25.03.2016

Islamistisk terror er kriminalitet, som ikke kan bekæmpes med ’krig’. Det aktuelle håb for fredsforhandlingerne om Syrien i Genève under konstruktiv amerikansk-russisk diplomatisk føring kunne formentlig have været nået for flere år siden. Mange titusinder af syriske menneskeliv kunne måske have været sparet og megen islamistisk ekstremisme modvirket, hvis den internationale håndtering af den syriske konflikt og borgerkrig havde været præget mindre af revolutions-idealisme og mere af magtpolitisk realisme.

ANALYSE af Poul Villaume, professor og medlem af bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

”Som at prøve at fjerne kræftceller med en blæselampe”. Sådan karakteriserede den højt estimerede Oxford-militærhistoriker professor Michael Howard i en tale i London tilbage i oktober 2001 USAs daværende præsident George Bushs netop erklærede ”krig mod terror” efter angrebet den 11. september 2001. Michael Howard kaldte det en ”frygtelig og uoprettelig fejltagelse”, at Bush navngav USA’s anti-terrorisme-indsats som en krig, fordi noget sådant uimodståeligt ville skabe offentlige krav og forventninger om en kæde af militære interventioner i fjerne ’slyngelstater’.

I stedet anbefalede den erfarne krigshistoriker styrket internationalt efterretnings- og politisamarbejde under FNs auspicier og behandling af international terror som det, den er: organiseret kriminalitet.
____________________

 

”Jeg kan ikke forestille mig en politik, som mere sandsynligt vil – ikke blot forlænge krigen på ubestemt tid – men også sikre, at vi aldrig kan vinde den”, sagde Howard dengang. I stedet anbefalede den erfarne krigshistoriker styrket internationalt efterretnings- og politisamarbejde under FNs auspicier og behandling af international terror som det, den er: organiseret kriminalitet. Howards profetiske ord faldt, mens de første bomber fra USAs B-52’ere regnede ned over Afghanistan. De blev dengang ignoreret af stort set alle i Vesten, hvor chok- og hævnfølelser med militant krigsretorik dominerede (undertegnede fremførte dengang en analyse på linje med Michael Howards, se Politiken 1.12.2001). I dag – og ikke mindre efter den seneste IS-inspirerede terroraktion i Bruxelles d. 22. marts – er Howards ord mere aktuelle end nogensinde.

Efter halvandet tiårs uophørlig proaktiv dansk deltagelse i skiftende ”villige koalitioners” krigsførelse fra Centralasien over Mellemøsten til Nordafrika har et bredt flertal i Folketinget nu vedtaget at udvide den danske militære indsats i ”krigen mod terror” – her: Islamisk Stat – både geografisk, til Syrien, og styrkemæssigt med specialtropper på jorden. Altså mere af den samme medicin, som notorisk ikke har virket. Vi har for længst fået både danske og andre vestlige efterretningstjenesters ord for, at de militære interventioner har medvirket til at øge, ikke formindske, terrortruslen mod de deltagende europæiske lande. Alligevel ledsager ledende ministre og politikere deres nye beslutning med retorik om, at ”vi” skal være med til at ”udrydde” Islamisk Stat, fordi den er en akut terrortrussel mod blandt andet Danmark.

IS kan inddæmmes, ikke udryddes, militært
Betyder det så, at brug af militær magt fra vestlig/international side slet ikke nytter i bekæmpelsen af et fænomen som Islamisk Stat? Mit svar vil være nej, og forsimplede paroler som ”Nej til krig mod Syrien” og lignende, fører ingen vegne. Begrænsede og målrettede militære punktslag mod fx IS strategiske forsyningslinjer m.v. kan give mening, såfremt de indgår i en strategi for inddæmning og omringning af Islamisk Stat, så bevægelsen ikke er i stand til at styrke og udvide det territorium, den udøver sin fysiske magt på. Den egentlige ”udryddelse” af Islamisk Stat kan derimod kun foregå dels indefra, via indre opgør, dels ved hjælp af lokale og regionale anti-islamistiske kræfter. Islamisk Stat må grundlæggende falde på sit eget sværd.

