26.12.2016

Danmark står uden en facitliste for politik. Og vi skal ikke forvente, at præsident Trump udleverer et nyt klassesæt med en ny rettevejledning, som vi kan tilegne os i håb om fortsat at være den gode elev i klassen. Der vil ikke være en idé, som erstatter globaliseringen; ingen stor narrativ, som fortæller os, hvordan vi skal handle, hvis vi vil skrive os ind i historien på vindernes side.

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen (fra RÆSON28). Hør interview med forfatteren i RÆSON Podcast.

Globaliseringen sluttede 8. november 2016. Det betyder ikke, at de globale produktionsmønstre og sociale netværk er forsvundet – containerskibene sejler stadig, og Facebook kører fint – men den måde, Vesten har forstået og udnyttet disse globale forhold på, har forandret sig for altid. Valget af Donald Trump som USA’s præsident var ikke alene et valg af en person, men også et fravalg af en idé, idéen om globalisering.

Valget af Donald Trump har udløst på den ene side hysteri og på den anden side bagatellisering. Begge dele er lige forkert. Trump repræsenterer både noget meget traditionelt amerikansk og et radikalt nybrud med amerikansk, og dermed vestlig, politik siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Hvad der tabte – og hvad der vandt
For at forstå balancen mellem det gamle og det nye er det lige så interessant at spørge, hvad der led nederlag med Clinton, som hvad der vandt med Trump. Trump fik en mio. stemmer færre end John McCain, da han stillede op i 2008, og to mio. færre stemmer, end Mitt Romney fik, da også han led nederlag til Obama i 2012. Det er med stemmer i det amerikanske præsidentvalg som med kilo, man tager på: Fordelingen er afgørende for udfaldet. Hillary var ikke i stand til at vinde de afgørende stater, og dermed gik valget til Trump, også selvom han ikke fik et flertal af de afgivne stemmer. Det understreger i virkeligheden kun størrelsen af Hillary Clintons nederlag. For hvordan kunne hun undgå at vinde med sådan en modkandidat?

Måske ligger svaret i spørgsmålet. For det var netop fornemmelsen af, at Clinton ikke kunne undgå at vinde, som gjorde, at hun – på trods af sit overlegne kampagnebudget og den massive opbakning fra medierne – alligevel ikke fik vælgerne på sin side.

At Clinton blev valgt, virkede uundgåeligt, fordi det var ’hendes tur’ til at blive præsident på det personlige og det strukturelle plan. På det personlige plan var drømmen om Det Hvide Hus ikke kun hendes mands, men i høj grad også Hillary Clintons, og denne drøm skulle realiseres – koste, hvad det ville. At omkostningen viste sig at være selve Det Demokratiske Parti, som fejlede i sin opgave som kandidatudvælgelsesmaskine ved at lade sig besnære af Clintonparrets ambitioner, var tilsyneladende af mindre betydning for Clinton. Som en af de få ikkekongelige, verden er på fornavn med, følger Clinton protokollen for politisk lederskab med samme selvfølge, som en kok følger opskriften til bearnaisesovs – men laver man kun politik efter opskrifter, så får den altid den samme smag. Titlen på Clintons selvbiografi er i den forbindelse ganske afslørende: ’Hard Choices’ (Simon & Schuster, 2015; på dansk ’Svære valg’, Politikens Forlag). For dét, Clinton tilbød, var at håndtere kriser, når de opstod, ved at træffe de rigtige valg. Clinton kunne altså love at gøre det samme bedre end alle andre, men hun kunne ikke love noget nyt. På den måde blev hun selve personificeringen af, hvad Ove Kaj Pedersen har kaldt ”nødvendighedens politik”.

