23.05.2016

“Hvis voksende økonomiske frustrationer blandt USA’s ufaglærte industriarbejdere skulle være hovedforklaringen på Trumps succes, hvorfor vandt han så også stort i New Hampshire, hvor arbejdsløsheden er 3 pct., og medianindkomsten er blandt de højeste i USA? Hvorfor er Trumps vælgere alligevel vredere end de øvrige kandidaters?”
Denne artikel er fra RÆSON26, der udkommer 26. maj.

Af Niels Bjerre-Poulsen

Byggematadoren og realitystjernen kom den 16. juni 2015 ned ad rulletrappen i sit Trump Tower og bekendtgjorde, at han ville forsøge at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Nogle TV-programmer hæftede sig ved, at flere af de tilstedeværende i Trump Tower tilsyneladende var betalte statister, og gik ud fra, at Trumps løfte indgik i promoveringen af magnatens realityshow, ʼThe Apprenticeʼ. Flere gange tidligere havde han truet med at stille op, men ladet være. Da hans kandidatur var en realitet, opstod der omgående overvældende enighed blandt politiske analytikere – liberale og konservative – om, at gassen hurtigt ville gå af ballonen. Flere mente, at han næppe ville vinde en eneste delegeret i primærvalgene, endsige en eneste stat. Mange var parate til at udstede garantier for hans nederlag. Hans modstandere trak på skuldrene af ham, mens det populære website The Huffington Post traf en redaktionel beslutning om kun at dække ham i underholdningssektionen og ikke under ʼpolitikʼ. Da det princip ikke længere kunne opretholdes, besluttede redaktionen i stedet, at alle artikler, som omtalte ham, skulle ledsages af følgende anvisning til læserne: ˮDonald Trump is a serial liar, rampant xenophobe, racist, misogynist, birther and bully who has repeatedly pledged to ban all Muslims — 1.6 billion members of an entire religion — from entering the U.S.” Men heller ikke den politik har kunnet fastholdes, særligt ikke da Trumps sidste tilbageværende rival, John Kasich, trak sig fra valgkampen den 4. maj 2016 og dermed gjorde ham til last man standing. Republikanernes formodede præsidentkandidat.

… det populære website The Huffington Post traf en redaktionel beslutning om kun at dække ham i underholdningssektionen og ikke under ʼpolitikʼ.
____________________

 

Nate Cohn fra New York Times var en af de utallige politiske kommentatorer, der skråsikkert havde udelukket, at Trump kunne vinde nomineringen. I en artikel spurgte han nu, om Trump faktisk hele tiden havde haft en realistisk chance for at vinde, eller om det var et sammenfald af faktorer undervejs i valgkampen, der havde gjort det muligt: ”Havde han 1 pct. chance for at vinde, da han rullede ned ad rulletrappen i Trump Tower sidste juni? 20 pct.? Eller burde vi hele tiden have vidst det?”

Da den Republikanske valgkamp gik i gang, var der 17 håbefulde kandidater. Konservative kommentatorer udlagde det som et udtryk for partiets vitalitet. Mens Demokraterne stod til at kåre Hillary Clinton, havde Republikanerne den dybe bænk; nuværende og tidligere guvernører, senatorer, forretningsfolk og sågar en hjernekirurg. Der var dog næppe nogen tvivl om, hvilke to af de 17 kandidater partiets ʼestablishmentʼ nødig så vinde. Den ene var Ted Cruz, som var afskyet af stort set alle sine kolleger i Senatet. Den anden Trump. Vælgerne ved de Republikanske primærvalg så som bekendt præcis modsat på sagen: Trump og Cruz vandt langt hovedparten af de delegerede ved primærvalgene.

Måske er det efter denne Republikanske primærvalgkamp nødvendigt at revurdere elitens – eller ʼdet Republikanske establishmentsʼ – rolle i partiet. En bog, som mange har henvist til under valgkampen, er The Party Decides: Presidential Nominations Before and After Reform af Marty Cohen, David Karol, Hans Noel og John Zaller (Chicago: University of Chicago Press, 2008). En af bogens hovedpointer er, at selvom nomineringsprocessen er blevet demokratiseret med primærvalg i de fleste stater, er det i sidste ende partiernes eliter i de enkelte stater, som kandidaterne skal vinde over på deres side. Det er i sidste ende dem, der er ʼpartietʼ, og dem, der bestemmer, hvem der bliver partiets kandidat. Præsidentkandidater, der er uønskede i eliten eller bliver vurderet som ude af stand til at vinde, vil blive siet fra undervejs. Men medmindre der sker noget meget dramatisk på det nationale partikonvent i Cleveland i juli, har bogen slet ikke forudset Trump. Om noget har Trump tværtimod været i stand til at bruge netop sit modsætningsforhold til partiets establishment til at vinde med.

