14.09.2016

Faktum er, at Assad står stærkere end nogensinde, siden borgerkrigen startede. Han har Rusland i ryggen og Iran med Hizbollah på sidelinjen. Der er intet, der kan presse ham til at give slip på magten, og vi har ingen grund til at tro, han vil overholde sin del af aftalen. Og den nye amerikansk-russiske aftale bringer ikke syrerne tættere på fred og tryghed – Putin har taget Kerry ved næsen.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Naser Khader

USA’s udenrigsminister John Kerry er en klovn. Og hans optræden på den mellemøstlige arena afføder ingen klapsalver. Med god grund. Både han og præsident Obama har mistet pondus i regionen for længst. Nu har Kerry på USA’s vegne indgået en ”fredsaftale” om Syrien for gud-ved-hvilken-gang. Den kommer selvfølgelig heller ikke til at holde denne gang, og jeg tror godt, vi kan sige, at Kerry, Obama og co. er blevet taget ved næsen endnu engang. Det er den syriske befolkning også, for aftalen bringer i hvert fald ikke syrerne tættere på fred og tryghed. Derimod tyder alt på, at den konsoliderer Ruslands, Irans, Hizbollahs og ikke mindst Assads overhånd i området.

Nu har Kerry på USA’s vegne indgået en ”fredsaftale” om Syrien for gud-ved-hvilken-gang. Den kommer selvfølgelig heller ikke til at holde denne gang, og jeg tror godt, vi kan sige, at Kerry, Obama og co. er blevet taget ved næsen endnu engang.
_______

 

På den positive side kan man fremhæve, at USA og Rusland endelig taler sammen. Og visionen om, i fællesskab, at bekæmpe Islamisk Stat og Al-Qaeda er da også smuk, om end illusorisk. Men aftalen i øvrigt er jeg stærkt skeptisk over for. Den er svag, da den kun er indgået mellem USA og Rusland, og altså uden de involverede parter.

Man er godt dum, hvis man tror, Rusland tjener andet end sin egen dagsorden. Og flere dele af aftalen er hemmelig, hvilket giver grund til at frygte, at Assad er blevet fredet – hvilket vil være den største katastrofe.


Den syriske præsident, diktator og krigsforbryder kan ånde lettet op, for han har så godt som vundet krigen. Den nye aftale tjener primært Assad – og det dermed hans modstandere, der har grund til at være bekymrede. Ifølge aftalen skal Assad og Rusland indstille angreb på USAs allierede i Syrien. USA’s allierede skal indstille angreb på regimet og russiske styrker – og sammen skal Rusland og USA så bombe Islamisk Stat og al-Nusra (det tidligere Al-Qaida) væk fra landkortet. Sagen er bare den, at stort set alle oprørsgrupper på ét eller andet tidspunkt har flettet fingre med al-Nusra, bevidst eller ubevidst, og det er en meget afgørende detalje at hæfte sig ved. For dermed kan stort set alle oprørsgrupper nu i realiteten associeres med al-Nusra, og dermed vil de blive svigtet af amerikanerne. De er i stedet blevet “sitting ducks”, der kan vente på at russerne kommer med deres nyerhvervede carte blanche til at nedkæmpe al modstand mod regimet.

Den nye aftale tjener primært Assad
_______

 

Den syriske opposition er splittet – mildt sagt. Den Frie Syriske Hær, som Riyad Hijab repræsenterer, og som Vesten gerne vil støtte, er nu desværre blandt de mindste af oppositionsgrupperne i landet. Der er meget fokus på Islamisk Stat som vestens største modstander og på præsident Assads ”officielle” militær som modvægten til IS. Men i virkeligheden er der intet mindre end 1.400 bevæbnede grupper i Syrien, som bekriger hinanden på kryds og tværs. Det gælder både de oprørsgrupper, vi hepper på, men også terrorister, islamister og voldsbøller – det hele i én uskøn blanding.

