02.04.2016

Hvis et flertal af Storbritanniens vælgere til juni stemmer deres land ud af EU og gør et Brexit til virkelighed, vil de allerede veludviklede utopier om Danmarks fremtid uden for et EU, ja helt og holdent uden et EU, blive et lige så centralt emne i den offentlige diskussion, som flygtninge er det i dag.

KOMMENTAR af Peter Wivel

AL MANAGEMENT, også udenrigspolitisk management, hviler på to søjler. Den første søjle hedder ”analyse”, den anden hedder ”anvendelse”. Vi kan også bruge de græske ord ”teori” og ”praksis”. Interesser og indflydelse er ikke det samme. Hvis man ikke nøje bestemmer de overordnede, analysebaserede interesser, træffer man ikke de rigtige politiske valg og når ikke sine præcise mål. Det er så meget desto vigtigere at holde sig det for øje, når midlerne, som i Danmarks tilfælde, trods alt er begrænsede.

I et demokratisk samfund med frie medier er såvel analyse som anvendelse genstand for en offentlig debat. Analysens konklusioner må sættes til debat, kritiseres og retfærdiggøres i Folketinget og i offentligheden. Retfærdiggørelsesprocessen er en politisk proces. Her kæmper værdier imod hinanden. Synspunkter skal begrundes, det være sig med økonomiske, sikkerhedspolitiske eller værdipolitiske argumenter. Men de ultimative begrundelser, den ultimative retfærdiggørelse handler altid om det samfund, vi vil have. De sidste grunde er metafysiske, hvad enten de er oprigtige eller påståede.

Kan vi nå vores mål med en mindre udenrigstjeneste? Det kunststykke kan kun lade sig gøre ved et voldsomt forstærket internationalt samarbejde, først og fremmest i EU, som Danmark siden Maastricht-traktaten i 1992 har haft et faretruende løst forhold til
____________________

 

Kan vi nå vores mål med en mindre udenrigstjeneste? Det kunststykke kan kun lade sig gøre ved et voldsomt forstærket internationalt samarbejde, først og fremmest i EU, som Danmark siden Maastricht-traktaten i 1992 har haft et faretruende løst forhold til. Men den internationale vej følger Danmark ikke. Hvis et flertal af Storbritanniens vælgere til juni stemmer deres land ud af EU og gør et Brexit til virkelighed, vil de allerede veludviklede utopier om Danmarks fremtid uden for et EU, ja helt og holdent uden et EU, blive et lige så centralt emne i den offentlige diskussion, som flygtninge er det i dag. Inden for rammerne af sine strategiske visioner for en udenrigspolitik i det 21. århundrede kan regeringen uden vanskelighed placere Danmark på den side af stregen, hvor den følte løsning ikke bare er et Danexit, men et „Eurexit‟ – et farvel til EU og et gensyn med nationernes Europa, som det blev støbt efter den Westfalske Fred i 1648. Mikkel Vedby Rasmussen skriver allerede i et gennemarbejdet scenarie EUs nekrolog i det nye nummer af RÆSON [se forfatterens artikel i RÆSONs trykte udgave, marts 2016).

Den politiske kursændring som regeringen lægger op til, synes at gå i den westfalske retning. Er det rigtigt fortolket, forbliver de erklærede mål uopfyldte og uopfyldelige. En mindre udenrigstjeneste er skadelig for danske interesser. Regeringens strøtanker er populistiske, og for populisme gælder, at resultaterne oftest bliver de modsatte af de erklærede. Svikmøllen fortsætter, når man smider gode penge efter dårlige i stadig mere fortvivlede forsøg på at rette op på sine egne selvskabte problemer.

DANMARKS UDENRIGSPOLITIK er værdibaseret. Uden det kan den ikke retfærdiggøres. Vores udenrigspolitiske mission er at arbejde for Danmarks interesser og værdier, som man kan læse på udenrigsministeriets hjemmeside. Hjemme skal missionen sikre frihed, tryghed og velstand, ude skal den sikre en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. Nøgleord i den gamle målsætning for udenrigsministeriets virke er interesser og værdier, økonomisk vækst hjemme og ude, fremme af en international retsorden, universelle menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse. Demokrati og menneskerettigheder kaldes oven i købet danske værdier. Det er universelle værdier, der har fået dansk indfødsret i erkendelse af, at vi tilhører et internationalt og historisk værdifællesskab, der bygger på oplysningstidens landevindinger.

