25.09.2016

Af Ota Tiefenböck [fra RÆSON27]

”Man inviterer ikke gæster for så at sende dem til frokost hos naboen.” Sådan lød det fra Tjekkiets præsident, Milos Zeman, da han i juli måned tog imod den tyske kansler, Angela Merkel, under hendes officielle besøg i Prag.

I de fire centraleuropæiske EU-lande – Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet – føler man ikke noget behov for at pakke budskaberne ind i lettere fordøjelige vendinger, som man mener, det ofte sker i Vesteuropa. Zemans budskab er klart: Angela Merkel og EU skal glemme alt om at forsøge at tvinge nogen til de fælleseuropæiske flygtningekvoter, Tyskland og Europa-Kommissionen stadig arbejder for. I Øst- og Centraleuropa ses Tysklands åbning af grænsen på hele EU’s vegne som et svigt af de aftaler, EU-landene var bundet af via deres medlemskab af Schengen. Og de, der har brudt disse aftaler, skal selv bære ansvaret.

Disse fire lande har lige siden begyndelsen af flygtninge- og migrantkrisen ikke lagt skjul på, at de er imod obligatorisk fordeling af flygtninge. De ser det som en ganske umulig opgave at integrere mennesker med en markant anderledes religiøs og kulturel baggrund – og mener heller ikke, at flygtninge ønsker at bosætte sig hos dem. Frygten her er især muslimske indvandrere – i Tjekkiet bor der eksempelvis op mod 60.000 vietnamesere, som er fuldt ud integreret. Og skræmmebilledet er især nogle af de vesteuropæiske byer med deres ghettoer, parallelsamfund og no-go-zoner. Den seneste terror i Paris og Belgien ses som et bevis på, at hovedparten af de muslimske indvandrere ikke ønsker at blive en del af de samfund, de er kommet til, og i stedet skaber uønskede parallelle samfund.

I Ungarn og Polen har nationalkonservative partier – henholdsvis Fidesz og Lov- og Retfærdighedspartiet – flertal i landenes parlamenter. Af de fire centraleuropæiske medlemslande er disse to de skarpeste modstandere af EU’s migrationspolitik.

Ungarn har været regeret af Fidesz med Viktor Orbán siden 2010, hvor partiet opnåede to tredjedels flertal i parlamentet. Den politiske opposition er splittet og mere eller mindre uden indflydelse. Polens regering – ledet af Beata Szydlo – er domineret af det nationalkonservative parti ’Lov og Retfærdighed’ og dets formand, Jaroslaw Kazcynski. Partiet vandt i oktober sidste år flertal i det polske parlament og har siden markeret sig som stærk modstander af EU’s flygtningepolitik. Slovakiets regering består af en koalition med tre partier, hvor det socialdemokratiske parti Smer-SD er den stærkeste part. Partierne er enige om at afvise flygtningekvoter. Landets premierminister, Robert Fico, er en ivrig modstander af muslimsk indvandring, kendt for sine ofte kontroversielle udtalelser om islam, men på det seneste mere afdæmpet i sin retorik. Den tjekkiske regering er ligeledes en trepartskoalition ledet af Socialdemokraterne under ledelse af premierminister Bohuslav Sobotka. Partierne i det tjekkiske parlament er enige om afvisning af flygtningekvoter. Regeringen forsøger sig dog med en mere kompromissøgende stil i EU, men landets præsident, Milos Zeman, er også en indædt modstander af flygtningekvoter og muslimsk indvandring og lægger kun sjældent fingrene imellem, når han udtaler sig om emnet. Eksempelvis da han besøgte den tjekkiske by Zlín sidste efterår, hvor han bl.a. talte om, at muslimske indvandrere ikke ville respektere tjekkisk lovgivning og ville arbejde på at indføre sharia.

”Vi vil miste kvindernes skønhed, fordi de vil blive pakket ind i burkaer fra top til tå, inklusive ansigtet, hvor der blot bliver en lille åbning. Jeg kan sagtens se for mig kvinder, hvor det kunne være en forbedring, men der er ikke mange af den type kvinder,” erklærede Milos Zeman ved et folkemøde.

Flere vesteuropæiske politikere har stemplet de fire lande som usolidariske eller decideret fremmedfjendske, og den 13. september gik den luxembourgske indenrigsminister, Jean Asselborn, endda så langt som til at foreslå at smide Ungarn ud af EU. ”Ungarn er ikke langt fra at udstede ordre til at skyde mod migranterne,” erklærede han.

Asselborns forslag, som stort set blev forbigået i Centraleuropa, fik også en kølig modtagelse blandt de vesteuropæiske politikere. Det kan tyde på, at der blæser nye vinde over EU. De vesteuropæiske politikere var også ganske afdæmpede over for de centraleuropæiske lande ved det nyligt afholdte uformelle topmøde i Bratislava. Her blev flygtningekvoterne, som ifølge udmeldingerne skulle have været et af mødets vigtigste emner, skåret fra programmet. Det tolkes af flere centraleuropæiske medier som et tegn på, at forslaget er taget helt af bordet, og at EU er begyndt at tage de fire centraleuropæiske landes modstand seriøst. Angela Merkel meldte da også ud, at de centraleuropæiske landes forslag om ”fleksibel solidaritet” er ”et interessant initiativ, og at søgen efter nye løsninger er positiv”. En solidaritet, som i forslaget ikke er baseret på omfordeling af flygtninge blandt medlemslandene, men på fx politimæssig og økonomisk hjælp mht. bevogtning af de europæiske grænser.

Og formentlig er briternes farvel medvirkende til, at regeringscheferne ikke ønsker ny uenighed og derfor vil indlede en mere forsonlig stil over for de centraleuropæiske landes krav.

