08.08.2016

Han har sammenlignet Hillary Clinton med en sadistisk sygeplejerske, Putin med en lille, grim husalf og Erdogan med en ged. Men Naser Khader tror alligevel, at Boris Johnson kan blive en gevinst for det britiske diplomati.

KOMMENTAR af Naser Khader, udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti

Indtil for nylig kendte jeg ikke meget til Storbritanniens nye udenrigsminister, den konservative Boris Johnson. Jeg vidste godt, at han var borgmester i London; og jeg er faktisk tilfældigt stødt ind i ham for nogle år siden, dog uden at tale med ham. Jeg kørte i Londons metro på vej til lufthavnen, og pludselig stod han der – spøjst udseende, som han er, med den karakteristiske viltre frisure, kluntede figur i habit og med en rygsæk på ryggen. Han var også på vej til lufthavnen, og jeg lagde mærke til, at der var mange, der kom og hilste på ham.
Jeg rystede selvfølgelig på hovedet, da han i marts i år i The Telegraph udbrød et “Bravo for Assad!”, efter den syriske diktator, sammen med Rusland, drev Islamisk Stat ud af oldtidsbyen Palmyra. Selvom det var en sejr, så var den sølle i det store billede. Det skal siges til Johnsons forsvar, at han i øvrigt beskriver Assad som et monster, en diktator og en modbydelig tyran.
Boris Johnson var selvfølgelig svær at undgå, da Brexit fyldte allermest i medierne. Han blev omtalt som en “remainer” i “leave-klæder”. Han blev anklaget for at tage standpunkter, der alene tjente at fremme egne ambitioner, og ingen af lejrene stolede rigtigt på ham.

Jeg blev meget overrasket og for alvor nysgerrig, da Theresa May udnævnte ham til udenrigsminister. Det havde ingen set komme. Som udenrigsordfører og konservativ er det selvfølgelig interessant at få indblik i, hvad vi kan forvente af den nye konservative, britiske udenrigsminister, så jeg har brugt lidt af sommerferien på at ‘læse op’ på manden.
Der har vist aldrig i historien været en britisk udenrigsminister, der inden at være tiltrådt posten, har det som del af sit generalieblad, at vedkommende er lykkedes med at fornærme så mange statsoverhoveder og flere hele befolkningsgrupper. En britisk politisk kommentator sagde for nylig at, “Boris Johnson er tynget af en encyklopædisk liste med sociale bommerter og diplomatiske katastrofer.”

Hvis vi tager de mest underholdende af de diplomatiske katastrofer, så har han tidligere sagt om Hillary Clinton, at hun “med sit afblegede hår, stramme læber og stålblik ligner en sadistisk sygeplejerske på et psykiatrisk hospital”. Putin har han sammenlignet med den grimme og irriterende lille husalf Dobby fra Harry Potter. Da det blev omtalt, at man i Det Hvide Hus ville flytte en Churchill-buste, der stod uden for det ovale kontor, sagde Boris Johnsom om præsidenten, at det nok skyldtes den delvis kenyanske Obamas “fædrene modvilje mod det britiske imperium”.

Jeg rystede selvfølgelig på hovedet, da han i marts i år i The Telegraph udbrød et “Bravo for Assad!

_______

 

Efter den tyske komiker Jan Böhmermann fornærmede den tyrkiske præsident Erdogan, og efterfølgende blev retsforfulgt for det, forfattede Johnson et digt til en konkurrence i The Spectator, der gik ud på at skrive det mest fornærmende digt om Erdogan. Johnson vandt konkurrencen. Jeg kan sige så meget, at der både indgår ord som ‘wankerer’ og ‘goat’’ i hans vinderdigt. Og så hjælper det vist ikke meget på Erdogans humør, at Boris Johnsons oldefar var tyrker.

