23.01.2016

”For en stor del af Trumps vælgere synes ’politisk korrekthed’ at fremstå som roden til alt ondt. Da Sarah Palin forleden gav sin støtte til Trump i en halv times rablende tale, beskrev hun de moderate, der bærer deres ’politiske korrekthed’ som en ’selvmordsvest’.”

Interview med Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet.

INTERVIEW af Rasmus Mouritsen

RÆSON: Det er et ret stort felt af kandidater, der går ind til valgene i Iowa og New Hampshire. Er resultaterne af valgene i de her stater afgørende?
BJERRE-POULSEN: Både ja og nej. Tag en stat som Iowa. Den vil netop gerne give indtryk af at den fremtidige præsident findes allerede her – at det er den stat, man altid SKAL vinde, for at have en chance i det lange løb. Men hvis vi ser på de sidste år, så er vinderen af Iowa ikke nødvendigvis nået meget længere. Et godt eksempel er Rick Santorum ved sidste valg. Men også tidligere kandidater, som har vundet i Iowa, men ikke er gået videre til at vinde præsidentembedet. Og det samme gælder New Hampshire.

Mange af de forestillinger, som de her stater bygger op i deres promovering af hvor vigtige de selv er, er efterhånden faldet fra hinanden. Jeg tror derfor – især i Iowas tilfælde – at det er svært at argumentere for, at Iowa er meget vigtig eller at man ikke kan blive præsidentkandidat uden først at have vundet Iowa.

Meget afhænger af, hvad medierne hæfter sig ved bagefter. Overraskelser giver gode historier. Et klassisk eksempel på en kandidat der har vundet et af de første primærvalg er Lyndon B. Johnson. Han vandt New Hampshire i 1968, men han vandt kun snævert over Eugene McCarthy, på trods af, at Johnsons rådgivere kort forinden havde spået, at McCarthy højst ville få 5% af stemmerne. Den omstændighed, at den siddende præsident ikke havde vundet mere sikkert blev i virkeligheden den negative historie, der måske medvirkede til, at han besluttede sig for alligevel ikke at genopstille. Omvendt fik Jimmy Carter et overraskende godt valg i 1976 i Iowa, hvilket gav ham så meget positiv opmærksomhed i medierne og blandt vælgerne i resten af landet, at han red på en bølge frem til sin sejr i det senere præsidentvalg.

Med Hillary Clinton i Iowa 2008 var historien ikke så meget at hun tabte til Barack Obama. Historien var at hun blev nr. 3. Hun tabte også til John Edwards. Det skabte en helt anden dynamik efter at hun havde været regnet som den klare favorit.

Meget af processen handler om forventningerne inden valget. Hvis Hillary Clinton eksempelvis siger: ”Det kan godt være jeg ikke vinder i Iowa, det kan også være jeg taber i New Hampshire – men når vi kommer til syden, så bliver Bernie Sanders koblet af.” Hvis hun på forhånd kan sænke forventningerne til at hun skal vinde i Iowa, så vil historien ikke så negativ for hendes videre kampagne, hvis hun taber.

Der kan være rigtig meget at vinde eller tabe i det lange løb, alt efter hvordan man markerer sig i de første primærvalg. Pengene kan også tørre ud for nogle af kandidaterne, hvis de ikke markerer sig tilstrækkeligt i nogle af de første primærvalg, fordi donorerne mister troen på kandidaternes samlet vinderchancer.

RÆSON: Hillary Clinton har hele tiden været storfavorit til at vinde nomineringen hos Demokraterne. Inden for den seneste tid har Bernie Sanders dog halet kraftigt ind på hende i meningsmålingerne. Skal hun være nervøs?
BJERRE-POULSEN: Hillary Clinton fører faktisk en god kampagne, og under andre omstændigheder ville man synes at det var flot at føre med 7-8 %. Men for et par uger siden førte hun med 20%, og hendes problem er selvfølgelig frygten for at historien gentager sig. Hun frygter især at folk uvægerligt begynder at sammenligne 2016 med 2008. I 2008 var hun også suverænt i front indtil hun pludselig blev overhalet ved primærvalget i Iowa, hvor hun blev overhalet af ikke bare én, men af to kandidater. Hendes frygt er at folk kigger efter paralleller nu, i den omstændighed at Bernie Sanders vinder frem. Så af den grund kan det måske være ekstra vigtigt for hende at vinde Iowa.