De universelle menneskerettigheder er ikke som sådan værdier. De er normer. De står nedskrevet i FN’s erklæring om Menneskerettighederne, som vi har skrevet under på. Værdier har til forskel fra normer to betydninger. Den kontante og den moralske. De har det til fælles, at de er genstand for en værdifastsættelse. Kursen svinger både på aktiemarkederne og i samfundsdebatten. Hvad er fx mest værd? Frihed eller sikkerhed? Novo Nordisk eller Maersk? Det afhænger af konjunkturer og efterspørgsel. Normer er ”lovenes ånd” for nu at genbruge titlen på oplysningsfilosoffen Montesquieus berømte værk. Normer kan give et samfund og dets borgere værdighed. Det kan materielle værdier som sådan ikke.

Ved at tale om demokrati og menneskerettigheder som værdier, oven i købet danske værdier, relativerer vi deres ”værdi”. Vores demokrati er nøje beskrevet i vores love. Menneskerettighederne står på tryk. Vi har forpligtet os til at respektere dem både i FN og i EU traktater. De er normer. Det er farligt at reducere dem til værdier, og endnu farligere at reducere dem til kontante værdier.

STATSMINISTEREN vil fremme danske værdier ved at shoppe i de internationale organisationer, vi er medlemmer af, altså EU, NATO og FN, og handle mere selvstændigt, når vi varetager vores økonomiske interesser. Det kommissorium, ambassadør Peter Taksøe-Jensen sigter på at opfylde med sin kommende betænkning, fordyber sig mildt sagt heller ikke i metafysiske spekulationer. Der tales om vækst og markeder, magtforskydninger, trusler og alliancer.

EU er et politisk fællesskab. EUs medlemslande forsvarer de etiske værdier, der har fundet udtryk i deres egne forfatninger.
____________________

 

Hermed sker der en totalforskydning af de overordnede værdier, der omtales på ministeriets hjemmeside. Det er vigtigt. For EU er i modsætning til fx EFTA, som vi tidligere var medlem af, et værdifællesskab. Her spiller retfærdiggørelse en vigtig rolle. EU er et politisk fællesskab. EU’s medlemslande forsvarer de etiske værdier, der har fundet udtryk i deres egne forfatninger. De har konkrete udtryk.

I EN SAMTALE MED POLITIKEN fokuserede Peter Taksøe-Jensen på de nærområder, der har størst betydning for vores interesser, altså især forretnings- og erhvervsinteresser. Bag det lurer et uudtalt opgør med statsminister Anders Fogh-Rasmussens aktivistiske udenrigspolitik, stikord: Irak og Afghanistan.

EU er slet ikke nævnt i ambassadør Taksøe-Jensens kommissorium. I kommissoriet tales der om globale magtforskydninger og nye aktører, som Danmark må forholde sig til. Disse omvæltninger foregår for øjnene af os og med en hastighed, der sætter Taksøe-Jensen-kommissionen en pistol for tindingen. Europa er ved at bryde sammen af angst for, at vi skal blive ”oversvømmet” af flygtninge fra slagmarkerne i Syrien, hvor et folkemord er under udvikling.

Myrderierne i Syrien og Irak giver os mindst tre aktuelle anledninger til eftertanke. De kan suppleres efter behag med eksempler fra andre dele af verden. Det vil være synd at sige, at vores væbnede interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen har været en ubetinget succes. Den tid er forbi, hvor Vesten kunne sætte magt bag agt.

VORES FØRSTE ERFARING er, at vi i dag ikke har en global ledelse. Selve slagmarken i Syrien besættes i øjeblikket af en række aktører, der ikke kan blive enige om, hvem de bekæmper og hvorfor. Foreløbig har ingen kunnet skaffe noget, der bare ligner fred. Den erfaring købte vi også for dyre penge, da Putin i foråret 2014 besatte og indlemmede Krim og gav sit imperium en ny fastfrosset konflikt i det østlige Ukraine. USA måtte overlade mæglerrollen til Tyskland og Frankrig, der med beskedent held forsøgte at få våbnene til at hvile. Hele to gange. Merkel er, mod sin egen vilje, blevet Europas uanfægtede leder. Ingen misunder hende den plads. Briterne så lidt, at de i surhed truer med at forlade EU.

