29.04.2016

Fordi kampfly er relativt billige at anvende, giver det ikke meget mening at spare på flyene for at få flere penge til Hæren og Søværnet: For hvad man sparer på investeringen i nye kampfly, ville man i vidt omfang sætte til på at sende flåde- og hærenheder på internationale missioner.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkommer i maj.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Badegæsterne på Dueodde ser op, da de tre kampfly gennembryder lydmuren og i den skarpe sommersol er flyene blot tre skygger, der hurtigt forsvinder ud over Østersøen. Efterhånden som badegæsterne mister flyene af syne, kan personellet på fregatten Iver Huitfeldt skelne dem i horisonten. Enhederne fra Jydske Dragonregiment vest for Gdansk hilser også på piloterne via det fælles datalink. Fra NATO-styrkernes kommadocenter på skibet HMS Albion bliver flyene tildelt overvågningsopgaver omkring Kaliningrad. Det er således en dansk pilot, der først opdager, at Iskandermissiler bliver gjort klar til affyring i en birkeskov på grænsen mellem Polen og den russiske enklave. Hvad piloten kan se i sit cockpit bliver øjeblikkeligt delt på skærmene på fregatten, i containerne i Polen, hvor staben for de danske kampgrupper sidder, såvel som på HMS Albion og de andre NATO-enheder i området. De danske kampfly holder sig på afstand af russisk territorium, mens en MQ9 Reaper-drone bliver sendt i forvejen – flyene og dronen deler data om mulige mål. Samtidig bliver den danske kampgruppes artilleri indstillet på missilernes koordinater, mens enheder fra Jægerkorpset, som allerede opererer på grænsen til Kaliningrad sammen med deres polske og tyske kollegaer, bliver sendt af sted for at observere missilstillingen. De melder tilbage, at de russiske enheder blot træner. Det er således først nogle dage senere at Kaliningrad-krisen for alvor spidser til.

Kaliningrad-krisen er et mareridt, som endnu ikke er blevet virkeligt. Men den rolle, som kampfly spiller i vores lille historie er virkelig nok. Det er den rolle, som er afgørende at forstå, hvis man skal forstå, hvad indkøbet af kampfly betyder for det danske Forsvar.

Kampfly – et billigt alternativ til hæren
I 2021 vil det første F-35-fly lande på Flyvestation Skrydstrup. For 12. maj 2016 fremlagde regeringen sin plan for at lade F-35 afløse F-16. Dermed har regeringen besluttet, at Danmark fortsat skal have et flyvevåben og at det flyvevåben skal være på forkant med den militærteknologiske udvikling. Regningen er omkring 16 milliarder kroner for 27 kampfly, som formentlig vil koste i omegnen af 50 milliarder i hele deres flyvetid. Det er mange penge – ikke mindst hvis man tænker på, hvad de penge ellers kunne være brugt til. Men regner man den militære matematik igennem, så er kampfly relativt billige at anvende sammenlignet med andre typer af væbnet magt. Og frem for alt er kampfly en central brik på fremtidens slagmark.

I virkeligheden køber Forsvaret ikke et fly, men en brik i det militære puslespil. For et fly er ikke blot et militært redskab i sig selv, men en platform i et militært system. Flyet deler data med de andre platforme i systemet (fregatten, droner, kampgruppens kampvogne, artilleri og specialstyrker) og kan skyde på mål som det selv har identificeret (de russiske missiler) eller som er identificeret af andre (specialstyrkerne på grænsen). Flyene selv indgår i et system af andre fly, som sikrer at de kan operere optimalt: Fx kan der være AWACS-fly fra NATO i området, som giver information til kampflyene og fungerer som flyveledere. Og for at flyene kan holde sig i luften over Østersøen, bliver de tanket op i luften.

Flyet er således blot en brik i et puslespil, men det er immervæk en brik, der koster i omegnen af en halv milliard kroner. For at kunne være sikker på at brikken altid er brugbar, kræver det cirka tre fly i reserve. Der er mange krav – kampfly kræver omfattende service for at kunne fungere, piloter skal bruge fly at træne i osv. Derfor kan Flyverstaben kun love at have ét fly på vingerne, hvis der er købt tre (det faktiske forhold afhænger selvfølgelig af mange ting, men en faktor på tre er en anerkendt tommelfingerregel). At have de tre fly i vores indledende historie på vingerne koster omkring fire milliarder kroner i anskaffelsespris, fordi man køber tre gang tre fly til en halv milliard kroner. Og så er vi ikke nået til brændstof, våben, mekanikere, flyveplads, uddannelsen af piloter og stabsfunktioner endnu.