De delte Republikanere
Men det er ikke første gang, at græsrødder gør oprør mod Det Republikanske Partis establishment. I 1960 ulmede oprøret mod Richard Nixon og andre såkaldte me-too Republicans, som de konservative græsrødder fandt alt for villige til at indgå kompromiser med Demokraterne. Et sidste øjebliks forsøg på at få opstillet den ærkekonservative senator Barry Goldwater fra Arizona som et alternativ til Nixon på det nationale partikonvent gik i vasken, men fire år senere var de konservative aktivister velforberedte og fik Goldwater nomineret som partiets kandidat. Goldwater hørte mest hjemme i den libertarianske lejr, der ønskede at minimere statens rolle, men han havde også vundet stor anerkendelse hos de socialt konservative, da han tidligere på året havde stemt imod Borgerrettighedsloven.

Efter nomineringen brød Goldwaters takketale med traditionen for at bringe de forskellige fløje i partiet sammen og fastslog: ”Alle, der ærligt slutter sig til os, byder vi velkommen. De, der ikke interesserer sig for vores sag, forventer vi under alle omstændigheder ikke slutter sig til os.” Det virkelige brud med den liberale fløj, som dengang eksisterede i partiet, kom med ordene: ”Jeg vil minde jer om, at ekstremisme i forsvaret for frihed ikke er nogen synd! [Ligesom] moderation i jagten på retfærdighed ikke er nogen dyd.” Dermed var tonen sat for Goldwaters valgkamp mod den siddende Demokratiske præsident, Lyndon B. Johnson.

Når Goldwaters ord skabte så stor splid i Republikanske rækker, skyldtes det i høj grad de forudgående debatter, hvor han havde nægtet at undsige støtte fra en række organisationer på den yderste højrefløj. Samtidig blev Goldwater afvist af prominente moderate Republikanere – deriblandt en række senatorer, Michigans guvernør George Romney (Mitt Romneys far) samt partiets tidligere præsidentkandidat Thomas Dewey. De støttede i stedet åbent præsident Johnson. Flere af dem, der nægtede at støtte Goldwater, forestillede sig, at det var dem, der skulle genskabe partiet, når Goldwater havde kørt det i sænk.

Fraværet af de moderate Republikanere bekymrede ikke folkene bag Goldwater-kampagnen meget, for de var overbeviste om, at en hidtil ʼskjultʼ skare af nye konservative vælgere ville møde op på valgdagen, nu, hvor de endelig fik ”a choice, not an echo” og kunne stemme på en rigtig konservativ kandidat. Men sådan kom det ikke til at gå: Præsident Johnson fik 61 pct. af stemmerne og vandt dermed en endnu større jordskredssejr, end hans personlige helt Franklin Delano Roosevelt havde gjort i 1936. Ud over sin hjemstat, Arizona, vandt Goldwater kun fem stater, men det bemærkelsesværdige var, at de alle var i det ellers Demokratisk dominerede dybe Syden, hvor racespørgsmålet vejede særlig tungt. En transformation af de to partiers vælgergrundlag var i gang.

I første omgang kom Goldwaters sejr i nomineringsprocessen og nederlag ved valget ironisk nok til at bane vejen for præsident Johnsons stribe af sociale reformer i årene, der fulgte. Men Goldwater-kampagnen var også ilddåben for den konservative bevægelse, og på lidt længere sigt blev det ikke George Romney, Nelson Rockefeller og de andre moderate (eller ligefrem progressive) Republikanere, der kom til at tegne partiet, men derimod den konservative fløj.