Rusland støtter den lokale despot, Assad, der foreløbig kan have myrdet mindst en kvart million af sine egne borgere, sendt 11 millioner i internt eksil og 4,5 millioner i eksternt eksil og på flugt. NATO-landet Tyrkiet har indledt en krig mod kurdere inden for og uden for Tyrkiet og har foreløbig skudt et russisk kampfly ned, da det ville bombe tyrkiske folk i Syrien. NATO står på gloende pæle. Arabiske og europæiske lande blander sig hel- og halvhjertet, med hver deres sekteriske interesser. Det er således langt fra afklaret, om konflikten skal afgøres på landjorden eller ved forhandlingsbordet i Genève. På jorden bekæmper diverse terrorgrupper hinanden og undertiden også borgere i andre lande, herunder Europa, som vi så det i Bruxelles den 22. marts, i Paris i november sidste år, over Sinai-ørkenen 14 dage tidligere, i Ankara 10. oktober i fjor, i Istanbul 12. januar og i Ankara 13. marts i år. I alt blev omkring 480 civile tyrkere, russere og franskmænd dræbt ved disse terrorhandlinger.

EN ANDEN ERFARING, vi har gjort, gælder os selv. Flygtningestriden tolkes af nogle som et vidnesbyrd om, at EU allerede er klinisk død. EU har i mere end et halvt år ikke kunnet enes om at hjælpe flygtningene i Europa selv. Tyskland, Sverige og Østrig måtte i 2015 bære den store byrde, og EU-landene strides stadig om fordelingen af absurd små kvoter af mennesker på flugt fra død og elendighed. Som fællesskab havde EU uden at gøre vold på sig selv kunnet optage og fordele de under en million syriske asylsøgende, der kom til Europa i fjor. Efter den skrøbelige aftale med Ankara 18. marts spiser vi nådsensbrød hos den tyrkiske præsident Erdogan. Tyrkiet bliver ikke optaget i EU i denne omgang, men de nedfrosne optagelsesforhandlinger genoptages, og tyrkiske statsborgere kan rejse til EU-lande uden visum, hvis Tyrkiet opfylder sin del af aftalen. Et mini-Schengen, der mere og mere ligner et reelt tyrkisk medlemskab. De flossede Dublin-overenskomster får nyt liv: Tyrkiet bliver i realiteten det første land, hvorfra flygtninge fra Syrien og andre østlige muslimske lande skal søge om asyl i EU. Aftalen skal afskære så mange syriske flygtninge som muligt fra at nå Grækenland og EU fra Tyrkiet. Prisen er milliarder af euro til det korrupte regime i Ankara, og det er stadig uklart, hvorledes vi – om overhovedet – skal omfordele de omkring 180.000 flygtninge, der nu samlet kan gøre krav på asyl i EU.

Tyrkiet bliver i realiteten det første land, hvorfra flygtninge fra Syrien og andre østlige muslimske lande skal søge om asyl i EU
____________________

 

Her må Horst Seehofer, den tyske delstat Bayerns ministerpræsident og formand for CSU, et søsterparti til kansler Angela Merkels CDU, bringes ind på scenen. Seehofer er fra dag ét gået til yderligheder i sin kamp mod kanslerens flygtningepolitik. Seehofer har for 2016 krævet en tysk overgrænse på 200.000 asylansøgere. Dette tal siger alt om EU’s beslutning om at omfordele 180.000 asylansøgere i hele Europa. Magten ligger i dag i hænderne på EU-nationalister, der er mere yderliggående end Seehofer, den mest yderliggående tyske toppolitiker. Der er tale om en kapitulation over for ikke bare europæisk nationalisme og fjendtlighed over for fremmede, i særdeleshed muslimer, men også over for EU’s værdier og interne solidaritet. Nils Muiznieks, Europarådets ansvarlige for menneskerettigheder, kalder i New York Times den del af planen, der handler om tilbagesendelse af flygtninge fra Grækenland til Tyrkiet, for åbenbar uforenelig med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s flygtningekonvention.

