske om en dag at kunne sætte maksimal indflydelse ind fremadrettet. Der ser jeg et kæmpe perspektiv. For lige nu står vi jo i situation – og det synes jeg jo, uden at man skal lade sig styre af meningsmålinger – så står vi faktisk i en situation, hvor de tre partier, der sidder her, får opbakning i de vægtede meningsmålinger fra omkring 20 pct. af danskerne, mens Socialdemokraterne får fra omkring 24-25 pct. Så vi snakker altså næsten om ligeværdige størrelser. Det er klart, at hvis valgresultatet ender sådan, så skal det afspejle sig i den politik, der bliver ført. Og hvis det skal blive til noget – med den erfaring, jeg har med at bokse med Socialdemokraterne, som mener, at de har førstefødselsretten til at bestemme i Danmark – så er der brug for et ret stærkt samarbejde mellem de partier, der også gerne vil have noget indflydelse.

FORANDRINGSBLOKKEN OG SOCIALDEMOKRATIET
RÆSON: Hvad skulle fordelen så være for Socialdemokratiet – hvis et eventuelt valg skulle falde ud på den måde, som du snakker om – hvad ville fordelen være for Socialdemokratiet ved at gå over til jer tre partier frem for…
DRAGSTED: Nu har jeg ikke hørt, at der er andre partier, der har tænkt sig at pege på-
RÆSON: Nej, nej, selvfølgelig. Men med at lave reformer for eksempel.
DRAGSTED: Jeg var meget enig i det, Uffe Elbæk sagde forleden dag; at han synes da, at Mette Frederiksen skulle til at tænke over, hvem hun vil pege på som parlamentarisk grundlag. Det er en meget god måde at vende tingene om på. Det er det, Socialdemokraterne ikke rigtigt forstod sidste gang, som vi nok er nødt til at sørge for, at de forstår næste gang; at et samarbejde indebærer, at alle parter skal give og tage.

NORDQVIST: Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi lærer af valget i ’11 og hele den proces efterfølgende og til dels også regeringsperioden, indtil I [SF] også træder ud. Fordi der skete jo en række ting, som – nu sad jeg jo helt udefra og så på det og trods alt også lidt inde, fordi jeg kendte en, der blev minister i regeringen – men det, man så, var jo en ekstrem lukkethed omkring, hvad det var der skete: Først skete der jo et ekstremt tæt samarbejde mellem SF og S, og der var ikke nogen, der kunne pille ved det. Meget, meget lukket, altså fastlåst situation. Så kommer der et valg, hvor vi lige pludseligt [siger] ”hov, det er ikke godt nok – vi bliver nødt til at have de Radikale med”. Så går man ud i en bygning og lukker dørene hermetisk og tør slet ikke overhovedet fortælle, hvad det er, der foregår her. Der foregår selvfølgelig en forhandling, hvor tre partier skal blive enige, men man var så lukket, at man jo pressede sit parlamentariske grundlag nærmest ud af de samtaler – og det kan man jo ikke, når man skal samarbejde. Så der skete en række fejl, som jeg ser det, som for alt i verden ikke må ske igen, for hold kæft hvor blev jeg skuffet over det, der foregik. Der er jeg helt på linje med dig, Pelle, når du siger, at alle de ting, der skete, hvor skuffende det var, for vi havde gået her op gennem 00’erne og havde bare lyst til at få åbnet vinduerne og få noget luft, og så sker der ikke nok. Der skete bare ikke nok, og der skete også nogle helt forkerte ting.
Så jeg tror meget, at det, vi også skal tage ved lære af, er noget proces. Og måske [skal vi] lukke op for, at en regering også godt kan eksistere med intern uenighed, hvis man er flere partier. Det er faktisk OK at sige: ”Vi har ikke været helt enige, men vi er nået frem til et kompromis”. I stedet for at have den her fuldstændigt blinde musketéred på altid, at hvis man er flere partier i regeringen, så må man ikke have individuelle holdninger som partier. Gu’ fanden må man da det, for det er jo forskellige partier, som folk har stemt på. Så er der jo forskellige magtforhold, og så må man argumentere sig frem og finde nogle kompromisser. Så jeg tror meget, at ja, der er et andet styrkeforhold – det er én ting i forhold til en masse dagsordener – men vi må også lære af, hvad der gik galt sidst.


MARK: Det, der også gik helt galt sidst, synes jeg, var, at man ikke havde forventningsafstemt. Vi havde brugt – nu taler jeg for SF’s vedkommende – rigtigt lang tid på at fortælle, at vi ville i regering; det var nærmest blevet et projekt i sig selv. Vi havde sagt, at vi ikke ville røre ved efterlønnen. Dagpengeperioden skulle være, som den var. Det var vælgernes valg. Jeg tror, at det var Sass, der sagde det sådan. Men der var jo ikke det flertal. Der var ikke det røde flertal. Der var jo et flertal, der var borgerligt med de Radikale. Og vi gik ud med armene over hovedet og talte, som om vi havde vundet valget. Men det havde vi jo ikke; vi var på bagbenene fra dag ét af.
Altså, der var ikke et flertal for en anden økonomisk politik. Det kom jo også til at stå i regeringsgrundlaget; at man ville videreføre den økonomiske politik. Og det var jo også det, der var problemet, synes jeg. Ved næste valg er det, vi går og overvejer ”er der overhovedet det flertal nu?” Ja, der er en forandringsblok.
Det er også lidt svært nu [at vide], hvor Socialdemokraterne bevæger sig hen. Men selv ved et valg med 20 pct. til ”forandringsblokken”, selv med Socialdemokraterne, så er der jo stadig ikke umiddelbart det flertal, der kan forandre Danmark i den rigtige retning. Så jeg tror, at det, vi også kommer til at overveje næste gang, er i hvert fald, som du siger, Rasmus, at have lidt koldt vand i blodet og sige, hvor skal man bevæge sig hen i stedet for bare at sige: ”Vi har vundet valget”!

RÆSON: Det virker som om, at det allerede er lidt tabt på forhånd, hvis I tre får 20 pct., hvordan kan I så få den forandring, I vil have?
NORDQVIST: Der er mange, der har lært, at der ikke er ét parti med 5 eller 7 pct., der skal bestemme alt. Det, synes jeg også, er det, vi ser lige nu i regeringspartiet og deres parlamentariske grundlag. Så kan man mene, hvad man vil om det opgør med de Konservative, men hvor de spiller ud på en måde, og man kan se, hvordan de andre partier reagerer og siger: ”Jamen, vi er altså flere, der skal være enige om noget.”
Jeg fornemmer i hvert fald – og jeg har også snakket med andre partier om, hvad der skete ved sidste valg – at man begynder at være åben omkring, at det er OK at være uenig. Det er OK at finde ud af nogle kompromisser, og der er ikke ét parti, der skal sidde med den her vetoret, fordi så interessant er regeringsmagten ikke i sig selv, så man skal gå på bagbenene for alt i verden, fordi der er ét parti, som siger: ”Så vil vi slet ikke være med.” Jamen, vi bliver sgu nødt til at snakke sammen, for vi har nu engang et system i Danmark, hvor det er ni partier, der lige nu sidder i Folketinget […]Jeg tror, at der er nogle partier, der lige skal have øjnene op for, at når man snakker samarbejde, når man snakker om flerpartisystemer, så handler det om at samarbejde begge veje. Der er nogle partier, der har lidt kulturhistorie, de måske skal få rystet af sig og finde ud af, at nu er det 2016, og man bliver nødt til at samarbejde.

