05.07.2016

Kriser er til for at blive brugt. Brexit åbner muligheden for et mere demokratisk EU, der giver plads til det levende ord. Her er ti punkter, der kan afhjælpe EUs demokratiske underskud.

KRONIK af Ole Aabenhus, journalist og aktiv i „My!Europe‟

Jeg hører til dem, der ønskede et Brexit. Jeg havde det faktisk skidt Skt. Hans aften, da alle de kloge hoveder talte som om det nok ville ende med et lille plus for REMAIN. Hvorfor? Fordi et delt Storbritannien med fortsat kamp mellem to næsten lige store fløje ville være ødelæggende for et europæisk samarbejde, der i den grad savner handlekraft.

Afstemningen handlede om „almindelige mennesker‟, der endelig havde chancen for at stikke „eliten‟ en ren uppercut. UKIP-lederen Nigel Farage sagde det helt klart i en bemærkning, jeg fangede, da resultatet var NÆSTEN sikkert: „Det her er en sejr for almindelige mennesker.. Vi har kæmpet imod de multinationale, imod de store internationale banker, mod de toneangivende politikere („great politics‟), mod løgn og svindel. Nu er det ærlighed og ordentlighed, der vinder‟. Eller med andre ord: I UKIP-lederens opfattelse handlede denne afstemning om mistillid til alle slags magthavere – til de multinationale, til bankerne, storkapitalen, eliten – og adressen er Westminster og London’s City lige så vel som Bruxelles, Frankfurt og Berlin.

Krisen gælder hele EU
Denne tillidskrise eksisterer ikke bare i Storbritannien men går igen i store dele af Europa. Det viste en undersøgelse fra det amerikanske opinionsinstitut Pew ti dage før afstemningen – gennemført i 10 lande i Europa, repræsentativt udvalgt. Og hvad viste den? At 47 procent af europæerne i de ti lande var EU-skeptiske, mens kun 51 procent var positive. Vi er altså rigtig tæt på 50/50 – lige som vi var i Storbritannien – i store dele af Europa.

Pew laver den samme undersøgelse år efter år, og de er derfor i stand til at påvise et „double dip‟, altså en nedtur i to hak. Den første kom efter euro-krisen 2010-11, da det gik op for folk, at EU var ude af stand til at finde en troværdig løsning på eurokrisen og intet gjorde for at beskytte de mennesker, det gik ud over. Den næste kom i slutningen af 2015, da det viste sig, at EU heller ikke kunne klare den flygtningetsunami, der havde truet længe og nu pludselig vældede ind over Europa. Med andre ord: Folk stoler ikke på, at EU har handlekraft til at klare de problemer, vi står over for.

Der er en betydelig forskel mellem gamle og unge. De unge er langt mere EU-positive end de ældre. Det gælder i alle de ti lande undtagen Grækenland. Og ved afstemningen den 23. juni stemte 2/3 af de unge, der ellers stemte xxok? stemmeprocenten blandt de unge var lav, for at blive i EU. Det er blandt dem og blandt de mange, der studerer og arbejder i et andet europæisk land end deres eget, at man skal finde de grupper, der føler sig som europæere – dansk-europæere, fransk-europæere, spansk-europæere osv.



Falder EU fra hinanden?
Risikoen er der, for EU-butikken er fyldt med uløste kriser: Ukraine-krisen og det stadig mere anspændte forhold til Rusland. De økonomiske kriser i Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Irland, Cypern, som alle var resultatet af euroen og en dårligt konstrueret møntunion. Ungarn- og Polen-kriserne, der handler om Unionens magtesløshed i forhold til kritisabel omgang med menneskerettighederne og dermed de Københavnskriterier (menneskerettigheder, demokratisk samfundsopbygning), de nye medlemslande i sin tid blev optaget på. Flygtningekrisen er blevet en udstilling af den magtesløshed, der følger af at alle de andre kriser har svækket systemet.

Folk stoler ikke på, at EU har handlekraft til at klare de problemer, vi står over for
_______

 

Men der er næppe nogen grund til at tro, at EU lukker og slukker, for den krise, vi ser, foregår på „øverste, politiske niveau‟. Nedenunder findes der et sikkerhedspolitisk niveau, vi kalder NATO (stort set EU-kredsen suppleret med USA, Canada, Tyrkiet). Det vil ingen fjerne, specielt ikke nu, da Putin er blevet en ny og vanskelig udfordring. NATO er et sikkerhedspolitisk fundament under Det indre Marked, som er blevet rammen om langt størstedelen af al økonomi og handel i EU. Det vil heller ingen fjerne.