Modstanden mod raceintegration var i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne i høj grad kommet fra sydstats-Demokrater – ikke fra Republikanerne, der jo var ʼthe party of Lincolnʼ – manden, der kæmpede en borgerkrig for at afskaffe slaveriet. Men nu, hvor Demokraterne var blevet partiet bag borgerrettighedslovgivning, integration og forbud mod diskrimination, fandt mange af disse sydstats-Demokrater efterhånden vej over i Det Republikanske Parti. Siden 1964 har Det Republikanske Parti fået et flertal af de hvide stemmer ved alle præsidentvalg. Andre spørgsmål bidrog også til de følgende årtiers vælgervandringer – herunder Vietnamkrigen, kvinders rettigheder, retten til abort og homoseksuelles rettigheder – men racespørgsmål i mere eller mindre subtil form var i høj grad med til at forme de to store partiers identitet. Den subtile form blev dominerende, ikke mindst med den konservative revolution, der i 1980 gjorde Ronald Reagan til præsident og senere også en slags skytsengel for Det Republikanske Parti.

Siden 1964 har Det Republikanske Parti fået et flertal af de hvide stemmer ved alle præsidentvalg.
____________________

 

Mange Republikanske politikere omtaler nu deres parti som ”Lincolns og Reagans parti”. Både i den konservative bevægelse og i Det Republikanske Parti har der, siden han forlod Det Hvide Hus i 1989, været en konstant søgen efter ʼden næste Reaganʼ. Der har dog hersket uenighed om, hvorvidt Reagan var en pragmatisk politiker, som dygtigt pakkede politiske kompromiser ind i konservativ retorik, eller om han tværtimod var en dogmatisk konservativ, hvis behagelige væsen og kommunikative færdigheder formildede politiske modstandere og gjorde politikken spiselig for en større del af vælgerne.

Hvis Ronald Reagan er bevægelsens politiske rollemodel, så er Trump på mange måder en slags anti-Reagan: Mange af hans synspunkter er – i det omfang, de lader sig fastholde – bestemt ikke konservative. Til gengæld har han – modsat Reagan – gjort det til en dyd at være ubehagelig over for politiske modstandere og andre, der kommer ham på tværs. Når han signalerer holdninger til race og etnicitet (og kvinder) til sine tilhørere, er det ikke med en hundefløjte, men snarere med en togfløjte eller et tågehorn. Ingen anden kandidat for et af de to store partier har appelleret så målrettet til hvide vælgere, der føler sig under pres. Hvad Trump tilbyder, er ikke konservatisme i en af de afskygninger, der i de sidste fire årtier har kendetegnet Det Republikanske Parti, men snarere en racebevidst nationalisme, der ligner den, man også kan se på fremmarch i flere europæiske lande.

Hvad Trump tilbyder, er ikke konservatisme i en af de afskygninger, der i de sidste fire årtier har kendetegnet Det Republikanske Parti, men snarere en racebevidst nationalisme, der ligner den, man også kan se på fremmarch i flere europæiske lande.
____________________

 

Både som type og som den formodede kandidat for et af de to store partier er Trump uden fortilfælde, men politikere med lignende holdninger har før forsøgt at finde vej ind i den politiske hovedstrøm. Bortset fra lejlighedsvise trusler/løfter om tortur og sønderbombninger bringer Trumps syn på international politik mindelser om den isolationistiske America First-bevægelse i årene op til USA’s indtræden i 2. Verdenskrig. I sin første tale om udenrigspolitik betegnede Trump sit grundlæggende princip som ʼAmerica Firstʼ – tilsyneladende uden at være klar over dets historiske konnotationer. Trumps udtalelser om immigranter, om medierne og om elitens påståede dumhed eller forræderi minder åbenlyst om Alabamas guvernør George C. Wallace, der førte an i modstanden mod raceintegration og i 1968 og 1972 stillede op til præsidentvalget som uafhængig kandidat.

De uopfyldte løfter
Blandt Trumps politiske forgængere er også Pat Buchanan, der i 1992 forsøgte at blive nomineret som Republikanernes præsidentkandidat. Buchanan, der tidligere havde arbejdet i Det Hvide Hus for både Nixon, Ford og Reagan, forsøgte at starte et oprør i partiet under sloganet ”America First”. Buchanan ville især bryde med ʼCountry Club-Republikanerneʼ for i højere grad at appellere til hvide arbejdervælgere, der følte sig truet af den tiltagende globalisering. Han ønskede at bryde med partiets traditionelle støtte til frihandel for i stedet at føre en politik, der beskyttede arbejdspladser i den amerikanske industri. Der var dog også en anden side af Buchanans politiske program, der ikke så meget handlede om de konkrete jobs, men om race, etnicitet og kulturel identitet: Buchanan ville bevare hvid dominans i USA ved at lukke grænserne for immigration fra andre dele af verden end Europa. Op til præsidentvalget i 1996 havde han større held. Han vandt primærvalgene i New Hampshire, Alaska, Missouri og Louisiana, men måtte dog til sidst se sig slået af det Republikanske establishments foretrukne kandidat, Bob Dole. Inden da holdt han imidlertid en tale, der varslede fremtidige oprør i partiet: ”Vi chokerede dem i Alaska. Og gjorde dem lamslåede i Louisiana. Og så gjorde vi dem atter lamslåede i Iowa. Og de er i en tilstand af dødelig panik i Washington. De er bange. De hører – ha ha – de hører bøndernes råb fra den anden side af bakken. Hold øje med det politiske establishment, alle ridderne og baronerne vil ride ind på slottet og hurtigt slå vindebroen op. Og de kommer! Alle bønderne kommer efter dem med deres høtyve!”