Det har hele tiden været en udbredt opfattelse i Øst- og Centraleuropa, at hovedparten af de asylansøgere, der i den seneste tid er ankommet til Europa, er økonomiske migranter, som blot ønsker et bedre liv og ikke flygter fra krig og ødelæggelse. Man mener, at vesteuropæerne begyndte at pådrage sig ansvaret, allerede da man inviterede gæstearbejdere til landene – og drog økonomisk fordel af dem. Det er en udbredt opfattelse, at de vesteuropæiske lande i dag er bundet af en altødelæggende politisk korrekthed, som ikke tillader de vesteuropæiske politikere og befolkninger at sige, hvad de mener, men pakker alt ind i en urealistisk, naiv-humanistisk tankegang. Konsekvenserne er, at problemerne ikke bliver sagligt diskuteret og dermed løst, men får lov til at udvikle sig. De vesteuropæiske politikere opfattes som naive – ude af stand til at se, hvad flygtninge- og migrantkrisen egentlig handler om.

Den tjekkiske præsident, Zeman, betvivler EU-ledernes beslutningsevne generelt – ikke kun når det gælder migrant- og flygtningekrisen. Den 14. september beskrev han de europæiske lederes tackling af EU’s store kriser med en gammel sovjetisk vittighed: Til skræk for jernbanearbejderne skulle Bresnjev (USSR’s leder 1967-1982) transporteres med et upålideligt sovjetisk tog – for at foregive, at det kørte videre, når de gik i stå, trak de gardinerne i kupéen til. ”Det er sådan, de europæiske ledere løser problemerne i EU,” fortalte han The Guardian.

Den historiske arv fra 1945 til 1989 kan forklare meget. På den ene side af jerntæppet: relativ fattigdom, diktatur og kamp for overlevelse under et kommunistisk styre. På den anden: stabil økonomisk vækst og en forholdsvis problemfri tilværelse. Den tjekkiske sikkerhedsanalytiker Lukás Visingr observerede i februar i en analyse offentliggjort på den tjekkiske nyhedswebsite Parlamentni Listy, at hovedparten af de vesteuropæiske politikere i deres beskyttede tilværelse efter afslutningen af Anden Verdenskrig aldrig har mødt rigtig modstand og derfor ikke er i stand til at træffe større afgørelser i en overdreven frygt for at træde nogen over tæerne. I september sagde den ungarske premierminister, Viktor Orbán, til sit parlament: ”De vesteuropæiske politikere er kortsynede, men det er vi ikke.”

Fra de centraleuropæiske hovedstæder kan det se ud, som om de såkaldte europæiske værdier tilpasses til lejligheden, så de på én gang matcher den politiske korrektheds krav og samtidig de europæiske lederes handlekraft. I september 2015 blev Ungarn beskyldt for racisme og endda fascisme, da landet forsøgte på at opretholde kontrollen over Schengengrænsen ved at bygge et hegn på grænserne først til Serbien og efterfølgende til Kroatien. Et af de mest kritiske lande var Østrig, hvor den daværende kansler, Werner Faymann, sammenlignede ungarernes hegn og deportationer af illegale migranter med nazisternes gøren under Anden Verdenskrig og koncentrationslejre. ”Det minder om det mørkeste kapitel i Europas historie,” erklærede Faymann sidste år i september i Der Spiegel. Der gik dog kun omkring tre måneder, før Østrig selv begyndte at bygge et grænsehegn. Det kaldte de dog selv blot en ”teknisk forhindring”. I dag har flere europæiske lande, eksempelvis Østrig, Makedonien, Bulgarien, Kroatien og endda Norge, bygget eller er ved at bygge et grænsehegn. Et fælleseuropæisk grænsesamarbejde skal bevogte de europæiske grænser for illegal indvandring. Og den joviale Jean-Claude Juncker har netop opfordret til registrering af alle, der krydser grænserne til Schengenområdet. Den samme Juncker, som for et år siden med et faderligt klap på kinden kaldte den ungarske premierminister, Viktor Orbán, for diktator.

Med andre ord: EU bevæger sig mere og mere i retning af det ungarske og centraleuropæiske syn på migrantkrisen, samtidig med at man påstår at overholde de europæiske værdier og den humanistiske tilgang. Det gælder fx også EU-aftalen med Tyrkiet, der af mange centraleuropæere ses som et knæfald for det autoritære tyrkiske regime.

De centraleuropæiske ledere kan til forskel fra deres vesteuropæiske kolleger bryste sig af at have hovedparten af deres befolkninger bag sig. Som regel har de på tværs af partierne politisk enighed om en kritisk og afvisende tilgang til migration og særligt muslimsk indvandring. Denne konsensus betyder, at lederne i højere grad er nødt til at lytte til befolkningernes bekymringer – mere end politikerne i Vesteuropa. Samtidig bliver der i flere og flere vesteuropæiske lande stillet krav om en mere restriktiv politik – i tilnærmelse til de centraleuropæiske landes krav.

I de snart 30 år siden Murens fald har man i Øst- og Centraleuropa følt sig mødt med arrogance og mangel på respekt. Bratislava-topmødet er et første tegn på forandring – et udtryk for, at de fire lande er på vej imod en stigende indflydelse i unionen. De står for en ufravigelig linje, som i kontrast til europolitikernes manglende effektivitet utvivlsomt vil styrke deres anseelse i EU. Simpelthen fordi flygtninge- og migrantkrisen ikke ser ud til at have en anden løsning end den, Ungarn valgte fra begyndelsen: hegn.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på mediet ’Mr. East’. ILLUSTRATION: Viktor Orban (Zsolt Szigetvary/MTI/polfoto)