I forrige uge mødtes repræsentanter for oppositionen i London. En af lederne er Riyad Hijab, tidligere premierminister under præsident Assad, der siden er hoppet over på den anden side. Han skal forestille at repræsentere den opposition i Syrien, som Vesten så gerne vil støtte, men som fortsat er stærkt splittet. Her sagde han Hijab: “[vi kan ikke] tillade, at Assad og hans klike og dem, der har dræbt og tortureret mennesker de seneste fem år, får lov til at blive”. Jeg er enig. Assad må og skal ud. Han kan ikke bare træde tilbage; han må forlade landet, og det kan kun gå for langsomt. Det er den første forudsætning for fred. Ikke på noget tidspunkt har der været konsekvenser af brudte våbenhviler og overtrådte linjer. Præsident Obama talte for efterhånden længe siden om at skride ind, hvis den syriske diktator krydsede “den røde linje”; brugen af kemiske våben. Assad krydsede linjen “big time” [i 2013, red.], og der skete lige nøjagtig ingenting. Bortset fra at tusinder af mennesker blev dræbt – hvis ikke af kemiske våben, så af endnu flere luftbombardementer, tøndebomber og tilfældige likvideringer.

Nu har man endnu en gang lavet en stærkt tvivlsom fredsaftale og køreplan for fremtiden i Syrien. Vi har set metoden brugt andre steder, og der var den også ubrugelig
_______

 

Den eneste vej til fred

Vejen til at gøre Assad mør er at angribe hans militære anlæg og ved at indføre og håndhæve flyveforbudszoner, at skabe humanitære korridorer til den terroriserede befolkning, og på alle måder gøre det klart for Assad – både fra amerikansk og russisk side – at festen er forbi. Men viljen til at sætte en fod ned for diktatoren mangler, og jeg kan ikke fordømme Obama-administrationen nok for det svigt, jeg mener, de har udvist her. Det har kostet menneskeliv i tusindtal.

Der er tre faser i den nødvendige proces, der skal lede til fred: En holdbar våbenhvile, en overgangsregering og en helingsproces. Den kan selvsagt ikke omfatte en diktator, som har terroriseret sin egen befolkning i årevis.

Nu har man endnu en gang lavet en stærkt tvivlsom fredsaftale og køreplan for fremtiden i Syrien. Vi har set metoden brugt andre steder, og der var den også ubrugelig. I Yemen skulle diktatoren også væk, men han blev i landet og allierede sig med tidligere fjender – med det resultat, at uroen og volden fortsatte. Vi så det i Irak, hvor man pressede Malaki fra magten, men også han blev i landet, og fortsatte med at blande sig. Og lige nu er der altså flere tegn på, at alt er lagt til rette på en måde, så Assad med stor sandsynlighed kan blive siddende i Syrien.

Borgerkrigen har sendt flere end 15 millioner mennesker på flugt, og op mod en halv million syrere er døde. Assad er smurt ind i sit folks blod og det vil være en katastrofe, hvis han får lov til at blive.

Freden ville have langt større chancer, hvis man havde modet til at gå en anden vej. Dette ville kræve en massiv militær indsats rettet mod både Assads forbryderiske regime og Islamisk Stats terror mod uskyldige civile. Hvis amerikanerne turde angribe Assads militære anlæg, så skulle han nok blive mør og til at tale med. Men det kommer ikke til at ske. Faktum er, at Assad står stærkere end nogensinde, siden borgerkrigen startede. Han har Rusland i ryggen og Iran med Hizbollah på sidelinjen. Der er intet, der kan presse ham til at give slip på magten, og vi har ingen grund til at tro, han vil overholde sin del af aftalen.

Lige nu er der rapporter om etnisk udrensning omkring Damaskus, hvor sunnier bliver fordrevet fra områder. Når de er ude af deres huse og byer, flytter alawitter og andre af Assads støtter ind. Assad er dermed godt i gang med at sikre sin egen position – i det centrale Syrien og ude ved kysten. Meget tyder på, at Syrien aldrig bliver sig selv igen, men vil derimod blive en opløst stat med al den urolighed, som vi kender fra Irak, men sandsynligvis meget mere voldsomt.

Det er udtryk for historieløshed hos den amerikanske udenrigsminister Kerry, når han tror, at han kan forhandle sig ud af det morads, som i dag er tilstanden i Syrien. Assad har overhånd og han er blevet fredet. De civile må væbne sig med tålmodighed og vente – igen. Vente først på udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i november og derefter vente på, at en ny præsident aflægger ed i Washington i januar. Obama vil intet gøre. Først når en ny præsident er kommet til magten kan man håbe, at der sker noget konstruktivt. ■

Obama vil intet gøre. Først når en ny præsident er kommet til magten kan man håbe, at der sker noget konstruktivt
_______

 

ILLUSTRATION: Potræt af Assad på et center for internt fordrevne i Damaskus, 2013 [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]