Heldigvis skal den regning ikke afskrives på én flyvetur. De F-16, som Flyvevåbnet flyver i dag, blev introduceret omkring 1980 og vil således have holdt i 40 år, når de bliver erstattet. Selvom de er blevet opdateret for millioner af kroner undervejs, så er udgifterne til kampfly enorme i starten og betragtelige i den løbende drift, men til gengæld er regningen så også stort set betalt. For at anvende flyene i militære operationer øger udgifterne med 125 pct., ifølge en rapport fra McKinsey fra 2012, mens udgifterne til en hær-enhed øges med 395 pct., når den sendes i kamp (disse tal vil have forandret sig siden 2012, men ikke den grundlæggende logik). Så hvis man læser forsvarsbudgettet på den måde, og kan tage ordet ’billigt’ i sin mund, når det handler om militærudgifter, så er Flyvevåbnet faktisk et relativt billigt alternativ til Hæren.

For at anvende flyene i militære operationer øger udgifterne med 125 pct., ifølge en rapport fra McKinsey fra 2012, mens udgifterne til en hær-enhed øges med 395 pct., når den sendes i kamp …
____________________

 

Fordi kampfly er relativt billige at anvende, giver det ikke meget mening at spare på flyene for at få flere penge til Hæren og Søværnet. For hvad man sparer på investeringen i nye kampfly, ville man i vidt omfang sætte til på at sende flåde- og hærenheder på internationale missioner. Den eneste sikre besparelse ved ikke at købe kampfly, vil være dét, der er at spare ved at fyre piloter, mekanikere og stab samt måske nedlægge en flystation. De operationelle udgifter er anderledes dynamiske.

Udgifterne til hærens udsendte på internationale missioner (samlede udgifter per soldat) er fordoblet siden 1988 (ifølge rapporten ”Mars på jorden” fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet fra 2015). Krigen i Afghanistan kostede omkring 600.000 kr. per soldat i 2006-2013. I grove træk kostede et års kamp i Afghanistan således det samme som at købe ét kampfly. Men det tal tager så ikke indkøb af nyt materiel til hæren i betragtning – en betydelig og stigende faktor. For når landmilitære enheder først er engageret i en konflikt, så kan man ikke undslå sig for den regning, der følger med. Når de danske soldater i Helmand-provinsen havde brug for køretøjer med mere pansring eller uniformer, der bedre tålte vejrliget, end dem, som de havde med hjemmefra, så var der ikke andet at gøre end at betale regningen. Tilsvarende vil soldaterne efterspørge mere og mere materiel efterhånden som de bliver involveret i kamphandlinger. De danske soldater fik således kampvogne sendt til Helmand – det kostede 23 millioner bare det første år. Og ikke alene øger langvarige operationer omfanget af det materiel, som man sender af sted, langvarige operationer slider også på udstyret. I Afghanistan sled ørkenstøvet selv geværer op og vejsidebomber ødelagde pansrede mandskabsvogne, som under mere fredelige forhold i Danmark ville have holdt i 30 år.

Færre og dyrere fly
I 2008 blev forsvarsbudgettet øget med to milliarder kr. til cirka 24 milliarder kroner om året blandt andet for at kunne dække de øgede udgifter til operationerne i Afghanistan.

Men alle disse udgifter til trods, så er operationer i områder som Afghanistan mindre udstyrskrævende end operationer mod en stormagt som fx Rusland. Hvis Danmark skal kunne bidrage til afskrækkelse i de baltiske lande, vil udgifterne fortsætte med at stige. Kort sagt: At nedlægge flyvevåbnet (eller i hvert fald den del af det, som flyver kampfly) vil selvsagt give driftsbesparelser, men vil samtidig overflytte udgifter til operations- og indkøbsbudgettet for de andre værn. Og operationsudgifterne er, som vist, markant højere i Hæren.