Det er prisværdigt, at EU på en donorkonference i London i februar forhøjede bistanden til flygtninge i Syriens nabolande. Men de summer, der nu stilles til rådighed, lader meget tilbage at ønske, set fra FN-målsætningernes perspektiv. De syriske flygtninge, der nåede frem til Europa i fjor fra flygtningelejre i Libanon og Jordan, var drevet af fortvivlelsens selvhjælp. António Guterres, FN’s daværende flygtningehøjkommissær, sagde i en samtale med Frankfurter Allgemeine Zeitung i november i fjor, at årsagen var drastiske fald i den humanitære hjælp. ”I det forgangne år måtte FN med et slag nedskære sin understøttelse af flygtninge i Syriens nabolande med 30 procent. Det gav syrerne det indtryk, at det internationale samfund lod dem i stikken”, sagde Guterres.

Var vi gået til lommerne tidligere, havde presset været langt mindre i dag […] Beløbet havde under alle omstændigheder været uendelig meget mindre end det tab, vi lider, når grænsebommene går ned og lysene slukkes i Europa
____________________

 

Var vi gået til lommerne tidligere, havde presset været langt mindre i dag – fattigdommen og håbløsheden i lejrene var afhjulpet en smule. Beløbet havde under alle omstændigheder været uendelig meget mindre end det tab, vi lider, når grænsebommene går ned og lysene slukkes i Europa. Årsagerne er rent irrationelle. Europa kunne til enhver tid beherske flygtningeproblemet, hvis vi ville.

DEN TREDJE ERFARING er, at globale uligheder står for fald. De store internationale organisationer, IMF, Verdensbanken og OECD har i årevis forudsagt en storstilet migration fra fattige lande til rigere og oplyst os om, at migrationen ikke er en trussel, snarere tværtimod.

I 1980’erne sagde kloge hoveder, at Sovjetunionen ikke overlevede udbredelsen af elektroniske informationer via vestlig radio, tv og båndoptagere. I dag er mobiltelefonen et masseoplysningsvåben. Vi bør ikke være overraskede over, at den 3. Verden banker på døren. Og den bliver ved. I en rapport fra november 2015 forudsagde Verdensbanken, at mellem 35 og 122 millioner mennesker i årene op til 2030 risikerer at blive ramt af klimakatastrofer og uhørt fattigdom. I den situation er det ikke det mest oplagte at skære i ulandsbistanden. Men skal det partout gøres, må der sættes mange flere penge af til at modtage fattigdomsflygtninge i Danmark – eller ”socialturister”, som de kaldes i populistiske kredse.

Tænk, hvis regeringen havde bedt Michael Møller, den danske generaldirektør for UNCHR, om at bistå Taksøe-Jensens kommission i dens arbejde. Det havde været et fremadrettet skaktræk.

VERDEN VENTER IKKE på Taksøe-Jensens betænkning. Det gør ikke engang stats- og udenrigsministeriet. Besparelserne er allerede identificeret, ambassader lukkede, medarbejdere afskediget og indsatsområder indskrænket.

Det er heller ikke nødvendigt at vente. Der er allerede mængder af materiale at øse af, hvis vi vil analysere, hvad forudsætningerne for en ny dansk og europæisk udenrigspolitik skal være. Lad mig nævne tænketanken Eurasia Group, en af verdens førende rådgivere i politiske risiko-scenarier. Gruppen beskæftiger mere end 150 medarbejdere og støttes ifølge egne oplysninger af 500 eksperter i 90 lande. Et lille udenrigsministerium i sig selv. Eurasia Group deler sin viden med investorerne i Wall Street og omgås altså ikke løsagtigt med sine forudsigelser. Man skal kunne investere efter dem. Eurasia Groups råd er derfor ”værdifulde” i dansk statsministeriel forstand.

På Eurasia Groups prognose for såkaldte „Top Risks 2016‟, frigivet i januar, indtager det atlantiske samarbejde, ”den hule alliance”, førstepladsen, skarpt forfulgt af det, rapporten kalder ”det lukkede Europa”. De to alvorligste risici i indeværende år. De atlantiske fællesskabsinstitutioner har været en hjørnesten i verdensordenen i hele efterkrigstiden. De udgøres af NATO, Bretton Woods-aftalerne, FN, WTO,OECD, IMF og Verdensbanken. I dag er deres magt svagere end nogensinde siden Marshall-planen i 1948. Eurasia Group spår, at europæerne og amerikanerne i stigende grad vil slippe taget i hinanden. Den splittelse truer verdenshandelen og den globale sikkerhed. Jeg citerer fra prognosen: ”Der er bare ikke længere nogen som helst international brandmand: Dette år vil opleve både en tøvende verdensleder og en svagere vestlig koalition. Hvis man tror, at Mellemøsten gav problemer i 2015, så velkommen til 2016.”.