Globaliseringen var en kraft, som man måtte tilpasse sig, men som man ikke kunne kontrollere i den historie, som Clinton var helten i indtil 8. november 2016. Globaliseringen stillede en række udfordringer for alle samfund, som det gjaldt om at adressere. Den regering, som bedst tilpassede sig, ville score de største gevinster i form af økonomisk vækst. Men valgene er ikke lette. I titlen på Clintons bog var det mere end antydet, at man godt kunne forvente, at det ville gøre ondt, uanset hvad Hillary valgte at gøre. Og den opskrift, som Hillary fulgte for sin politik, gav altid en besk bismag. Hillarys mand havde kunnet kombinere denne tilgang til politik med en empati, som fik folk til at føle, at han kunne ”feel your pain”, og selvom det gjorde det lettere at synke de politiske resultater, så forandrede det ikke den faktisk førte politik. Det hensyn virkede ikke for Hillary; og derfor fremstod hun så meget desto mere som en operatør af den store samfundsmaskine.

Donald Trump derimod tilbød et helt andet syn på politik. Hvor Hillary præsenterede sig som en løser af kriser, var Trump en forløser. ’Forløseren’ fremstod som en leder, der kunne tage magten over udviklingen og dreje samfundet på en ny kurs, mens ’fikseren’ Clinton i virkeligheden stod magtesløs over for selve den samfundsmæssige udvikling. I den optik blev Trumps mangel på kompetence en garanti for, at han ikke ville følge opskriften for politik. Ved at afvise opskriften afviste han hele argumentet om nødvendighed. Hvor Hillarys kampagne var en liste af enkeltstående kriser, som skulle løses for at sikre systemet, så mente Trump, at selve systemet var i krise. ”It’s disgusting what’s happening to our country,” som Trump sagde på et vælgermøde i Dallas i september 2015. USA havde sine bedste dage bag sig, mente 72 pct. af de adspurgte i en Bloomberg-undersøgelse fra samme efterår. I sin sejrstale 9. november 2016 kunne Trump så tale sin egen indsats op efter at have talt nationen ned: ”I’ve spent my entire life in business, looking at the untapped potential in projects and in people all over the world. That is now what I want to do for our country.” Trump tog idéen om politik som kriseløsning langt mere alvorligt end Clinton. Hvis politik var en række kriser, så måtte det være det krisefremkaldende system, som var den egentlige krise. Trump trumfede Clinton ved at sige, at selve det politiske system var krisen, som skulle løses.

Trump tog idéen om politik som kriseløsning langt mere alvorligt end Clinton. Hvis politik var en række kriser, så måtte det være det krisefremkaldende system, som var den egentlige krise.
_______

 

På dette politiske plan er ens personlige historie aldrig helt ens egen. Clintons kandidatur virkede også uundgåeligt, fordi det bekræftede en tro på, at historien bevægede sig i retning af et stadig mere lige demokrati baseret på rettigheder, som blev udbredt til stadig større dele af befolkningen. Når en sort mand var blevet valgt til præsident, så var det naturlige næste skridt den første kvindelige præsident. Derfor virkede det naturligt for Clintonkampagnen at portrættere Trump som en karakter fra TV-serien ’Mad Men’. For var hans opfattelse af kvinder som brugsgenstande og hans åbenlyse kategorisering af andre mennesker efter racemæssige og sociale stereotyper ikke et udtryk for, at han var gårsdagens snarere end morgendagens mand? Clintonkampagnen indså ikke, at for hvert forargende tweet og forarget retweet blev Donald Trumps position styrket. Når det kom til stykket, stemte 53 pct. af hvide kvinder på Trump. Måske synes de ikke, hans manerer var dårligere end gennemsnittet i et land, hvor 25 pct. af kvindelige studerende oplever seksuelle krænkelser på campus. Måske var de mere optagede af, at Trumps afvisning af almindelig høflighed og politisk korrekthed i særdeleshed var den tydeligste markør af, at han var imod eliten og ikke accepterede, hvad eliten mente var uafvendeligt. Man behøvede ikke at finde sig i en stadig udbredelse af rettigheder. Det var ikke givet, at alle skulle have sundhedsforsikring, eller at homoseksuelle skulle giftes.