Så EU består. Problemet ligger på det niveau, der handler om politisk styring. Det er her, borgerne føler sig sat af.

Og situationen er ikke blevet bedre af, at euro-landene har villet vente til efter den britiske afstemning med nogle nødvendige reformer af valutasamarbejdet – reformer, der skal adressere at pengepolitikken ikke kan blive ved med at være uden hensyn til velfærd og finanspolitik. I den tyske og franske regering ligger der nemlig et kæmpeprojekt, der har været i støbeskeen i 5-6 år. Det var det, David Cameron frygtede allermest, da han skulle forhandle Storbritanniens „særlige betingelser‟ hjem i vinter – fordi det kan true det moderne Storbritanniens kronjuvel, finansmarkedet i London City.

Men nu er banen fri, og vi må forvente om kort tid at se forslag fra ikke mindst den initiativrige franske økonomiminister Emmanuel Macron. Tyskland er langsomt ved af skifte retorik og gå fra neo-liberale strammerkrav til en forståelse af, at f.eks. Grækenland skal hjælpes gennem fælles investeringer og gældseftergivelse. (I øvrigt er det endda et spørgsmål, som har været diskuteret, om euroen var bedre tjent med at være delt i to: En nord-euro og en syd-euro).

I den tyske og franske regering ligger der nemlig et kæmpeprojekt, der har været i støbeskeen i 5-6 år
_______

 

Kan krisen være en chance for mere demokrati?
Et centralt element i denne situation, der i givet fald vil udspille sig uden Storbritannien, er det demokratikrav, som den tyske forbundsdomstol i Karlsruhe har stillet op. Det handler kort sagt om, at hver gang man styrker de centrale institutioner i EU, skal man styrke borgernes demokratiske handlemuligheder tilsvarende. Her ligger en mulighed, der må kunne udnyttes af de, der ønsker mere demokrati i EU.
Winston Churchill skal engang have sagt: „Never let a good crisis go to waste‟ – „Spild aldrig en nyttig krise‟.Brexit-fløjen i Storbritannien har allerede gjort kontinentet en tjeneste. Det er nemlig nu blevet klart for enhver, at man kan træde ud (pokkers besværligt, dyrt og omstændeligt, men alligevel!). Erkendelsen styrker oplevelsen blandt de tilbageblevne af, at EU er et tilvalgsfællesskab. Alle lande kan sætte Artikel 50 i funktion og træde ud. Ansvaret for Unionen påhviler de tilbageblevne – det vil sige os.

Problemet er ved folkeafstemninger er ofte at afgøre, hvordan man skal forstå det, der skete. Men man gør nok klogt i at tage udgangspunkt i det slagord, der bar LEAVE-kampagnen igennem til sidst: „Take back control‟. I den enkle formulering ligger der to centrale ting gemt: En protest mod, at EU presser nationalstaten som ramme om folks sociale tilværelse. Og en protest mod den afmagt, folk føler – ikke bare over for EU, men over for den moderne, globaliserede verden og ikke mindst over for den politiske beslutningsproces. Det er blevet til en protest mod flygtninge og vandrende arbejdskraft, men det handler om afmagt.

Grundlæggende handler demokrati om, at almindelige, afmægtige mennesker kan sætte noget op imod kapitalen, eliten og hvad man ellers kalder dem, der styrer verden. Det gælder også i nationalstaterne, men i EU-sammenhæng har kritiske NGO’er, intellektuelle og politikere gennem mange år skældt ud over et politisk underskud. Kritikken har været spredt, men der har været flere forsøg på at danne transnationale organisationer med fokus på et mere transparent og mere demokratisk EU. Inde på midten har vi haft Mehr Demokratie i Tyskland og den internationale udgave Democracy International, der især har sat ind på Det europæiske borgerinitiativ. På venstrefløjen udsprang Alter-EU af fagbevægelsen som en protest mod nedskæringspolitikken efter krisen. I februar kom en ny organisation til: DIEM25 med den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis som galionsfigur, der har tæt kontakt til det danske Alternativet. I Holland og Belgien er der bygget en aktivistisk tænketank op kaldet Corporate Europe Observatory, der især har fokus på lobbyisme.