Buchanans slet skjulte racisme var en belastning for et parti, der i erkendelse af den demografiske udvikling i USA forsøgte at fremstå mere inkluderende. Undervejs i valgkampen var det tilmed kommet frem, at flere af Buchanans nærmeste medarbejdere havde tætte forbindelser til racistiske grupper på den yderste højrefløj. Da han atter stillede op til præsidentvalget fire år senere, var det ikke som Republikaner, men som kandidat for Reformpartiet, der fire år tidligere med en vis succes havde opstillet Texas-milliardæren Ross Perot. Blandt de øvrige, der i 2000 forsøgte at vinde nomineringen som Reformpartiets præsidentkandidat, var i øvrigt ingen anden end Trump, der gentagne gange undervejs beskyldte Buchanan for at være en ”Hitler-elsker”.

Forklaringen på, hvordan han 16 år senere kom til at stå i spidsen for Buchanans bondehær, og især hvordan denne bondehær slap over vindebroen og indtog slottet, skal man søge i Det Republikanske Partis udvikling. Man skal studere den diskrete (og nogle gange knap så diskrete) tilskyndelse bag Tea Party-bevægelsens angreb på præsident Obama. Og man kan pege på frustrationerne hos mange Republikanske græsrødder, over at ingen af partiets løfter er blevet indfriet, på trods af at det har vundet kontrol over begge Kongressens kamre.

Politologen Norm Ornstein fra den konservative tænketank American Enterprise Institute har fulgt udviklingen i Repræsentanternes Hus og viser, hvordan sammensætningen af Republikanere har forandret sig radikalt, i takt med at Tea Party-aktivister har fået valgt mere ekstreme og kompromisløse medlemmer ind. Det samme mønster kan i endnu højere grad ses i mange af enkeltstaterne, hvor bloggere og konservative radioværter har gjort deres til at besejre mere kompromissøgende Republikanske kandidater.

Frustrationerne, over at Republikanerne i Washington ikke har kunnet opfylde deres valgløfter om at afskaffe ObamaCare, blokere homoseksuelle ægteskaber, straffe illegale immigranter og lignende, har for længst kostet Republikanske ledere som John Boehner og Eric Cantor deres poster, uden at de konservative græsrødder af den grund er kommet tættere på at få deres politiske ønsker ført ud i livet. Præsident Obama synes med sin brug af dekreter og et par vigtige sejre i Højesteret kun at være blevet stærkere i de sidste par år. Det har fået græsrødderne til at satse endnu hårdere på nomineringen af partiets præsidentkandidat.

Netop denne proces har det hidtil været formodet, at partiets establishment stadig havde kontrol over. Godt nok har der også ved de seneste valg været ʼvildeʼ kandidater som Alan Keyes, Tom Tancredo, Michele Bachmann og Herman Cain, men de er hurtigt brændt ud, og partiet har i stedet valgt, hvad man mente var de mest valgbare kompromiskandidater. Med en vis ret har aktivisterne på højrefløjen efterfølgende slået på, at partiet (heller) ikke har vundet med kompromiskandidater som Bob Dole, John McCain og Mitt Romney. Måske har denne erfaring i den nuværende valgkamp været med til at køre partiets establishment og dets foretrukne kandidater af banen.