Hovedproblemet med Danmarks nye militære engagement, især i Syrien, vil være, at det nødvendigvis indgår som integreret del af en vestlig, amerikansk anført strategi, som virker alt andet en klar og gennemtænkt
____________________

 

Hovedproblemet med Danmarks nye militære engagement, især i Syrien, vil være, at det nødvendigvis indgår som integreret del af en vestlig, amerikansk anført strategi, som virker alt andet en klar og gennemtænkt, og som sandsynligvis vil vise sig kontraproduktiv – og som desuden er tæt ledsaget af en 15 år gammel udhulet og uansvarlig retorik, der dybest set skal dække over en højst tvivlsom forestilling hos landets ledende politiske beslutningstagere om, at iøjnefaldende militære bidrag er kongevejen til at ”åbne døre i Washington” for Danmark.

FOR DET FØRSTE tyder meget på, at øgede danske militære kampbidrag i fx Syrien kun vil få Washington til at presse Danmark for endnu større generelle bidrag – jf. forsvarsminister Ash Carters og viceforsvarsminister James Townsends opsang til den danske regering i februar i år, hvor man kraftigt tilskyndede Danmark til at øge forsvarsudgifterne for at bevare positionen som troværdig og villig NATO allieret. Dét pres vil utvivlsomt kun blive endnu større med en præsident Hillary Clinton eller en præsident Donald Trump i Det Hvide Hus fra januar 2017. Clinton er notorisk en sikkerhedspolitisk hard-liner, og Trump vil ikke nære sarte følelser over for trofaste europæiske allierede.

FOR DET ANDET viser de historiske erfaringer fra det dansk-amerikanske forhold i NATO sort på hvidt, at Danmark kan opnå betydelig politisk indflydelse og respekt i Washington og internationalt ved dygtig udnyttelse af andre end de militære midler i den udenrigspolitiske værktøjskasse – aktivistisk afspændings- og brobygningsdiplomati, høj og målrettet ulandsbistand med markant humanitær profil, substantielle bidrag til FNs fredsbevarende operationer under nordisk koordination.

Den syriske borgerkrigs start: flere sandheder
Hvad der yderligere komplicerer en udvidet dansk krigsførelse i regionen og specielt i Syrien er den spæde forhandlingsproces, som omsider er ved at komme i gang i Genève efter fem års bestialsk syrisk borgerkrig. Der kan derfor være god grund til i denne sammenhæng at gøre en kort status over Syrien-konfliktens forløb og den problematiske internationale håndtering af den siden 2011.

Danske og vestlige medier har desværre helt overvejende formidlet et temmelig endimensionalt billede af borgerkrigen…
____________________

 

Danske og vestlige medier har desværre helt overvejende formidlet et temmelig endimensionalt billede af borgerkrigen, måske som afspejling af de dominerende vestlige magters ganske ensidige tilgang til konflikten. Men for alle internationale konflikter og borgerkrige gælder det fundamentale, at der ikke kun eksisterer én sandhed, men flere ’sandheder’ på én gang, som hver især bærer en grad af legitimitet. Det er derfor, konflikten oprindelig er opstået, og forstår man ikke det, bliver det også svært eller umuligt at bidrage til dens løsning.

Da de legitime folkelige protester imod det autoritære Assad-regime i Syrien bredte sig i de første måneder af 2011, skete det under indtryk af de samtidige succesfulde politiske omvæltninger i Tunesien og Egypten og det begyndende oprør i Libyen. Det er kendt, at stærke sunni-muslimske kræfter i ikke mindst Saudi-Arabien siden i hvert fald 2009 har ønsket at fjerne Assad-regimet, som har været den vigtigste arabiske allierede for Iran, Saudi-Arabiens hovedrival i regionen. Derfor begyndte Saudi-Arabien tidligt i det syriske oprør at forsyne radikale sunni-muslimsk/salafistiske elementer med våben og træning; det samme gjorde Tyrkiet og Qatar. Assad-regimets brutale svar på de oppositionelles oprindeligt ikke-voldelige aktioner og demonstrationer bidrog til en radikalisering af oprøret, som med de saudisk-tyrkiske våbenleverancer og anden militær støtte snart blev til en egentlig væbnet oprørskamp. I sommeren 2011 dannedes den Frie Syriske Hær, som efterhånden fik aktiv støtte fra USA og Vestmagterne, herunder Danmark.

