27.09.2016

Af Naser Khader [fra RÆSON27]

I september indgik Kerry på USA’s vegne endnu en ‘fredsaftale’ om Syrien, der selvfølgelig heller ikke kom til at holde. Han er en klovn. I Mellemøsten har man for længst mistet respekten for både præsident Obama og ham. Aftalen bringer ikke syrerne tættere på fred og tryghed. Tværtimod tyder alt på, at den konsoliderer positionerne for Rusland, Iran, Hizbollah og ikke mindst: Assad. Generelt er aftalen svag – den blev hurtigt brudt flere gange, og den er kun indgået mellem USA og Rusland, altså uden de direkte involverede parter.

Krigsforbrydelser i Syrien fordømmes nærmest rituelt af tandløse politikere, der kræver dem undersøgt, men ikke desto mindre lader vanviddet fortsætte. Man giver hånd på en våbenhvile uden at overveje, hvordan man vil håndhæve den. Samtidig er man i Pentagon ikke begejstret for at dele efterretninger med russerne – tilliden er nærmest ikkeeksisterende. Og ifølge The New York Times er der en god grund til, at forhandlingerne mellem John Kerry og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har været så hemmelige – Kerry har fortalt nogle af sine nærmeste medarbejdere, at end ikke han selv tror på planen.

På den positive side kan man fremhæve, at USA og Rusland endelig taler sammen, omend tonen ikke er hjertelig. Visionen om i fællesskab at bekæmpe Islamisk Stat og al-Qaeda/al-Nusra er smuk, men illusorisk. Man er godt dum, hvis man tror, at Rusland dyrker andet end sin egen dagsorden. Og når dele af aftalen er hemmelig, giver det grund til at frygte, at Assad de facto er fredet – hvilket i givet fald er den største katastrofe. Men den syriske præsident, diktator og krigsforbryder kan ånde lettet op, for han har så godt som vundet krigen.

Aftalen tjener primært Assad. Ifølge teksten skulle Assad og Rusland indstille angreb på USA’s allierede i Syrien. USA’s allierede skulle samtidig indstille angreb på regimet og russiske styrker. Sammen skulle Rusland og USA så bombe Islamisk Stat og Jabhat Fateh al-Sham (JBS), det tidligere al-Nusra-fronten, væk fra landkortet.

Sådan er det som bekendt ikke gået. Stort set alle oprørsgrupper har på et eller andet tidspunkt flettet fingre med det tidligere al-Nusra, bevidst eller ubevidst, og det er en meget afgørende detalje at hæfte sig ved. Konflikten i Syrien er nemlig ikke én konflikt mellem Assad og Islamisk Stat eller mellem Assad og JBS. Der findes talrige oprørsgrupper, som kæmper for hver sin sag. Dermed kan stort set alle oprørsgrupper nu i realiteten associeres med JBS, og dermed vil de blive svigtet af amerikanerne. De er i stedet blevet ‘sitting ducks’ [lerduer, der er lette mål, red.], der kan vente på, at russerne kommer med deres nyerhvervede carte blanche til at nedkæmpe al modstand mod regimet. Dertil kommer en betydelig amerikansk interesse i at dyrke det nye og bedre forhold til Iran efter den famøse atomaftale, og Iran ønsker at bevare Assad ved magten.

Den syriske opposition er splittet – mildt sagt. Den Frie Syriske Hær, som Assads tidligere premierminister Riyad Hijab repræsenterer, og som Vesten gerne vil støtte, er nu desværre blandt de mindste af oppositionsgrupperne i landet. Der er meget fokus på Islamisk Stat som Vestens største modstander og på præsident Assads ‘officielle’ militær som modvægten til IS. Men i virkeligheden er der intet mindre end 1.400 bevæbnede grupper i Syrien, som bekriger hinanden på kryds og tværs. Det gælder både de oprørsgrupper, som vi hepper på, og terrorister, islamister og voldsbøller – det hele i én uskøn blanding.

For få uger siden mødtes repræsentanter for oppositionen i London. En af lederne er Riyad Hijab, der har vendt Assad ryggen og er hoppet over på den anden side. Han skal forestille at repræsentere den opposition i Syrien, som Vesten så gerne vil støtte, men som fortsat er stærkt splittet. I London sagde Hijab: ”[Vi kan ikke] tillade, at Assad og hans klike og dem, der har dræbt og tortureret mennesker de seneste fem år, får lov til at blive.”

Jeg er enig. Assad må og skal ud. Han kan ikke bare træde tilbage; han må forlade landet, og det kan kun gå for langsomt. Det er den første forudsætning for fred. Ikke på noget tidspunkt har der været konsekvenser af brudte våbenhviler og overtrådte linjer. Præsident Obama talte for efterhånden længe siden om at skride ind, hvis den syriske diktator brugte kemiske våben og dermed krydsede ’den røde linje’. Assad krydsede linjen big time [i 2013, red.], og der skete lige nøjagtig ingenting. Siden er tusinder af mennesker blevet dræbt – hvis ikke af kemiske våben, så af endnu flere luftbombardementer, tøndebomber og tilfældige likvideringer.