Bondeoprøret mod de ledende kredse i Det Republikanske Parti kan måske forklare, hvorfor det gik kandidater som Jeb Bush og Marco Rubio så ilde, men i sig selv er det ikke en fyldestgørende forklaring på Trumps succes. Han har nemlig ikke stillet sig i spidsen for den konservative bevægelse, og der er heller ikke skabt en ny ideologisk fløj i Det Republikanske Parti. Der er ingen ideologi, ingen ʼTrumpismeʼ, kun en personkult, der har formået at få mange konservative til at slække gevaldigt på deres sædvanlige krav om værdier og politiske principper hos deres kandidat. Paul Ryan og andre Republikanske ledere har længe formanet om, at partiet kun kan vinde over Demokraterne, hvis valgkampen kommer til at dreje sig om idéer og principper. Trump synes ubekymret og lover sine tilhængere: ”Vi vil vinde så meget, hvis jeg bliver valgt, at I kommer til at kede jer over at vinde!”

Der er ingen ideologi, ingen ʼTrumpismeʼ, kun en personkult, der har formået at få mange konservative til at slække gevaldigt på deres sædvanlige krav om værdier og politiske principper hos deres kandidat.
____________________

 

Endnu et bidrag til forståelsen af Trumps forestående nominering er den måde, hvorpå grænserne mellem politik og underholdning efterhånden er blevet nedbrudt. Denne proces har – i demokratiets navn – stimuleret anti-intellektuelle træk ved den politiske kultur. At Sarah Palin kunne blive vicepræsidentkandidat, og at blotlæggelsen af hendes forbløffende uvidenhed om både verden og det amerikanske politiske system ikke anfægtede hendes tilhængere, var måske et varsel. Ganske sigende fik hun efterfølgende sit eget realityshow. Trump er gået den modsatte vej: fra fribrydning, skønhedskonkurrencer og ʼThe Apprenticeʼ til præsidentkandidat. Begge har de gjort en dyd ud af ikke at tilegne sig konkret viden om verden og det amerikanske politiske system.

Endnu et bidrag til forståelsen af Trumps forestående nominering er den måde, hvorpå grænserne mellem politik og underholdning efterhånden er blevet nedbrudt.
____________________

 

Kan Trump lægge stilen om?
Vreden blandt hvide arbejdervælgere er det seneste år nærmest rutinemæssigt blevet anført som en hovedmotivation for Trumps vælgere. Kommentatorer har korrekt påpeget, at reallønnen for ufaglærte i årevis er stagneret, hvis den da ikke ligefrem er faldet, og at det er det, Trumps vælgere reagerer på. Der er en vis portion af sandhed i den forklaring. Der er flere uuddannede og ufaglærte blandt Trumps tilhængere, end der var blandt dem, der støttede de øvrige Republikanske kandidater, men medianindkomsten blandt Trumps tilhængere er stadig højere end i befolkningen som helhed og i øvrigt også højere end medianindkomsten hos både Hillary Clintons og Bernie Sanders’ vælgere. Dobbelt så mange vælgere med lav indkomst har under primærvalgene stemt på Hillary Clinton som på Donald Trump.

… medianindkomsten blandt Trumps tilhængere er stadig højere end i befolkningen som helhed og i øvrigt også højere end medianindkomsten hos både Hillary Clintons og Bernie Sanders’ vælgere.
____________________

 

USA er i den længste ubrudte periode med økonomisk vækst i nationens historie. Det er ikke en voldsom vækst, men den er dog højere end i de europæiske lande, og arbejdsløsheden er faldet støt. Lønningerne har slæbt efter, men er langt om længe også begyndt at stige. Hvis voksende økonomiske frustrationer blandt USA’s ufaglærte industriarbejdere skulle være hovedforklaringen på Trumps succes, hvorfor vandt han så også stort i New Hampshire, hvor arbejdsløsheden er 3 pct., og medianindkomsten er blandt de højeste i USA? Hvorfor er Trumps vælgere alligevel vredere end de øvrige kandidaters?

Blandt de mulige bidragende faktorer er, at en del af vreden så at sige er skabt til lejligheden. Den bliver fremelsket, når Trump fortæller sine tilhørere, at medierne, den politiske elite, minoriteterne og fremmede magter konspirerer imod dem. Det overvældende flertal af hans vælgere er hvide, og noget tyder på, at mange af dem har en oplevelse af, at ikke nærmere definerede racemæssige privilegier er kommet under angreb i de seneste årtiers samfundsudvikling – en udvikling, der tilmed er blevet fremmet af, at en sort mand i otte år har beboet Det Hvide Hus (den populære betegnelse for dette fænomen er ODS – ʼObama Derangement Syndromeʼ). Allerede forud for præsidentvalget i 2012 slog Trump sig op som talsmand for den såkaldte birtherbevægelse, der hævdede, at præsident Obama var født i Kenya og ikke i USA og derfor ikke var blevet præsident på legitim vis. ʼBirtherneʼ var dog mere optagede af race end af forfatningsret. Og et pilotstudie lavet af American National Election Studies giver empirisk belæg for at hævde, at racemæssig animositet og fordomme om sorte, latinoer og muslimer, snarere end økonomisk usikkerhed, var de faktorer, der under primærvalgene mest markant adskilte Trumps vælgere fra de øvrige kandidaters. Trumps vælgere var også dem, der fulgte mindst med i den politiske debat og derfor var mindst modtagelige for formaninger fra det Republikanske establishment.