Kernen i Trumps budskab var, at historien ikke var på Clintons side. Clintons nederlag var resultatet af, at hun ikke kunne forestille sig en historiebog, hvor hun ikke blev omtalt som USA’s 45. præsident. Ifølge den britiske politiske filosof John Gray er det selve den liberale tanke, som er problemet. ”The trouble is that they can only envision the future as a continuation of the recent past. This is so whether their liberalism comes from the right or the left,” skriver Gray og konkluderer, at det er liberalismens grundlæggende problem: ”An entire generation is finding its view of the world melting away under the impact of events.”

Valget af Trump er måske den vigtigste af de begivenheder, som Gray nævner, fordi de værdier, som har formet idenrigs- og udenrigspolitik siden afslutningen af Den Kolde Krig, bliver stemt hjem. Det var ligeledes tilfældet med Brexit. Trump fremhævede da også konsekvent Brexit – ”a great thing” – og konkluderede, at de britiske vælgere havde ”taken back their country”. ”We’ve seen Brexit,” kvitterede Brexit-lederen Nigel Farage med at sige 9. november 2016 efter Trumps sejr: ”We’ve now seen this and don’t be surprised to see this political revolution elsewhere – perhaps in Europe next year. There is a general feeling that big, fundamental change and genuine democratic accountability is needed.”

Efter globaliseringen
Begrebet krise kommer oprindeligt fra lægevidenskaben, hvor det blev brugt til at beskrive det tidspunkt i en febersygdom, hvor patienten enten blev bedre eller døde. For Farage og Trump bliver det at fremkalde en krise på tilsvarende vis et mål i sig selv, fordi det vil helbrede samfundet.

De er ikke alene i at ønske, at vestlige samfund sveder liberalismen ud. Samfundskritikeren Slavoj Zizek var måske ironisk, da han ønskede sig, at Trump blev valgt, fordi det ville udløse en krise i det liberale projekt, som kunne bane vejen for alternativer, men han udtrykte til gengæld et dybfølt ønske om at forandre tingenes tilstand. På baggrund af samme ønske mindede Enhedslistens Pernille Skipper om, at Trump ”appellerer til folk af en grund”. Den grund var selve det amerikanske politiske og økonomiske system. Trump var således et symptom på et system i krise. Et system, der eksporterede sine kriser gennem sin udenrigspolitik. Hvis debattøren Leila Stockmarr (der er rådgiver for Alternativet) ikke var enig med det russiske nyhedsbureau Sputnik i, at valget af Trump havde afværget Tredje Verdenskrig, så udtrykte hun i hvert fald samme analyse af Hillary Clinton, når hun skrev, at ”Clinton har nemlig gennem det meste af sin politiske karriere og i særdeleshed i rollen som udenrigsminister været med til at udvikle og implementere en dybt militariseret og instrumentaliseret global amerikansk magtpolitik forklædt som demokratieksport og frihedselskende terrorbekæmpelse”. Selvom både Skipper og Stockmarr endte med at anbefale Clinton, så var det mere et udtryk for alternativet end for troen på, hvad Clinton repræsenterede. Derfor var Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen – som en af de få – ikke overrasket over valget af Trump: ”Jeg er ikke overrasket, fordi der er meget stærke strømninger, som Donald Trump repræsenterer.” Frederiksen advarede imod, hvad de ”strømninger” kunne føre til – også i Danmark.

Det ønske om forandring er præcis, hvad det liberale system, som så dagens lys ved afslutningen af Den Kolde Krig, har været designet til at forhindre. Som præsident George Bush udtrykte det, så var fjenden efter det sovjetiske imperiums kollaps ikke længere en stat og dens væbnede styrker, men de faktorer, som kunne undergrave den nye orden: ”… the enemy is unpredictability. The enemy is instability.” Ikke, at tiden var uden forandring. Det forholdt sig snarere omvendt. Udbredelsen af demokrati og markedsøkonomi var en fundamental forandring – af de individuelle samfund såvel som af det internationale samfund. Imidlertid var det en forandring, som fulgte en klar opskrift – den opskrift, som Hillary Clinton havde lært udenad.

