23.02.2016

Imens europæiske medier er fyldt til randen med stærke holdninger til migration og flygtninge, gør det samme sig slet ikke gældende i Uganda – til trods for at landet i både 2014 og 2015 modtog cirka 160.000 flygtninge, hvilket har bragt det samlede antal flygtninge i landet op på en halv million. Men i Uganda får flygtningene mulighed for at blive selvforsørgende så snart de ankommer og de bidrager rent faktisk til den ugandiske økonomi, og derfor bliver byrden for landet ikke ubærlig. Men hvordan bærer de sig dog ad?

PERSPEKTIV af Søren Knudsen Møller, RÆSONs Afrika-redaktør

Da de voldelige kampe startede i Sydsudan i december 2013, sendte det endnu en gang enorme menneskemængder på flugt, og størstedelen havde kurs mod nabolandet Uganda. Og her var flygtningepolitikken overfor de nyankommne klar: Alle var velkomne. Uganda har også altid været parat til at tage sin del af flygtningene fra de forskellige konflikter i regionen, og ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR, har der på intet tidspunkt siden 1950erne opholdt sig færre end 160.000 flygtninge i landet. Men indenfor de seneste 10 år er antallet af flygtninge i Uganda ikke blot vokset eksplosivt; de har også fået en række rettigheder, de ikke har haft før.

… her var flygtningepolitikken overfor de nyankommne klar: Alle var velkomne.
____________________

 

Årsagen er den flygtningelov Uganda vedtog i 2006, der er blevet fremhævet som en af verdens mest progressive. Den indebærer bl.a. retten til at bevæge sig frit, og til at tage arbejde. Når flygtningene ankommer til den ugandiske grænse, er proceduren ellers den samme som i andre lande; de bliver af UNHCR transporteret til et modtagercenter, hvor de bliver registreret som flygtninge og opholder sig et stykke tid – nogle gange op til tre måneder – inden de kan komme videre. Men hvor næste stop i andre store flygtningedestinationer som Kenya og Etiopien – der huser hhv. cirka 500.000 og 700.000 flygtninge – er indhegnede lejre, som flygtningene først kan forlade, når de vil vende tilbage til hjemlandet, har Uganda valgt en anden løsning. Her bliver hver familie nemlig tildelt et stykke jord i en bosættelse, der er stort nok til, at de kan bygge et hus og avle grøntsager.

”Bosættelserne ligner sådan set enhver anden ugandisk landsby,” fortæller Karin Elisabeth Lind, der i de sidste to år har været bosat i Uganda som Folkekirkens Nødhjælps landerepræsentant. ”Bortset fra, at nogle af husene står noget tættere, og at nogle af dem stadig har presenninger som tag.” Den fri bevægelighed betyder samtidig, at flygtningene ikke er tvunget til at bo i bosættelserne; skulle de have familie i en by, de hellere vil bo hos, er de velkomne til at flytte derhen – og de mister ikke deres flygtningestatus, og de rettigheder der medfølger, af den grund.

Årsagen er den flygtningelov Uganda vedtog i 2006, der er blevet fremhævet som en af verdens mest progressive. Den indebærer bl.a. retten til at bevæge sig frit, og til at tage arbejde.
____________________

 

Flygtningene bidrager positivt til økonomien
Et andet centralt aspekt af den ugandiske flygtningepolitik er, at flygtningene også har ret til at tage arbejde hvor og hvordan de vil. Dermed får de ikke blot mulighed for at ernære sig selv, men også for at bidrage aktivt til den ugandiske økonomi. I et videnskabeligt studie af den ugandiske flygtningeøkonomi udført af The Refugee Studies Centre ved University of Oxford fra 2013 fandt man, at flygtninge ikke – hvilket ellers er en udbredt opfattelse – er økonomisk isolerede, men at de tværtimod skaber økonomiske netværk; både indenfor deres bosættelser, imellem bosættelserne og resten af samfundet, samt transnationalt. Dette sker både igennem eksport at varer som grøntsager, men også igennem teknologi. Studiet fandt nemlig, at flygtningene i Uganda bruger internettet meget mere end den gennemsnitlige befolkning, er storforbrugere af mobiltelefoni og er meget dygtige til at tage nye teknologier i anvendelse. På den måde er flygtningene i Uganda et positivt bidrag til den ugandiske økonomi, hvilket også er noget, den almindelige ugander kan få glæde af, når de handler med dem.

