Naser Khader om Aleppo:Indignation redder ikke menneskeliv. Der skal et flyveforbud til

Naser Khader om Aleppo:
Indignation redder ikke menneskeliv. Der skal et flyveforbud til

03.10.2016

.

Alle både danske og vestlige beslutningstagere siger vi skal gøre noget i Syrien/Aleppo, men ingen nævner hvad vi konkret skal stille op. Indignation og fordømmelse redder ikke menneskeliv. Jeg mener ikke der er andet at gøre end at bruge militær magt – uanset hvad Putin mener.

KOMMENTAR af Naser Khader

VI SAGDE DET, da folkemordet foregik i Rwanda: Aldrig igen. Vi sagde det, da de slagtede hinanden i Darfur: Aldrig igen.

Alligevel sker det. Den syriske befolkning lider under en brutal diktator, en lammet amerikansk præsident og en magtsyg russisk leder, som jeg ikke tøver med at kalde en krigsforbryder. Læg dertil terrororganisationerne Hizbollah, al-Nusra, Islamisk Stat og Iran – og vi har katastrofen.

Hvis den russiske præsident, Vladimir Putin, skulle finde på at aflægge besøg i Danmark, vil jeg stå forrest i køen for at anmelde ham for krigsforbrydelser. Flere lande burde gå sammen om at få samlet dokumentation mod Putin for krigsforbrydelser, så han kan stilles for en krigsdomstol. Det gjorde man i Norge efter Grosnyi, hvor der fandt et blodbad sted. For det er præcis, hvad han og hans militær er i gang med i Syrien: At smadre landet til ukendelighed uden smålig hensyntagen til civilisation eller historie. Storbyen Aleppo bliver lagt i ruiner, civile bliver bombet, man kaster tøndebomber over hospitaler, og Vesten foretager sig stort set ingenting.

 

Kerry er i bedste fald naiv
_______

 

Som forventet faldt den amerikanske udenrigsminister John Kerrys såkaldte fredsaftale på gulvet efter ganske få dage. Kerry er i bedste fald naiv, og lyttede ikke til de 51 amerikanske diplomater og ambassadører, som entydigt har anbefalet at stække den syriske diktator Assad militært – uanset hvad Putin mener.

Men én ting er John Kerry. Det undrer mig endnu mere, at præsident Obama fuldstændig negligerer de 51 erfarne diplomater og ambassadører, som højlydt og utvetydigt har opfordret til at gribe ind og stoppe vanviddet på den eneste måde, som Assad og Putin forstår: Med magt. Der sker intet. Meget har været prøvet. Intet har virket. Blækket er knapt nok tørt på den ene fredsaftale efter den anden, før aftalen er brudt.

Det centrale problem er, at Assads og Putins gentagne brud på indgåede aftaler absolut ikke har konsekvenser. Fredsaftale? Ja, lad os underskrive den. Og næste dag regner tøndebomberne igen ned over uskyldige civile, hospitaler og nødhjælpskonvojer, uden at den vestlige alliance foretager sig noget offensivt og aktivt.

Danmark deltager i den koalition, der egentlig skulle bekæmpe Islamisk Stat, men som nu står over for en langt større opgave med det syriske regimes umenneskeligt brutale militær såvel som langt over 1.000 militante grupper, Iran på sidelinjen og Vladimir Putins Rusland som en endog meget aktiv modstander. Så hvad gør vi?

I øjeblikket bliver den historiske millionby Aleppo smadret til ukendelighed. Civile ofre tæller ikke i Assads og Putins regneark. I USA er præsident Obama stærkt på vej ud ad døren. Han har opgivet. Og hans udenrigsminister, John Kerry, er afsløret på hemmelige optagelser, hvor han sætter ord på sin frustration over at lave aftaler med russerne: Man kan godt forhandle en aftale på plads, men der er ingen konsekvenser, når den – helt forudsigeligt – bliver brudt. Ingen konsekvenser.

Jeg opfordrer til, at Danmark tager en lederrolle i den koalition, som vi deltager i. Hvorfor ellers gå med? Man kan ikke være en lille smule gravid, ligesom man ikke kan være en lille smule i krig. Nu må vi vise muskler. Vi har prøvet dialogen, diplomatiet og alt det andet i den fine værktøjskasse. Diktatorer og krigsforbrydere som Assad og Putin har kun respekt for én ting: Magtens sprog. Militær magt. Desværre er der ingen synlig vilje i Vesten til at håndhæve denne magt effektivt, og det forstår såvel Assad som Putin at udnytte. Rusland er svag, den russiske økonomi sejler, men Putin ved, at der går flere måneder, før en ny præsident sætter sig igennem i USA. Og dette vakuum udnytter han til fulde.

Så dukker der ”eksperter” op i medierne og taler om risikoen for Tredje Verdenskrig. Det er helt hen i vejret. Der er vi slet ikke. Vi var igennem Den Kolde Krig, og vi oplever i øjeblikket Putins totale magt og arrogance, men vi har også lært, at midlet er folkelige protester – og magt. Overlegen militær magt. Den besidder vi. Men tør vi bruge den?

Det kræver lederskab fra vestlig side at sætte sig op mod Putin og at sætte ind mod den humanitære katastrofe i Syrien. Vilje til at tage lederskab. Her kan Danmark med fordel gå i spidsen og arbejde for at koalitionen stækker Assad militært. Et flyveforbud over hele Syrien, bortset fra Østsyrien, hvor vi bekæmper Islamisk Stat, vil gøre en meget stor forskel. For det er fly, der slår flest civile syrere ihjel.

Hvordan vil Putin reagere? Får vi en Tredje Verdenskrig. Nej! Putin fik en kontant advarsel, sidst han truede Baltikum. Han fik en kontant advarsel, da det bragede løs i Ukraine. Her holder han sig nu i ro. Men i Syrien har han indtil videre frit spil, fordi der ikke har været nogen konsekvenser – og ingen trussel om militær indgriben. Man kan også vende det om. Hvis Putin vil forhindre os i at beskytte de mange millioner syriske civile, er det ham, der ønsker konfrontation. Og det har han hverken styrke eller råd til.

Alle danske og vestlige beslutningstagere siger vi skal gøre noget i Syrien/Aleppo, men ingen nævner hvad vi konkret skal gøre. Indignation og fordømmelse redder ikke menneskeliv. Jeg mener ikke der er andet at gøre end at bruge militær magt – uanset hvad Putin mener. Nogle gange er man nødt til at gå i krig for at redde civile og skabe fred. Hvis ikke vi handler nu, så er den frie verdens troværdighed på spil. Intet mindre. ■

 

Hvis Putin vil forhindre os i at beskytte de mange millioner syriske civile, er det ham, der ønsker konfrontation
_______

 

ILLUSTRATION: Aleppo efter angreb udført af den syriske hær, 10. september, 2016 [foto: Anadolu Agency/Polfoto]