24.05.2016

Presset af Bernie Sanders er Hillary begyndt at tilslutte sig hans mærkesager.

Det er faktisk lykkedes Anders og andre progressive kræfter i partiet at rykke Hillary et godt stykke mod venstre i løbet af valgkampen. Hvis det var den egentlige grund til, at Sanders stillede op på trods af dårlige odds for at vinde, så synes hans mission at lykkedes.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkommer 26. maj.

Af Niels Bjerre-Poulsen

I foråret 2015 formodede de fleste, at Hillary Clinton nærmest ville blive kåret som Demokraternes præsidentkandidat uden en egentlig valgkamp. Faktisk så flere iagttagere det som et problem for Demokraterne, at mediernes opmærksomhed i så høj grad ville være på Republikanerne, hvor kandidatlisten blev stadig længere. Da senator Bernie Sanders, selverklæret ʼDemokratisk socialistʼ fra Vermont, meldte sig i slutningen af maj 2015, forestillede de færreste sig en egentlig valgkamp. Men efter nogle uger skete der noget: Pludselig var den 74-årige mand, der med brooklynaccent tordnede mod Wall Street og ʼthe billionaire classʼ, nærmest en kultfigur. Tusinder af unge meldte sig som frivillige i hans kampagne, og pengene strømmede ind i form af små donationer. I løbet af 2015 modtog hans kampagne bidrag fra 2 mio. amerikanere – flere end selv Barack Obama kunne mønstre – og titusinder mødte op til hans valgmøder.

I løbet af 2015 modtog hans kampagne bidrag fra 2 mio. amerikanere – flere end selv Barack Obama kunne mønstre – og titusinder mødte op til hans valgmøder.
____________________

 

Kontrasten til Hillary Clinton var tydelig. Hun er langtfra nogen karismatisk politiker og klarer sig som regel bedst i små forsamlinger. Selv dér lyder det meste, hun siger, ofte for indstuderet. Ingen anden kandidat – Demokrat eller Republikaner – kan matche hverken hendes alsidige politiske erfaring eller hendes detailviden om både indenrigs- og udenrigspolitik, men kvalifikationerne har vist sig svære at omsætte til begejstring. Bernie Sanders, derimod, har et relativt simpelt budskab: Wall Street, de rigeste 1 pct. af amerikanerne og især de rigeste 0,1 pct. – som blev reddet af de amerikanske skatteydere og for længst er blevet endnu rigere, end de var før finanskrisen – bør betale noget tilbage til den del af middelklassen, hvis realløn er stagneret eller faldet igennem flere årtier. Særligt unge vælgere – en vigtig del af Obama-koalitionen i 2008 og 2012 – har været med til at forvandle Sanders til en reel trussel mod Hillarys nominering. De voldsomme stigninger i priserne på en universitetsuddannelse er blot en del af forklaringen på deres engagement.

Mange har set lighedspunkter mellem Trumps overraskende succes og Sanders’. Tydeligt er det, at de begge synes båret frem af en stærk modstand mod de to partiers establishments, og at de begge taler om et politisk system, der er korrumperet af penge. Begge er de en slags populister, men der er stadigvæk tale om to vidt forskellige kandidater og to vidt forskellige samfundsanalyser. Trump lader måske en kritisk bemærkning om Wall Street falde i ny og næ, men han retter først og fremmest sine tilhøreres opmærksomhed mod ’de andre’, dvs. de fremmede – kineserne, mexicanerne, muslimerne, de illegale. Sanders fokuserer på ʼthe billionaire classʼ og det politiske system, de angiveligt har købt. Trump og Sanders mener også noget helt forskelligt, når de siger, at ”the system is rigged”. Sanders taler om pengenes og interessegruppernes rolle i den politiske proces. Trump taler om, at nogen i det Republikanske Parti – en privat organisation – forsøger at forhindre hans nominering.

Problemet for Clinton, som trods Bernie Sandersʼ overraskende succes vil blive Demokraternes kandidat, er, at mange af hans tilhængere anser hende for at være en del af dette system. Hun insisterer derimod på, at hun grundlæggende vil det samme som Sanders, men blot sætter mere realistiske politiske mål. Dette bliver mere og mere korrekt, for det ER faktisk lykkedes Sanders og andre progressive kræfter i partiet at rykke Hillary et godt stykke mod venstre i løbet af valgkampen. Hvis det var den egentlige grund til, at Sanders stillede op på trods af de dårlige odds for at vinde, så synes hans mission at være lykkedes.

For Hillary må det på mange måder føles underligt at se sig selv dæmoniseret af unge Bernie Sanders-tilhængere, der hævder, at det stort set kan komme ud på ét, om sejren går til hende eller en Republikaner. En stor del af sin politiske karriere er hun nemlig blevet dæmoniseret af Republikanere, der har set hende som en rabiat feminist fra babyboom-generationen, der blot foregav at være mere midtsøgende. Skønt det var en karikatur, så er det dog sandt, at Clinton gennem hele sin politiske karriere har fastholdt sin kamp for borgerrettigheder og især for børns og kvinders rettigheder – såvel i USA som i andre dele af verden. Ligeløn og betalt barselsorlov er også ved dette valg blandt hendes mærkesager.

