30.11.2016

Det giver udfordringer i ministerierne, når der kommer nye ministre og der laves om på ressortområderne – men det er udfordringer, som kan og skal klares. Men ville systemet fungere bedre, hvis politikerne ikke kunne oprette og nedlægge ministerier ved en ministerrokade? RÆSON har mødt tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, til en snak om, hvad der sker, når en ny minister sætter sig på taburetten.

Interview af Andreas Terp

RÆSON: Hvordan har embedsværket reageret den sidste uges tid, hvor V, LA og K har forhandlet om nyt regeringsgrundlag? Er arbejdet gået i stå?

Nej, det gør det ikke. Selvom man forhandler regeringsgrundlag, er der stadig en masse, der skal laves. Selvfølgelig bruger man en del kræfter på at følge med i, hvad der nu sker. Så engagementet er måske et andet sted, end det plejer.

Nu har det jo været lidt anderledes denne gang, fordi der ikke har været tale om, at farven på regeringen skiftede. Men det man ellers typisk gør, når man venter på regeringsdannelsen, det er, at man som departementschef prøver at gætte på, hvad det kan komme til at betyde for ens ministerium. Så prøver man at gætte sig til de ændringer, der vil komme som følge af, at der indtræder flere og nye partier i regeringen. Der er nogle ministerier, der relativt tidligt kan øjne, at hos dem kommer der nok til at ske ændringer, fordi de nye partier vil gå efter deres ministerier. Hvis man er sådan et ministerium, så gør man sig umage for fx at sætte sig ind i, hvad de Konservative mener på ens ressortområde. Man udnytter tiden så godt man kan.

Af og til vil man også have på fornemmelsen, at den nye regering måske vil flytte rundt på ressortområderne. I denne her omgang tror jeg, at man relativt sent har fundet ud af, at der ville ske ressortomlægninger. Men det er noget, man gerne vil vide, for det tager relativt lang tid at indrette sig efter. Så hvis man får færden af, at der kan ske ændringer i ressortområder, så vil de to departementschefer, der repræsenterer de områder, stikke hovederne sammen og forsøge at finde ud af, hvor grænsen mellem de nye områder skal trækkes. Man identificerer problemerne og snakker om, hvordan man løser dem, skulle det blive aktuelt. Så er man allerede forberedt, når man får en opringning fra departementschefen i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen.

Men det er langt fra altid til at vide, hvilke ressortændringer de spiller ud med. Og det er nok ellers det vanskeligste, når der er ændringer i regeringen. Der sker tre ting, når der kommer en minister ind. Der kommer ny politik, en ny person man skal indrette sig efter og så eventuelle ressortomlægninger. De første to er ikke så vanskelige, men den sidste kan være kompliceret, og det er den, man frygter mest.

RÆSON: Hvad sker der i embedsværket, når en regering bliver udvidet, og der kommer nye ministre og ministerier?

Man starter med at briefe ministeren om arbejdsgangene i ministeriet. Nogle af dem kommer jo uden ministererfaring, og så skal man fortælle lidt om, hvordan man i ministeriet tilrettelægger arbejdet. Det er selvfølgelig ministeren, der bestemmer, men hvis vi har større erfaring, så kan vi give råd om, hvordan man plejer at gøre, og så kan ministeren altid justere.

Så er der en masse lavpraktisk. Hvordan virker telefonen, har du fået en nøgle, ministerbilen står til rådighed, etc.

Det er alt det praktiske. Det er ikke indviklet, men det skal jo gøres. Derudover er der jo en masse igangværende sager, som ikke bare stopper, fordi der kommer en ny minister ind – især ikke når den nye minister kommer fra en regering af samme farve.
Det gælder om at få sat ministeren ind i de nye sager ret hurtigt. Når der ringer en journalist dagen efter, og spørger ind til noget specifikt på ministerens nye områder, så har ministeren ikke mulighed for at henvise til, at man jo er ny, så det kan man ikke lige svare på. Ministeren skal være i løb fra dag et, og nogle er de ting, de bliver spurgt om, er jo ikke noget, man nødvendigvis har drøftet i regeringsgrundlaget. Det kan være de upåagtede almindelige sager, og dem er der en million af.

Jeg kan huske fra min egen tid, at jeg den første dag prøvede at monopolisere ministeren helt og altså lukke andre ude. Jeg plejede at sige, at hvis det skal køre stringent og vi skal have forklaret den arme mand alt, han har brug for at vide, så må der ikke være for mange, der kappes om ministeren. Det handler om at skabe nogenlunde ro og orden om ministeren, så han kan blive sat ind i det hele.

Så det kører faktisk ret hektisk fra det øjeblik, hvor overdragelses-ceremonien er ovre. De bruger ikke resten af dagen på at drikke champagne. De kommer til ministerierne og så er det benhårdt arbejde til langt ud på natten, og dagen efter er det hverdag som minister.

Det betyder rigtig meget for et ministerium, hvor man ligger i hierarkiet. Dels på grund af prestige, men vidensniveauet falder også mærkbart, når man pludselig ryger ud af et udvalg.
_______

 

RÆSON: Hvad er det værste element ved ministerrokader for en departementschef og et ministerium?

