09.12.2016

Det danske F16-bidrag er nu trukket hjem fra kampen mod IS i Irak og Syrien. Men hvorfor, og hvor står det danske forsvar lige nu?

Interview af Viktor Emil Madsen

Fredag den 2. december blev Udenrigspolitisk Nævn orienteret om, at Danmark ville trække sine kampfly tilbage fra Syrien og Irak, hvor de siden 15. juni har deltaget i den amerikansk-ledede militære operation mod Islamisk Stat (IS). Det danske kampflybidrag har bestået af syv F16-fly, hvoraf fire har været operationelle, og tre har været i logistisk reserve.

Som kompensation for tilbagetrækningen af kampflyene har regeringen besluttet at sende andre former for bidrag afsted. Fra januar 2017 vil Danmarks militære bidrag i Syrien og Irak derfor bestå af et radarbidrag, et kapacitetsopbygningsbidrag, et antal stabsofficerer til koalitionens hovedkvarter samt et styrkebidrag bestående af specialoperationsstyrker.

RÆSON har talt med ph.d. og lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet og professor og institutleder Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet om tilbagetrækningen.

RÆSON: Hvorfor traf regeringen beslutningen om tilbagetrækningen?

Peter Viggo Jakobsen: Det gør de, fordi vores kapacitet på flysiden er begrænset, og de har derfor kun kapacitet til at udsende i kortere perioder. Hvis ikke man gjorde det, ville det gå ud over flyvevåbnets evne til at løse sine opgaver. Flyvevåbnet er relativt hårdt spændt for, både i forhold til suverænitetshåndhævelse, afvisning af russiske besøg samt deltagelse i internationale operationer. Samtidig står de overfor at skulle indfase en ny flyvemaskine, F35’eren, så man har simpelthen svært ved at få det hele til at hænge sammen.

Det hænger også sammen med, at den støttestruktur, der er til flyene, det vil sige flymekanikere og så videre, er blevet skåret ned, da man indgik det sidste forsvarsforlig. Man har derfor rent aktivitetsmæssigt ligget over, hvad man egentlig har støttestruktur til. Det betyder, at hvis man skal udsende kontinuerligt, kommer man i en situation, hvor systemet brænder sammen.

Man har rent aktivitetsmæssigt ligget over, hvad man egentlig har støttestruktur til. Det betyder, at hvis man skal udsende kontinuerligt, kommer man i en situation, hvor systemet brænder sammen
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen: Det er i og for sig en budgetmæssig kapacitetsbeslutning. Den kampflykapacitet, som det danske forsvar har, kan kun være ude så længe, og vi har kun piloterne og mekanikerne og flytimerne til, at de kan være ude i et vist stykke tid, og den tid er gået, og så bliver de trukket hjem. Regeringen kunne selvfølgelig have valgt at presse citronen ved at lave overarbejde og overtræk på flytimerne, men jeg tror, at sporene fra sidste gang skræmmer, da personellet sagde stop [i juli 2015, red.]. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har lyst til, at spørgsmålet om kampfly skal blive mere politisk diskuteret, end det er i forvejen. Nu handler det om, at den flyflåde, vi har, skal kunne holde ind i 2020’erne, hvor vi får F35, og så er der ingen grund til at slide mere på dem end højst nødvendigt.

RÆSON: Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtalte i forbindelse med tilbagetrækningen: “Efter hjemtagelsen af de to flyvende bidrag vil Danmark fortsat levere en markant militær indsats til støtte for kampen mod ISIL”. Er du enig?

Peter Viggo Jakobsen: Det skal han jo sige. Det, vi har gjort i stedet, er at sende et nyt ingeniørbidrag derned, fastholde de andre bidrag, og så har man udvidet handlemulighederne for de specialoperationsstyrker, vi har dernede. Derfor må de nu operere uden for de lejre, hvor de hidtil har trænet irakiske soldater. På den måde har man sendt et nyt bidrag derned, og så har man gjort specialoperationsstyrkerne mere anvendelige end hidtil. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad der er markant.