At nedlægge flyvevåbnet (eller i hvert fald den del af det, som flyver kampfly) vil selvsagt give driftsbesparelser, men vil samtidig overflytte udgifter til operations- og indkøbsbudgettet for de andre værn. Og operationsudgifterne er, som vist, markant højere i Hæren.
____________________

 

Et dansk forsvar, som kun har hær- og flådeenheder at sende på internationale missioner, vil derfor ikke nødvendigvis være billigere end at beholde flyvevåbnet. Flådens skibe er, som flyvevåbnets fly, dyre at investere i, men billigere end hærenheder at anvende. Men hverken fly eller skibe kan på vore dages kampplads operere på egen hånd. Søværnet og Hæren vil simpelthen få mindre kampkraft, hvis skibe og kampvogne ikke er en del af et militært puslespil, som omfattede fly. Desuden vil deres enheder være ekstremt sårbare uden beskyttelse fra luften. For eksempel tager hollandske hærenheder ikke på mission uden hollandsk luftstøtte, fordi hollandske soldater ikke kunne få luftstøtte ved Srebrenica 1995. I mangel på luftstøtte så de hollandske soldater sig ikke i stand til at forsvare byen mod serberne, som de derfor lod indtage byen, selvom den var erklæret en sikker zone af FN. Hollænderne måtte se til, mens serbiske styrker erobrede byen og slog 8.000 mennesker ihjel. Den fejl ønsker hollænderne ikke at begå igen, og derfor vil de i dag have muligheden for at kalde på hjælp fra deres egne fly, som de kan stole på vil komme. Denne sikkerhed er nøglen til at forstå, hvorfor de europæiske lande ønsker hver deres luftvåben, selvom der ville være åbenbare stordriftsfordele i et fælles NATO-luftvåben.

Det er således ønsket om at deltage i afskrækkelsesoperationer i nærområdet og internationale operationer, som driver behovet for indkøbet af cirka 30 kampfly. Østrig og Tjekkiet klarer sig med langt færre fly, fordi de kun ønsker at bruge dem til suverænitetshåndhævelse.

Hvis Danmark vil spare penge på forsvarsbudgettet kræver det en anden type ambitioner for Forsvaret og anvendelsen af de militære styrker. På 30 år er der ikke nødvendigvis sparet meget ved ikke at investere i de højteknologiske kapaciteter, som fly og skibe, der har en høj indkøbspris, men driftsomkostninger, der er dramatisk lavere end hærens. Det må desuden være en overvejelse, at soldater er udsat for en helt anden risiko end piloter. Danmark mistede 43 soldater i Afghanistan og otte soldater i Irak, mens ikke en eneste pilot faldt i hverken Afghanistan, Irak eller Libyen. Hvis man ikke ønsker at ofre liv og penge på en aktivistisk udenrigspolitik, så er det selve den militære aktivisme, som man skal argumentere imod, snarere end købet af kampfly.

Danmark mistede 43 soldater i Afghanistan og otte soldater i Irak, mens ikke en eneste pilot faldt i hverken Afghanistan, Irak eller Libyen. Hvis man ikke ønsker at ofre liv og penge på en aktivistisk udenrigspolitik, så er det selve den militære aktivisme, som man skal argumentere imod, snarere end købet af kampfly.
____________________

 

Selvom kampfly er relativt billige at bruge, så er de dyre at købe. Flyenes høje indkøbspris afspejler det centrale problem for vestlige militære styrker: hver soldat, kampvogn, fregat eller fly koster mere og mere. Det militære system øger kravet til kommunikations- og informationsteknologi i platformene. Der er otte millioner liner koder i programmerne om bord på en F-35. Den øgede information øger ens egen evne til at ramme fjenden, men gør én tilsvarende sårbar. Derfor bliver der investeret mere og mere i afledning eller sløringsteknologier, som fx Stealth, for at undgå at fjenden opdager én. For bliver man først opdaget på den moderne slagmark, bliver man også ramt.