OM FRIHED
RÆSON: Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i, hvad det er, I helt præcist er enige om og uenige om her i ”forandringsblokken”. Pelle Dragsted, I snakker også meget i Enhedslisten om frihed, men det gør den liberale blok jo også. Altså ordet ”liberal” betyder jo fri eller frihed. Hvad er forskellen på den frihed, I snakker om, og den frihed, som for eksempel Venstre og Liberal Alliance snakker om?
DRAGSTED: Den grundlæggende forskel er, at højrefløjen har en opfattelse af, at der er en modsætning mellem individuel frihed og stærke fællesskaber, hvor vi ser det lige omvendt. Vi synes faktisk, at Danmark og de nordiske lande er et godt eksempel på, at stærke fællesskaber skaber størst individuel frihed. Altså, et oplagt eksempel er, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og blev ligestillet økonomisk med mænd; fik man så større eller mindre frihed? Det er oplagt, at man fik større frihed til for eksempel at skride fra en stodder, hvis det var det, man ville. Dagpengesystemet; giver det os større eller mindre frihed? Det er oplagt, at det giver os større frihed, fordi hvis der er en arbejdsgiver, der behandler os dårligt, så kan vi vælge at sige nej tak, og så har vi stadig noget at leve af. Og sådan kunne man sådan set blive ved med en række eksempler på, hvorfor det er sådan.
Den liberalistiske – jeg vil gerne skelne mellem liberal og liberalistisk, fordi jeg opfatter mig selv som liberal – den liberalistiske opfattelse er jo, at jo færre regler og mindre regulering der er, desto større frihed har man. Altså, lad os sælge vores organer frit på markedet, så har vi rigtig frihed. Og det er, fordi de forudsætter en samfundstilstand, hvor, som de siger, at samfundet er en scene, hvor frie mennesker kan bytte og udveksle tjenesteydelser med hinanden i et frit og lige bytteforhold. Men sådan er vores samfund jo ikke. Vores samfund er jo præget af en ulighed i formue, i social magt og alt muligt andet, der gør, at det bytte aldrig kan være lige. Forestil dig, at vi måtte sælge vores organer, og Liberal Alliance samtidigt fik held til at afskaffe alle overførselsindkomster; jamen, er det så virkeligt et frit valg, hvis man står til at blive smidt ud med børnene og sat på gaden? Så det frie valg vil altid ske inden for nogle sociale rammer, og den sociale ramme definerer vores frihed. Det er den mest grundlæggende forskel, som jeg ser det.
Men der er da også ting, som vi er helt enige i med Liberal Alliance om frihed. Jeg synes desværre, at de bevæger sig i en mere autoritær retning i den her tid, men som udgangspunkt var vi enige i mange ting. Jeg har med glæde i dag læst Justitias rapport og deres advarsel om de tiltag, som regeringen og Liberal Alliance i øvrigt også øjensynligt vil støtte. Så [når] det kommer til personlige frihedsrettigheder – det man med et lidt mærkeligt ord kalder borgerlige frihedsrettigheder – der er vi jo enige. Eller rettere sagt, der er det snart venstrefløjen, der står hårdest for dem. Men når det kommer til opfattelsen af, hvad det er for nogle rammer, der skaber frihed for os, så er vi uenige.

RÆSON: Jacob Mark, kan du tilslutte dig den frihed, som Pelle Dragsted snakker om her?
MARK: Jamen, fuldstændig. Altså, det var en af grundene til – dengang jeg snakkede om ideologi –at jeg begyndte at se på verden, som jeg gjorde. Jeg oplevede konstant, at de borgerlige – og nu er jeg jo trods alt også mere ung end Rasmus og Pelle – at der var mange unge, der sagde ”vi vil have mere frihed”, ”vi vil have lavere skat”, ”vi vil opleve verden” og ”vi skal ikke være bundet af andre”. Men så kiggede jeg rundt – blandt andet på mig selv men også andre – og sagde: ”Der er sgu da ikke meget frihed i, hvis jeg ikke kan tage en uddannelse, fordi jeg ikke har råd. Hvordan skulle det være frihed for den enkelte? Der er ikke frihed i, at jeg ikke kan blive rask, eller min mor ikke kan blive rask, hvis hun får en blodprop, fordi hun ikke har råd”. Jeg tror grundlæggende – og man snakker også om ny socialisme – man snakker om social frihed; man kan aldrig være rigtig fri, hvis ikke fællesskabet er frit, og fællesskabet bliver frit, når andre er frie. Jeg kan ikke se friheden i, at der er en på gaden, der har det godt, men der er ti andre, der har det dårligt. Det var også det, jeg startede med at sige; det tænker jeg, at jeg og Pelle […] har en ideologi, som er meget stærk.

OM VÆKST
RÆSON: Hvis vi så prøver at tage en anden ting: Vækst. Rasmus Nordqvist, nu vender jeg mig imod dig. I snakker i Alternativet om et nyt vækstbegreb. Kan du prøve at forklare, hvad det er?
NORDQVIST: Jamen, det er først og fremmest, at vi bliver nødt til at se på, hvad er det for en vækst, vi går og jager lige nu i alle politiske tiltag, der bliver taget. Det er en økonomisk, meget ensidig, økonomisk vækst. Og alle undersøgelser peger jo på, at økonomisk vækst og lykke og tilfredshed kun hænger sammen indtil et vist niveau. I Vesteuropa var det i ’72; indtil da – i 1972 – fulgtes den økonomiske vækst og glædesfølelsen og tilfreds med livet ad. Siden ’72 så er der ikke sket nogen udvikling i tilfredsheden og lykken, men den økonomiske vækst er jo buldret derudaf. Og det er der, hvor vi siger: ”Vi kan jo ikke blive ved at gå og måle vores samfund og vores liv på en økonomisk vækst, som er fuldstændigt afkoblet fra det, der egentlig gør os glade. Samtidig så har vi altså en planet, hvor vi bliver nødt til ikke bare at begynde at stoppe op men gå i bakgear i forhold til den måde, vi bruger vores ressourcer på. For vi har en global ulighed også, som er rigtig vigtig at italesætte, og hvis vi skal begynde at hjælpe nogen af de lande, som har behov for en økonomisk vækst for at kunne få en glæde, så skal vi til at bruge færre ressourcer. Det vil sige, at vi skal have en helt, helt anden form for tænkning omkring vækst.
Det kan godt være, at den klassiske økonomiske vækst kommer til at gå i minus i Danmark og i sammenlignelige lande. Og det er derfor, vi skal begynde at tænke på, hvordan vi kan måle vores samfund, så vi får en reel måleenhed, der egentlig peger på, hvornår er vi tilfredse, både økonomisk og menneskeligt. Og det, der er interessant at se, er jo, at selv nogle af de der meget økonomisk tunge organisationer sidder også og arbejder med det her. Det er jo ikke kun ”halal-hippier” og regnbuer og enhjørninger osv., der går og snakker om nye vækstbegreber. Det er jo OECD og det er Verdensbanken, der er begyndt at sige: ”Vi bliver nødt til at komme et nyt sted hen i forhold til at måle, fordi den økonomiske vækst er for ensidig at måle på”. Og det er ikke noget, man hører fra mange partier i Folketinget – og der er vi tilbage til udgangspunktet for det, Pelle snakkede om – for der slår mange partier stadigvæk korsets tegn. Det tror jeg, at de kommer til at holde op med i løbet af meget kort tid, fordi så kommer de her internationale organisationer, som er dem, der egentlig går ind og måler hele tiden og vægter os med nogle helt nye indikatorer.