RÆSON: I amerikanske øjne er Bernie Sanders’ socialistiske politik som udgangspunkt ikke specielt foreneligt med det kapitalistiske USA?
BJERRE-POULSEN: Nej, det skulle man ikke tro. Men lad os se, hvordan det går når folk kommer for at stemme. Der kan nemlig også være et element af protest i at støtte Bernie hos Demokraterne. Det element gik, i hvert fald oprindeligt, ud på at den progressive fløj i Det Demokratiske Parti gerne ville presse Hillary Clinton mod venstre og sige: ”Vi er bange for, at hun er for meget en udenrigspolitisk høg, og vi er bange for hun er for meget Wall Streets kandidat.” De demokratiske vælgere bekymrer sig om det faktum, at hendes datter er gift med en der arbejder for Goldman Sachs, at hun har selv tjent formuer på at holde foredrag for Goldman Sachs og hun har været senator i New York. De husker også, at det var hendes mand, Bill Clinton, der som præsident liberaliserede finansmarkederne i 1990’erne. Rigtig mange frygter derfor at Hillary er i lommen på Goldman Sachs eller ude af stand til at foretage et politisk kursskifte, der i højere grad tilgodeser den brede amerikanske middelklasse og lader de rigeste amerikanere betale mere.

Rigtig mange frygter derfor at Hillary er i lommen på Goldman Sachs eller ude af stand til at foretage et politisk kursskifte, der i højere grad tilgodeser den brede amerikanske middelklasse og lader de rigeste amerikanere betale mere.
____________________

 

Selvom mange vælgere måske tænker at de i sidste ende vil give deres stemme til Hillary, er det vigtigt for dem at påpege for hende at de gerne ser partiet bevæge sig i en mere progressiv retning når det gælder finansreform, beskatning, mærkesager som forhøjelse af mindstelønnen og betalt barselsorlov.

Der har Hillary helt klart signaleret at hun har forstået budskabet, så hun har markeret sig på en lang række områder, som faktisk strider mod partiets mere moderate kræfter. For eksempel med Trans-Pacific Partnership, TTP (frihandelsaftale for 12 lande omkring Stillehavet, red.), som hun selv var med til at arbejde for da hun var udenrigsminister. Nu er hun pludselig kritisk overfor de her frihandelsaftaler, så på det område signalerer hun helt klart at hun har forstået det budskab, som blandt andet kommer fra fagforeningerne.

RÆSON: Men hvis Hillary har forstået budskabet, hvorfor haler Bernie så stadig ind?
BJERRE-POULSEN: Det er jeg heller ikke sikker på, at han faktisk gør, men der er måske sket det undervejs, at der er flere der er begyndt at tro på at Bernie Sanders faktisk kan vinde. Og måske har Bernie Sanders ikke troet at det var det han førte valgkamp for. Men måske ser han og hans tilhængere meningsmålingerne nu, og får ekstra blod på tanden og tænker at han faktisk har en reel chance. Nok har han ikke samlet lige så mange penge ind som Hillary, men han har samlet rigtigt mange ind – overvejende fra små donationer – og de mennesker, der har doneret har fået et stærkt incitament til fortsat at støtte ham.

… argumentet om at Bernie Sanders er for idealistisk til at blive valgt som præsident bliver undergravet af meningsmålingerne.
____________________

 

Hillarys argument har i høj grad været at Bernie Sanders er for langt til venstre, og at det kræver en mere midtersøgende kandidat at tiltrække de nødvendige uafhængige vælgere. I virkeligheden er det meget det samme argument, som hun havde mod Obama i 2008. Da talte hun om at man fører valgkamp i poesi, men at man regerer i prosa, og at Demokraterne har brug for en kandidat som hende, som kan appellere til den store gruppe af uafhængige vælgere. Men så ser hun pludselig de her ”matchup-målinger” i aviserne, hvor Bernie Sanders på papiret, uanset om man tror på det eller ej, klarer sig lige så godt overfor en række af de republikanske kandidater. Så argumentet om at Bernie Sanders er for idealistisk til at blive valgt som præsident bliver undergravet af meningsmålingerne.

RÆSON: Har Obama en indflydelse på den demokratiske valgkamp?
BJERRE-POULSEN: Det kan godt være, at Obamas opbakning i nationale meningsmålinger er middelmådig, men blandt demokraterne er den på 85%, og blandt progressive demokrater er den på 89%. Han er med andre ord virkelig populær blandt de vælgere som en demokratisk kandidat har allermest brug for. Derfor er det vigtigt i den her fase, hvor det er primærvalgene det drejer sig om, at lægge sig tæt op ad Obama.

Bernie Sanders har i øjeblikket fat i den del af Obama-koalitionen med de unge begejstrede vælgere. Meget tyder på at det især er dem som kommer til Bernies vælgermøder, og som har fået et særligt kærlighedsforhold til denne lidt vrisne bedstefar, som tordner mod Wall Street og som er rigtig interessant på de sociale medier.