Fatal marginalisering af den ikke-væbnede opposition
Der skete hermed en fatal marginalisering af den del af den syriske opposition imod Assad, som insisterede på fortsat fredelig, ikke-væbnet modstand som eneste farbare vej, og som advarede imod revolutionsromantiske illusioner om en snarlig militær sejr over den 250.000 mand store syriske regeringshær, inklusive 70.000 elitesoldater, der i årtier har været bevæbnet og trænet til krig med Israel. Også danske røster på både højre- og venstrefløjen opmuntrede til at støtte den væbnede kamp imod styret i Damaskus; Gadaffi-regimets fald i Libyen i efteråret 2011 styrkede utvivlsomt de revolutions-idealistiske forhåbninger hos mange i og uden for Syrien. Det syriske samfund er imidlertid i modsætning til bl.a. Libyen og Egypten et etnisk-religiøst kludetæppe: 60-70 pct. er primært sunni-muslimer og kurdere, mens resten består af omkring 25 mindretal, hvoraf alawitter og andre shia-muslimer, kristne m.v. udgør mindst en femtedel af befolkningen, som traditionelt har støttet og fortsat støtter det autoritære, men relativt sekulære Assad-styre. Disse mindretal/grupper anså og anser stadig det mulige alternativ, et radikalt sunni-islamistisk regime, for værre end Assad-styret.

Disse grundlæggende magt- og loyalitetsforhold i Syrien blev i 2011-2012 ignoreret af USA og det øvrige Vesten, som var forblændet af ”successen” med at vælte diktatoriske arabiske regimer. For Libyens vedkommende var det sket ved at misbruge den russiske accept af FNs Sikkerhedsråds Resolution nr. 1973, som alene vedrørte beskyttelse af civilbefolkningen i Benghazi og det øvrige Libyen. Med massiv NATO-luftstøtte blev der gennemført et regimeskifte i Tripoli – med et efterfølgende magttomrum af kaos og anarki, der tiltrak islamistiske terrorgrupper ligesom i Irak efter Saddam Husseins fald i 2003. Sporene skræmte, og derfor modsatte Rusland (og Kina) sig i 2011-2012 nye vestlige resolutionsforslag i FNs Sikkerhedsråd, som krævede intervention med magt i Syrien på oprørernes side.

Forhandlingsforsøg i FN blokeret siden 2011
Modstanden fra Rusland (og Kina) er forholdsvis velkendt. Meget underrapporteret i vestlig mediedækning er derimod, at Rusland samtidig fra begyndelsen udfoldede diplomatiske bestræbelser på at etablere dialog og forhandlinger mellem Assad-regimet og oppositionen. I november 2011 kritiserede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov direkte vestmagterne, inklusive USA, for ikke at hjælpe med at presse oppositionsgrupperne til forhandlingsbordet med Assad. Og i februar 2012 fremlagde Rusland en trepunkts-plan for stormagterne i FNs Sikkerhedsråd, som indebar, at Assad skulle træde tilbage på et tidspunkt efter, at fredsforhandlinger var indledt mellem regimet og oppositionen. Men som Finlands forhenværende præsident, topdiplomat og Nobel-fredspristager Martti Ahtisaari, der også fik forelagt den russiske plan, udtalte sidste efterår, blev muligheden for Assads tilbagetræden dengang forspildt; USA, Storbritannien og Frankrig afviste ifølge Ahtisaari blankt planen, fordi de var overbeviste om, at den syriske diktator var på nippet til at blive væltet af de væbnede oprørere.