Ændringer i regeringer er jo et demokratisk vilkår, så jeg synes ikke, at man kan tale om ”det værste”. Men ministerierne har jo en vis rangordnen, som tillægges dem alt efter hvem, der er minister. Dét går man op i. Eksempelvis bliver man ikke glad, hvis ens minister ryger ud af økonomiudvalget eller lignende. Det betyder rigtig meget for et ministerium, hvor man ligger i hierarkiet. Dels på grund af prestige, men vidensniveauet falder også mærkbart, når man pludselig ryger ud af et udvalg.

Men jeg vil nødigt kalde det det problem, at der kommer nye ministre, for hele systemet er jo indrettet til, at skulle kunne håndtere den situation. Men man går lidt ned i kadence, når der sker ændringer. Der bruges noget tid på lige at finde ud af, hvordan man klarer den nye situation smartest. Måske har den nye minister en valgkreds i Sønderjylland, som han eller hun skal bruge meget tid på. Måske er ministeren partileder, der også har mange andre ansvar, som man ikke før har været vant til. Så der er nogle ting, man er nødt til at lave om i de daglige rutiner, men det kan man også godt.

RÆSON: Den regeringsudvidelse vi netop har set, har jo haft en sådan form, at flere ministerier, som tidligere har været samlet, nu bliver splittet op på kryds og tværs igen. Hvilken betydning har det, at en regering kan oprette og nedlægge ministerier efter forgodtbefindende? Kan det være problematisk?

Nu har jeg en god demokratisk opfattelse, og det er jo regeringen, der bestemmer, hvordan man skal tilrettelægge ressortområderne. Hvis de mener, at man bedre kan administrere områderne ved at omlægge dem, eller at det passer bedre i ministerkabalen, jamen så er det det privilegium, en statsminister har. Sådan synes jeg, det bør være.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det giver meget besvær og omkostninger. Men efterhånden må man jo have lært det, for nu er det blevet helt almindeligt, at når der kommer en ny regering, så laver man også ressortomlægninger. I gamle dage var det noget, der skete ret sjældent. Det er klart, at der er nogle medarbejdere, der både mentalt og fysisk skal flyttes, og der er noget IT, der skal tilpasses, osv. Men det løser man altid. Det er mit indtryk, selvom jeg aldrig selv har prøvet det, at administrationen er ganske gearet til den her slags forandringer.

Jeg er ikke sikker på, at de ældre fx får det bedre af, at de får et Ældreministerium.
_______

 

RÆSON: Men er det udelukkende et politisk værktøj til at få ministerkabalen til at gå op? Får man “mere” politik af at gå fra 17 til 22 ministre? Får man bedre politik?

Jeg ved det ikke, men jeg er ikke sikker på, at de ældre fx får det bedre af, at de får et Ældreministerium. Selvfølgelig kommer der noget mere fokus, når de har en særskilt minister, men nogle gange forandrer det nok mere end andre.

Regeringerne vil altid påstå, at ændringerne giver bedre politik og bedre samordning. Det kunne være skægt at kigge på, hvad det egentlig giver af konkrete forandringer, når noget skal ses i en helt anden sammenhæng og reguleres ud fra nogle andre hensyn, end man tidligere har gjort. Hvad ændrer det konkret i politik over for den enkelte gruppe borgere? Min umiddelbare opfattelse er, at det nok ikke ændrer så enormt meget. Men jeg ved det ikke.

RÆSON: Ville vi få et mere effektivt embedsværk, hvis vi gjorde det vanskeligere for en regering, at splitte ressortområderne op?

Jeg synes snarere, at det ville være udtryk for, at vi havde et ineffektivt embedsværk, hvis vi ikke kunne finde ud af at lave den her slags ændringer. Det er en politisk realitet, at en statsminister til enhver tid kan ændre på sammensætninger i ministerierne. Det skal administrationen leve med, og det kan den også.

Den dag man føler sig nødsaget til at indføre noget, der gør det vanskeligere at bryde ministerierne op, er det snarere et udtryk for et ineffektivt embedsværk end et ønske om at gøre det mere effektivt.
_______

 

I mit eget gamle ministerium var der mange forskellige ministre på kort tid. Det giver da nogle problemer, noget afbræk og lidt zik-zak-kurs, men det skulle meget nødigt få administrationen til at bryde sammen og skabe problemer, som ikke kan løses. Det er demokratiets vilkår, og sådan noget skal man kunne håndtere. Det er ikke administrative hensyn, der er afgørende for, hvordan man politisk ønsker at rubricere opgaver og løse dem. Den dag man føler sig nødsaget til at indføre noget, der gør det vanskeligere at bryde ministerierne op, er det snarere et udtryk for et ineffektivt embedsværk end et ønske om at gøre det mere effektivt. Det er systemets åg, at indrette sig efter sådan nogle ændringer. Min klare erfaring er, at det kan det også.

ILLUSTRATION: Anders Samuelsen (LA), Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape Poulsen (K). Foto: Venstre/Flickr

Andreas Terp (f. 1992) er kandidatstuderende i analytisk journalistik. Han har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet og Université Paris-Sorbonne.