Få har udtrykt ambitionerne for denne liberale verdensorden som Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, når han omtalte globaliseringen som en ”new doctrine of international community”. Globaliseringen bandt samfund tættere sammen i netværk på tværs af grænser, som ikke alene førte til handel i et omfang, man ikke havde set siden tiden før 1914, men som også gjorde det muligt at lade produktionen foregå mange steder i verden. Fremtiden var global snarere end national – takket være globale produktionskæder og en global arbejdsstyrke, der gennem deres plads i disse kæder blev integreret i en økonomi, som overskred de grænser, lokale ressourcer satte.

Globaliseringen gjaldt også på det sikkerhedspolitiske område, hvor den såkaldte Roth-rapport om NATO’s fremtid i 1999 opfordrede til, at alliancen skulle fokusere på at ”forsvare værdier og interesser, ikke blot territorium”. Geografi havde stadig mindre betydning i en verden, som blev stadig mere bundet sammen på tværs af landegrænser i globale produktions- og meningsnet, hvis konkrete manifestation var containerskibe og Facebook. Globalisering var således også en måde at se verden i sin helhed snarere end som en mængde af stater og folk med forskellige historier og interesser. Vi var alle en del af én historie, gjorde Tony Blair klart, når han talte om ”the design of a future built on peace and prosperity for all … is the only dream that makes humanity worth preserving”. Af en drøm at være lignede den imidlertid nutiden forbløffende meget. Globaliseringen handlede om at overvinde historien med dens grænser og krige snarere end at skabe noget nyt. Det var den liberale verden, som Blair og Bushs vælgere kendte, som skulle udbredes til resten af verden, snarere end noget helt nyt, der skulle skabes. Derfor var det ganske naturligt, at den europæiske nyorden efter afslutningen af Den Kolde Krig bestod i at udvide eksisterende institutioner som EU og NATO, og at det var de eksisterende handelsregimer, som blev udvidet og yderligere institutionaliseret i fx WTO.

I dag fortæller den britiske premierminister Theresa May en helt anden historie: ”If you believe you’re a citizen of the world, you’re a citizen of nowhere. You don’t understand what the very word ’citizenship’ means.”

Den idéhistoriske pointe i Brexit og valget af Trump er, at historien ikke længere har en opskrift, som skal følges. Hillary Clinton kan meget vel være den sidste kandidat til lederskabet af et vestligt demokrati, som stiller op som den mest duelige globaliseringsforvalter.
_______

 

En ny udenrigspolitik til en anden verden
Den idéhistoriske pointe i Brexit og valget af Trump er, at historien ikke længere har en opskrift, som skal følges. Hillary Clinton kan meget vel være den sidste kandidat til lederskabet af et vestligt demokrati, som stiller op som den mest duelige globaliseringsforvalter. Ligesom krigene på Balkan og i Mellemøsten var en fortsættelse af globaliseringen med andre midler, så vil denne afvisning af globaliseringen skabe en ny udenrigspolitik. En udenrigspolitik, der er lige så lidt liberal, som Trump eller post-Brexit-Storbritannien er det. En udenrigspolitik, som grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved Vesten som et handlingsfællesskab. For det bliver en politik, der tager afstand fra den grundlæggende idé, at vestlige værdier er vejen, som fører til fremtiden, og at denne fremtid er defineret ved et globalt fællesskab. Fællesskab er nationalt, og historien handler om at bekræfte snarere end forandre dette fællesskab, hvis man spørger i Washington og London.

Dette forandrer ikke alene USA’s og Storbritanniens udenrigspolitik, men også hvordan deres allierede (som Danmark) kan forholde sig til dem.

