11.03.2016

Af Naser Khader [fra RÆSON25]

Der er flere årsager til den uhellige og stærkt uheldige alliance mellem Syriens diktator, Bashar al-Assad, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Men der er kun ét sted at sende regningen hen: den nødlidende syriske befolkning.

Der er tale om en menneskelig tragedie og en katastrofe af uhørte dimensioner i nyere tid. Et overlagt massemord og en massefordrivelse af mennesker, som verden ikke har set magen til siden folkedrabet i Rwanda i 1994.

Omtrent 300.000 mennesker har mistet livet under fem års krig og konflikt. 15 mio. mennesker er drevet på flugt – enten internt i ­Syrien, fordi krigsskuepladserne hele tiden flytter sig, eller ud af landet med kurs mod et Europa, som på alle måder forsøger at begrænse flygtningestrømmen. Lige nu presser tusindvis af desperate mennesker sig på ved den lukkede grænse til Tyrkiet, som heller ikke vil have dem. Tyrkiet har i forvejen 2,5 mio. flygtninge, er ramt af terror og kæmper en væbnet kamp mod kurderne.

Katastrofen er total
Man kan trække åbenlyse paralleller til Muammar Gadaffis voldtægt af Libyen, til Talebans mishandling af Afghanistan eller til Slobodan ­Milosevics blodige storhedsvanvid på Balkan. Men dengang greb Vesten ind med magt og bremsede vanviddet.

I Syrien sidder massemorderen Assad endnu. I tryghed fra vestlig indgriben og godt beskyttet af Iran, Hizbollah og ikke mindst Ruslands enevældige krigsforbryder præsident Putin.

Den russiske enehersker ventede i flere år, før han blandede sig direkte i konflikten i Syrien. Men modsat sine kolleger i Vesten, ikke mindst det handlingslammede EU og den rådvilde amerikanske præsident Obama, greb han chancen, da den opstod. I dag bomber han løs i Syrien under påskud af at ville udrydde Islamisk Stat. Ofte er det desværre uskyldige civile, han rammer med sine bomber. Men det betyder mindre; Putins sande motiv er personlige magtambitioner og at hævde sig selv. Hans ageren i Syrien er ikke logisk og slet ikke i Ruslands egeninteresse, da han hermed gør sig uvenner med de mange muslimske og arabiske lande, som vil af med Assad.

Vestlige ledere har holdt møder i et omfang, så selv en kriger fra ­Islamisk Stat ville falde i søvn. Obama trak i 2013 en rød streg i sandet – men drog alligevel ingen konsekvenser, da Assad overtrådte den? Intet – intet! – har Vesten reelt gjort for at stoppe vanviddet i Syrien.

Det er værd at bemærke, at Putins Rusland meldte sig på banen med bombefly, netop som præsident Obama havde indgået den famøse og stærkt kritisable atomaftale med Iran. Det var på ingen måde tilfældigt. Det var på tide at hævde sig. Visse iagttagere mener, at Rusland ligefrem har allieret sig med Iran i spørgsmålet om Syrien. Det synspunkt abonnerer jeg ikke på. Putin frygtede, at iranerne med atomaftalen fik carte blanche til at agere regional stormagt i Mellemøsten, og dét ville spænde ben for Putins magtambitioner. Flere arabiske og iranske iagttagere hævder, at Ruslands direkte indblanding i Syrien på ingen måde var koordineret med Iran – at iranerne tværtimod blev meget overraskede, men holdt lav profil med kritikken.

På et tidspunkt vil Ruslands og Irans interesser kollidere med en åben konflikt til følge
De to atommagter har forskellige mål: For Iran handler det om regional indflydelse og den evindelige kamp mellem sunni- og shiamuslimer, for Rusland er det – ud over Putins magtambitioner – først og fremmest et spørgsmål om olie og om at bevare en adgang til Middelhavet. Bemærk, at ikke mange olieanlæg er blevet ramt af de russiske kampfly, uanset at disse oliefelter er kapret af Islamisk Stat.

Og endelig er der historien. Historien om Rusland som supermagt, der under Stalin blev en global aktør. Dette selvbillede har haft det svært, siden Berlinmuren faldt, men med en ualmindelig svag amerikansk præsident som Obama har Putin set en åbning. Bomberne over Syrien er Putins lærestreg til Vesten på et tidspunkt, hvor en ny kold krig truer med at fryse til is: Se bare her – I skal ikke løbe om hjørner med os!

Og hvad er Vestens svar? Man købte sig i starten af februar aflad ved at afholde en donorkonference – hvordan hjælpen så end skal nå frem, hvis ellers pengene kommer. Man betaler Tyrkiet for at prøve at holde flygtningene væk fra Europas grænser. Det første er ren kosmetik, det andet synes ikke at have den store effekt. Hvor bliver flyveforbudszonerne af? De humanitære korridorer, der kan lindre nøden internt i Syrien?

FN-forhandlingerne om fred i Syrien fører ingen vegne. Netop fordi Vesten læner sig tilbage i uhørt ligegyldighed, imens Rusland spiller fandango med al-Assad. USA’s plan er at overtale Rusland og Iran til at opgive deres interesser i Syrien. Det er ikke en strategi, kun ren ønsketænkning.

Obama er stærkt på vej ud af Det Hvide Hus, og det står klart, at han ikke skal rode sig ind i flere ulykker. Det mellemøstlige kaos overlader han til sin efterfølger. Men hvor ville det klæde ham at rette ryggen en sidste gang og skride til handling.

Hvis det er kold krig, Putin vil have, så giv ham det dog! Ruslands økonomi hænger i laser, den historisk lave oliepris gør ikke tingene nemmere i Kreml, og det er ikke billigt at holde både Tjetjenien og Ukraine i et jerngreb – ”don’t mention the war!” – imens man fører sig frem i Syrien.

Putin kan ikke undvære Vestens valuta. Og Vesten har ikke råd til blot at lade stå til i Syrien.