Når omkostningen ved den enkelte enhed bliver højere og højere, har denne verdens forsvarsministre råd til færre og færre enheder. Norman Augustin, som kendte militære indkøb både som vice-forsvarsminister og bestyrelsesformand i våbenfirmaet Lockheed Martin, opsummerede i 1984 denne udvikling da han bemærkede: ”I 2035 vil hele forsvarsbudgettet gå til at købe blot ét fly. Dette ene fly må Flyvevåbnet og Flåden dele med 3 1⁄2 dag per uge til hver, mens Marinekorpset kan låne flyet i skudår’. Selvom Augustin opstillede sin lov med et glimt i øjet, så har han ret i at udgifterne fortsætter med at stige: F-22 og F-35 har lagt sig på den udgiftslinje, som Augustin trak i 1984. USA producerede 74.564 kampfly i 1944. I dag regner det amerikanske luftvåben og dets internationale samarbejdspartnere med at købe cirka 3.000 F-35. Det gælder også for Danmark: Hvor Danmark således købte 98 kampfly i 1950’erne, står Danmark nu overfor at skulle købe cirka 30.

Men når flyene kan mere, så er der selvfølgelig brug for færre af dem. Under Anden Verdenskrig kunne britiske og amerikanske luftstyrker kun være sikre på at lamme Hamborgs havn og industri ved at sende tusindevis af fly af sted. I Operation Gomorrah i juli 1943 sendte det amerikanske og britiske luftvåben 3.000 fly til Hamborg, som kastede 9.000 bomber. 42.000 mennesker blev dræbt. I dag flyver luftstyrker ikke missioner af den størrelsesorden – og der er brug for langt færre fly, fordi det enkelt kampfly er langt mere effektivt. Problemet er bare at flyene stadigvæk ikke kan være to steder på én gang. Det er slemt nok for en amerikansk forsvarsminister, som både skal have fly i Korea, i Afghanistan, i Syrien og Irak og på patrulje i Østeuropa, men en dansk forsvarsminister skal med sine fly både kunne sikre, at der altid står to fly på flyvestation Skrydstrup parat til at lette med få minutters varsel, deltage i sikringen af luftrummet over de baltiske lande eller over Island og samtidig kunne sende 6-9 fly af sted til Syrien og Irak.

Siden afslutningen af den Kolde Krig har risikoen for, at man rent faktisk mistede fly i kamp ikke indgået nævneværdigt i disse overvejelser. Men hvis vestlige fly kom i kamp med russiske eller kinesiske luftstyrker, vil den nye teknologi som nævnt indebære en stor risiko for at flyene skydes ned. I et sådant kampmiljø kan der være store tab. Det indgår bare ikke i regnestykket hos indkøberne.

Stillet over for regningen på fly, som produceres i så små antal at der nærmere er tale om håndværk end industrielproduktion, vil enhver indkøber af militærmateriel – og ikke mindst: ethvert finansministerium – ønske sig et billigere alternativ. Men hvad er alternativet til fly? Nogle spørger: ’Hvis fly er så dyre, hvorfor så ikke bare køber droner?’. Problemet er bare, at det er systemet, der dyrt, og ikke kun platformene. Det amerikanske forsvar har således ikke formået at gøre systemet omkring droner væsentlig mindre eller væsentlig billigere end dét system, der understøtter kampfly. At operere fem Global Hawk-droner kræver således et mandskab på 600 mand, ifølge rapporten ”Om fremtidig brug af ubemandede fly i det danske forsvar” fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet (2014). Til gengæld kan droner allerede i dag indgå som endnu et luft-element i det militære system sammen med kampfly. I dag er droner den langsomme, sårbare våbenplatform, som kan tage sig af mindre komplekse mål i samarbejde med kampfly, men i fremtiden vil det være dronerne som kan sendes af sted i hæsblæsende manøvre i en fart, som en pilot ikke ville kunne tåle. På en kampplads, hvor man bliver skudt ned, når man opdages, kan dronerne sendes ind i første række og bruges til at overvælde modstanderens system, fordi de kan operere i større antal og med større risiko.