Af mere snæver interesse for Danmark er toprisiko nr. 2, det ”lukkede Europa”. Eurasia Group advarer ikke længere mod et sammenbrud i eurozonen, men mod ”populismens og nationalismens vækst, undermineringen af retssamfundet og truslen mod den samlede Schengen-aftale om åbne grænser. Risikoen begynder i toppen.”. Merkel står ifølge rapporten som den stærkeste tilhænger af et åbent Europa. Men kan hun overleve modstanden fra populister – og udfordringen fra et Storbritannien, der truer med at forlade EU? ”Et helt og frit Europa er det største demokratiske eksperiment, der nogensinde er taget initiativ til. Det handler om at bygge åbne samfund og forankre fælles værdier i lov for at undgå krig. Europas økonomi vil ikke bryde sammen i 2016. Dets dybere mening og dets sociale grundlag vil”, skriver den amerikanske tænketank.

Europæerne vil være meget mindre tilbøjelige til at beskæftige sig med problemer uden for Europa end tidligere. EU vil skærme sig af udadtil og indadtil, og protektionismen vil gribe om sig. Det er ikke afgørende, om nationalpopulister sidder med i europæiske regeringer, som de fx allerede gør i Norge og Schweiz (to ikke-EU-lande), Finland, Polen, Ungarn og Grækenland. Eller om de tvinger regerende partier til at danse efter deres pibe, som tilfældet er i en hel række andre EU-lande, først og fremmest Frankrig og Storbritannien, lande, der er truet af Brexit og Frexit, som briterne kalder en mulig fransk udtræden under Marine Le Pen. Det afgørende er derimod det pres som UKIP (UK Independence Party) leder Nigel Farages EU-fjendtlige og fremmedfjendske britiske uafhængighedsparti, lagde på Camerons konservative parti forud for parlamentsvalget i maj i fjor. Cameron brugte sit løfte til at købe sig stemmer for. Resultatet kan blive en katastrofe.

Det er risikabelt for Danmark at tage skridt, der kan bidrage til at svække vores tilhørsforhold til EU og vores venskab med Tyskland. Det tjener ikke Danmarks interesser
____________________

 

Det er risikabelt for Danmark at tage skridt, der kan bidrage til at svække vores tilhørsforhold til EU og vores venskab med Tyskland. Det tjener ikke Danmarks interesser. Internationale institutioner er og bliver en del af løsningen, ikke en del af problemet. At Rusland, og med det talrige diktaturer og uretsstater, ikke ser en løsning i EU’s fredelige samarbejde, siger sig selv. De, der måtte tvivle på det, kan konsultere Transparency Internationals årlige rangliste over de mindst og de mest korrupte lande i verden. Ud af de 168 lande på listen er Danmark nr. 1. De tre grundlæggende medlemmer af Putins Eurasiske Økonomiske Union, EEU, indtager ranglistens nr. 107 (Hviderusland), nr. 119 (Rusland) og nr. 123 (Kazakhstan). Kommende medlemmer er Armenien (nr. 95), og Kirgisistan (nr. 123). Ukraine, som Putin også vil tvinge med ind i forsamlingen, ligger i bund med nr. 130. Disse nationer er i alt overvejende grad kleptokratier, der skyer ret som Fanden skyer vievand. Det er intet tilfælde, at Putin lægger al sin snilde i at vride EU fra hinanden. Han finansierer og støtter populistiske partier i Unionen, Front National mest af alle. Frankrig er den sten, der skal brækkes ud af muren, for at den vælter.

Frem mod det globale G0
Men hvis de vestlige internationale sammenslutninger, herunder ikke mindst EU, mister sammenhængskraft og global indflydelse, er den oplagte danske strategi så ikke netop den, regeringen foreslår: At liste lige så stille ud, koncentrere sig om nicher, shoppe rundt blandt venner og fjender, sætte diplomatiet på vågeblus og håbe, at ingen opdager os, hvis vi lader være med at skramle med døren?