RÆSON: Hvordan vil I gøre det sådan, at det menneskelige følger det økonomiske med hensyn til vækst?
NORDQVIST: Jamen, det er blandt andet i forhold til, hvordan vi får skabt mere tid, mere tid til hinanden og til samfundet. Altså, vi har jo ikke noget fastlåst billede af, om den offentlige sektor skal vokse med x, y eller z. Vi siger, at den offentlige sektor skal lige præcis så stor, som der er behov for. Og vi kunne godt tænke os, at der er meget mere mulighed, for at det enkelte menneske kan tage del i samfundet og tage del også i nogle af de ting, som den offentlige sektor yder i dag; at vi kommer hen et sted, hvor vi egentlig også ser i øjnene, at det private ikke kan svare på alle vores problemer, og det kan det offentlige heller ikke. Det er ikke den offentlige sektor, der kan løse alle vores udfordringer. Så hvordan er det, at vi begynder at tage det bedste fra de forskellige ting?
Det kræver tid og plads. Det kræver, at der er frihed til at skabe stærke lokalsamfund, som kan støtte hinanden og hjælpe hinanden. Så det er men for eksempel at sige på, at det er der, vi skal henimod. Og det er der, vi er tilbage ved arbejdstiden, hvor folk jo stod og råbte og skreg – jeg kan huske i åbningsdebatten var det også oppe at vende igen, hvor Venstre slå korsets tegn over, hvor meget det kostede, og hvem der skulle betale. Hvor de beregninger vi egentlig har set, var nogle forskere ovre fra New Economic Foundation, der nærmest begyndte at skælde os ud, fordi vi var alt for uambitiøse med de der 30 timer. De sagde, at det er 21 timer, det hedder i løbet af ti år; der er slet ikke arbejde til 30 timer til alle mennesker.
RÆSON: Jacob Mark, hvad synes du om en 30 timers arbejdsuge? Du sagde også før, Pelle, at det kunne Enhedslisten godt støtte.
DRAGSTED: Det er noget, vi har arbejdet for i mange år. Før i tiden var det jo et krav fra fagbevægelsens side – nu er jeg jo selv lidt ældre og kan huske demonstrationerne for 35 timers arbejdsuge i midten af ’80erne, hvor jeg var en lille knægt – men det har jo været et historisk krav fra lønmodtagernes organisationer, at man ønskede mere fritid sammen med familien. Og det er også et af Alternativets mange gode argumenter, synes jeg. Vi er jo gået ned og ned og ned i arbejdstid indtil, ja, midten af ’80erne, uden at det betød, at økonomien gik i stå, eller at det kostede mange penge, simpelthen fordi produktiviteten samtidigt gik frem Og når man bliver hurtigere til at producere det samme, så kan man vælge at producere endnu mere, eller man kan vælge at sige, at man producerer det samme og arbejder lidt mindre. Det er jo sådan set den ligning, der er. Og derfor er det jo også så mærkeligt med BNP, at du kun måler rigdom og velstand men ikke måler fritid; fordi det kan jo godt være, at USA har et højere BNP end Danmark, men de har også en gennemsnitlig arbejdsuge på over 50 timer, så vidt jeg husker, fordi de har mindre ferie – jeg kan ikke huske det præcise tal, men det er i hvert fald betydeligt højere end i Danmark. Det er jo klart. Vi kunne også godt sætte pensionsalderen op til 90, og så kunne man producere noget mere, eller man kunne sætte den ugentlige arbejdstid op til 50 timer. Men er det det, vi ønsker?
MARK: Det er jo en gammel SF-idé. Det var noget, vi snakkede om i ’90erne, og Holger sad tit og belærte mig om, at det har han jo sagt mange gange før. Jeg synes grundlæggende, at jeg ikke tror, at vi får noget valg som samfund. Jeg tror, at på sigt så kommer der ikke til at være de arbejdspladser, som vi har brug for som samfund, eller som vi har brug for lige nu med den måde, vi arbejder på i dag.
Jeg tror, at der er et ulmende oprør på vej; det kan jeg mærke i forhold til, at folk er trætte af at skulle arbejde, og alting handler om konkurrence og præstationer. Det handler sgu mere om, hvordan man kan komme ud på den anden side og være en del af en eller anden arbejdsstyrke eller arbejdsudbud, end det handler om, at man skal være et menneske. Så jeg tror, at det kommer, og jeg synes, at det er en rigtig god idé.
Vi har været meget sådan: ”Er det lige nøjagtigt den model, der er den rigtige?” Jeg ville synes, at en 30 timers arbejdsuge var en rigtig fin model at arbejde videre med, men man har jo også snakket om sådan nogle ”tidsbanker”, hvor kunne arbejde mindre, hvis man lige var blevet en børnefamilie, og så kunne man arbejde mere på et andet tidspunkt. Altså, jeg tror, at vi kommer til at arbejde med det her, og jeg tror ikke, at der er noget valg overhovedet. Så jeg synes også, at det er en rigtig spændende idé.

RÆSON: Rasmus Nordqvist, det er jo noget med, at I ikke vil lovgive på det her område?
NORDQVIST: Vi sætter meget højt, at vi har den her højt hellige danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der finder ud af tingene, men vi mener, det er rigtigt vigtigt, at vi politikere og politiske partier kommer ud med nogle missioner og nogle retninger og siger vi vil faktisk gerne arbejde i den her retning. Hvordan kan vi støtte arbejdsmarkedets parter i det her hvordan kan vi skubbe på en udvikling? Det er jo det, vi skal se på hele tiden. Altså, jeg har det sådan lidt… Så lidt lovgivning som muligt og så meget hjælp til at tingene sker af sig selv – jeg tror ikke på, man kan lovgive sig ud af alt, men vi skal jo som politiske partier, der trods alt spiller en rigtig vigtig rolle i det demokrati vi har, så skal vi jo hele tiden komme ud med, hvad er det for et samfund vi ønsker. Hvordan ønsker vi at komme derhen, hvad har vi af gode idéer? Og ja, timebanker og så videre. Jeg er ikke fuldstændig fastlåst på, at det hedder 30 timer. Som jeg sagde er der forskere, der har nærmest stået og slået mig i hovedet, fordi de syntes jeg var så uambitiøs, ikke? Så man kan forestille sig alle mulige måder, men for os var det vigtigt at melde ud og sige, ’vi vil gerne herhen’. Hvordan vi så kommer derhen igen, jamen der kan komme alle mulige gode idéer […]
DRAGSTED: Der er mange skridt, vi kan tage på vejen dertil. Vi kunne jo kigge på vores egen offentlige sektor. Man kunne lave forsøg ude i kommunerne – som man har gjort nogle steder i Sverige – med at sætte arbejdstiden ned og se. [I Sverige] er erfaringen jo, de steder, man har gjort det, at det faktisk øgede produktiviteten, altså man har simpelthen fået mere fra hånden.
NORDQVIST: Sygdommen falder og…
DRAGSTED: Blandt andet på grund af mindre sygefravær og andet. Vi har for ikke så mange år siden haft en ordning i Danmark, hvor hvis du fik børn, så kunne du gå på forældreorlov med 80 pct. dagpenge. Det er noget, man kan lovgive om. Altså et tilbud fra statens side, hvor man giver børnefamilier nogle muligheder for enten at gå på orlov eller at gå ned i tid. Altså, der er rigtig mange skridt på vejen, vi kan tage, også selvom man ikke med det samme… Også uden om, om man så må sige, at man blander sig i den danske model. Der skal vi selvfølgelig opfordre – og dét synes jeg i den grad, vi skal – de faglige organisationer til at rejse kravet om kortere arbejdstid igen, og det er også noget vi arbejder på i Enhedslisten, at det vil ske.