Forskellen for Hillary nu i forhold til 2008 er at hun i høj grad har fat i minoritetsvælgerne, som dengang blev trukket over til Barack Obama. Så Bernie Sanders skal stadig forbedre sin appel til minoritetsvælgere, og Hillary Clinton skal omvendt forbedre sin appel til de unge vælgere. Og det kan vi se Hillary gøre ved at holde sig tæt op ad Barack Obama, for eksempel ved at angribe Sanders for at være for eftergivende overfor våben-lobbyen – vel vidende, at han er lidt i klemme i det spørgsmål, fordi mange i hans hjemstat, Vermont, går på jagt eller bare godt kan lide våben. Hun lovpriser ObamaCare og holder fast i alle de resultater hun har været med til at skabe i Obamaregeringen, for at kunne sige: ”hvis I kan lide Obama, så kommer I også til at kunne lide mig”. Det vil selvfølgelig give hende nogle andre problemer i forhold til republikanerne, fordi hun skal signalere, at hvis hun bliver valgt, så er det ikke bare en tredje valgperiode for Obama. Der er også noget, der vil forandre sig med hende ved roret.

Den fine balance for en demokratisk kandidat vil selvfølgelig være at hægte sig på alle de gode ting Obama står for, og så finde mere subtile måder at lægge en vis afstand fra det han bliver kritiseret for. Eksempelvis sikkerhedspolitikken, håndteringen af Mellemøsten og kampen mod terror, som republikanerne vil bruge en stor del af valgkampen på at kritisere. Det er dog ikke hendes aktuelle problem: Hun skal lige vinde nomineringen først.

RÆSON: Men hvorfor hæfter republikanerne sig så meget ved sikkerhedspolitik, når eksempelvis den økonomiske ulighed vokser så markant hjemme i USA?
BJERRE-POULSEN: Vi oplever på den ene side republikanske kandidater, der hele tiden forsøger at tale økonomien ned ved at sige at det ikke går godt og at jobskabelsen slet ikke er som den burde være. De overvejer i virkeligheden at bruge uligheden som et argument. Men det er en svær balance når man samtidig er modstander af at hæve mindstelønnen og andre tiltag, som kunne være med til at mindske uligheden. Eller hvis ens skattepolitik typisk favoriserer skattelettelser i toppen snarere end i bunden – så er det svært at klandre Demokraterne og en demokratisk præsident for at have skabt en større ulighed.

Det er svært for de republikanske kandidater at argumentere for en modhistorie til en Bernie Sanders, som kritiserer et amerikansk samfund, hvor de rigeste er blevet rigere, som foreslår tungere beskatning af de højeste indkomster, at banker skal betale mere og at virksomheder som flytter deres overskud til udlandet skal straffes hårdere. Der er flere republikanske kandidater, der kæmper med hvordan de skal finde et republikansk alternativ, som appellerer til de samme type vælgere. Marco Rubio er et godt eksempel. Han har tidligere – blandt andet i sin bog American Dreams – talt for betalt forældreorlov og andre reformer, men han tør ikke rigtigt stå ved det under valgkampen. Der nøjes han med at tale om sin opvækst som søn af immigranter fra Cuba. Som andre republikanske kandidater holder han sig til at tale om at skabe social mobilitet, snarere end at tale om den voksende sociale ulighed. Hvad Sanders, og til dels også Clinton, gør er at argumentere for, at netop den voksende ulighed hæmmer mobiliteten og skrumper den middelklasse, der traditionelt har været drivkraften for økonomisk vækst i USA.

Så da terrorangrebet i San Bernadino kom fik det mange republikanske kandidater til at skubbe den økonomiske politik i baggrunden, og i stedet fokusere mere intens på sikkerhedspolitik. Der har de en fordel som republikanere, da de historisk set virker mere hårde i filten. Derfor kritiserer de nu præsident Obama for at have ladet terroren ramme USA, og taler om hvor meget man vil bombe i Syrien for at besejre Islamisk Stat. På den måde kommer national sikkerhed til at overskygge republikanernes problemer med at udvikle det konservative alternativ til en fordelingspolitik, som det Bernie Sanders taler for. Samtidig med at fokus på den forbedrede økonomi under Obamaregeringen skubbes i baggrunden.

