02.08.2016

Public service: Det enorme DR svigter sine kerneopgaver og bruger ressourcerne forkert – til stor skade for de private medier. Hele licens- og mediestøttesystemet bør bygges op forfra – og mange andre aktører end DR bør kunne levere den public service, som er – og bør – være en del af samfundet.

KOMMENTAR af Troels Mylenberg, ansvarshavende chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis og chefredaktør på Fyns Amts Avis

Den danske mediedebat kører i sine faste, forudsigelige og kedsommelige riller. Vi i de private medier beskyldes for at være fjendtlige over for DR – mens DR kritiseres både for at fylde for meget og for ikke at favne yngre målgrupper. Debatten gentager sig selv. Imens drøner andre (udenlandske) medier forbi – og erobrer brugernes opmærksomhed.

Anledningen til denne artikel er (endnu) et i mine øjne ikke særlig ånd- og visionsfyldt indlæg på MediaWatch fra medieforsker og tidligere direktør for kulturministeriets mediesekretariat Erik Nordahl Svendsen. Forfatteren er opvokset i DR-systemet. Han anser derfor enhver debat om forholdet mellem private medier og de offentlige medier som et angreb på DR – og dermed på selve det danske demokratis fundament.

For der eksisterer i mange klassiske medieforsker- og mediedebattørkredse en DR-opfattelse, som i mine øjne slører disse observatørers analyser. I deres verden er DR den gode fe, mens vi andre – de privatejede – er pengegriske, kommercielt tænkende, neokapitalistiske foretagender, der – hvis det var muligt – alene ville skovle penge ind til ejerne og kun betjene dem, der kan og vil betale. I den slørede verden er det os, de privatejede medier, der lukrerer på DR og ikke omvendt. Også selvom der eksisterede privat public service i Danmark, som endda var drivende i demokratiseringen af samfundet, i flere menneskealdre, inden DR. Da teknologiudviklingen i 1925 gav os en statsradiofoni havde man en kammersanger som sin første chef og et symfoniorkester i porteføljen. Da nyhederne blev tilføjet – først året efter – blev de leveret af de privatejede aviser.

Men 2015 blev året, hvor antallet af redaktionelle medarbejdere i DR og det statsejede, men kommercielt drevne TV2 for første gang oversteg antallet af privatansatte journalister. Er det sådan, det skal være? Og er det i øvrigt ikke sådan, at man ikke behøver være licensfinansieret for at have reelle hensigter om at bidrage til den demokratiske samtale og klæde borgerne på til nyhedsstrømmen?

Er alt, hvad DR laver ”public service”?
Sagt i al respekt har DR-folkene ikke stor indsigt i, hvordan mediemarkedet lige nu forrykker sig kommercielt – de synes mest at interessere sig for at sikre DR’s udbredelse og beståen. Men vi bør altså sammen have et bredere perspektiv, et fokus på indholdet – og diskutere, hvordan danskerne får mest for pengene.

Da jeg begyndte i journalistikken for mere end 20 år siden, havde jeg ingen anelse om, hvorvidt den virksomhed, jeg arbejdede for, var en god forretning. Eller om hvorvidt og hvordan den modtog mediestøtte. Jeg producerede blot journalistik. Hurra for, at alene det var – og er – journalisters opgave. I dag skal journalister også helst skærmes for forretningen, men det er desværre ikke helt muligt i en presset tid, hvor forretningerne skal skæres til i et væk.

Bevares – i DR skæres der også til i ny og næ, men her er det politiske beslutninger, der afgør omfanget af besparelserne. Hos os andre er det markedet. Det marked, som vi og DR har helt forskellige tilknytninger til. Mens vi mærkede, hvordan bolig-, bil- og jobannoncernes milliarder forsvandt, og nu oplever at også den digitale annonceomsætning flytter sig til udenlandske virksomheder, der ikke betaler skat i Danmark, er DR hævet over disse vilkår.

Det er godt, at der kan produceres redaktionelt indhold uden for dette pres. For naturligvis skal vi et lille land med et lille sprog have en sikkerhed for, at der produceres medieindhold af høj kvalitet til borgerne. Det er, for mig at se, en del af et velfungerende samfund. Problemet er, at DR i høj grad skubber på den udvikling, der gør det vanskeligere for os på markedet at tjene penge til journalistikken.

Således er ingen anden medieaktør så aktiv på sociale (udenlandsk-ejede) medier som DR. Ja, nogle gange får man nærmest fornemmelsen af, at programmer i radio og tv nærmest er supplementer til DR’s sociale medier-aktiviteter og ikke omvendt. Jeg forstår ikke hvorfor.