… et pilotstudie lavet af American National Election Studies giver empirisk belæg for at hævde, at racemæssig animositet og fordomme om sorte, latinoer og muslimer, snarere end økonomisk usikkerhed, var de faktorer, der under primærvalgene mest markant adskilte Trumps vælgere fra de øvrige kandidaters.
____________________

 

Mange kommentatorer har under primærvalgene anslået ʼlofterʼ for, hvor stor en andel af stemmerne Trump kunne få. Undervejs brød han en række af disse lofter ned. Men de vælgere, der i primærvalgene har sikret ham nomineringen, udgør imidlertid kun 4,7 pct. af samtlige stemmeberettigede amerikanere, og hvad der hidtil har virket for Trump i primærvalgene, vil næppe virke i et generelt valg, hvor alle de grupper, han hidtil har mobiliseret sine tilhængere i opposition til, faktisk også kommer og stemmer. Spørgsmålet er derfor, om han kan lægge stilen helt om og blive mere ʼpræsidentielʼ i løbet af sommeren og efteråret.

Trump har flere gange bedyret, at han uden problemer kan skifte og blive en helt anden ʼpolitisk korrektʼ person i efterårets valgkamp. Det er en tvivlsom påstand. Alle de udtalelser, der hidtil har næret hans primærvalgkampagne, vil blive afspillet igen og igen. For det andet er hele hans kampagne bygget op omkring hans personlighed. Hans interaktion med tilhørerne ved vælgermøder er netop baseret på evnen til at opildne dem ved at skabe et ʼosʼ, der bliver snydt eller forfulgt af ʼde andreʼ – eliterne, politikerne, muslimerne, kineserne, immigranterne fra Mexico osv. Hvad han lover sine tilhængere, er reelt, at han fortsat vil være grov på deres vegne. Trumps budskab er ikke blot, at den nuværende immigrationspolitik ikke fungerer efter hensigten, og at han derfor agter at reformere den og styrke grænsekontrollen. Det ville blot være en variation af, hvad så mange andre Republikanske politikere siger. Det egentlige budskab er måden, han siger det på: at han ikke holder sig tilbage fra at betegne illegale immigranter som voldtægtsforbrydere og narkosmuglere; at han ikke blot vil deportere dem, men også ydmyge nabolandet Mexico ved at tvinge det til at betale udgifterne til en mur mellem de to lande.

Mange af Trumps tilhængere er sandsynligvis udmærket klar over, at hans forslag i praksis ingen gang har på jorden, men de fungerer alligevel som en slags identitetspolitik. Working America, en gruppe med tilknytning til den amerikanske fagbevægelse, interviewede 1.600 hvide arbejdervælgere fra Ohio og Pennsylvania om Donald Trump. Heraf fremgik det, at den egenskab, de satte højest ved ham, var hans ʼattitudeʼ – at han sagde tingene ligeud.

Vil Trump også i en valgkamp med Hillary Clinton kunne slippe afsted med så grove udtalelser som hidtil? De fleste af hans kontroversielle udmeldinger ville have bragt andre politikere i alvorlige problemer. For ti år siden blev senator George Allen fra Virginia nævnt som en mulig Republikansk præsidentkandidat. Mens han i 2006 kæmpede om at blive genvalgt til Senatet, pegede Allen under et vælgermøde på en ung studerende, der arbejdede som kameramand for hans modstander. Den unge mand var født i USA – i en familie, der stammede fra Indien – men Allen opfandt et navn til ham og adresserede ham i en lang tirade: ”Den fyr herovre i den gule skjorte – Macaca, eller hvad hans navn nu er […] lad os sige velkommen til Macaca her! [klapsalver] Velkommen til Amerika og til den virkelige verden i Virginia!”