Ikke, hvis vi skal tro Ian Bremmer, øverste chef for og grundlægger af Eurasia Group. Bremmer skrev i 2012 bogen ”Every Nation for Itself: Winners and Losers in a G-Zero World”. Dens konklusioner er ikke opmuntrende læsning af den enkle grund, at de har stået prøven de efterfølgende fire år. Her følger nogle af Bremmers hovedkonklusioner, der præsenterer os for det internationale miljø, Danmark skal overleve i de næste par år, hvis alle gør som vi og svækker fællesskabet: Med begrebet en G0-verden hentyder Bremmer til betegnelsen for de stormagtsmøder, der har fundet sted med regelmæssige mellemrum, siden G7 blev grundlagt på slottet i Rambouillet syd for Paris i 1975. På deres møder forsøger parterne at forpligte sig selv og hinanden til at styre verden uden om alvorlige kriser, at koordinere initiativer og optræde på en sådan måde, at mindre lande har en vis respekt for deres autoritet. G7 – USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Canada, Japan, Italien (med EU som observatør) – blev til G8, da Rusland kom med i 1998. Desværre røg Rusland af i svinget efter annekteringen af Krim i 2014. Under alle omstændigheder er G7 historie. Allerede i 1999 udvidedes kredsen af verdens mest indflydelsesrige lande med deltagere fra Asien, Latinamerika, Afrika og Australien til det G20, der holder sit næste møde i Beijing til september. De forberedende møder hertil har allerede kørt et halvt år.

Ingen påtager sig det ansvar, som USA tidligere har haft, og som Sovjetunionen på pervers vis røgtede i Østeuropa
____________________

 

Bremmer kaster et pessimistisk blik på verdenssamfundets tilstand. Han mener ikke, at G20 fungerer. Dertil er modsætningerne for store, interesserne for forskellige og udsigterne til radikale magtforskydninger i verden for fristende. Derfor styrer vi mod et G0. Ingen påtager sig det ansvar, som USA tidligere har haft, og som Sovjetunionen på pervers vis røgtede i Østeuropa. Bremmer kalder sit G0 for ”et begreb, der i enorm udstrækning kan forårsage kriser, ikke mindst uventede”.

G0 er udtryk for en lammet verden uden ledelse. Ingen sidder bag rattet, ingen overtager det. Netop derfor går det helt galt
____________________

 

Det er interessant at se, at ingen, heller ikke Bremmers Eurasia Group, forudså det totale sammenbrud i Syrien i 2015 og trækket af flygtninge, der søger mod Europa. Merkel var den eneste internationale leder, der reagerede hensigtsmæssigt og fremadrettet. G0 er udtryk for en lammet verden uden ledelse. Ingen sidder bag rattet, ingen overtager det. Netop derfor går det helt galt, når statsledere som Putin sætter al sin ødelæggende kraft ind på at understøtte endnu en fejlslagen stat i Syrien og øge presset på sine fjender – på Europa.

G0 er en overgangsfase, mener Bremmer. USA er stadig hovedaktionær i den globale virksomhed. Men flere af de andre aktionærer er så stærke, at de kan blokere ethvert forslag, der mishager dem. Sådan sætter man hinanden skakmat. Det er end ikke mere muligt at hindre spredningen af atomvåben. I en G0-verden skærpes gnidningerne mellem allierede, løsninger bliver stadigt mere komplicerede og umulige. Den ene ulykke river den næste med i faldet. Kriserne påvirker hinanden og forstærkes gensidigt. I Europa truer grænserne med at blive lukke, Schengen bliver pulveriseret, økonomien kommer i krise, alle bliver fattigere og mere aggressive. Protektionismen breder sig og med den korruption og retsløshed, alle de gamle, forældede og forladte løsninger bliver pudset af og skaffer populisterne nye vælgere. Bremmer siger: ”Den største risiko er den, at det, der begyndte med frygt, ender i idioti”. Det har han også et G for, nemlig et G Under Nul. Men som han siger, G0 er ingen permanent tilstand, det er en overgang. Magten får aldrig lov at ligge på gaden. Der er altid nogen, der samler den op. Vi kan håbe på, at de, der gør det, er Danmark venligt stemt.