RÆSON: Den republikanske lejr har også andre problemer for tiden. Lige nu ser det ud til at blive et løb mellem Donald Trump og Ted Cruz om at blive partiets præsidentkandidat. Hvad er det et udtryk for?
BJERRE-POULSEN: Det er først og fremmest et udtryk for en stor fuck-finger til partiet fra en del af dets vælgere. Man har tidligere kunnet se det med Ben Carson og Carly Fiorina, som så siden er faldet i målingerne igen. Man er hamrende utilfredse med de etablerede politikere.

Det er først og fremmest et udtryk for en stor fuck-finger til partiet fra en del af dets vælgere […] Man er hamrende utilfredse med de etablerede politikere.
____________________

 

Ted Cruz er godt nok en del af ”the establishment” fordi han er senator og sidder i Kongressen, men han har hele tiden været en der smed bomber inden for systemet fra første dag han blev valgt som senator. Cruz har skabt sig en karriere blandt Tea Party-vælgerne ved at beskylde sine partifæller for at være blødsødne og eftergivende, og han har gjort livet surt for partilederne i Kongressen.

Så vi har to kandidater, som dels kan sige at de står udenfor partiet. Ted Cruz gør det også i den forstand, at der stort set ikke er nogen af hans egne partifæller der kan lide ham. Der er ikke nogen der kender ham som kan lide ham. Blandt andet fordi han hele tiden falder dem i ryggen, men også fordi han er ubehagelig. Og jeg har hæftet mig lidt ved det der med det ubehagelige. Både Donald Trump og Ted Cruz synes at score mange point på at være ubehagelige. Deres vælgere kan lide, at de er parate til at slagte de andre kandidater. Det gør de begge to, og mod forventning er hverken partiloyalitet eller god opførsel i høj kurs hos deres kernevælgere.

RÆSON: Med personangreb?
BJERRE-POULSEN: Hele tiden med personangreb. Og ikke bare fordi de mister besindelsen eller sådan noget. Det er velgennemtænkte personangreb, som går over stregen, og dermed taler til en frustration hos nogle af vælgerne.

Jeg synes det er slående fordi idealet hos republikanerne hidtil har været at finde en principfast, dogmatisk, konservativ kandidat. Ikke en ”Rino” – en ”republican in name only” – men én som går hele vejen med de konservative værdier, men som samtidig har en behagelig personlighed, som også uafhængige vælgere vil falde for. Som Ronald Reagan – eller det billede af Reagan, som republikanerne har fremdyrket – der personligt er vellidt af både demokrater og republikanere, men som politisk er at finde på højrefløjen.

RÆSON: Hvem har ”the establishment” så at hæfte deres lid til?
BJERRE-POULSEN: Den model er tilsyneladende gået af mode. Det skulle eventuelt være Marco Rubio. Han taler om fremtiden og signalerer, at han tilhører en ny generation, der tror på, at USA’s bedste år endnu er i vente. Det var meningen, at Rubio skulle fremstå som en venligere og mere inspirerende kandidat – ”republikanernes Obama” – er han blevet kaldt.

Man kunne også pege på John Kasich, som henviser til, hvordan han har kunnet samarbejde, både i sine år i Kongressen, men også som guvernør i Ohio. Jeb Bush kunne også være et alternativ, men han er blevet malet op i et hjørne af Donald Trump, som med stor effektivitet har fremstillet ham som en ”low energy”-kandidat. Så det der skulle være rundt og rummeligt er blevet et handicap for Bush. Folk vil se ham mere aggressiv, ellers tror de ikke på ham. Også Rubio, og til dels Kasich, bliver nu presset til at fremstå som mere aggressive, og fremsætte ildevarslende spådomme for overhovedet at kunne trænge igennem i medierne, hvor Trump får langt den meste opmærksomhed.

Det anti-Reagan-agtige er blevet en dyd, som både Donald Trump og Ted Cruz scorer points på. Men ét er at der er nogle græsrødder i partiet, der kan lide at se en kandidat som er parat til ikke at lade sig hæmme af konventioner, men virker det også hos andre vælgere? Det man godt være i tvivl om. Det kan koste republikanerne præsidentposten, hvilket ”the establishment” udmærket er klar over.

RÆSON: De har svært ved at tiltrække en bred demografisk vælgergruppe?
BJERRE-POULSEN: Den demografiske udvikling i USA betyder at republikanernes vælgergrundlag skrumper. Og det bliver ikke bedre af Trumps hårde retorik mod muslimer og immigranter.