RÆSON: Men hvad er det så, der skal finansiere at man går ned til 30 timer. Kommer det ikke til at koste en masse penge for samfundet?
NORDQVIST: Jamen, altså vi fik lavet nogle beregninger som viste – mener jeg, at hvis lønmodtagerne i stedet for at få en reallønsfremgang oversatte de penge til en nedgang i timer, så var det stort set udlignet på 10 år, og så var der lidt, som arbejdsgiverne skulle betale også. Og igen så kommer vi også bare tilbage til, at jeg egentlig også har det lidt sådan, at er det nødvendigvis alle, der skal have mere i løn? Der er nogle indkomstgrupper i Danmark, som klart skal styrkes og som skal have mere i løn, fordi de er for lavtlønnede; men vi er altså også en stor gruppe andre mennesker, som ikke nødvendigvis behøver en lønfremgang, for at få et bedre liv, men hvor netop det at have tiden til hinanden og tiden til samfundet vil give meget mere. Så jeg er egentlig ikke så bange for, hvad det koster. Alle beregninger viser, det kan sagtens lade sig gøre, og som Pelle også lige pegede på, indtil midten af 80´erne: jamen, der er vi altså gået stødt ned i arbejdstid og stadigvæk haft lønstigninger.
RÆSON: Hvad er det så, der har gjort, at vi siden 80´erne har sat os fast på de 37?
NORDQVIST: Jamen, der er jo kommet en virkelig konstrueret virkelighed, der hedder, at vi kan ikke røre ved det, for så bliver vi fattige. Der er kommet en politisk virkelighed, der hedder […] [at med] al vækst under 2 pct. skal vi korse os og være forfærdede og ville reformere hele landet. Der er kommet en virkelighed, hvor vi tror, at vi ikke kan forandre noget, for så mister vi frihed. Men som vi er lidt inde på før, med fællesskabets frihed – og det er jo også. Altså hele dagpengesystemet er med til at give frihed, og ikke kun for den enkelte, men faktisk også for erhvervslivet og for alle mulige andre. Så der er jo kommet en virkelighed siden 80´erne […] [med] Schlüter, som egentlig har etableret, at det kun er fornuftigt, hvis vi laver nogle rigtig hårde reformer, som går ud over ens frihed på en eller andet måde, og som spænder [samfundet] fast i forhold til den økonomiske målbarhed, hvor vi slet ikke kan italesætte andet. Og det er en virkelighed, der ligger hen over det politiske spektrum – ret fast, selv for et parti som Socialdemokratiet, som jo virkelig har været bannerfører for en kæmpe social udvikling op gennem det forrige århundrede. Hvordan kan vi, altså, få rystet det i gang igen, så vi ikke er så bange for forandring?
MARK: Det der med, hvad det koster: Selvfølgelig kommer det til at koste noget, men jeg har været kommunalpolitiker i seks år, ikke? Noget af det, der virkelig kostede ude hos os, det var når folk var på offentlig forsørgelse. Altså, det var virkelig noget, man sad og regnede på, fordi det gør man derude, fordi man er så økonomisk pressede – hvordan kan vi vende det, så folk går fra offentlig forsørgelse til at betale skat? Det sparer man 225.000 om året på pr. menneske, når man ligesom får det vendt. Hvis man forestiller sig, at man kan få nogle af de mange mennesker, der går ledige nu, som måske ikke magter fuldtid, ind på arbejdsmarkedet med kortere arbejdstider? Det vil jo, udover at være rigtig godt for det enkelte menneske – fordi jeg tror, det er godt, når man har et arbejde – så vil det også bare være rigtig godt for samfundet, fordi prøv at overveje, hvad man kan spare, hvis flere mennesker kom i arbejde på den konto.

OM EU
RÆSON: Lad os lige vende en anden ting: EU, som Enhedslisten jo, Pelle Dragsted, principielt er imod. Ii hvert fald den nuværende form for EU – er det ikke rigtigt?
DRAGSTED: Jo. Hvis man skal starte fra starten, så synes vi, at internationalt samarbejde er fuldstændig uomgængeligt, særligt i den globaliserede økonomi, hvor vi i større og større grad bliver spillet ud mod hinanden som lande – det er jo også noget af det, der er baggrunden for hele den her jagt på vækst og investeringer og alt muligt andet. Og det gælder også på europæisk niveau, for Europa er et fællesskab. Altså vi har en fælles historie, vi har en fælles kultur langt hen af vejen, vi har meget stort handelssamkvem med hinanden, og det har vi haft historisk.
Det, vi bare forholder os til, det er, hvordan virkelighedens EU ser ud. Der kan vi bare se, og det er desværre eskaleret gennem det seneste årti, særligt efter krisen, at EU er et lokomotiv for nyliberale, for nyliberalistisk politik og for afvikling af den europæiske socialstat – altså særligt i Sydeuropa, men jo også her, hvor vi er underlagt en budgetdisciplin, som har været med til at gøre krisen så langvarig. Det er også EU, der har presset på for mange af de reformer, som der er blevet, såkaldte reformer, som bare er et andet ord for nedskæringer og forringelser af lønmodtagernes tryghed. Så derfor er vi meget kritiske over for EU. Så kunne man sige, skulle vi så ikke bare ændre EU? Jo, det ville være rigtig, rigtig godt, hvis det kunne lade sig gøre. Problemet er bare, at det jo er EU’s traktatgrundlag, der er problemet, og hvis man skal ændre det, så skal man have enstemmighed blandt alle EU’s medlemsstater, og der har vi meget svært ved at se, hvordan det skulle ske – særligt den måde, EU er styret på, som er ekstremt udemokratisk. Så derfor er vi meget kritiske over for EU og tror nok mest på… Altså, jeg synes, det kunne være fantastisk, hvis EU kunne blive reformeret og blive demokratisk og socialt. Jeg tror nok mere på, at den udvikling måske, gennem en, hvad kan man sige, en afvikling af det EU, vi kender i dag.
RÆSON: Jacob Mark, EU, SF de er vel fortalere for EU. Er du også det?
MARK: Det er vi. Jeg vil faktisk starte med mig selv, fordi jeg har været meget imod EU – altså virkelig været EU-kritisk. Jeg tror, på mange måder jeg havde de samme synspunkter som Pelle har. Men for mig at se, så, efter jeg er blevet ordfører for flygtninge- og integrationsområdet, så er der ikke noget bedre bud end EU. Altså, jeg kan slet ikke se, hvordan nationalstaterne skulle løse de problemer, som vi står overfor lige nu. Både økonomisk, klimaforandringerne, der vil skabe flere klimaflygtninge naturligvis, og så de flygtningestrømme, der kommer på grund af krig i Mellemøsten. Jeg kan slet ikke se alternativet til EU – jo, i sådan en fantasi, som jeg selv har haft en gang, og jeg ønsker ved gud også et bedre EU. Men lige nu, hvor vi står over for måske de mest alvorlige problemer, jeg kan læse mig til i EU’s historie, i Europas historie, så kan jeg ikke se et alternativ til EU. Derfor har vi bare valgt i SF og sige, ’jamen, så må vi sgu forbedre indenfor de rammer, der er’. Vi må forsøge at præge EU – så kan vi godt håbe på et eller andet helt alternativt fællesskab, men det kommer ikke, og slet ikke tids nok til, at man kan lave nogle, nogle løsninger på flygtninge- og klimaudfordringer og ja… På økonomi. Og jeg tror jo sådan set godt, man kan ændre nogen af de ting, der er problematiske i EU. Jeg tror også noget af det kommer med de store lande, der lige nu siger, at der er nogle problemer i EU.