I det øjeblik sluttede hans karriere. Han tabte valget, og på trods af en følelsesladet undskyldning til den unge mand fem år senere lykkedes det heller ikke i 2012 Allen at gøre politisk comeback. Til gengæld blev det et nyt politisk begreb: et ʼmacaca momentʼ. Trump har nærmest dagligt haft ʼmacaca momentsʼ – de fleste væsentlig værre end George Allens – men de synes at have haft den modsatte virkning for hans valgkamp. Kan det fortsætte i efterårets valgkamp?

Trumps offentlige persona ER hans politik. Den er det, han har at tilbyde vælgerne, og han er selv klar over, hvilket dilemma det stiller ham i. På et af sine valgmøder fortalte han sine tilhørere: ”Jeg kunne godt opføre mig præsidentielt, men hvis jeg var det, så ville kun omkring 20 pct. af jer være her, for det ville være helvedes kedeligt!”

Republikanernes problem
Uanset hvilken præsidentkandidat Republikanerne havde valgt denne gang, ville vedkommende havde fundet vejen til Det Hvide Hus særdeles snæver. Det skyldes først og fremmest ʼthe fundamentalsʼ – den politiske demografi, hvor vælgergrupper, der traditionelt støtter Demokraterne, tegner sig for en stadig større andel af det samlede vælgerkorps. Dog vil der i år også være faktorer, der – alt andet lige – taler til fordel for en Republikansk kandidat. Den siddende Demokratiske kandidat er ikke på genvalg (ʼincumbencyʼ – at man besidder præsidentembedet – er som regel en fordel), og samtidig er det muligt for Republikanerne at fremstille Hillary Clinton som en slags surrogat for Obama og dermed angribe hans ʼtredje valgperiodeʼ. Trump kan hævde at stå for fornyelse, men det er sandsynligvis en form for fornyelse, som en historisk stor andel af vælgerne – tilmed i begge ender af det politiske spektrum – møder med mistillid. For trods begejstringen hos hans tilhængere er Trump en historisk upopulær kandidat for et af de to store partier. Hillary Clinton er bestemt heller ikke særlig populær i øjeblikket, men for mange vælgere vil det blive udlignet af, at de trods alt synes markant dårligere om Trump. Således er andelen af vælgere, der har et ʼmeget ufavorabeltʼ indtryk af Hillary 5 pct. større, end den har været for nogen anden præsidentkandidat for et af de to store partier siden 1980 – bortset fra Donald Trump. Antallet af vælgere, der har et ʼmeget ufavorabeltʼ indtryk af ham, er nemlig hele 20 pct. større end for nogen anden kandidat siden 1980.

… den politiske demografi, hvor vælgergrupper, der traditionelt støtter Demokraterne, tegner sig for en stadig større andel af det samlede vælgerkorps.
____________________

 

Begge har været kendte skikkelser i årtier og har derfor ikke nogen videre mulighed for at ændre deres offentlige persona. Hillary har været stærkt dæmoniseret på den amerikanske højrefløj, men hun har også nydt lange perioder med stor popularitet, og hele 20 gange er hun blevet kåret som den kvinde i verden, amerikanere beundrer mest (også Trump dukkede dog i 2015 op på listen over mest beundrede mænd – hvor han delte andenpladsen med paven (!) efter Obama).

Sammenholder man Trumps unikke upopularitet med de hårde demografiske vilkår, er det svært at se hans vej til de 270 valgmandsstemmer, som det kræver at vinde et præsidentvalg. Trumps svar på dette er argumentet om, at han har bragt millioner af nye hvide vælgere til stemmeurnerne i primærvalgene. Med dem lover han, at han kan generobre gamle industristater som Pennsylvania, Michigan og Ohio for Republikanerne. Her vil han forsøge at angribe Hillary Clinton fra venstre; argumentere for, at hun er en del af den globaliseringsvenlige elite, der har været med til at sende millioner af amerikanske industrijobs til andre dele af verden. Det er ikke helt forkert og uden tvivl hans bedste kort. Men når det samlede regnskab gøres op, er det alligevel særdeles tvivlsomt, om det vil virke.