Dette var også en væsentlig del af baggrunden for, at de to tidligere runder af fredsforhandlinger i FN-regi i Geneve om Syrien i 2012 og 2013 kuldsejlede.

FOR DET FØRSTE afviste USA og de øvrige vestmagter (inklusiv Danmark) her blankt at lade det dengang sanktionsramte og isolerede Iran deltage i forhandlingerne. Det fremkaldte åben kritik af vestmagterne fra FNs mægler Kofi Annan, fordi Teheran og den iransk-støttede Hizbollah-milits har betydelig politisk indflydelse i Damaskus, idet de har støttet Assad-siden i Syrien militært som modvægt til de saudisk-tyrkisk støttede islamistiske sunni-oprørere.

FOR DET ANDET insisterede USA og Vestmagterne (igen inklusiv Danmark) på, at fjernelse af Assad var en betingelse for forhandlinger om en overgangsregering i Syrien. Ganske vist blev USA og Rusland i juni 2012 og igen i maj 2013 enige om at pålægge parterne i borgerkrigen at indlede fredsforhandlinger helt uden forhåndsbetingelser. Men i begge tilfælde brød USAs udenrigsministre (Hillary Clinton i 2012, John Kerry i 2013) med aftalen ved kort efter igen, på linje med de militante oprørsgrupper, at kræve Assads afgang umiddelbart (”Assad must go!”). Kofi Annan og hans efterfølger som FN-mægler, Lakhdar Brahimi, beklagede efterfølgende de amerikanske blokeringer for fremskridt i forhandlingsprocessen om en magtdeling.

De ’moderate’ oprørere i opløsning
I fraværet af reelle forhandlinger ændrede magtbalancen blandt oprørerne sig fra 2012-13 afgørende til fordel for de ekstreme islamistgrupper, først og fremmest Al Nusra-fronten (aflæggere af Al Qaeda) og Islamisk Stat (ISIS). De såkaldt moderate, amerikansk/vestligt støttede oprørere i især den Frie Syriske Hær var fra starten svage og splittede. Fra foråret/sommeren 2015 var de allerfleste deserteret til islamisterne, eller havde indledt samarbejdede med disse i erkendelse af deres egen militære svaghed. I sensommeren 2015 indrømmede ledende officerer i Pentagon (blandt andet general David Petraeus) åbent, at den Frie Syriske Hær for længst reelt var ophørt med at eksistere. Samtidig rykkede Islamisk Stat, al-Nusra og andre islamistiske terrorgrupper stadig tættere på det vestlige Syrien og truede med at indtage Damaskus i de facto-alliance med de sørgelige rester af de ’moderate’ væbnede oprørere. Det var formentlig baggrunden for, at ledende vestlige politikere – herunder John Kerry, David Cameron og Angela Merkel – i august-september 2015 pludselig og opsigtsvækkende (men ret upåagtet af medierne) offentligt begyndte at tale om, at Assad godt kunne blive siddende i en periode som led i en forhandlet overgangsløsning i Syrien.

Den vestlige kritik fortsatte, selv om Damaskus fald ville have udløst flygtningestrømme ud af Syrien mod Europa i et omfang, som langt ville have overgået det, der faktisk har været tilfældet siden efteråret 2015.
____________________

 

Det afholdt imidlertid ikke vestlige regeringer og førende vestlige (også danske) medier fra samstemmende at kritisere eller ligefrem fordømme den russiske militære intervention i Syrien, som indledtes d. 30. september 2015 for at forhindre Damaskus og det vestlige Syriens forestående fald til islamisterne. Den vestlige kritik fortsatte, selv om Damaskus fald ville have udløst flygtningestrømme ud af Syrien mod Europa i et omfang, som langt ville have overgået det, der faktisk har været tilfældet siden efteråret 2015. Og selv om de ’moderate’ vestligt-støttede syriske oprørsgrupper, som Rusland hævdedes primært at bombe, stort set var ikke-eksisterende.