På sin vis har Danmark haft sit Trumpvalg; også selvom vi ikke valgte en Trump. For Helle Thorning-Schmidts regering blev afvist af de samme argumenter, som Hillary Clinton blev det. For Helle såvel som for Hillary hjalp ingen appeller til, at progressive kræfter burde bakke den første kvindelige regeringsleder op. For Helle såvel som for Hillary var det Bernie Sanders og Mogens Lykketoft på venstrefløjen, som var projektets banemænd i lige så høj grad som modstanderne på højrefløjen. Bjarne Corydons påberåbelse af konkurrencestaten (se RÆSON KOMPAKT, 2013: ”Det er afgjort forkert at betragte Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti”) og regeringens ”reformamok” var i naturlig fortsættelse af regeringsprojekterne for de tre Rasmussener, der har været statsministre siden afslutningen af Den Kolde Krig. Men det var også et projekt, der fra første færd var ude af stand til at begejstre befolkningen og bemyndige regeringen med et mandat for forandring.

At den regering, som afløste Thorning-Schmidt, ikke var en Trumpregering, skyldtes nok mere den parlamentariske situation end et reelt ønske om at fortsætte globaliseringslinjen.
_______

 

At den regering, som afløste Thorning-Schmidt, ikke var en Trumpregering, skyldtes nok mere den parlamentariske situation end et reelt ønske om at fortsætte globaliseringslinjen. Dette er kollapset af regeringens 2025-plan et godt udtryk for. Uanset folketingsflertallet kan et land af Danmarks størrelse ikke sætte sig ud over de rammer, som globaliseringen sætter. De endeløse diskussioner af, hvilke grænser for asylpolitikken der dikteres af diverse konventioner på flygtningeområdet, er netop et udtryk for, hvordan flertallet har måttet handle inden for de rammer, som det internationale samfund har stillet op. Det mest effektive argument mod den dagsorden, som Dansk Folkeparti og andre satte, var derfor at appellere til verden udenfor. Med Trump og Brexit er den mulighed ikke længere den samme. Den nye forelskelse i kansler Merkel på den danske venstrefløj, der ellers ikke plejer at have meget tilovers for kristendemokratiske tyske politikere, er et udtryk for, at hun er det sidste referencepunkt, der er tilbage i en debat, hvor udlandet ikke længere er en reference for indenrigspolitikken.

Danmark står således uden en facitliste for politik. Og vi skal ikke forvente, at præsident Trump udleverer et nyt klassesæt med en ny rettevejledning, som vi kan tilegne os i håb om fortsat at være den gode elev i klassen. Der vil ikke være en idé, som erstatter globaliseringen; ingen stor narrativ, som fortæller os, hvordan vi skal handle, hvis vi vil skrive os ind i historien på vindernes side. Trump er blevet valgt, fordi han afviste den historiske nødvendighed.

USA’s allierede skal gøre deres indsats
Da Trump, få dage efter at han blev valgt, mødtes med den tidligere leder af UKIP, Nigel Farage, var det således en demonstration af, at vinderne ikke var dem, som stod i den historiebog om det 21. århundrede, som de liberale allerede havde skrevet færdig 15 år inde i det nye årtusind. Og ’globalisering’ vil ikke blive erstattet af en ny narrativ, som kan tale hele Vesten, og resten af verden for den sags skyld, ind i en samlet fortælling. Trumps budskab er et helt andet og i virkeligheden så gammelt som den amerikanske stat selv:

George Washington advarede den unge republik mod at indgå alliancer, som ville binde USA til det europæiske internationale system. Dermed fulgte Washington det råd, som den franske filosof Rousseau havde givet øen Korsika i sit udkast til en forfatning, hvor han anbefalede, at korsikanerne indrettede en selvforsynende økonomi, som ville betyde, at de kun behøvede at have så lidt at gøre med resten af verden som muligt. Kun på den måde, mente Rousseau, kunne republikken undgå at blive korrumperet af udenlandsk indflydelse. Korsika blev aldrig en uafhængig republik, men det blev Amerika. Og Trump griber tilbage til Rousseau, når han afviser, at USA har en særlig interesse i en stabil verdensorden baseret på stærke institutioner.