I 2012 fik Mitt Romney 60 pct. af alle hvide vælgeres stemmer og tabte alligevel ret stort. Det er svært at forestille sig, at Trump kan erobre en markant større andel af de hvide vælgere …
____________________

 

I 2012 fik Mitt Romney 60 pct. af alle hvide vælgeres stemmer og tabte alligevel ret stort. Det er svært at forestille sig, at Trump kan erobre en markant større andel af de hvide vælgere – især fordi han efter alt at dømme får det særlig svært med kvindelige vælgere, hvide eller ej. Ganske vist formåede Barack Obamas valgmaskine i både 2008 og 2012 at bringe nye vælgere – særligt unge vælgere og minoritetsvælgere – til stemmeurnerne, men i disse grupper var stemmeprocenten før 2008 betydeligt lavere, end den er blandt hvide vælgere. Spørgsmålet er også, om de vælgere, som Trump hævder, han fik til stemmeurnerne, kun var ’nye’, fordi de ikke tidligere har stemt ved primærvalgene eller virkelig ikke har stemt til præsidentvalget før. Læg hertil, at hvide vælgeres andel af det samlede vælgerkorps forventes at falde endnu et par pct. i forhold til 2012, så den sandsynligvis kun vil udgøre 69 pct.

Ustoppelig borgerkrig
Hillary Clinton kunne næppe ønske sig en bedre modstander. Nogle siger, at Trump har trodset alle forudsigelser, men det er en sandhed med modifikationer: Han har trodset de fleste iagttageres forudsigelser om, at hans kampagne før eller senere ville falde til jorden, således som det også skete for fx Michele Bachmann og Herman Cain i 2012. Men Trump har ikke trodset meningsmålingerne. Dem førte han i hele vejen, bortset fra en enkelt uge, hvor han blev overhalet af Ben Carson. Og var meningsmålingerne korrekte, hvad angår Trumps popularitet blandt de Republikanske primærvalgsvælgere, er der ikke umiddelbart nogen grund til at tro, at de 96 pct. af meningsmålingerne, der peger på en sejr til Hillary Clinton til november, skulle være forkerte.

Spørgsmålet er, hvor dét efterlader Det Republikanske Parti. Kan man forestille sig, at partiet går i opløsning? Kan man forestille sig et alternativ eller måske en helt ny amerikansk partistruktur? At dømme ud fra de historiske erfaringer er det svært – sidste gang, et af de to store partier døde, og et nyt tog dets plads, var i 1850’erne, da Det Republikanske Parti erstattede Whig-partiet.

Men borgerkrigen i partiet virker ustoppelig. Ganske vist formoder flere iagttagere, at mange Republikanske profiler – omend tøvende – vil støtte Donald Trump, men det kan han næppe tage for givet. Tværtimod har adskillige ledende Republikanere allerede meddelt, at de ikke vil slutte op bag ham – blandt dem hele Bush-klanen, senator Lindsey Graham og Mitt Romney, der dermed får den samme rolle, som hans far havde i 1964. Partiets leder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, er også blandt de tvivlende.

Det er både principielle grunde og praktiske hensyn, som kan afholde ledende Republikanere fra at støtte Trump. De praktiske hensyn gælder først og fremmest de mange andre valg til november – eksempelvis valg til Kongressen og til guvernørposter. Ved at lægge afstand til Trump håber mange, at de kan dæmpe den negative effekt, han formodes at få ved disse valg. Og taber Republikanerne – som de venter – præsidentvalget, håber de alligevel at kunne bevare deres flertal i Kongressens to kamre. Men for de Republikanere, der ser sig selv som mulige fremtidige præsidentkandidater (Marco Rubio, Ted Cruz og Paul Ryan er uden tvivl iblandt dem), er dilemmaet åbenlyst: Vil de helst associeres med Trump eller stemples som illoyale?

Ifølge den konservative bevægelses førende historiker, George H. Nash, har Donald Trumps valgkamp udløst, ”hvad man kun kan betegne som en kamp om amerikansk konservatismes sind og sjæl”. Mange Republikanere håber, at tilstrækkeligt mange ledende skikkelser i partiet ved at undsige ham vil have den moralske habitus til at genoplive partiet efter valget. De mener, at partiet går sin egen undergang i møde, hvis det samler sig om Trump. Som Lindsey Graham begrundede sin afvisning: ”If we nominate Trump, we will get destroyed … and we will deserve it.”

”If we nominate Trump, we will get destroyed … and we will deserve it.”
____________________

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og ansat som lektor i amerikansk historie på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, Syddansk Universitet. Hans seneste bog er ʼVietnamkrigen. En International Historie, 1945-1975ʼ (København: Gyldendal, 2015).

ILLUSTRATION: Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump holder som en del af sin kampagne tale i Arizona, marts 2016 [Foto: Matt York/AP Photo/Polfoto]