Ruslands interesser i Syrien – hinsides Assad
Naturligvis var Ruslands massive luftmilitære intervention først og fremmest motiveret af egne magtpolitiske og geopolitiske interesser, herunder sikringen af russiske militære base-støttepunkter i det vestlige Syrien, samt af indenrigspolitiske hensyn: mindst 7000 russiske statsborgere (især tjetjenere) har meldt sig under de sorte faner som frivillige IS-krigere til optræning i Syrien. Men denne realpolitiske vurdering har formentlig samtidig været med til at gøre de fleste vestlige regeringer og medier blinde for, at den russiske regering ikke nødvendigvis var så uærlig, når den fra starten erklærede, at Ruslands intervention var en afmålt og (tids)begrænset militær operation med konkrete mål: At inddæmme og blokere for de islamistiske terrorgruppers fremmarch i Syrien for derved at fremkalde en intern magtbalance, som kunne motivere alle parter i den syriske borgerkrig (minus al-Nusra og IS) til omsider at indgå i reelle våbenhvile- og fredsforhandlinger; sigtet hermed var humanitær nødhjælp og en gradvis magtdeling, om muligt – således et russisk forslag – med en føderalisering af et samlet genopbygget Syrien med garanterede mindretalsrettigheder m.v.

…en stabil fredsordning mellem Damaskus og de ikke-islamistiske syriske oprørere er vel at mærke en afgørende forudsætning for den effektive eliminering ved lokal og regional kraft af de Al Qaeda- og IS-relaterede islamistgrupper
____________________

 

Det er under alle omstændigheder netop dette, det russiske militære indgreb nu har åbnet op for. Og Ruslands FN-ambassadør Vitalij Churkin afviste allerede i februar offentligt Assads udtrykte ønske om militært at tilbageerobre al magt i hele Syrien; det bliver i hvert fald uden russisk medvirken, lod Churkin klart forstå. Putin og den russiske regering har jævnligt gennem årene også offentligt kritiseret Assad og ladet forstå, at han styrer Syrien på lånt tid. Rusland er ikke optaget af personen Assad, kun af et politisk stabilt Syrien med et inkluderende styre, som ikke er anti-russisk. Og en stabil fredsordning mellem Damaskus og de ikke-islamistiske syriske oprørere er vel at mærke en afgørende forudsætning for den effektive eliminering ved lokal og regional kraft af de Al Qaeda- og IS-relaterede islamistgrupper i Syrien – og i Irak.

Lærestof for international konfliktløsning
Det tragiske er, at den aktuelle, håbefulde udvikling i Syrien og udsigterne til fremgang for fredsforhandlingerne i Genève under konstruktiv amerikansk-russisk diplomatisk føring og samarbejde formentlig som påvist ovenfor kunne have været opnået for flere år siden. Måske kunne mange titusinder af syriske menneskeliv have været sparet og megen islamistisk ekstremisme modvirket, hvis den internationale håndtering af den syriske konflikt og borgerkrig havde været præget mindre af revolutions-idealisme og mere af magtpolitisk realisme – og af den grundlæggende lære fra national og international konfliktløsning, at en konflikts parter alle bærer deres ’sandheder’, og at konfliktens løsning ligger i et (magt)balancepunkt mellem disse forskellige sandheder.

Betragtet på den måde kan den syriske borgerkrigs tragedie måske trods alt bidrage med lærestof for løsningen af andre og fremtidige internationale konflikter.

Poul Villaume er dr.phil., professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, KU, og medlem af bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

ILLUSTRATION: Kampe mellem Islamisk Stat og kurdere i Kobane, oktober 2014 [foto: Quapan]

Kilder
1. Se Politiken, 29.02.2016
2. Se fx Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 5 og bd. 6
3. Se Washington Post, 22.8.2014
4. Se The Guardian, 15.9.2015
5. Se Politiken, 05.09.2013
6. Se også den bidende kommentar af den erfarne Mellemøsten-iagttager Robert Fisk i The Independent allerede d. 04.10.2015