Han er flere gange, på grund af håret, blevet forvekslet med Donald Trump, og da en lille pige på en gade i New York pegede på ham og sagde, “Ih, er det Donald Trump?” sagde han, at det “var et af de værste øjeblikke” og har andetsteds sagt om Trump, at han er “clearly out of his mind”. Så der skal klinkes nogle skår med den næste amerikanske præsident, uanset hvem det så bliver. Og med alle de andre statsoverhoveder, han har fornærmet. Paradoksalt nok skulle manden besidde en god portion social intelligens.

Når alt det er sagt, så må jeg sige, at manden er dygtig, når det gælder; det ved vi også fra hans borgmestertid. Han har været særdeles aktiv i de få uger, han har været udenrigsminister. Han har blandt andet været vært ved to konferencer om henholdsvis Syrien og Yemen, og så var der også lige en akavet pressekonference med John Kerry – men nu er han da i gang med at rydde op efter sine verbale bommerter.

Jeg læste for nylig hans bog om Churchill, og jeg må sige, at jeg synes, den er fremragende. Johnson er tydeligvis intelligent, vidende og en dygtig kommunikator – på sin helt egen måde. Han er højt uddannet og har en ikke ubetydelig erfaring, der er god at trække på. Han taler fremragende fransk, er meget berejst og ved en del om Mellemøsten – blandt andet har han stor viden om klassisk islamisk videnskab.

Johnson er tydeligvis intelligent, vidende og en dygtig kommunikator – på sin helt egen måde.

_______

 

Der er ingen tvivl om, at britisk udenrigspolitik, med Boris Johnson ved roret, afstedkommer et paradigmeskifte. Det bliver sundt for britisk udenrigspolitik at få en mand som Johnson i spidsen, som ikke går op i at være forsigtig og politisk korrekt. Britisk udenrigspolitik er længe blevet overdøvet af tyskerne, franskmændene, russerne og selvfølgelig amerikanerne. Med Boris Johnson i front skal briterne dog nok blive mere synlige på det diplomatiske landkort.
Jeg deler Boris Johnsons fascination af Churchill. Et af mine favoritcitater af den aktivistiske og store statsmand er dette: “Prisen for storhed er ansvar. Hvis befolkningen i USA havde fortsat på middelmådig vis, (….) alene opslugt af deres egne anliggender, og som en faktor i verdens bevægelse uden konsekvens, så var de forblevet glemt og uforstyrret bag de store beskyttende have, men ingen kan rejse sig som det (…) ledende samfund i den civiliserede verden uden at være involveret i dens problemer, uden at mærke krampetrækningerne fra dens pinsler og uden at blive inspireret af dens anliggender.”

Jeg håber, at Storbritannien – Brexit eller ej – med Boris Johnson i front, vil være deres storhed og ansvar bevidst og indtage en markant rolle i den internationale udenrigspolitik, ikke mindst i forhold til Syrien. Briterne har tidligere spillet en meget aktiv rolle i Mellemøsten – selvfølgelig ikke mindst i forbindelse med Sykes-Picot-aftalen.
Det er nu, Boris Johnson skal vise, hvad han dur til og opgaverne foran ham er mange og store. Brexit, kampen mod Islamisk Stat, flygtningestrømmene, terror, Putins aktiviteter – og hvis vi så også får Trump som præsident i USA, så bliver der givetvis ekstra arbejde dér også.

Johnson har meget på spil og må lægge sine ambitioner om at blive partiets leder bag sig. Han er raget uklar med mange, og er så undervurderet, at det kan vise sig som en fordel. Det er nu, han skal vise sine kritikere, at de tager fejl af ham. Flere britiske kommentatorer har betegnet Johnson som en mand med en “freelance-tilgang til politik”, som han kan “finde på at udtænke lige på stedet”. Intet vil være forudsigeligt med Boris Johnson i spidsen for britisk diplomati, andet end at vi kan være helt sikre på, at det ikke bliver kedeligt. Jeg glæder mig til at følge ham, og jeg tror, at Johnson kan gå hen og overraske positivt. Det vil ikke være første gang, det sker.

■

ILLUSTRATION: Den nye udenrigsminister, Boris Johnson, på besøg i Frankrig. Foto: Christian Liewig/ABACAPRESS.COM/Polfoto