RÆSON: Dragsted, er der et alternativ til EU, hvis man melder sig ud?
DRAGSTED: Så længe EU er rammen, så skal vi jo gøre det så godt som muligt. Altså, vi har jo også arbejdet på en fælles EU-løsning – en god løsning – på flygtninge, altså en fordelingsnøgle. Så vi er ikke bange for at kæmpe på den arena, der hedder EU. Vi må bare konstatere, at når det kommer til flygtninge, der kan man så spørge, hvem det er, der er fantasifuld? For virkeligheden er jo, at EU har lavet en beskidt aftale med Tyrkiet, som betyder, at vi ‚en bloc‛ kommer til at hjemsende mennesker, som har asylmotiv, til et land, som ikke selv har tilsluttet sig flygtningekonventionen, og som er notorisk kendt for krænkelser af flygtninges rettigheder. Altså det er det virkelige EU.
Der er et andet dilemma i det her, som man er nødt til at forholde sig til: Selv hvis vi så tror på, at vi kan forandre EU – og jeg synes, det er fantastisk, hvis det kan lykkes, jeg er stærkt skeptisk over for det, men hvis det lykkes, så står vi jo i en helt anden situation… Men hvad i mellemtiden? Hvad nu hvis partier, der ønsker forandring, forandringsregnbuen, vinder regeringsmagten i et land, som vi så med Grækenland sidste år, og støder hovedet mod EU og EU’s regler om privatisering og udlicitering og reformer og alt det her, som er et krav? De blander sig jo dybt ind i det enkelte lands finanspolitik – det er jo det, der er sket siden finanskrisen. Der er man simpelthen nødt til som socialistisk parti – eller i det hele taget et parti, som ønsker en anden vej end den som EU står for – at forholde sig til det. Hvad gør man så? Og det er jo derfor, der er startet et netværk i Europa, som hedder ‚Plan B‛. ’Plan A’ er – for de partier, som deltager, måske i endnu højere grad end for Enhedslisten – at skabe et bedre EU. Men de er bare nødt til at sige, vi er også nødt til at have en ’Plan B’. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til EU, som det er, og ikke som vi ønsker, at det vil være.
Lad os nu sige, at vores tre partier fik regeringsmagten i Danmark, og vi gerne vil gennemføre en del af den politik, vi har – jamen, der vil gå under en uge, og så var vi i åben konflikt med EU’s krav til hvordan man fører økonomisk politik […] Hvad så? Ville det blive bedre af, at Danmark meldte sig ud? Puhh, ja på nogle områder ville vi få nogle muligheder, på den anden side så ville det jo ikke løse det problem, som er det grundlæggende: nemlig at vi konkurrerer mod hinanden i de her lande, og der er brug for internationale aftaler, så… I virkeligheden synes jeg nogen gange diskussionen bliver sådan for firkantet – skal vi være for-eller-imod.
NORDQVIST: Det er egentlig det, jeg synes er problemet i det her – for jeg kan jo sagtens sidde og genkende din analyse af hvad der er galt med EU. Vi er så gået ind og har set på, jamen, hvordan tror vi på, vi kan skabe det bedre – fordi det er helt åbenlyst, at vi har behov for et forpligtende, stærkt samarbejde specielt i Europa, og også i resten af verden. Men altså vi HAR nu en gang et fællesskab i Europa, som er vigtigt at bygge på.
RÆSON: I støtter dansk deltagelse i EU i Alternativet, bare lige for at få det på det rene?
NORDQVIST: Jo jo jo, fuldstændigt. Men det gør ikke, at jeg ikke kan genkende alle de problemer, Pelle sidder og italesætter. Det vi går ind og ser på, det er, hvordan tror vi på, at vi kan skabe en bedre, en bedre virkelighed, hvordan kan vi skabe den forandring? Kan vi det ved at sige, vi melder os ud, eller ved at begynde at arbejde sammen – forandringspartier på tværs af Europa -for at få skabt de forandringer? EU er et område, jeg også, før jeg startede i Alternativet, faktisk var rigtigt interesseret i, fordi det er super spændende, at vi er en masse lande, der går sammen og prøver at finde nogle løsninger. I EU-systemet oplever jeg bare lige nu faktisk en lyst til forandring fra flere og flere steder – det bobler. Vi er jo gået ind i det her samarbejde, og prøver at støtte op omkring det, der hedder ’DiEM 25’ (’Democracy in Europe Movement 2025’) der handler om at italesætte, at et af de store problemer i EU-systemet, er en mangel på gennemsigtighed og en mangel på demokrati. Hvordan kan vi forbedre det, de ting?Vi tror på, at vi får det bedste samarbejde ved at forandre det her indefra. Og vi tror på, det er muligt, fordi vi fornemmer det. Når jeg i forrige uge havde møde med de grønne fra England og kan se, hvordan de prøver at skabe noget derovre -jeg oplever mere og mere, at der er en lyst til at sige, ’vi vil gerne det her forpligtigende samarbejde med hinanden, vi har allerede rammerne omkring samarbejdet, så hvordan kan vi så forbedre dem, hvordan kan vi forandre dem, så det bliver mere demokratisk?’ Så det tror jeg helt klart på. Det er klart, vi skal jo ikke være naive og bare gå og vente og sige, ’vi tror, vi tror, vi tror’, det er selvfølgelig noget, vi skal arbejde på, og noget vi også skal arbejde med i parlamenterne. […]
RÆSON: Vil jeres visioner om klima og miljø kunne gennemføres, så længe Danmark er medlem af EU?
NORDQVIST: Lige nu kan vi faktisk takke EU i forhold til en del ting, fordi vi altså har en regering, som i den grad er bagstræberisk på en masse områder, men bliver slået i hovedet på grund af nogle af de her ting. En anden meget uhyggelig ting er den frihandelsafte med USA, man er i gang med at forhandle i EU-regi. Det er godt nok ikke mange partier, der siger noget højt imod den iaftale det danske folketing, men der hvor vi egentlig hører en stemme imod det er så i Europa-Parlamentet – som er stedet, der egentlig skal godkende det til sidst. Så jeg ser faktisk en masse ting i vores politik, som vi faktisk kun kan få indført, fordi vi har EU, som det er.
MARK: Der er nogen problemer, der er grænseoverskridende. Løntrykkeri på tværs af grænser. Det store problem er jo, synes jeg, lige nu, at fagbevægelserne er nationale. Hvordan skal man kunne bekæmpe storkapitalen, hvis storkapitalen arbejder på tværs af grænser, og vi kun arbejder i nationalstaterne? Hvordan skal vi kunne løse klimaproblemerne? Altså klimaet tager sgu ikke højde for, at vi har opsat grænser, vel? Flygtninge tager ikke højde for, at vi har opsat grænser. Der er nogle problemer, som er grænseoverskridende, som vi kun kan løse sammen. […]
EU er en samlet klods, der gør nogle ting, men Fx så har de grønne, hvis gruppe SF jo er medlem af i Europa-Parlamentet, jo været imod den måde man har behandlet flygtninge på. De har jo udtalt sig hårdnakket imod det her og har sagt, at vi vil en anden vej. De er kommet med tiltag omkring bæredygtighed, hvordan skal vi fremme det? Demokratisering af EU. Det kan godt være, det ikke er alt, hvad de gør, som er perfekt, men det viser bare, at der ER jo en platform dernede. Men pt. hvor mange… Jeg kan ikke lige huske, hvor mange vi sender derned, er det 14 europaparlamentsmedlemmer for Danmark?