DEN BEDSTE MÅDE at forudsige fremtiden på er nu engang selv at være med til at forme den. Kommer Danmarks udenrigspolitik til at følge de tyndt skraverede retningslinjer, statsministeren fremlagde i fjor, er vi blandt dem, der fremmer uorden og svækker kompetent ledelse. Vi er ikke engageret i bestræbelserne på at skabe og værne om civile og fredelige institutioner, der kan modstå og modvirke centrifugalkræfterne og fastholde Europa som et hjemsted for humanisme og lighed for loven. Vi sætter pris på institutionerne, vi deltager i deres møder, men vi er ikke engagerede.

”Hjemme skal missionen sikre frihed, tryghed og velstand, ude en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle”, skriver udenrigsministeriet på sin hjemmeside. Vil vi det, må vi medvirke aktivt til at skabe en retfærdig verden. Det sker ikke ved at shoppe rundt og forsømme de lande og folk, der har allermest brug for vores bistand.

Danmark har længe kørt med på trinbrættet i EU og nydt godt af, at andre tog skraldet og viste vejen. Vi har ikke lagt os i selen for at komme den tyske kansler til undsætning. Mange af de såkaldte EU-skeptikere her i landet, også på regeringsbænkene, kaster sikkert blikket lidt længere frem ad vejen, frem mod det punkt, hvor Merkel måtte snuble og således befri os for et eksempel, der peger i en anden retning end det danske. Det kommer de til at fortryde.

Danmark vil have den bedste af alle verdener – ligesom David Cameron – og får den værste, ligesom David Cameron.
____________________

 

DER ER NU to praktiske muligheder. Den ene er den udenrigspolitik, man aner konturerne af hos statsministeren. Det er lille Danmark, der lader de store slås for sig, mens vi indretter os i vores skammekrog. I den verden, ved dette alternativ, er der brug for mere diplomati, mere kultureksport, mere værdi- og imageeksport, end et nedtrappet udenrigsministerium kan præstere. Den anden mulighed, den konstruktive, er, at vi engagerer os i det europæiske projekt. Det kræver modige ledere, der tør stå ved deres synspunkter og idéer. Her kan et forstærket samarbejde i EU måske kompensere for de krævede besparelser hjemme. Måske. Lad mig citere Bremmer: ”Aldrig var nødvendigheden af et internationalt samarbejde så stor som i verden i dag, hvor der findes så mange grænseoverskridende problemer: Fra verdensøkonomiens stabilitet over klimaforandringer, cyberangreb og terrorisme til sikring af næringsmidler og vandforsyning. Men samarbejde forudsætter ledelse”.

Danmark vil have den bedste af alle verdener – ligesom David Cameron – og får den værste, ligesom David Cameron.

Læser man den kronik om fremtidens danske udenrigspolitik, som statsministeren publicerede i september i fjor, mærker man en ulykkelig forskydning i betydningen af ordet ’værdier’. Normer er reduceret til værdier. Vægten af det metafysiske, af det almene, mindskes umærkeligt til fordel for den kontante betydning af ordet, altså værdier, der kan gøres op i rede penge. De frister. Men glæden kan blive stakket.

Sådan kan små ord dække over barske kendsgerninger. Det private amerikanske sikkerhedsfirma, der engang hed Blackwater, beskæftiger titusinder af lejesoldater, der, væbnet til tænderne, arbejder på kontrakter for det amerikanske forsvarsministerium. Det ærlig talt lidt ildevarslende navn gjorde Blackwater verdenskendt under Irakkrigen, og ikke altid for det gode. Men det gjorde ingen skår i glæden. Blackwater er back in business som det største amerikanske private sikkerheds- og militærfirma. Dog under nyt navn. Det hedder ikke Blackwater mere. I dag bærer firmaet det opløftende navn Academi.

Dets bredskuldrede snigskytter har dog næppe alle akademisk borgerbrev. Den slags går deres kunder ikke efter. Danmark skal også være væbnet til tænderne, men i vores tilfælde med de svages styrke. Lad være, at vi er fattige, men dumme behøver vi ikke at blive, som Frederik VI skal have sagt. For resten er vi ikke fattige. Om vi er dumme, afgør vi selv.

Peter Wivel (f. 1943) er fast freelancekorrespondent for Politiken i Berlin, hvor han har boet siden 2004. Han har været chefredaktør for Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende. Han har udgivet bøger om George Orwell, Benjamin Constant, Jean-Jacques Rousseau og Petra Kelly.

ILLUSTRATION: Pressemøde [foto: Den britiske premierministers kontor]