Der er en gruppe indenfor det republikanske parti, som mener at valget af Mitt Romney som kandidat i 2012 var en katastrofe, fordi han symboliserede Wall Street og countryclub-republikanere. Han fik alle bekymringer over den voksende ulighed til at fremstå som et udtryk for misundelse. Ifølge den gruppe af republikanere har partiet kun en chance for at vinde præsidentvalget, hvis det kan formulere en politik, som især appellerer til hvide arbejdervælgere, der føler, at de har tabt i globaliseringen. Dem som føler de er blevet marginaliseret yderligere de sidste syv år. Donald Trump appellerer til disse vælgere ved at sige: ”Det kan godt være jeg er enormt rig, men det betyder bare at jeg ikke er i lommen på andre kapitalinteresser, og jeg er rig fordi jeg er klog, og mit lederskab vil genrejse nationen.” Hans budskab til den her gruppe er ikke, at pengene er forsvundet til de rigeste, men at de er forsvundet til kineserne, de illegale immigranter og til alle mulige andre der har taget hvide arbejderes job og privilegier.

Den demografiske udvikling i USA betyder at republikanernes vælgergrundlag skrumper. Og det bliver ikke bedre af Trumps hårde retorik mod muslimer og immigranter.
____________________

 

Det går forrygende for Trump når han fortæller vælgerne, at deres problemer ikke skyldes strukturelle forandringer i økonomien eller globaliseringen, men derimod simpel stupiditet hos deres ledere. Da Trump fremlagde dele af en skatteplan stod det klart, at den helt klart favoriserede de højeste indtægter. Men det vil han helst ikke tale for højt om. Trump vil helst henlede opmærksomheden på kinesere, immigranter, dårlige frihandelsaftaler og dårligt management. Og indtil nu har det virket forbløffende godt.

Det falder også i tråd med spørgsmålet om ”politisk korrekthed”. For en stor del af Trumps vælgere synes ”politisk korrekthed” at fremstå som roden til alt ondt. Da Sarah Palin forleden gav sin støtte til Trump i en halv times rablende tale, beskrev hun de moderate, der bærer deres ”politiske korrekthed” som en ”selvmordsvest”. Omvendt skal man så forstå, at det i sig selv løser problemer, hvis man holder op med at politisk korrekt. Et tilbagevendende tema hos Trump er alle de ting, som medierne og alle andre politikere angiveligt ikke tør tale om.

Trump vil helst henlede opmærksomheden på kinesere, immigranter, dårlige frihandelsaftaler og dårligt management. Og indtil nu har det virket forbløffende godt.
____________________

 

RÆSON: Trump har været ”talk of the town” lige fra han trådte ind i valgkampen. Han har solgt sig som den evindelige vinder. Hvad sker der hvis Trump rent faktisk taber i Iowa eller New Hampshire?
BJERRE-POULSEN: For det første vil det bekræfte nogle republikaneres opfattelse af, at en del af hans vælgerkorps også er blandt de mest udisciplinerede. Det er dem der elsker at brokke sig i en meningsmåling og som synes det er herligt med Trump, men som ikke kommer og stemmer på valgdagen. At det med andre ord ikke er dem, partiet skal indrette sig efter, hvis det vil have en fremtid som nationalt parti.

Én ting er meningsmålingerne, men man taler også om ”the ground game”. Iowa og New Hampshire er stater, hvor man også prøver sit ”ground game” af. Altså hvor effektivt kan man organisere en valgkamp? Det handler ikke om, hvor godt folk synes man gør det når der er debatter i tv, men hvor mange lokalkontorer har man, hvor mange frivillige og hvor effektive er de til at få folk til at komme og stemme. En kandidat, hvis ”ground game” mange undrer sig over er Marco Rubio. Han bliver fremhævet som den ideelle kandidat for partiet, men det virker som om han er virkelig dårligt organiseret i Iowa.

Det virker som om han slet ikke satser på Iowa og det bliver sådan en generel mistillid til, hvorvidt han effektivt kan organisere en landsdækkende valgkamp. Det samme spørgsmål har været rejst med Trump.

Det vil selvfølgelig vise sig når vi når til valgdagen om alle de folk som i meningsmålingerne synes Trump er alle tiders også gider bruge flere timer på at afgive deres stemme. De gider jo i hvert fald stå i kø for at komme ind og høre ham tale rundt omkring i landet. Jeg tror at hvis først Trump taber én gang, så kan luften meget vel gå ud af ballonen, for så forsvinder illusionen også om ham som den uovervindelige skikkelse, der brutalt nedkæmper al modstand.

… hvis først Trump taber én gang, så kan luften meget vel gå ud af ballonen, for så forsvinder illusionen også om ham som den uovervindelige skikkelse, der brutalt nedkæmper al modstand.
____________________

 

ILLUSTRATION: Sarah Palin taler efter at have givet sin „endorsement‟ til Donald Trump. Iowa Stat University in Ames, Iowa. 19. januar 2016. [foto: Alex Hanson].