Problemet er at involvere den brede befolkning. Som bekendt eksisterer der ikke en fælles, tværnational offentlighed i form af en fælleseuropæisk presse, og der er ikke meget der tyder på, den er undervejs.

I stedet er vi nødt til at opbygge et tværnationalt civilsamfund, hvor almindelige borgere, NGO’er, intellektuelle og politikere mødes på tværs af landegrænser, og hvor hovedsproget er engelsk, mens der tolkes frem og tilbage til lokale sprog. Det koster penge. EU har et program kaldet „Europe for Citizens‟. Lige nu står det til en nedskæring med 30 procent, men vore politikere burde i stedet kræve, at det udvides, smidiggøres og decentraliseres. Vi kommer næppe videre, hvis ikke også private fonde og offentlige kasser bidrager til at løse den demokratiske krise, der nu har vist sig i al sin tydelighed.

Som motto kunne man passende bruge Grundtvigs tanke om ’det levende ord’. EU har det med at tale bureaukratsprog, og (vi) journalister har det med at se os selv som det forklarende mellemled, der skal gøre folk begribeligt, hvad bureaukrater tænker, og hvilke „beslutningsvinduer‟, der kunne være, når politikere fra 27-28 lande skal være enige.

Som motto kunne man passende bruge Grundtvigs tanke om ’det levende ord’
_______

 

10 spørgsmål at begynde med
Hvis EU skal være et demokrati, der kommer folk ved, må vi føre samtalen i et sprog, hvor så mange som muligt kan være med, og hvor man ikke diskuterer tekniske EU-detaljer, men principper for det europæiske samarbejde. Det, der skal løses inden næste valg, kan man sjældent flytte i en folkelig debat. Det må politikere og bureaukrater forhandle om. Men tilbage er alle de grundlæggende spørgsmål: Skal EU have en social profil? Skal dette med „et stadig snævrere samarbejde‟ vendes om, så Folketinget og de andre parlamenter bestemmer, hvad EU skal beskæftige sig med? Skal vi sætte turbo på kulturudveksling, gøre Erasmus-studier til et krav, sætte flere rejsepenge af til skoler og foreninger, der vil besøge tilsvarende instanser i andre europæiske lande? Samtalen begynder med at man mødes, og der er masser af fordomme at overvinde inden for EU.

Som en start kunne Danmark byde sig til med et sommerstævne a la det succesrige „Youth 2002‟ projekt, der samlede 1000 unge fra hele Europa på danske højskoler, til diskussion om det, der dengang hed forfatningstraktaten (nu Lissabontraktaten).

I projektet „My!Europe‟, som jeg arbejder for, er vi i gang med gennem en serie på otte konferencer i syv forskellige lande at diskutere os frem til en „deklaration‟ om mere demokrati i Europa. I virkeligheden samler vi op på nogle af de mange tanker og ideer, der allerede foreligger og diskuterer dem i forsamlinger, der gør en dyd ud af at samle „almindelige borgere‟ til diskussion, lidt a la dansk højskole. Vi er nået frem til, at det er klogest, hvis man vil involvere flere, at stille velstrukturerede spørgsmål, i stedet for at komme med velformulerede svar. Så her følger ti spørgsmål, enhver kunne stille og være med til at starte debatten om, hvordan vi får mere demokrati i Europa og skaber den sociale og kulturelle tryghed, der er samtalens forudsætning:

1. Hvad gør vi ved flygtningestrømmen, og hvordan får EU effektive ydre grænser?
Skal EU gøre det selv – gennem Frontex eller en anden grænsestyrke – eller skal nationalstaterne stå for hver sin bid af grænsekontrollen? Kan vi stole på Grækenlands, Bulgariens, Rumæniens, Kroatiens egen kapacitet til at agere ydre grænse? Hvad med Italien, Spanien? Hvordan sikrer vi, at flygtninge ikke skal risikere at drukne, før de kan nå det rige Europa? Skulle de ikke kunne søge asyl i deres hjemland eller i et naboland, så de med et visum i lommen kan tage flyveren sikkert til Europa?