Det er bare et af paradokserne. Et andet er, at DR døgnet igennem på ganske mange kanaler sender popmusik. Da jeg tidligere på sommeren spurgte en højt placeret DR-medarbejder, om man dog ikke kunne overlade dét til kommercielle radiostationer, lød svaret, at ingen ville høre timeradioavisen, hvis ikke der var musik imellem. Altså er musikken alene til for at fastholde lyttere, der – en gang i timen – skal høre tre minutters nyheder.

Den argumentation er efter min vurdering både grotesk og formynderisk, ikke mindst i lyset af at mange kommercielle radiostationer faktisk også sender timenyheder. Bør bibliotekerne så også have lov til at drive tivolier ved indgangsdøren for på den måde at tvinge boglån ned i halsen på danskerne? I mine øjne bør nyheder og journalistik stilles til rådighed for dem, der vil benytte sig af dem – og i hvert fald ikke sukres ind for licenspenge. Det er et udtryk for mangel på tillid til danskernes evne til selv at opdatere sig på verdens gang.

Et tredje paradoks er DRs enorme produktion og afspilning af reklamer for egne programmer. I radioen går der for eksempel sjældent mere end fem-ti minutter (eller to popsange) mellem en blok af dyrt og lækkert producerede trailere for kommende programmer, for licensen, for koncerter i DR’s eget koncerthus og meget, meget andet som DR dygtigt leverer. Det ligner deciderede reklameblokke med alle den kommercielle reklameverdens velkendte tricks. DR forklarer, hvordan seerne og lytterne på den måde fastholdes, fordeles mellem kanaler og gøres opmærksomme på alt det, som licensen giver adgang til. Men for mig at se ligner det regulær reklame – som der, for de private aktører, er mange regler for. I de gratis ugeaviser, som private bladhuse laver, er helt klare regler for antallet af annoncer – herunder annoncer for vores egne produkter. Ellers må de slet ikke omdeles som aviser.

Og varetager DR så de opgaver, som huset skal? I dag lever DR efter min opfattelse ikke altid op til journalistikkens moderne grundpræmisser om hurtighed og tilstedeværelse. Man sender hverken ekstra om det fejlslagne militærkup i Tyrkiet eller dødsskyderiet i München.

Kort sagt: Der må nødvendigvis komme en diskussion om, hvad DR skal – og måske vigtigst: Hvad DR ikke skal. Er mantraet om at ville være ’noget for alle’ ikke en hul argumentation for DR’s opdeling i nicher til alle mulige segmenter? Er det eneste, der er tilbage ”for fællesskabet” ikke reelt de tv-serier, hvis høje kvalitet har gjort dem til eksportvare (og dermed næppe længere støtteafhængige) samt hyggelige fra udlandet indkøbte programformater som eksempelvis Den Store Bagedyst?

Private medier laver også ”public service”
At mange debattører har et sløret syn på medieverdenen betyder, at private medier konstant skal mindes om, at vi modtager mediestøtte. Det, mener kritikerne, harmonerer ikke med vores kapitalistiske sindelag. Man understreger også, at aviserne er momsfritagede – og glemmer helt, at ganske mange forskellige dele af samfundet er begunstiget af nulmoms (kultur, undervisning og endda visse finansielle institutioner). Man glemmer også, at nulmomsen ikke gælder digitale medieaktiviteter. Men vi – alle de private mediehuse – er meget mere end abonnementsaviser for dem, der kan og vil betale for disse. Vi udkommer på mange platforme, laver net, tv, radio – gratis såvel som betalt.

Når vi diskuterer fremtiden for medierne, er det derfor på tide, at debatten kommer til at handle om mediernes indhold frem for deres form. I min virksomhed har vi, i vores selskaber, i flere århundreder haft vedtægter, der har forpligtet os til at levere netop public service – præcis dét, som DR-medieforskerne ellers kun hævder, at man kan gøre for licenspenge i politisk styrede organisationer.

Jeg er sådan set træt af at blive skudt i skoene, at vi ikke gør præcis det. Vi er derude, hvor DR aldrig kommer, med mindre de skal lave vejrudsigter i sommerferien. Vi er i de mindre samfund – i forsøget på at være en hånd i ryggen for det flertal af danskere, der ikke bor i de store byer. Der har vi et ansvar, og vi tager det i den grad på os. Det er en erkendelse, som vi trænger til også bliver en del af mediedebatten. Og vi bidrager med medieindhold, som ikke blev produceret, hvis ikke vi gjorde det. Slet ikke af DR. Ikke bare DR kommer der ikke længere. Rådhuse, domstole, politi, sygehuse og skoler centraliseres også. Tilbage står menneskerne og os. For vi bliver derude, hvor den offentlige service (public service) ikke længere kommer.