Man gjorde meget ud af, at man var en af de største bidragydere i forhold til vores lands størrelse, da man udsendte det seneste bidrag. Og man har slået sig på brystet over, at amerikanerne har rost os til skyerne, fordi vi har bidraget så meget. Men man kan gå to skridt tilbage og spørge, om det her er et bidrag, der giver lige så meget goodwill og lige så meget profil, som det gør at indsende kampfly i operationer, der handler om offensive bombninger, hvor man leverer et bidrag, som meget få andre lande leverer. Danmark har fyldt forholdsmæssigt meget, fordi vi gør noget, som få andre lande er villige til. Der er rigtig mange lande, der har specialoperationsstyrker dernede, og derfor må man sige, at vores bidrag bliver mindre markant end det, vi har haft hidtil.

Danmark har fyldt forholdsmæssigt meget (I kampen mod IS), fordi vi gør noget, som få andre lande er villige til
_______

 

Det vil heller ikke skabe lige så meget goodwill i USA, som det hidtidige har gjort. Selvfølgelig er amerikanerne glade for, at vi bliver ved at bakke op, men omvendt illustrerer tilbagetrækningen af F16-bidraget jo også, at Danmark har et for lille flyvevåben, og at vi bruger for lidt på Forsvaret. Det vil amerikanerne helt sikkert ikke undlade at gøre os opmærksomme på. Det har de i øvrigt allerede gjort siden annekteringen af Krim, hvor de igen og igen har sagt til alle deres allierede, inklusiv Danmark, at vi gør for lidt. Det danske modargument har været, at vi jo bidrager så meget til operationerne. Det, vi kan se med flybidrag, der trækkes tilbage både i 2015 og nu, er, at vi ikke længere er i stand til kontinuerligt at yde det bidrag, som de gerne vil have. Dermed giver vi også amerikanerne en mulighed for at sige, at vi bliver nødt til at bruge flere penge for at kunne blive ved med at levere længere bidrag.

Mikkel Vedby Rasmussen: Syrien er en lille operation, som bliver udført med fly og af specialstyrker. Nu har vi trukket flyene hjem, men vi har stadig vores specialstyrker. Så forsvarsministeren har da ret i, at det er markant, især hvis de danske specialstyrker bliver anvendt i typer operationer, hvor den marginale forskel ved en soldat fra jægerkorpset eller frømandskorpset kan være meget større end en infanterideling. Men det understreger jo bare, at Danmark er en lille spiller, og at det danske forsvar – særligt i den nuværende budgetopbygning – ikke har uanede kapaciteter at sende afsted.

Man kan sige, at fra et operationelt militært synspunkt, så var det ikke ligefrem kampfly, der manglede i luftrummet over Syrien. Dem kunne man få fra både Rusland, USA, Frankrig og Storbritannien, så det var ikke fordi, at denne operation ikke kunne være udført af nogle andre. Men det er jo som regel ikke pointen for et dansk flymilitært bidrag, det er jo netop at være en del af den store koalition.

RÆSON: I det nye regeringsgrundlag fremgår det, at “regeringen vil sikre, at Danmark også i de kommende år vil være blandt de nationer, der yder de relativt set største bidrag til den amerikansk ledede koalitions militære kampagne mod ISIL i Irak og Syrien‟. Kan vi det?

Peter Viggo Jakobsen: Danmark har ikke længere kapacitet til kontinuerligt at udsende større bidrag, hvad enten vi taler om fly, skibe eller specialoperationsstyrker. De kan heller ikke blive ved i det uendelige. Jeg tror, at politikerne er ved at forstå, at når man ikke bruger mere på Forsvaret, end det er tilfældet, er der også grænser for, hvor meget man kan operere i verden.

Vi ser det også helt klart i aftalen om indkøb af nye kampfly, hvor forligskredsen bag aftalen siger direkte, at de erkender, at der nu kommer en overgangsperiode, hvor vi overhovedet ikke kan deltage i internationale operationer.

„Jeg tror, at politikerne er ved at forstå, at når man ikke bruger mere på Forsvaret, end det er tilfældet, er der også grænser for, hvor meget man kan operere i verden‟
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen: Ja, det kan vi godt. Spørgsmålet er, om det er det, vi vil. Vil det vedblive at være så udenrigs- og sikkerhedspolitisk vigtigt at deltage i amerikansk ledede militære operationer? Logikken bag det her var jo, at vi troede på en globaliseret verden, hvor Danmark var én brik blandt mange, der hang sammen med andre i en international orden. Det tror den nye præsident ikke på. Det er jeg ikke engang sikker på, at den britiske regering tror på. Så hvad er det præcist, vi skal bidrage til? Vores strategi indtil videre har været, at hvis vi bare har været militært sammen med briterne og amerikanerne, så ville det medføre indirekte konsekvenser af, at så var vi også tættere på handelssamarbejde, europæisk integration og sådan. Den ligning findes jo heller ikke mere. Så på et tidspunkt, hvor russerne ikke er blevet mindre farlige efter valget af Trump, hvor der er masser at gøre i Arktis, er det så der, vores ressourcer er bedst anvendt?