NORDQVIST: 13, tror jeg [griner højt]
MARK: Hvor mange af dem er egentlig interesseret, sådan helt oprigtigt interesseret i at forandre EU? Jeg kan måske tælle én, to, tre stykker, ikke? Resten er jo ikke interesseret i EU, så EU er jo også det, vi selv gør det til, når vi stemmer folk ned til Europa-Parlamentet, og når vi vælger regeringer, der sidder og leder i EU.
DRAGSTED: Det er det klart, men EU har også et traktatgrundlag, hvoraf mange af problemerne udspringer, som man er nødt til grundlæggende at forandre, hvis man overhovedet skal snakke. Og så kan man så spørge sig selv, snakker man så overhovedet om EU mere, eller snakker man om noget helt andet? Men jeg synes stadigvæk, jeg savner lidt svaret på, hvordan I vil forholde jer, hvis, hvis vi endte som Grækenland eller som Portugal måske næste gang? Altså at stå i en situation, hvor at den politik, som EU dikterer over for os, den vil vi ikke følge. Altså det er ikke spekulationer det her, det er en virkelighed for en rækkeeuropæiske lande
NORDQVIST: Nej, nej, men du snakker eurolande for det første, og vi er jo heldigvis ikke et euroland.
DRAGSTED: Det er rigtigt.
NORDQVIST: Men jeg tror også, der er en ting i den danske politiske forståelse, som jeg nogle gange godt kunne tænke mig lidt. Det er, at vi ikke er så bange for EU hele tiden. At, at vi ikke er så bange for at udfordre de regler – fordi jeg synes godt nok, der var mange gange, man skulle høre på ministre i den tidligere regering, der sagde, ’Det er EU, der bestemmer, vi skal det’, hvor jeg er sådan lidt… Når man dykker lidt ned i nogle af de der tal og beregninger… Nej, det er fordi, du VIL være på 5 pct. over, hvad EU siger, fordi du er bange for at få skældud, altså! Vi skal jo heller ikke være mere bange for at udfordre fællesskabet og sige ’fuck, mand, vi vil den her vej’ og så lige stå og banke lidt på hinanden, og så kan det godt være, man også får lov til lidt mere. Det er jo det, vi ser med den nye kommission, trods alt, som jo også er mere fleksibel, end den tidligere kommission var det. Det er derfor, jeg siger, jeg fornemmer nogle ting, der er i en udvikling – [det er] ikke godt nok endnu, og der skal kæmpes for at få mere. Men jeg synes, vi nogle gange ikke skal være så bange for udfordre EU. At man har lavet det her overimplementeringsråd i den nye regering synes jeg er fornuftigt. Andre gange skal de så også passe på, at de ikke underimplementerer alt for kraftigt – når der faktisk er nogle fornuftige, fornuftige love. Men vi skal ikke bare tro, at det er en naturlov at skulle være på den sikre, sikre, sikre side. Det er ikke farligt nogle gange at få skældud af EU.
MARK: Ja, det er jo det, der er balancegangen – for vi skal ikke overimplementere, men jeg vil jo sådan set gerne overimplementere, når det handler om klima og miljø ik‛?
NORDQVIST: Helt klart, jo, jo.
MARK: Så, det er jo det der med, at det gør sgu nogle gange ondt at være en del af et forpligtigende samarbejde, og det forpligtende samarbejde, der er nu, ligger langt fra min ideologi, men altså… Jeg ser bare ikke noget bedre alternativ til EU, lige nu i forhold til løsning af klimaproblemet, løsninger på flygtningeproblemer.
DRAGSTED: Det er jo helt oplagt, at vi har nogle forskellige positioner på EU. Det har Enhedslisten i øvrigt også med nogle af de partier, vi samarbejder med ude i Europa, som måske er mere en del af jeres blik på håbet om, om en forandring. Jeg ser ikke det som nogen som helst forhindring for et stærkt samarbejde, fordi i det arbejde vi har, konkret, når der kommer lovgivning for EU, eller når vi skal give mandat nede i Europa-udvalget, jamen hvis det drejer sig for eksempel om frihandelsaftalen med USA, jamen så er vi jo en fælles, igen, platform for at modarbejde den udvikling. Så så længe vi er i EU, jamen så står vi jo i mange sager selvfølgelig på samme side dér, selvom vi har nogle forskellige vurderinger af, hvordan et stærkt og socialt og demokratisk europæisk samarbejde kan, kan opstå.

SOCIALDEMOKRATIET
RÆSON: Okay, lad os lige snakke lidt om Socialdemokratiet. Øhh, som, ja nu begynder I at grine…
NORDQVIST: Vi smilede – [ler]
DRAGSTED: Socialdemokraterne eller Socialdemokratiet? [ler]
RÆSON: […] I sad i regering med dem, SF, og der er mange, der har beskyldt dem for at rykke sig mod højre. Tror du, Jacob Mark, at Mette Frederiksen vil være mere villig til at arbejde med den klassiske politiske venstrefløj, end at gå mod højre, som mange beskylder Helle Thorning for at gøre?
MARK: Nej, det tror jeg ikke. Altså, jeg tror faktisk mange vil blive overrasket over, at Socialdemokraterne gik den anden vej på sigt. Men er der noget, jeg har lært, så er det… Altså, jeg synes, SF havde frygtelig travlt med at definere sig selv ud fra, hvad Socialdemokraterne var og ikke var op til sidste valg. Og jeg har sådan bare måttet erkende, at den eneste måde, man ligesom kan styre Socialdemokraterne eller få lokket Socialdemokraterne derind, hvor man gerne vil have dem, det er ved at blive styre og ved at have holdninger og ved at få tilslutning. Så jeg vil ikke spekulere så meget i, hvilke veje Mette Frederiksen hun ligesom vil gå. Jeg tror, hun kunne finde på at gå lige præcis derhen, hvor det er let for hende at gå hen. Det handler om, at de partier, der sidder her, og jeg fokuserer på mit eget, bliver stærke nok til at kunne forhandle med Socialdemokraterne.
RÆSON: Hvad er så den største forskel mellem Mette Frederiksen og Helle Thorning? Hvis der overhovedet er nogen forskelle.
MARK: Jamen, altså… Jeg tror, der er sket et lille skred – men det er jo svært at se – men et lille skred. Fordelingspolitisk er de måske blevet lidt rødere, det minder om et projekt, jeg engang har hørt nogle tidligere SF’ere tale om: At fordelingspolitisk så bliver man lidt rødere og udlændingepolitisk eller værdipolitisk så rykker man lidt den anden vej, ikke? Men jeg har svært ved at se, hvad Mette Frederiksens projekt er lige nu, andet end at de skal i regering på et tidspunkt.