På den måde er flygtningene i Uganda et positivt bidrag til den ugandiske økonomi …
____________________

 

At alt alligevel ikke er rosenrødt skyldes i høj grad de pladsproblemer, man hen ad vejen er løbet ind i. Hvor det jordlod, en familie fik tildelt ved ankomst, oprindeligt var på 1.000 kvadratmeter, er det efter den store flygtningestrøm fra Sydsudan kommet ned på 90 kvadratmeter, hvilket ikke giver dyrkningsplads nok til at kunne brødføde en hel familie. Flygtningene har dog stadig ret til madrationer, men muligheden for at supplere disse – og for at eksportere grøntsager fra bosættelserne, hvilket faktisk har været tilfældet tidligere – er blevet mindre.

At der ligefrem er pladsmangel i Uganda kan virke overraskende, for med en størrelse omtrent som Storbritannien og kun lidt over halvt så mange indbyggere burde der ellers være plads nok. Men udfordringen er, at regeringen skal ud og forhandle med lokalsamfundene om hvilke stykker jord, de vil give til flygtningene. Og der er vitterligt tale om gaver, for regeringen tilbyder ikke lokalsamfundene nogen form for kompensation for at stille deres jord til rådighed. De får imidlertid lovning på, at alt hvad der bliver opført af brønde, sundhedskliniker m.v. tilfalder lokalsamfundet den dag, flygtningene vælger at vende tilbage – men med den aktuelle situation i Ugandas nabolande har det særdeles lange udsigter.

En region befolket af flygtninge
Men hvordan er forholdet mellem flygtningene og en befolkning, der kvit og frit stiller deres jord til rådighed for dem, uden en sikker udsigt til, at de kan få den tilbage? ”Folk i Uganda er generelt meget positive overfor flygtninge. Der er selvfølgelig konflikter, det er klart, men folk har generelt den opfattelse, at selvfølgelig skal man hjælpe folk på flugt,” forklarer Karin Elisabeth Lind.

De konflikter, der trods alt opstår, er typisk ressourcekonflikter mellem flygtningene og lokalbefolkningen. Flygtningelejre – eller i Ugandas tilfælde: bosættelser – bliver nemlig typisk placeret i fattige områder, og for lokalbefolkningen kan det synes uretfærdigt, at der flytter en gruppe mennesker ind, der udover at få stillet jord til rådighed også får ret til fødevarerationer, skolegang, sundhedsydelser mv. – ydelser der i mange tilfælde er lokalbefolkningen fremmed.

Problematikken er i Uganda søgt løst med den såkaldte 70/30-fordeling, hvilket betyder, at for hver 100 dollars, der allokeres til flygtningeindsatsen, skal 30 bruges på lokalbefolkningen og 70 på flygtningene. Dette sikrer, at lokalsamfundene også bliver udviklede, og grundlaget for konflikter dermed mindre. Et initiativ på større skala er det såkaldte ReHOPE-initiativ, hvilket står for Refugee and Host Population Empowerment, der søger at bygge bro mellem den humanitære indsats og den klassiske udviklingspolitik. Med et budget på 350 mio. dollars over fem år, og med FN, Verdensbanken, Ugandas regering samt en række udviklingsorganisationer som stakeholders, er visionen at skabe modstandsdygtighed samt evnen til at tage vare på både flygtninge og lokalsamfund. For som UNHCR formulerer det: ”Når lokalsamfundene anerkender, at flygtninge er drivkræfter for udvikling, og at de bidrager positivt til en bæredygtig udvikling af deres samfund, så bliver flygtningesamfundene ikke blot beskyttet, men også styrket.”