En helt ny form for mediestøtte
Isoleret set har journalistik jo aldrig nogensinde kunnet betale sig at producere. Der har altid skullet enten licens eller annoncefinansiering til. Løssalg og abonnementsbetaling – altså: læserne selv – har aldrig alene kunnet dække udgifterne til kvalitetsjournalistik i Danmark.

I år blev året, hvor jeg – måske sent – for alvor selv erkendte, at min virksomhed godt nok et kvart årtusinde år på bagen, men skal betragte sig selv som en start-up. Vi skal tænke nyt – samtidig med at vi laver det, vi er sat i verden for: Journalistik til borgerne. Journalistik, som gør læserne klogere og inspirerer dem til at deltage endnu mere i samfundslivet. Det kommer til at tage mange nye former, men ilden er den samme: Oplysning, kritisk stillingtagen, indsigt, underholdning, holdning og alt det andet som alle dage har karakteriseret gode medier, der jo spiller en rolle i menneskers liv som meget andet og mere end nyhedsformidling.

Jeg har indoptaget et slogan stjålet fra en norsk kollega: Min opgave er at sikre, at vi som journalister kan løse vores samfundsopgave i en digital økonomi. Det gør vi gerne i samklang med dem, der har den ’luksus’ alene at skulle agere i planlagt økonomi med fire års politisk forligshorisont.

For som jeg før har givet udtryk for, så håber jeg, at fremtidens mediestøtte går alene til indholdet. Politisk enes vi om, hvor mange midler, der skal bruges (måske svarende til den samlede licens- og mediestøtte i dag eller måske endda mindre). Hvorefter dem, der kan levere det rigtige indhold, også får mulighed for at byde ind på at løfte opgaven.

Det vil blive en helt ny model – med inspiration fra filmstøtteordningen. Så politikerne stiller krav og sætter rammer, hvorefter et institut uddeler midlerne til dem, der kan og vil levere varen. For public service kan leveres af mange – og af mange andre end DR. En sådan model vil blive et tiltrængt skub for nystartede medievirksomheder, der har andre formål end de velkendte og ofte fremhævede nystartede aktører som Zetland og Føljeton, der firkantet sagt blot laver mere af det, vi kender i forvejen, og som alene rammer dem, der i forvejen er så vel (over)betjent på mediefronten.

I dag er DR så stor og stærk en organisation, at det ville svare til, at filminstituttet ikke bare uddelte pengene, men også ejede biograferne og bestemte, hvilke film, der skulle vises hvornår og hvor længe. Og i øvrigt også – som en parallel til popmusikken mellem radioaviserne – stod for popcornsalget. Sådan skal det ikke være. Pengene skal gå til indhold. Mest muligt, bedst muligt. Og for min skyld gerne i spændende samarbejder mellem offentlige og private medievirksomheder

Private medier og DR lever ikke på ens vilkår, men så længe DR agerer som en kommerciel medievirksomhed dog uden markedets udfordringer, skader vi hinanden i stedet for at arbejde sammen. Ikke mindst sammen om at sikre danskerne mest muligt dansk produceret medieindhold, der kan dæmme op for de internationale giganters fremfærd. Vi har en fælles interesse i at være stærke sammen. Hvilket i særlig grad kræver, at DR overlader markedet til os, der agerer på det og i stedet supplerer med noget af alt det, markedet ikke selv kan levere. Vi kunne endda på den måde i fællesskab tage udfordringen fra udlandet op og sikre, at vi sammen brugte kræfterne på at sikre danskerne det bedst mulige danske medieindhold, hvilket de jo betaler for. Og mon ikke danskerne faktisk gerne vil have mest mulig godt og relevant medieindhold for pengene. Lad os sikre det i fælleskab – det vil være ægte public service-ånd.
■

Troels Mylenberg (f. 1970) er journalist og forfatter. Han er ansvarshavende chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis og chefredaktør på Fyns Amts Avis. Han er desuden tidligere forstander ved Vallekilde Højskole og mellem 2005-08 var han leder af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet.

ILLUSTRATION: Troels Mylenberg [foto: Polfoto/Søren Skarby]