Det internationale system er med andre ord som et kasino, hvor spillerne vinder tit nok til, at de spiller videre, men hvor banken altid vinder på lang sigt. Det bedste håb for internationale institutioner er, at Trump er i kasinobranchen og derfor måske kan forstå logikken.
_______

 

Idéen med samarbejde i institutioner bygger på at træffe beslutninger i fællesskab, og i det fællesskab kan man ikke vinde hver gang. Generationer af forskere i international politik har påvist, at selvom USA kunne tvinge sin vilje igennem ved magt i de fleste tilfælde, så er det i USA’s langsigtede interesse ikke altid at få sin vilje mod til gengæld at opretholde institutioner, som sikrer, at der er lave omkostninger ved både at vinde og tabe for USA. Det internationale system er med andre ord som et kasino, hvor spillerne vinder tit nok til, at de spiller videre, men hvor banken altid vinder på lang sigt. Det bedste håb for internationale institutioner er, at Trump er i kasinobranchen og derfor måske kan forstå logikken.

Men at dømme efter hans udtalelser i valgkampen er det ikke den lange sigt, som interesserer Trump. Han ser handelsaftaler og institutioner – som fx NATO – som en forretningsmand. Hans udtalelser om NATO var måske chokerende for en diplomat, men gav fuldstændig mening for enhver mindre erhvervsdrivende, som overvejede at stemme på ham. Hvis man har et autoværksted i Michigan, så er det præcis sådan, man taler med sine leverandører. Forretningsmanden Trump vil have konkrete resultater, hvor USA tjener på samarbejdet. Og for amerikaneren Trump, som er opdraget med Rousseaus idéer om den dydige republik i en syndig verden, er der ingen forventning om, at resten af verden udgør et større fællesskab. Det var globaliseringens idé – men den idé gik ud på, at resten af verden ville være som amerikanerne. Og hvordan skulle de kunne være det?

For danskere falder pragmatisme måske mere naturligt end den sædvanlige amerikanske retorik om ’en fælles kamp for frihed’. Men ethvert bidrag tæller i en værdikamp. I Trumps verden rangordner man formentlig nationer efter størrelse. Derfor havde statsminister Lars Løkke Rasmussen set helt rigtigt, da han på selve dagen for valget af Trump lovede at hæve det danske forsvarsbudget. Hvis man vil være med i det ’joint venture’, som hedder NATO, så skal man betale sin del. Danmark har længe argumenteret for, at vores bidrag bestod i vores vilje til at stille op til krig – i Afghanistan, Irak, Libyen, mod IS – når USA kaldte sine venner sammen. Men Trump vil ikke være så interesseret i den slags interventioner, og hvis den danske regering havde svært ved at få støtte til at gå i krig med George W. Bush, hvordan vil det så ikke være at få opbakning til at gå i krig med Trump?

USA, Rusland – og Danmark
Danmark kan således ikke regne med, at støtte til værdier og institutioner vil give guldstjerner hos supermagten. Så spørgsmålet bliver ikke, hvilke større projekter Danmark kan støtte, men hvad USA får ud af Danmarks bidrag. På efterretningsområdet vil Danmark stadig have konkrete ting at tilbyde amerikanerne. Vores geografi – både i Østersøområdet og Arktis – vil også fortsat have amerikanernes interesse, indtil Trump som forventet finder en forståelse med Kreml. Sker det, vil Danmarks geografiske position ikke længere have den store værdi i Washington.