RÆSON:I et interview med Zetland har Mette Frederiksen talt om det, hun kalder en socialdemokratisk moral [„Det, at du har højere overførselsindkomster i Danmark, fordrer jo, at vi går på arbejde, også selv om nogle ikke får særlig meget ud af det […] I socialdemokratiske familier som min egen var det en meget, meget stærk værdi i det helt private liv, at man passede sit arbejde, betalte sin skat og gjorde sig umage. Helt klassiske dyder‟, Zetland 24. marts]. Det er den moral, vi har i Danmark, som får danskerne til at gå på arbejde, selvom nogen måske ikke kan få så meget ud af det – det er den moral, som gør at vi passer vores uddannelse, selvom det egentlig er gratis og vi ikke er forpligtigede til det. Er det ikke rigtigt, [som hun siger] at den er vi udfordret på i Danmark, den moral?
MARK: Det mener jeg faktisk ikke. Og det skal ikke blive sådan en Mette Frederiksen-bashing, men jeg kunne virkelig pege på problemer, jeg mener var langt vigtigere at fokusere på end det her. Jeg oplever studerende, som rigtig gerne vil tage deres uddannelse, som rigtig gerne vil blive dygtige, men som nærmest ikke har nogen timer på deres studie – altså, jeg kender mange studerende, de har fire timer om ugen. Måske skulle vi skabe bedre vilkår for de studerende, så vilde også blive dygtigere. Ude i kommunerne oplever jeg, at man punker de arbejdsløse med, at ’du skal arbejde tre timer, du skal arbejde fire timer fem timer, så lidt du nu kan, eller så meget du nu kan’. Så jeg, nej altså jeg køber sådan set ikke den der. Jeg mener faktisk, hun er med til at italesætte en retorik på mange måder, som gør mennesker til sådan nogle, der bare vil have af velfærdssamfundet. Og det synes jeg faktisk ikke er rigtigt.
RÆSON: Rasmus Nordqvist, Er du enig?
NORDQVIST: Jamen, altså, jeg synes egentlig det er så provokerende at skulle sidde at forholde sig til, hvordan et andet parti gør det. Det ,vi sidder og taler om her, det er hvilken retning vil vi gerne, hvor er vi enige om at skabe noget forandring. Jeg synes ikke, jeg skal sidde og gøre mig til dommer om, hvad Socialdemokratiet vil og ikke vil. Det vigtigste, jeg kan sige omkring Socialdemokratiet, det er, at et samarbejde går flere veje. Det går ikke kun én vej. Og det var også derfor, som Uffe Elbæk var ude at sige her forleden dag, at det er ikke et spørgsmål om, hvem vi peger på som regeringsleder, det er i ligeså høj grad: den, der ønsker at være regeringsleder, hvem peger de på at ville samarbejde med? Der har jeg og andre i mit parti jo også sagt, at vi klart savnede en udstrakt hånd på nogle områder fra Socialdemokraterne. Det må vi jo så bare se på, og så må vi jo selv strække hånden ud til alle dem, der vil samarbejde. Altså vi har nogle forslag, som vi kan få Socialdemokraterne med på – og andre, vi ikke kan. Vores forslag om borgerdrevne forslag i folketingssalen er virkeligt ét, vi har kæmpet for, og vi synes var noget af det vigtigste vi kunne – i dag har vi lige kunne sende det af sted, hvor det ikke bare var Alternativet, der stillede det her, det var faktisk syv partier i Folketinget. Det var så ikke Socialdemokratiet, det var ikke Venstre, men det var alle andre partier i Folketinget…
RÆSON: Hvilket er et flertal, ikke?
NORDQVIST: Som er et flertal for det. Det er sådan, jeg så går ud og laver samarbejde, men den udstrakte hånd skal jo komme flere steder fra. Samarbejde – det er ikke envejsting, det er altså to- eller flervejs, sådan som vi ser det lige nu.

UDLÆNDINGENE
RÆSON: Hvis vi lige her til sidst kommer omkring flygtninge- indvandreproblematikken, så siger Mette Frederiksen [i Zetland-interviewet] også, at det er en af de udfordringer, der er med netop indvandrere, det her med at den morale, den har de ligesom ikke med herop. Jacob Mark, hvad siger du til det? Du skrev også en artikel i RÆSON her forleden, hvor du siger, at den største udfordring for velfærdsstaten det er sådan set ikke flygtninge, hvad er så den største udfordring?
MARK: Hvis jeg starter hurtigt med at sige; jeg har ikke noget mod at kritisere Socialdemokraterne, ligesom jeg heller ikke har noget imod at kritisere Alternativet – men det, jeg har noget imod, det er når folk gør sig kloge på, hvad Socialdemokraterne burde være. Det, synes jeg, hører deres egne partier til at vurdere, hvad der er kerne-socialdemokratisk, men jeg vil gerne kritisere dem, når de laver noget politik, som jeg er uenig i. […]
Når jeg griber ud og kritiserer Socialdemokraterne, så er det, fordi de lige nu er ved at hælde benzin på et bål i forhold til retorikken om, hvilken udgift flygtninge må være for Danmark. Som sagt – jeg har siddet ude i kommunalpolitik, jeg ved godt, det koster penge, når flygtninge kommer ud, det gør det. Man laver modtageklasser, man skal finde boliger, midlertidige og permanente – det er svært for kommunerne. Men da jeg var ude at kritisere Socialdemokraterne, der var det, fordi de var ude at sige, ’jamen, vi kan ikke give dem ordentlige sagsbehandlingstider, flygtninge, i forhold til familiesammenføring, fordi det vil gå ud over den danske velfærd’. Jamen, det er jo et brud på retssikkerheden. Selvfølgelig skal man da behandle de mennesker ordentligt og give dem ordentlige sagsbehandlingstider, det må jeg da… Altså, det kan jeg simpelthen ikke lade være at tænke. Og når man så siger, at det skulle være på bekostning af velfærdssamfundet, det synes jeg faktisk er fattigt – og det er at hælde benzin på et bål, hvor man stiller danskere over mod flygtninge.
RÆSON: Så det er ikke enten eller? Altså vi kan godt rumme begge dele?
MARK: Vi skal være fuldstændig ærlige om, at det her kommer til at koste noget for Danmark, både kulturelt… Det bliver svært at integrere en kultur, der er så anderledes end vores i Danmark, det kommer til at koste noget for kommunerne, derfor skal vi hjælpe kommunerne, men at sige det på den måde der at hele den danske velfærdsstat afhænger af, altså… Ja, den danske velfærdsstat bliver presset, men den bliver endnu mere presset, hvis vi ikke får dem integreret, som kommer.
NORDQVIST: Men, men for det første lige – [jeg er] fuldstændig enig i at selvfølgelig kan man kritisere hinanden politisk, det var bare ikke sådan, jeg hørte spørgsmålet, det kørte meget på, hvordan de arbejdede. Det jeg jo bliver så provokeret af i forhold til hele den debat, der er, og som Socialdemokraterne specielt har været med til at dyrke omkring flygtninge/indvandrere, det er jo, at man altid sætter lighedstegn mellem – der kommer nogen ind, der skal have hjælp, så må vi tage det fra de svageste. Det er jo et politisk valg.
DRAGSTED: Fuldstændig.
NORDQVIST: Det er jo et politisk valg at tage, hvem det er, for selvfølgelig koster det penge, selvfølgelig er det super svært for kommunerne at håndtere det her. Men det er jo et politisk valg – hvor er det så, vi finder de ressourcer til at gøre det for? Og det er altså samtidig med, at man laver skattelettelser, osv. Det er jo et politisk valg – at det skal gå ud over velfærden, at vi tager imod flygtninge. Det er ikke en naturlov.