Men uoverensstemmelserne til trods er synet på flygtninge i Uganda langt overvejende positivt. Ifølge Lind er der tale om en grundholdning i befolkningen, der skyldes, at der til enhver tid i historien har været mange flygtninge i regionen. ”Der er både ugandiske flygtninge i Sydsudan, ligesom der nu er Sydsudanesiske flygtninge i Uganda. Og der er rwandere der flygtede til Burundi, ligesom der nu er burundere der flygter til Rwanda – så folk er vant til, at sådan har det altid været. De fleste ugandere har selv været flygtninge, eller har familiemedlemmer, der har været det; enten internt fordrevne under ‚the Bush War‛ (den ugandiske borgerkrig 1981-1986, hvor nuværende præsident Museveni bekæmpede Milton Oboto, red.) for 30 år siden, eller pga. Joseph Kony’s Lord’s Resistance Army (ugandisk oprørsgruppe, kendt for sin meget voldelige adfærd, red.),” fortæller hun.

Med ugandernes positive syn på flygtninge kunne man forvente, at de bliver hurtigt integreret i det ugandiske samfund, men det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Lind fortæller, at flygtningene altid bliver anset som flygtninge, ligegyldigt hvor lang tid, de har opholdt sig i Uganda. ”Der er selvfølgelig nogle der gifter sig, men ellers bliver de anset som flygtninge” siger hun. ”Det skyldes dels deres status som flygtninge, men der er også sproglige og kulturelle forskelle, og også det faktum at fx sydsudanesere kommer fra andre etniske grupper – primært Dinka og Madi – som ikke findes i Uganda.”

Når man ser på tallene fra UNHCR, kan man også se, at det ud af Ugandas 496.000 flygtninge kun er knap 36.000, der har søgt asyl. At der er så få, der søger asyl, er muligvis et udtryk for, at de gode forhold for flygtninge gør, at et liv som flygtning i Uganda ikke adskiller sig væsentligt fra livet som ugander. Men gør de lukrative forhold i Uganda også, at der kommer flere flygtninge dertil? Det mener Lind ikke: ”Nej, det drejer sig primært om afstande og den sikreste vej ud af det land, de flygter fra, samt at nogle af flygtningene har en tilknytning til Uganda i form af familie, eller at de har været flygtninge i Uganda før,” siger hun.

Der er dermed ikke meget, der tyder på, at de attraktive forhold, som Uganda tilbyder flygtningene, skulle tiltrække flere flygtninge. Til gengæld gør det livet mere tåleligt for de flygtninge, der nu engang er der.
____________________

 

Der er dermed ikke meget, der tyder på, at de attraktive forhold, som Uganda tilbyder flygtningene, skulle tiltrække flere flygtninge. Til gengæld gør det livet mere tåleligt for de flygtninge, der nu engang er der. Samtidig fortæller Lind, at flygtningene i Uganda har et meget stærkt håb om at vende tilbage til deres hjemland, så snart forholdene tillader det. “Men med den aktuelle situation i særligt Sydsudan er det håb smadret fuldstændigt,” afslutter hun.

Søren Knudsen Møller (f. 1987) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han er Bachelor i Idéhistorie fra Aarhus Universitet og Bachelor i Statskundskab fra Københavns Universitet, hvor han nu læser på kandidatuddannelsen med specialisering i International Politik, Diplomati og Konfliktstudier. Her har han et stærkt fokus på Afrika og skrøbelige stater og har endvidere været bosat Nairobi.

ILLUSTRATION: Congolesiske flygtninge på vej til Rwamwanja, Uganda, 11. april 2013 [foto: DFID]