Trump har ingen problemer med et autoritært styre i Kreml, fordi han ikke har nogen forventninger om, at Rusland kan eller bør forandre sig til et vestligt demokrati. Trump er således enig med Marie Krarup (DF) i, at ”Putin har indrettet et autoritært styre i Rusland. Men det behøver ikke betyde, at man skal udnævne Rusland til en fjende, som vi skal isolere og knække økonomisk”. For Trump vil det afgørende være, at han kan lave en aftale med Putin. Hvis den aftale bliver krænket af Kreml, så er der god grund til at tro, at en præsident Trump kan blive et ubehageligt bekendtskab for præsident Putin; men siden Trump synes at være parat til at give Putin, hvad han vil have, så er der al mulig grund til at tro, at forholdet til Rusland bliver markant bedre.

Danmark har ingen praktisk mulighed for at holde en hård kurs over for Rusland uden opbakning fra USA, også selvom en aftale med Rusland formentlig vil bringe de baltiske lande ind i russisk indflydelsessfære. Newt Gingrich, som har været en af Trumps mest erfarne rådgivere og nævnt som en mulig udenrigsminister, mener således ikke, der er nogen grund til at leve op til NATO’s artikel 5, den såkaldte musketer-ed, for så vidt angår Estland: ”I’m not sure I would risk a nuclear war over some place which is the suburbs of St. Petersburg. I think we have to think about what does this stuff mean”. Alene med den udtalelse er afskrækkelsen af de baltiske lande faldet ca. lige så meget i værdi som den mexicanske pesos efter valget af Trump.

Dette betyder samtidig, at det nu er usandsynligt, at Finland og Sverige melder sig ind i NATO. Selv hvis Trump ville være villig til at forsvare dem, ville modstanderne af svensk NATO-medlemskab blot behøve at hænge billeder af Trump op i lygtepælene for at sikre sig et nej i en folkeafstemning. Med valget af Trump har Danmark således mistet sin bufferzone i øst i form af de baltiske lande og kan nu ikke vide sig sikker på støtte fra USA. Den eneste tilbageværende mulighed er mere nordisk samarbejde – med alle de problemer, som det indebærer.

Med valget af Trump har Danmark således mistet sin bufferzone i øst i form af de baltiske lande og kan nu ikke vide sig sikker på støtte fra USA. Den eneste tilbageværende mulighed er mere nordisk samarbejde – med alle de problemer, som det indebærer.
_______

 

For nordisk samarbejde er en langt mere farbar vej end europæisk samarbejde. Efter Trumps sejr udtalte EU’s udenrigspolitiske talsperson, den høje repræsentant Federica Mogherini, at ”it’s starting to be clear to everyone that we can only succeed in providing security to our citizens if we work together as a true union, with the full potential of a superpower, in the field of security and defence”. Disse udtalelser blev bakket op af den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, som i Rheinische Post skrev, at ”Europa braucht als erstes den gemeinsamen politischen Willen für mehr sicherheitspolitische Relevanz. Dafür könnte der Ausgang der Wahl in Amerika einen wichtigen zusätzlichen Impuls setzen” (to dage efter valget, 10/11).

Så forsvarssamarbejde er blevet udset til at være det integrationsområde, der skal genrejse unionen efter Brexit, men det er svært at forestille sig, hvordan det skulle lykkes bedre denne gang end alle de andre gange, hvor integrationsprojekter har lidt skibbrud på dette område.
Lige siden det franske parlament afviste Plevenplanen om en fælles europæisk hær i 1950, har sikkerheds- og forsvarspolitik været det område, alle har vidst var sværest at integrere. Hvorfor skulle det være lettere nu, hvor briterne har fjernet 25 pct. af det potentielle ”supermagtsbudget”, som Mogherini nævner, fra unionen? Og hvor Frankrig med garanti vil vælge en mere nationalistisk præsident? Det er svært at forstå, hvis man ikke bor i Bruxelles. Under alle omstændigheder har Danmark et forbehold på det område, som ingen regering vil turde at sætte til afstemning i det nuværende politiske klima.