Vejen til at gøre Assad mør er at angribe hans militære anlæg og indføre og håndhæve flyveforbudszoner, at skabe humanitære korridorer til den terroriserede befolkning og på alle måder gøre det klart for Assad – både fra amerikansk og russisk side – at festen er forbi. Men viljen til at sætte en fod ned over for diktatoren mangler, og jeg kan ikke fordømme Obama-administrationen nok for det svigt, som den har udvist. Det har kostet menneskeliv i tusindtal.

Der er tre faser i den nødvendige proces, der skal lede til fred: en holdbar våbenhvile, en overgangsregering og en helingsproces. Den kan selvsagt ikke omfatte en diktator, som har terroriseret sin egen befolkning i årevis. I stedet har man nu endnu en gang lavet en stærkt tvivlsom fredsaftale og køreplan for fremtiden i Syrien. Vi har set metoden forsøgt andre steder, og der var den også ubrugelig. Også i Yemen skulle diktatoren væk, men han forblev i landet og allierede sig med tidligere fjender – med det resultat, at uroen og volden fortsatte. Vi så det i Irak, hvor man pressede al-Maliki fra magten, men også han forblev i landet og fortsatte med at blande sig. Og lige nu er der altså flere tegn på, at alt er lagt til rette på en måde, så Assad med stor sandsynlighed kan blive siddende i Syrien.

Borgerkrigen har sendt flere end 15 mio. mennesker på flugt, og op mod en halv mio. syrere er omkommet. Assad er smurt ind i sit folks blod, og det vil være en katastrofe, hvis han får lov til at blive. Freden ville have langt større chancer, hvis man havde modet til at gå en anden vej. At opnå fred vil kræve en massiv militær indsats rettet mod både Assads forbryderiske regime og Islamisk Stats og Jabhat Fateh al-Shams terror mod uskyldige civile. Hvordan kan de store internationale aktører sidde og diskutere, hvorvidt bombninger af hospitaler og nødhjælpskonvojer overhovedet er til forhandling?

Under FN’s generalforsamling forleden gjorde den franske præsident, François Hollande, sig til talsmand for at holde det syriske regime ansvarlig for brugen af kemiske våben. Og FN’s noget amputerede generalsekretær, Ban Ki-moon, talte om flere forhandlinger og om at lade sin såkaldt særlige udsending, Staffan de Mistura, fremlægge endnu en køreplan for nye forhandlinger om en overgangsregering i nærmeste fremtid. Vi har tidligere oplevet de Mistura udfolde sine diplomatiske evner. De er ikke imponerende.

Samtalen er slut; man må sætte ind mod Assad militært. Samtidig må USA forhandle med Rusland om en exitstrategi, som gør det både overskueligt og spiseligt at slå til – og at komme ud igen. Vi skal ikke have et nyt Afghanistan (igen, igen) eller et nyt Irak.

Den seneste såkaldte fredsaftale kommer heller ikke til at fungere. Imens amerikanerne skændes med russerne, står Assad stærkere end længe. Han er ligeglad med den østlige og sydlige del af landet. Men han er fast besluttet på at erobre storbyen Aleppo, og hans militær er godt i gang med at smadre den historiske by til ukendelighed med store menneskelige omkostninger til følge. Vi hører rapporter om etnisk udrensning omkring Damaskus, hvor sunnier bliver fordrevet fra forskellige områder. Når de er ude af deres huse og byer, flytter alawitter og andre af Assads støtter ind. Assad er dermed godt i gang med at sikre sin egen position i det centrale Syrien og ude ved kysten. Meget tyder på, at Syrien aldrig bliver sig selv igen, men derimod bliver en opløst stat med al den urolighed, som vi kender fra Irak, men sandsynligvis meget mere voldsomt.

Det er udtryk for historieløshed hos udenrigsminister Kerry, når han tror, at han kan forhandle sig ud af det morads, som i dag er tilstanden i Syrien. Assad sidder med de gode kort, og han er fredet, så længe han har Rusland i ryggen, og Det Hvide Hus forbereder sig på et præsidentskifte. De civile må væbne sig med tålmodighed og vente; først på udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i november og derefter på, at en ny præsident aflægger ed i Washington i januar. Obama vil intet foretage sig. Først når en ny præsident er kommet til magten i USA, kan man håbe, at der sker noget konstruktivt.

Naser Khader (f. 1963) er MF, udenrigsordfører (K) og Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington D.C.