For Hillary må det på mange måder føles underligt at se sig selv dæmoniseret af unge Bernie Sanders-tilhængere, der hævder, at det stort set kan komme ud på ét, om sejren går til hende eller en Republikaner.
____________________

 

Hillarys erfaringer fra præsidentvalget i 1972 gav både hende og hendes mand et pragmatisk syn på, hvor hurtigt (eller langsomt) sociale forandringer kan gennemføres i det amerikanske politiske system. De arbejdede begge for George McGovern, der det år blev Demokraternes præsidentkandidat. Han var de unge progressives foretrukne kandidat, og han vandt efter at have besejret establishment-kandidater som tidligere vicepræsident Hubert Humphrey og senator Ed Muskie. ”Come home America,” lød McGoverns slogan. Han ville hurtigt afslutte krigen i Vietnam, give amnesti til desertører og vende blikket mod USA’s egne sociale problemer. Han var også tilhænger af fri abort, hvilket fik hans modstandere i Nixon-lejren til at karakterisere hans politiske program som ”acid, amnesty, and abortion”. Mange ting gik skævt for McGovern, og på valgdagen vandt præsident Nixon hele 49 stater, mens McGovern kun sejrede i staten Massachusetts og District of Columbia. Det var på daværende tidspunkt det næststørste valgnederlag i amerikansk historie. Og erfaringerne fra McGoverns nederlag kom til at præge Bill og Hillary: 20 år senere var det Bill, der stillede sig i spidsen for de ’nye Demokrater’, der førte partiet ind på en mere midtsøgende ʼtredje vejʼ.

Bill Clinton var en temmelig succesrig præsident, hvad der er til gavn for Hillary. Men samtidig er det i høj grad også sager fra 1990’erne, der plager hendes valgkamp. En af anstødsstenene er ’The Violent Crime Control and Law Enforcement Act of 1994’ – der med langt hårdere straffe fyldte de amerikanske fængsler op. Særligt Black Lives Matter-bevægelsen har forsøgt at gøre Hillary Clinton medansvarlig for den. Det andet store tema er Clinton-regeringens deregulering af finanssektoren – og især afskaffelsen af den såkaldte Glass-Steagall Act fra 1933, der adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. Mange kritikere har knyttet en direkte forbindelse fra denne deregulering i 1990’erne til den finanskrise, der ramte USA og resten af verden i 2007-2008.

For Occupy Wall Street-bevægelsen – som Sanders’ valgkamp på mange måder er en udløber af – er et særligt problem Clinton-parrets tætte forbindelser til investeringsbanken Goldman Sachs. Firmaet var en hovedsponsor bag Bill Clintons valgkamp i 1992, og dets seniorpartner Robert Rubin blev først særlig økonomisk rådgiver for præsident Clinton og siden hans finansminister. Goldman Sachs var også en af de to største bidragydere til den valgkamp, der i 2000 gjorde Hillary Clinton til senator for New York (den anden var Citigroup). Senest har hun skullet forsvare, at hun i efteråret 2013 holdt tre taler for chefer i Goldman Sachs til et honorar på ikke mindre end $675.000 (ca. 4,4 mio. kr.). Sanders har gentagne gange opfordret hende til at offentliggøre manuskriptet til talerne, så vælgerne kan tjekke, om hendes budskaber dér harmonerer med hendes valgløfter om, at hun – som Sanders – vil arbejde for en strammere regulering af finanssektoren.

For Occupy Wall Street-bevægelsen – som Sanders’ valgkamp på mange måder er en udløber af – er et særligt problem Clinton-parrets tætte forbindelser til investeringsbanken Goldman Sachs.
____________________

 

Er Det Republikanske Parti gennem en del år rykket stadigt længere mod højre, så er Demokraterne i de sidste par år også rykket mod venstre. I erkendelse af at det ikke længere er det samme parti, som hendes mand stod i spidsen for i 1990’erne, er Hillary et stykke ad vejen rykket med. Det er eksempelvis tydeligt, at hun er mere kritisk over for frihandelsaftaler, end da hun som udenrigsminister selv var med til at forhandle dem på plads (Trans-Pacific Partnership, TPP, er et godt eksempel). Det er også tydeligt, at hun har rykket sig på miljøområdet, og selvom hun modsat Bernie Sanders endnu ikke er parat til at genindføre Glass-Steagall, der bl.a. ville forhindre bankerne i at spekulere i såkaldte finansielle derivater, så anerkender hun behovet for yderligere stramninger i reguleringen af finanssektoren. Når Trump som forventet angriber hende som ”crooked Hillary” (”snyderen Hillary”) i valgkampen, får hun brug for støtte fra Sanders og andre fra partiets progressive fløj. Hendes venstredrejning er tegn på, at hun ved, hun selv må gøre en indsats for at overvinde forbeholdene hos den nye generation af Demokratiske aktivister, der i det forløbne år har gjort ʼBernieʼ til en rockstjerne.

Hillarys venstredrejning er tegn på, at hun ved, hun selv må gøre en indsats for at overvinde forbeholdene hos den nye generation af Demokratiske aktivister, der i det forløbne år har gjort ʼBernieʼ til en rockstjerne.
____________________

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og ansat som lektor i amerikansk historie på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, Syddansk Universitet. Hans seneste bog er ʼVietnamkrigen. En International Historie, 1945-1975ʼ (København: Gyldendal, 2015).

ILLUSTRATION: Hillary Clinton til vælgermøde i Stone Ridge, Virginia, 9. maj 2016 [Foto: Martin Jacquelyn/AP/Polfoto]