Med sammenbruddet af globalisering som et organiserende begreb for verdenspolitikken er grundsætningen om, at Danmark skal finde indflydelse gennem institutioner, dermed også udfordret. ”Vores lille plet på kloden er en af de lykkeligste og fredeligste,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tale ved Folketingets åbning 4. oktober 2016: ”Men omkring os er verden urolig. Mod øst et aggressivt Rusland. Mod vest en britisk befolkning, der har stemt sig ud af EU. Mod syd krig og konflikter, som har konsekvenser for os.” En måned efter kunne han tilføje valget i USA til den liste og derefter kun grue for, hvad den næste krise ville være. Imidlertid er der formentlig ikke enighed om, hvori disse kriser består.

Reaktionen på valget af Trump og Brexit har været en øget tilslutning til EU som en del af den søgen efter tryghed og stabilitet, der har kendetegnet den danske befolkning, efter at de to lande, som den mere end nogen andre spejler sig i, har slået ind på en ny kurs. Når først chokket er rystet af, så vil spørgsmålene imidlertid melde sig. Som nævnt har vi allerede haft vores Trumpvalg, og det skyldes kun Danmarks udenrigspolitiske rolle og den parlamentariske situation, at det ikke har haft konsekvenser for vores udenrigspolitik i almindelighed og vores europapolitik i særdeleshed. Den globaliseringsnarrativ, som USA og Storbritannien har givet os, har forankret Danmark i en særlig international rolle. Den rolle kan ikke opretholdes efter valget af Trump, og statsministeren syntes at erkende det, da han få dage efter valget af Trump fortalte Bundestagen i Berlin, at ”i lyset af de udfordringer, Europa står med, vil det være naturligt, at det største land og den største økonomi i EU tager en stærkere position – også i udenrigspolitikken”. Det var Danmark, som meldte sig under de tyske faner. Men statsministeren gjorde dette med lige dele overbevisning og desperation. For der er formentlig ikke en opbakning i befolkningen til at følge Berlins ønske om mere og tættere integration. Men der er heller ikke opbakning til at følge Storbritannien ud af EU. Der er formentlig lang tid til, at Venstre og Socialdemokratiet vil anbefale en afstemning om EU-medlemskab, men det er samtidig svært at forestille sig befolkningens støtte til en øget integrationsindsats som foreslået af Juncker. Og det vil føre til et sikkert nederlag, hvis regeringen skulle vælge at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning for at kunne være med i den nye forsvarsintegration.

For Danmark er det nye dilemma imidlertid, at Trump og Mays politik ikke efterlader meget plads til et lille land som Danmark. På sigt bliver en konsekvens af valget af Trump derfor, at vi må genopfinde, hvad det vil sige at være dansker. Den diskussion har hidtil stået mellem globalisme og nationalisme. Men globaliseringspositionen er ikke længere holdbar efter valget af Trump og Brexit. Det eneste alternativ til en nationalistisk forståelse af Danmark og danskhed er derfor at genopfinde en patriotisme, som tager sit udgangspunkt i Danmark, men ser værdien af Danmark og danskere som en del af globale netværk.

Diskussionen mellem nationalisme og patriotisme vil finde sted i det konceptuelle krater, hvor globaliseringen engang stod. Hvis den franske forfatter Victor Hugo havde ret i, at en idé, hvis tid er kommet, er stærkere end alle verdens hære, så er det modsatte også rigtigt. Få ting er så impotente som en idé, der er blevet efterladt i grøften på idéhistoriens hærvej. Globaliseringen er en idé, hvis tid er forbi.

Illustration: Mikkel Vedby Rasmussen (officielt pressefoto) / Gonzales Photo Travel/Kenneth Nguyen

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og institutleder ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. I 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets Udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet og Dansk Institut for Militære Studier. I 2016 deltog han i følgegruppen for den såkaldte Taksøe-rapport om fremtidens udenrigspolitik. I april 2015 udgav han ’The Military’s Business. Designing Military Power for the Future’ på Cambridge University Press.