Moldova vælger mellem øst og vest

Moldova vælger mellem øst og vest

12.11.2016

.

Præsidentvalgets første runde tyder på, at hovedparten af Moldovas befolkning ønsker orientering mod Rusland og at landet nu for alvor er ved at vende tilbage under russiske vinger



Analyse af Ota Tiefenböck

Socialistpartiets kandidat ved præsidentvalget i Moldova Igor Dodon erklærede inden valget, at han, såfremt han vinder, vil orientere Moldova mod Rusland, opsige associeringsaftalen med EU og arbejde på, at Moldova bliver medlem af Den Eurasiatiske Union sammen med Rusland, Armenien, Hviderusland, Kirgisistan og Kasakhstan.

For et par uger siden vandt Igor Dodon valgets første runde med 48 procent af stemmerne, svarende til omtrent 10 procent mere end hans proeuropæiske modstander Maia Sandu, og alt tyder på, at Moldova efter de seneste års flirten med europæisk integration nu for alvor er på vej tilbage under russiske vinger. Igor Dodon står nemlig til at vinde valgets afgørende runde i morgen søndag den 13. november, hvor det må formodes, at den prorussiske kandidat for partiet Vort Parti, Dmitrij Tjubasenko, som ved første valgrunde endte som nummer tre med seks procent af stemmerne, vil støtte Dodon.

 

Alt tyder på, at Moldova efter de seneste års flirten med europæisk integration nu for alvor er på vej tilbage under russiske vinger
_______

 

Det afgørende ved valget bliver dog, hvorvidt det lykkes Igor Dodon at mobilisere sine vælgere, der hovedsageligt kommer fra landet. Sandus vælgere består hovedsageligt af den mere veluddannede del af befolkningen fra hovedstaden Chisinau og andre større byer, og de skal nok komme og aflevere deres stemme. Valgdeltagelsen, som ved valgets første runde kun var 49 procent, bliver derfor afgørende for valgets resultat og kan bringe overraskelser med sig.

Oligarkerne rumsterer i kulissen
Den politiske scene i Moldova er ganske typisk for en tidligere sovjetrepublik uden demokratiske traditioner, præget af individuelle interesser og rige magtfulde oligarker, som først og fremmest forfølger egne interesser. I Moldova er det oligarken, næstformand for parlamentet og medlem af det regerende Demokratiske Parti (PDM), Vladimir Plahotniuc, som menes at styre den politiske udvikling i landet.

PDM trak kort før præsidentvalget sin præsidentkandidat Marian Lupu tilbage fra valgkampen. Angiveligt for at koncentrere proeuropæiske kræfter og styrke Maia Sandu, men ifølge Plahotniucs kritikere var PDM`s beslutning snarere motiveret af det modsatte, nemlig at styrke Igor Dodon.

 

I Moldova er det oligarken, næstformand for parlamentet og medlem af det regerende Demokratiske Parti (PDM), Vladimir Plahotniuc, som menes at styre den politiske udvikling i landet
_______

 

Det forventes, at Vladimir Plahotniuc i anden runde for alvor vil styrke Dodon, da Dodon er langt mindre farlig for ham, end den proeuropæiske Maia Sandu, hvis erklærede mål er at bekæmpe korruption, og dermed også Vladimir Plahotniuc. Ved at støtte den prorussiske Igor Dodon, vil Vladimir Plahotniuc få indflydelse under den kommende prorussiske politiske sammensætning og nemmere bevare sin fremtrædende rolle i Moldova. Plahotniucs støtte vil ligeledes være attraktiv for Igor Dodon, som dermed vil opnå større opbakning og formentlig få nogle af medlemmerne af det regerende PDM på sin side.

Moldova knytter sig til Putin
Det er første gang siden 1996, at moldovere vælger landets præsident ved et direkte valg. Det er af samme grund uklart, hvilken betydning et direkte præsidentvalg vil få for præsidentens beføjelser, som hidtil mest var af repræsentativ karakter. Igor Dodon har op til valget varslet, at han vil opløse parlamentet og udskrive et parlamentsvalg. Sker det, og her kan Vladimir Plahotniucs støtte spille en afgørende rolle, vil det ganske sikkert resultere i en sejr af den prorussiske del af den politiske scene i Moldova og dermed orientering af landet mod Rusland og Vladimir Putin.

Moldova har formentlig ikke den samme geopolitiske betydning for Rusland, som eksempelvis Ukraine eller Georgien, men landets tilbagevenden til det russiske interesseområde, vil utvivlsomt vække glæde i Rusland, ikke mindst fordi det samtidig vil være en sejr over Vesten.

Rusland vil utvivlsomt ophæve sin handelsmæssige embargo mod Moldova. Det vil give et øjeblikkeligt økonomisk løft da Moldova igen vil kunne eksportere sine landbrugsprodukter til Rusland, og dermed styrke de prorussiske partier politisk.

Igor Dodon har derudover varslet at omdanne Moldova til en føderation, hvor landets prorussiske udbryderrepublik Transdnjestr og den prorussiske autonomme region Gagauzien, vil få selvstyre. Initiativet vil ikke blot løse en langvarig konflikt i landet, men for alvor også forankre Moldova i den russiske verden. En udvikling, mange i Moldova vil sætte pris på, da det på sin måde vil stabilisere situationen i Moldova og på kort sigt resultere i en økonomisk mere sikker tilværelse, især for den ældre del af befolkningen på landet.

Mange tabere
Taberne i sådan en udvikling vil først og fremmest være EU, som til trods for en associeringsaftale underskrevet med Moldova i 2014, ikke har formået at holde landet på et europæisk spor. Proeuropæiske politikere har i flere år været ved magten i Moldova, men kræver åbenbart større støtte og ikke mindst kontrol, hvis de europæiske værdier for alvor skal udbredes. De proeuropæiske politikere viste sig nemlig at være ligeså korrupte, som andre politikere i Moldova og mere interesserede i egne fortjenester end Moldovas europæiske integration.

 

Taberne i sådan en udvikling vil først og fremmest være EU, som til trods for en associeringsaftale underskrevet med Moldova i 2014, ikke har formået at holde landet på et europæisk spor
_______

 

Eksempelvis landets tidligere premierminister og i en periode Vestens darling, Vlad Filat, som i juni blev dømt til ni år i fængsel for korruption og for at have modtaget 260 millioner dollars i bestikkelse.

Tabere bliver dog også den unge og veluddannede generation i Moldova, som hovedsageligt ønsker Moldova orienteret mod Vest og de europæiske værdier. Taberen bliver dog også landet Moldova, dels fordi hovedparten af de veluddannede moldovere formentlig vil gøre alt for at flytte til andre lande med bedre fremtidsudsigter, dels fordi en orientering mod Vest på længere sigt vil give en mere stabil økonomisk udvikling og dermed en bedre fremtid for landet. ■

ILLUSTRATION: Socialistpartiets præsidentkandidat, Igor Dodon. Foto: Vadim Ghirda/AP Photo/Polfoto