Det amerikanske forsvar har således ikke formået at gøre systemet omkring droner væsentlig mindre eller væsentlig billigere end dét system, der understøtter kampfly.
____________________

 

Hvor længe kan de nye fly holde?
F-16 blev købt på et fordelagtigt tidspunkt. Flyet kunne udnytte erfaringer med hidtidige generationer af jetjagere til at udvikle en platform, som kunne opdateres til at være en relevant platform selv i dag – 40 år efter – fordi den teknologiske udvikling ikke overhalede de designmæssige landvindinger, som man gjorde med flyet. Ikke alle flyindkøb kan være så heldige. Danmark fik F-16 omkring 1980, og de vil holde til 2020. Men hvis man købte en P-51 Mustang i 1940, var den ikke en relevant kampplatform i 1980. Fra 1940’erne til 1960’erne skete der nemlig en rivende teknologisk udvikling, som betød at flymodellerne skiftede langt hurtigere. I dag betyder udviklingen af blandt andet ubemandede platforme, udviklingen i kommunikationsteknologi og missilteknologi starten på en udvikling, som kan være lige så radikalt forandrende som udviklingen fra Mustangen til F-16.

For set fra et teknologiudviklingsperspektiv minder vor tid mere om 1940 end om 1980. Et vigtigt kriterium for nye kampfly er derfor evnen til at tilpasse sig den teknologiske udvikling, men det er samtidig usandsynligt, at de kampfly, som Danmark køber i 2016, vil være lige så relevant i 2060, som F-16 er i 2020. Men fordi flyet som nævnt skal ses som et brik i det militære system, vil den fortsatte relevans afhænge af flyets evne til at kunne blive opdateret i takt med resten af systemet og operere sammen med andre platforme. Mange af omkostningerne i flyets levetid vil således være softwareopdateringer.

Mange af omkostningerne i flyets levetid vil således være softwareopdateringer. Flyet vil derfor være et udviklingsprojekt.
____________________

 

Flyet vil derfor være et udviklingsprojekt. Det er tilfældet med stort set alle militære platforme. Ikke mindst fordi der i Danmark næsten er tradition for at købe materiel, som ikke er fuldt udstyret, når det indgår i Forsvarets styrker. Projektet starter allerede ved indkøbet af flyet. Piloter skal trænes i det nye fly, mekanikere uddannes, flyvestationer indrettes, doktriner justeres i et projekt, der vil have store omkostninger og i en periode ikke kan undgå at påvirke Flyvevåbnets operationelle kapacitet. Gary Schaub fra Center for Militære Studier har beskrevet, hvordan introduktionen af F-16 var en stor mundfuld for Flyvevåbnet, blandt andet pga. pilotmangel. For at holde kapaciteten oppe måtte amerikanerne hjælpe – mellem 1988 og 1990 udgjorde amerikanske piloter ifølge Schaub halvdelen af Eskadrille 727. Samtidig havde Flyvevåbnet en større kapacitet til at absorbere overgangsproblemer, fordi kampflyet Draken (der pudsigt nok havde designationen F-35) først blev udfaset i midten af 1990’erne. Derfor havde Danmark således ikke færre end 120 kampfly, hvor af de nye F-16 kun udgjorde halvdelen af flåden.

Denne gang vil sårbarheden i overgangsperioden være større. Det betyder selvfølgelig ikke, at Flyvevåbnet ikke kan takle den overgang – måske vil det gå bedre, simpelthen fordi de operationelle krav i dag er så meget større at de kun kan opfyldes, hvis man koncentrerer sig om at få overgangen til at virke. Men det vil ikke blive let og der kan være en betydelig regning forbundet med det.

Beslutningsprocessen omkring indkøb af kampfly har været lang og kompliceret – måske for lang og kompliceret. Det er imidlertid ikke unikt, hvis man sammenligner med andre store infrastrukturprojekter. For kampfly-købet er en central investering i militær infrastruktur. Forsvarets udfordring bliver at udnytte denne investering på en måde, der skaber nye og bedre indsatsmuligheder. Politikerne udfordring er at fastholde interessen efter at man endelig har truffet beslutningen om hvilket fly, der skal købes. For introduktionen af det nye fly vil uundgåeligt skabe nye udfordringer, muligheder og regninger.

Mikkel Vedby Rasmussen er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat, og fra 2006 til 2014 leder af henholdsvis Dansk Institut for Militære Studier og Center for Militære Studier. Han udgav i 2007 rapporten ”Danmarks behov for Kampfly” med Henrik Breitenbauch.

ILLUSTRATION: F-16 Fighting Falcon i luftrummet over Danmark, 11. februar 2016 [foto: LEE, Eskadrille 721/Forsvarsgalleriet]