RÆSON: Vil nødvendigheden af at tilbagetrække kampflyene påvirke forsvarsforliget, som skal forhandles næste år?

Peter Viggo Jakobsen: Jeg tror ikke, at det isoleret set får en betydning. Det, som vil gøre en forskel i forhold til forsvarsforliget, som også gør, at vi kommer til at bruge mere, end vi gjorde i det nuværende forlig, er den situation, der blev skabt med den russiske invasion og annektering af Krim samt kravene fra NATO om at yde noget mere.

Det bliver forstærket af, at Donald Trump er blevet amerikansk præsident, for det har skabt en fornemmelse blandt europæerne om, at kontingentet til NATO lige er steget. Tænkningen om, hvordan vi skal bruge pengene på forsvarsbudgettet, den er den samme som altid. Det handler stadig om limbo, hvor billigt kan vi slippe fra det, og at vi kan blive ved med at sige, at når vi bidrager så meget til internationale operationer, behøver Danmark ikke at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter.

Vi bruger vores penge meget mere effektivt end Grækenland, Belgien og forskellige andre lande, som vi plejer at hive frem i den sammenhæng. Men nu vil der være flere lande, der vil bruge flere penge i NATO. Jeg tror, at vi vil se på, hvor meget de andre bruger, og så vil vi bruge lige præcis nok til, at vi kommer til at ligge nogenlunde i midten af listen, så vi ikke skiller os ud, og så vi stadig kan fastholde vores gode forhold til amerikanerne. Jeg tror, det er, hvad der afgørende: Altså, vi prøver hele tiden at ligge fornuftigt i forhold til de andre lande. Og så vil man stadig prøve at vride så mange internationale bidrag ud af forsvaret som overhovedet muligt. Jeg ser det som, at den politik vi har kendt siden murens fald, den kommer til at fortsætte. Det vil være skiftet i eksterne forventninger, især forventningerne i NATO og fra amerikanerne, der vil gøre, at vi øger budgettet en lille smule.

Mikkel Vedby Rasmussen: Regeringen er jo rimelig fast i kødet på, at de gerne vil have øget budgettet. Man kan så spørge sig selv, hvad et substantielt løft betyder i kroner og ører. Mit gæt er, at det må være mere end de ti procent, der allerede er blevet sparet, og samtidig mindre end de 15 mia. kr. som det ville kræve for at gå op til to procent af BNP. Så det vil vel sige omkring tre, fire eller fem mia. kr. Men det er jo også mange penge. Ikke mindst for et forsvar, der er blevet trimmet og skåret ned igennem flere år.

Man kan ende med en underlig mellemløsning, hvor man får lidt mere teknologi og lidt flere værnepligtige, og det ville være at klatte pengene væk
_______

 

Risikoen er som altid, når man har et forsvarsforlig, der har et massivt flertal bag sig i Folketinget, at man kan ende med en underlig mellemløsning, hvor man får lidt mere teknologi og lidt flere værnepligtige, og det ville være at klatte pengene væk.

Der er er en mulighed for at lave et teknologiløft. Og det er ekstremt vigtigt på det her tidspunkt, for der sker en voldsom udvikling i militærteknologi. Vi er virkelig i bevægelse på det her område. Hvis det danske forsvar vil være tidssvarende, hvilket er endnu mere vigtigt nu, hvor det ikke bare er Taleban eller IS, der er fjenden, men en af verdens mest avancerede militærmagter, Rusland, så kræver det investering. Det, vi har på dem, er, at vi har teknologisk overlegenhed, fordi vi har købt amerikansk teknologi. Det er der, hvor vi kan give dem kant. ■

ILLUSTRATION: Danmarks nye kampfly Lockheed Martins F35 Joint Strike Fighter. Foto: Martin Lehmann/Polfoto