2. Hvordan sikrer man, at borgerne har hånd i hanke med, hvad der skal bestemmes på nationalt plan og på europæisk plan?
Kunne man tænke sig, at det blev en særlig forsamling af repræsentanter for de nationale parlamenter, der besluttede hvor kompetencen skulle ligge? Det ville være en markant styrkelse af parlamenternes rolle, og her hjælper Brexit-krisen os: I den aftale, Cameron forhandlede i foråret om de ting, EU ville ændre i Lissabontraktaten, var der også en regel om, at nationale parlamenter skulle have ret til at blokere for et lovgivningsinitiativ fra Kommissionen. Altså et „rødt kort‟ i stedet for det „gule kort‟, parlamenterne fik med Lissabontraktaten.

3. Skal arbejdskraftens fri bevægelighed fortsat gælde og give adgang til børnepenge og sociale ydelser i modtagelandet?
Det ligger allerede fast, at sociale ydelser kan reduceres i en indkøringsperiode, og at børnepenge kan indekseres. Er mere nødvendigt?

4. Hvordan bliver EU et socialt retfærdigt projekt?
LuxLeaks har vist, at selv EU-Kommissionens formand har haft en rolle i international skatteunddragelse. Mange mener, at selskabsskatten altid skal betales, hvor varerne sælges? Er det rimeligt?

5. Hvordan sikrer man mere transparens og mindre ensidig lobbyisme i EU-systemet?
Gennem registre og overvågning ved kritiske NGO’er? Kunne man også sikre, at borgernes organisationer – forbrugerorganisationer, miljøgrupper osv. – fik bedre mulighed for at yde et ordentligt modspil?

6. Hvordan skaber man større tryghed hos de grupper, der ser EU som den, der lukker de multinationale ind og lukker fabrikker?
Et radikalt greb ville være at følge de ideer om Basisindkomst for alle (Universal Basic Income, UBI), der handler om at samle de mangeartede sociale ydelser, der udbetales i dag, og dele dem ud som grundløn til alle.

7. Hvordan sikrer vi menneskerettigheder og „rule of law‟ i alle medlemsstater?
Kunne man forlange, at de Københavns-kriterier, vi kræver opfyldt i lande, der skal optages i EU, også gælder i alle nuværende medlemslande?

8. Hvordan giver man borgerne større demokratisk indflydelse på eurozonen?
Som nævnt har den tyske forbundsdomstol gjort det til et princip, at dér, hvor man styrker institutionerne, skal man også styrke den demokratiske kontrol.

9. Hvordan forbedrer man Det europæiske Borgerinitiativ?
„Borgerinitiativet‟ er ideen med at 1 million underskrifter for en sag, indsamlet i syv forskellige lande, fører til, at Kommissionen skal „overveje‟ at tage et initiativ. Der er erfaringer fra bl.a. Letland, hvor borgerinitiativet fører til en debat i Parlamentet, med mindre bureaukrati.

10. Hvordan får borgernes stemme ved Europa-Parlamentsvalget en mere direkte indflydelse i EU?
Skal vi have parlamentarisme på EU-niveau, så det parti, der vinder valget også bestemmer, hvem der skal være formand for EU-Kommissionen? Vi så en begyndelse til sådan et system med de „Spitzenkandidaten‟, Europa-Parlamentet stillede op ved valget i 2014.

I avisen Information var der lørdag den 26. juni, dagen efter Brexit-resultatet, et interview med den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuk, hvor han siger, at „Europa opfører sig ikke særlig europæisk‟. Måske kunne man som dansk-europæer tilføje, at det er på høje tid, at vi europæere overvejer, hvad der skal til for at vi kan opføre os mere europæisk. Vi gør det ikke bedre uden briterne, men vi har brug for handlekraft. Vi hjælper ingen ved at holde fast i et helt folk,,der efter mange års evindelig diskussion har sagt nej. ■

Vi gør det ikke bedre uden briterne, men vi har brug for handlekraft. Vi hjælper ingen ved at holde fast i et helt folk,,der efter mange års evindelig diskussion har sagt nej
_______

 

Ole Aabenhus (f.1941) er tidligere Bruxelleskorrespondent for DR, tidl. redaktør for magasinet NOTAT (2013-2015) og tidl. EU-redaktør for RÆSON (2015-2016). ILLUSTRATION: Portrætmaleri af N.F.S. Grundtvig