DRAGSTED: Kommunerne siger jo, at det på et år vil koste omkring halvanden milliard ekstra at dække de ekstra udgifter, de har med flygtninge. Sidste år der udbetalte danske aktieselskaber 71 milliarder kroner i udbytte til deres aktionærer – 71 milliarder! Altså, vi er jo ikke et fattigt land, vi er et enormt rigt land. Når man hører de to beløb over for hinanden, så tænker man: Jamen, hvorfor i alverden skulle det dog være ældre danskere eller handicappede eller andre, som skal betale? Der er jeg fuldstændig på linje med, med Rasmus.
NORDQVIST: Plus, det er jo også de fattigste i verden, der betaler mange af de her udgifter, fordi vi faktisk tager det fra vores egen udviklingshjælp; største modtager af den bistand, det er jo Danmark
DRAGSTED: Men i forhold til Socialdemokraterne… Jeg har meget svært ved at se, at det er Mette Frederiksen, med det vi har oplevet indtil nu, med de meldinger hun er kommet med, med den linje hun kører, med den stilling de har indtaget særligt også på udlændingepolitikken, men generelt hvor de lægger sig tæt op ad højrefløjen på en række områder. Jeg har svært ved at se, at forandringen i Danmark skal komme fra Mette Frederiksen, både på kort sigt og på langt sigt eller fra Socialdemokraterne, sådan som det er i dag […] Det er derfor, jeg mener, at man er nødt til at finde nogle andre steder, hvor den forandring skal komme fra.
RÆSON: Og det er så forandringsblokken.
DRAGSTED: Det er så forandringsregnbuen.
MARK: Jeg hører jo ofte på, hvordan Socialdemokraterne kritiserer os, ikke – altså det her valg med ’hvor skal pengene komme fra?’ – det er det mest klassiske spørgsmål i politik. Men når de spørger os om det, så skal man jo se den anden vej. I år der har man gjort biler billigere, man har sænket arveafgiften, man har sat penge af til skattelettelser, man har givet penge til privatskoler, – altså det er penge, man har givet ud. Jeg vil bare sige, der er altså et valg. Selv de partier, som konstant bliver skudt i skoene, at de er uansvarlige, vi sidder sgu også og sidder penge til de tiltag, vi gerne vil finansiere, vi er bare ikke klar til at give skattenedsættelser eller give billigere biler eller give privatskolerne flere penge – de penge havde vi bare brugt på noget andet.
RÆSON: Så det er i højere grad et spørgsmål om prioritering, end om vi har råd til det?
MARK: Ja, det er igen det der opgør med nødvendighedens politik. Hvad er det, der er nødvendigt?
NORDQVIST: Men vi skal netop hen, hvor at vi ærligt snakker om det politiske valg. Og hvis vi fremlægger det fuldstændig ærligt, vi tager et politisk valg om x/y/z, jamen så kan vælgerne også tage stilling til det, og så kan man langt bedre jo også begynde at samarbejde mellem partierne. Men fordi man har fået lavet de her naturlove om, at det er godt at give skattelettelser – specielt hvis det er topskattelettelser, det er blevet sådan en eller anden naturlov. Hver gang der kommer en undersøgelse, der viser, at det har slet ikke den effekt, som man går og håber på, så bliver det ligesom skubbet til side, fordi det er jo en naturlov. Og det er en naturlov, at det er de allerfattigste skal betale, hvis der er nogen, der har et problem – hvis der kommer en udfordring som flygtninge, så skal vi tage det fra de fattigste. Jamen, hvem har skrevet den lov?
RÆSON: Din formand Uffe Elbæk var ude i går og sige, at det er ikke sikkert Mette Frederiksen har Alternativets fulde støtte som statsminister. Hvad skal der til for, at I i Alternativet støtter hende 100 pct.?
NORDQVIST: Det, vi har været ude at sige – og det er jo ikke første gang, altså der er ikke noget særligt chokerende i det – er: For det første er der ikke noget valg, så vi har ikke behov for at pege på nogen i morgen til hvem, hvem skal være statsminister – det interessante er at snakke om, hvad for en politik skal føres. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis vi kunne få den næste valgkamp, hvor det faktisk ikke var nødvendigt, at vi alle sammen skulle fortælle ’hvem peger du på som statsminister, men pt. vi faktisk kunne tale politik, og så bagefter forhandle og se på, hvem er det så, der kan få lov til at lede en regering. Den der naturlov om, at vi skal pege på [statsministeren] før [et valg], det vil jeg gerne væk fra. Og så er der også bare den pointe, at jeg bliver altså nødt til at vende den om også og sig:, Jamen, altså, Socialdemokratiet, vil de os? Altså har de peget på os som en god samarbejdspartner? Jeg har ikke hørt nogen fra Socialdemokratiet sige, at ’Alternativet, dem vil jeg gerne arbejde med i en ny regeringsperiode’. Så lad os dog vente og se, og lad os komme hen et sted, hvor vi kan snakke om indhold, snakke om politik, og så kan man jo altid forhandle sig frem til, hvordan skal det så ske.
Jeg ved ikke, om det er ved det her valg vi når derhen, hvor vi kan lade være med at skulle snakke om personer, men jeg ved da, at der er også partier på højrefløjen, der meget gerne vil hen over den der hurdle med, vi altid skal gå og pege på personer […]
RÆSON: Jacob Mark, ser du Mette Frederiksen som den mest oplagte at samarbejde med?
MARK: Ja, det gør jeg. Mette Frederiksen tror jeg er statsminister efter næste valg og også med vores støtte. Og vi kan være uenige med Socialdemokraterne om meget, men noget, der faktisk er kommet bag på mig efter det her valg, det er, hvor sindssygt travlt den borgerlige regering har haft med at ødelægge meget af det, jeg synes er allervigtigst; vores uddannelser, vores forskning, vores… Altså kommunernes muligheder for at give gode folkeskoler og daginstitutioner, vores klimaindsats. Jeg kan ikke se alternativet til Mette Frederiksen […] – men det er da klart, vi vil da gå ind og sige, hvad det er, vi synes, der er vigtigt. Vi vil gå ind og kæmpe for at få nogle mærkesager igennem, og skulle hun så lave noget helt hjernedød politik, så ville vi da sige, jamen, det kan vi ikke støtte. Men som udgangspunkt tror vi jo på, at vi kan få noget politik igennem, og det vil vi søge. […]
DRAGSTED: Altså, vi vil af med Lars Løkkes regering, og øhh… Vi kommer til at pege på en forhandlingsleder fra de partier, som vil have en ny regering, men hvem det bliver… altså lige nu er Socialdemokratiet det største parti og derfor måske det naturlige valg; men det har aldrig været vores mål at få en Socialdemokratisk regering – altså, vores mål er at få en regering, der vil forandre Danmark. Det tror jeg ikke, en Socialdemokratisk regering vil, men i en situation hvor vi skal vælge mellem en socialdemokratisk regering eller en højreorienteret regering, jamen der er det da klart, at vi vælger den regering, der giver de største muligheder for at øve indflydelse og for at rykke Danmark lidt i den retning af forandring, som vi gerne vil. Men det langsigtede mål er ikke at være et støtteparti for Socialdemokraterne, det er at en gang i fremtiden kunne danne en regering, som vil forandre Danmark.

Jacob Jørgensen er født i Aarhus og opvokset i Nordjylland. Siden august 2015 studerende på linjen tv- og medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.